RØDE STREGER

© n i c k l a s . r e d . 2 0 1 6 

SILVER SELFIE

REBLIK - Sandy Hook

Kynisk cyklus

Jeg noterer mig, at Poul Høi i Berlingske skriver om, at et af de få billeder, man kan finde af Adam Lanza er fra han var tolv år gammel. Høi filosoferer i vanlig høj stil (hermed anbefalet til tider) over hvordan det fortæller noget om, hvilket menneske han var, fordi han ikke ville fotograferes. 
Jeg kan ikke undgå at tænke på alle de gange vi igen og igen skal se dette billede, og den tragiske ironi der ligger i, at han i og for eftertiden altid fremstilles som jævnaldrende med sine ofre, fordi vi vil have denne ikoniske repetition på vore skærme og i vore medier. Hvad er det for en grusom poetisk retfærdighed der her etableres? 
Det lugter af popkunst, når den er værst (bedst). Det minder om billederne af den forsvundne Madeleine, som heller ikke ligner det hun måtte være i dag. Billederne af den unge Breivik. Kafka.
Disse uhyggelige ikoner, som er hentet i een sammenhæng, og tvunget ind i en anden, hvor de SKAL repræsentere noget og nogen de ikke er - men det alle vi voyeurere grådigt gør dem til.
Måske forstyrrer det mig, fordi fotografier netop er kendetegnet ved en ubrydelig kronologisk sammenhæng mellem tid, sted og menneske - som medierne titanisk æder op i en vulgær sags tjeneste. Et billede er ikke kun ærligt i sit skin, det er det også overfor historien. Og da Adam Lanza var 12 år gammel var han ikke morder. Han var et potentielt offer for sin egen forbrydelse.

Uden anden forbindelse end tragedien dette link: http://www.information.dk/320403
til et essay af Christan Mørk

ET WOLFGANG TILLMANS-BLIK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eller hvordan man får en eneret på et motiv

Selvfølgelig skal man (være snobbet nok til at) kende Wolfgang T., men gør man så det - så ved man, hvad jeg mener, når jeg siger ovenvisende fotografi ligner noget han kunne have taget tilbage i 90'erne. Hans ikoniske stilleben med orkide og vandflaske og andre variationer over samme tema, kombineret med den skødesløst dokumenterende stil har hvert fald bidt sig fast i mine hornhinder.
Man kan godt få noia på engang imellem, når man ikke synes man kan få lov at se på verden uden indblanding af andre øjemenneskers blikke og sanser. Men for det meste er det en ret sexet kalaidoskopisk leg.
Dette blik foranledigede mig dog til at tænke videre over, hvordan man se det er hans blik, der hviler på disse blomster, og ikke fx Mapplethorpes, van Goghs eller Erik A. Frandsens. Selvsagt gør de her nævnte kunstnere brug af meget forskellige materialer og dermed også gengivelser, men derfor er det interessante også, om deres blikke er forskellige - eller det blot er deres sprog?
Der er mange om budet, når det kommer til blomstermotivet (Louisiana havde en rigtig fin udstilling med temaet i forrige århundrede, hvor man måske burde have tænkt disse tanker, men hvad). Andy Warhols blomster og Georgia O'Keeffes blomster vækker jo på ingen måde de samme tanker og følelser i mig - men de er jo stadig blomster an sich. Monets blomster, Bonnards blomster og Magrittes rose i sovekammeret. Matisse og Gauguin. Koons. Er vi egentlig ikke i et motiv, der (med poetisk retfærdighed) kan gøre nøgenmodellen (Q) rangen stridig?
Tag nu Holbeins blomster i dette portræt:

og sammenlign med Tillmans nyklassikere:

 

Hvad er det så han ser, som Holbein ikke så? Hvad betyder gengivelsen for os, der skal kigge den ekstra (forbandende) gang, som kunstneren (den velsignede) ikke skal? Blomsterne bor og gror som blomster, men kunstneren griber og gør noget, som kun de kan med dem.
Tag nu Georgia O'Keeffes (overfortolkede - intet nævnt intet nudged):

 

og sammenlign med Robert Mapplethorpes (som er bøsse før man kan nå at sige plug it):

 

Hvad er det så for forskelle vi opfanger? Og hvorfor kan blomsten fortælle så meget forskelligt, når den nu blot er og bliver en blomst.
Det er en fænomenologisk fangeleg. Og jeg er helt klar over vi leger faretruende nær ved absolutternes banale afgrund: Kunsten hjælper med at afdække virkelighedens mange lag. en blomst er en blomst er en blomst. Et blik er et blik er et blik. Åbenbart.
http://tillmans.co.uk/

THE MEDIUM IS THE MASSAGE

Remedieringsremedier 2

 

Hvis man er sentimentalt nok anlagt (vi lader ordlyden 'anlagt' stå til et andet indlæg) kan man ved at følge DR1's nye serie 'Mit publikum' komme til at græde over det man ser: 30 mennesker hjælper et enkelt menneske med sidstnævntes dilemma, ved at råde mennesket til at gøre det ene eller det andet. Det lyder ikke gribende, men det er det. Måske fordi opsætningen rummer den grundlæggende fortælling om næstekærlighed, den grundliggende længsel efter at gøre det gode og den grundlæggende skildring af, at mennesker, der tilbringer tid sammen, kommer til at interessere sig for hinanden, og den investering holder man fast i. Se det hvis du tør. Jeg tør ikke anbefale det af frygt for at miste den tillid jeg indtil nu måtte have optjent som lødig og kulturel på den fede måde.
Pointen er imidlertid også en anden.
Programmet er et andet eksempel på remedieringsbølgen (se indlægget om landskab og radiomontage her på bloggen), hvor mediet ikke bare medierer menneskelig forståelse og barmhjertighed, men - fordi det er et medie - REmedierer selv- og virkelighedforståelse. Det er ikke 'Her er dit liv / skoleklasse / næste uges tv, det er et program, der rent faktisk bestemmer, at disse menneskers liv skal ændres. Det er heller ikke 'Total makeover' / Skrot til slot eller Pimp my ride, selvom det ligner... eller?
Måske er der ingen pointe.
Måske har tv, radio lige siden deres fødsel remedieret menneskers virkelighed og selvforståelse? Måske var samtalen med Jørn Hjorting epokegørende og livsforandrende nok back in the 70'ies, alene fordi man vidste man blev hørt NATIONWIDE?
Sagen er nok nærmere - at alle de remedieringsmennesker, der efterhånden må gå rundt derude (spørg evt. næste gang De er til selskab, hvor mange der har været i medierne), i højere grad på det seneste selv har opsøgt mediet, for at for hjælp til selvet og livet. Man ser ikke anden mulighed end at få flertallets øjne, ører og hjerter til at hjælpe een på plads i tilværelsen. Man har brug for at blive remedieret - genindspillet - spolet tilbage - restaureret - remastereret, og det kan man kun gøre hvis det bevisligt sker; altså i medierne. For hvad fanden er en munk?!
Jeg skrev fordi jeg i aften - mens jeg græd over 'mit publikum' - indså, at tv er kommet for at blive. Det ikke kun del af vores lystfyldte underholdnings- og historiefortællingbehov, det er blevet et redskab på linie med eftertanke, samtale og socialt samvær. Især da, når programmets morale så entydigt er, at man skal huske på, at menneskers hjerter banker og føler for menneskers hjerter, der banker og føler for ... Remedieringsprogrammerne har møvet sig ind på og imellem os ligesom telefonen og computeren, der bestemt er sociale, og egentlig sikrer mere kontakt og menneskelighed end ingen af delene, men også stadig er et medie, en freakin' box, som helt sikkert tager sig betalt med noget jeg ikke kan se lige nu, fordi jeg har tårer i øjnene.

THE MEDIUM IS THE MESSAGE

Remedieringsremedier

 

Følgende tekst indtalte jeg fredag morgen kl. 6:58.

 

"Jeg står på en mark, lidt uden for Aarhus. Og det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort. Jo, måske gjorde jeg det da var ude og gå en tur, da jeg besøgte min ulykkelige kærlighed på en højskole ved Holbæk for meget længe siden. Men det har ikke noget med sagen at gøre, fordi ... marken er, er så stor og så åben, og egentlig slet ikke et rum, men et landskab. Og det er jo ganske fantastisk at stå i et landskab. Og der er blevet høstet, så det er bare stubbe. Det er det man kan høre, når jeg går og træder ned i de stive og hule rør. Det har en dlanding af den der ... det popper sådan når man træder dem ned, fordi der er luft i dem. Men marken er stor og åben som et rum, man sjældent befinder sig i som et bymenneske - på benene. Man kører gennem landskaberne, men det der sker lige nu, og måske kan man høre det, fordi det summer bagved, og det er selvfølgelig motorvejen, tilkørselsvejen og hovedvejene. Og det der sker lige nu, er at jeg står på marken og kigger ud på trafikken og kan høre trafikken, og det vil sige det er mig der står stille og trafikken der bevæger sig. Det er helt omvendt. Kirkeklokke. Klokken er syv. Landsbykirken ringer klokken syv. I byen ringer de klokken otte. Men rummet er fantastisk. Det er som et hav. Det er helt fantastisk. Ja."

 

I disse tider taler man meget (!) om remediering, og man kan ligesom ikke blive enige om, hvad det er. Er det versioneringer, genindspilninger, omprogrammeringer, kalkeringer eller slet og ret projektioner?

Så bare for at smide endnu en vinkel på - så er ovenstående vel også en slags remediering. For jeg ville da aldrig nogensinde have valgt at stikke en båndoptager i snotten på mig selv, bare fordi jeg følte mig lidt filosofisk / antropologisk opstemt, hvis ikke jeg 1) havde hørt X antal fremragende radioreportager på P1 (hermed anbefalet) og 2) havde en båndoptager lige ved hånden.
Remediering er altså også - og det er det nye - en helt personlig erkendelse gennem et medie, alternativt en medieret genre, som gør refleksionen eller selvfølelsen stærkere. I den forstand kan vi nu også åbne op for alle de sociale medier som en art remediering af selvet. Hvor man tidligere så at sige selv var medie (lidt i samme stil som de mennesker, der taler med ånder) for sin sjæl, så skal mediet nu faktisk VÆRE et medium, for at sjælen kan finde en form.

Yderligere vil jeg vove den påstand, at teknologien har næret og faciliteret dette ønske helt ublu på det seneste, fordi alle nu har adgang til de medier, der tidligere var ekslusive medieringsremedier.
Jeg ved ikke om dette er godt eller skidt eller blot et faktum. Men det føltes meget fint at stå der på marken som en anden åndfuld radioperson(lighed).