Viser opslag med etiketten refleksion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten refleksion. Vis alle opslag

torsdag den 31. marts 2016

SELVBIOGRAFISK TEKST (2)



Nogle gange er det nemmere at være vågen.

Nogle gange er det nemmere at sige det, man forventer man vil sige. Nogle gange kan man gemme sig i sig selv. Lade de andres blik forme sig. Blive afgjort.
Nogle gange forsvinder sandheden om det, man troede var bestemt. Den tid man har været her. For du ejer ikke din egen historie, når du giver den til andre. Så får du det igen, at du ikke mere er den.

Stop. Lad være med at holde fast, for du holder ikke fast i noget, der findes. Ensomhed findes ikke. Hvis du er alene, er du ikke. Heller ikke ensom. Descartes vidste, nogen ville læse hans tekst.

Nogle gange er det nemmere at tage stilling. Stille sig op, som om man var nogen. Nogle gange skal man lade benene være stive for ikke at vælte.
Alt det man ikke er. Kunne blive. Forandres til. Det kræver bare en prædikant og et navn. 

søndag den 8. marts 2015

Fem udsagn om tidens fylde til straf og eftertanke




















- Når nogen altid begynder med at konstatere, hvor længe siden det er man sås sidst, ved man alt om, hvad der så skal ske.
- Man kan godt organisere sin tid efter det, man skal have gjort, men man skal nok få den brugt alligevel.
- Det hænder man kommer til tiden og alligevel føler sig forkert tilpas, hvis alle andre kommer for sent. 
- Hvis man har mere end almindelig alt for travlt, kan man mærkeligt nok alligevel mærke sin sjæl - lidt som om man kan gennembryde det kalkulerede, kyniske og overfladiske med en overdreven grad af netop det. Desværre mærker man kun sin sjæl, fordi man umiddelbart efter risikerer at dø.
- Fortiden kan være påtrængende som intet andet kan være påtrængende. Måske fordi den har en skræmmende god idé om, hvad det er der går galt i din altid igangværende nutid.

søndag den 2. november 2014

REBLIK














 

Hvad sagde du der?

Det der er galt med den svenske censur og/eller trang til politisk korrekthed, er at den også vil hindre folk i at tænke selv - eller stoppe dem i at skulle gøre det. Når Grethe Dirckinck Holmfelds barnlige citater censureres for deres - med et dovent voksent øje rimeligt sexistiske udsagn - så hindrer man jo det, der er grundlæggende for al kommunikation; at man skal tænke selv. For udsagnene om lesbiske kvinder er jo udtryk for det de opdragende omgivelser har ‘lært’ børnene at tænke og sige, ikke hvad de som sådan måtte mene. Det samme gælder Dan Parks udsagn, der, hvad man jo også tydeligt kan høre på ham, ikke er noget han selv mener han mener, men oplagt har hentet i et ret begrænset udsnit af den verden han mener at leve i … i Sverige i øvrigt.
Man kan godt drage paralleller til den eneste nyere danske skandale i så henseende; nemlig Jørgen Leths ‘jeg tager kokkens datter’ tekst. Her var igen tale om et udsagn forfatteren og kunstneren havde hentet et andet sted fra, end hans og hendes eget sind, men villigt stillet til skue, for at vi kunne tænke vores. Med Leth var det selvsagt sat på spidsen, fordi det var muligt at tolke det som hans egne, af den imperialistiske kulturs formede lyster.
Men i disse tilfælde risikerer man altså med censuren at hindre refleksion. Overvejelser om, hvad der dog kan få børn og voksne til at ytre og være underlagt mere eller politiske og kulturelle holdninger. Det ville svare til at forbyde kriminallitteratur, fordi der optræder onde og bestialske mordere, som jo må være usunde at kolportere ind i et ordentligt samfund. Det gør man imidlertid ikke, fordi der er vi på sikker grund med, hvem der har ret og hvem der tager fejl. Der skal vi ikke tænke for længe over tingene. Og sådan vil vi helst have det. Man skulle tro nogen havde voldtaget vores selvstændighed.


onsdag den 10. september 2014

EGENTLIG LÆNGSEL












Hør nu her.
Det er ikke
og har aldrig været
en drøm
jeg og alle de andre som mig
ikke kan få forløst
eller til at gå i opfyldelse
eller til at ske.
Det er en virkelighed.

lørdag den 26. juli 2014

FEM SANDHEDER VI KOMMER TIL AT GØRE OP MED I FREMTIDEN




















1. Kroppen er den ultimative atavisme.
2. Død er den eneste mulige erstatning for underholdning.
3. Dumhed er et potentiale.
4. Rigdom er en vare.
5. Kun spiselige ting kan siges at være ægte.

mandag den 7. juli 2014

SANDHEDEN OM MENNESKET



















Visse ord

Mennesket et en selvforsynende organisme, der defineres af det det tror andre ser, tænker og ved om det - uagtet andre ikke kigger på, tænker over eller ved noget om andre end dem selv.
Alt afhængig af [indsæt foretrukken eksistensfilosofi] kan denne organisme blomstre, forgå eller blot overleve.
Hver dag bør være en kamp mod dette dogme, som jeg netop har formuleret, selvom det ikke burde kunne lade sig gøre.

KRF
1. september 2013


onsdag den 13. februar 2013

HVORDAN GÅR DET?
















Walk don't run

Af grunde som er denne blog uvedkommende har jeg i de sidste mange måneder måttet erstatte løb med gang. Af føromtalte grunde er jeg selvsagt ikke tilfreds med min tilstand - men jeg er til gengæld meget tilfreds med motionsformen, som har vist sig at have langt flere fordele, end man kunne forvente.
Det burde måske ikke komme som en overraskelse at det at gå er godt - når man som enhvert andet dannet menneske kender til Søren Kierkegaards gå-vaner, caminoens velsignelser og den romantiske vandrers fænomenologi. Ikke desto mindre vil jeg dele følgende afgørende fordele med Dem:

Når man går, glemmer man hurtigt, at det er for helsens skyld, hvorved man langt bedre kan gøre sig fri af de tanketæmmende emner (samvittighed og stress), som løbet har det med at dominere ens hode med.
Når man går, bliver rytmen og kroppen forenet som musik.
Når man går, har man altid tid til at gå. Man kan ikke lige nå at gå, hvorfor selve turen altid allerede er beroligende.
Når man går, er man på een gang et vanemenneske og åbent for nye tanker og veje.
Når man går, føles klodens rotation under fødderne. (det passer)
Når man går, går man ud og hjem på samme tid - cirklen er tydeligere end distancen.
Når man går, møder man indforstået andre gængere - som munke nikker man til hinandens meditative metode.
Når man går, går man sammen med hele menneskehedens historie, fordi der altid har været folk, der har flyttet sig på denne måde - flygtningestrømme, folkevandringer, plyndringstog, fællesskaber.
Når man går, kan man vælge landskaber og omgivelser. Alt kan bruges. Parcelhuskvarterer, klippekamme, bøgeskove.
Når man går, kan man købe dyre sko.
Når man går, kan man godt invitere nogen med. Og snakke.

Hvis du går længe nok, møder du Marie Key, Peter Sommer, Peter Laugesen og Peter Bastian. Hver for sig.

søndag den 18. november 2012

Eksistentiel falsifikation

 
 Fysikkens kærlighed

Her et citat som kan få selv den sikreste pessimist til at vakle under sin egen vægt, når han spørger hvorfor alting dog skal være så forfærdeligt:

"Det er måske, fordi det ikke er sandt."

Citatet stammer fra den franske fysiker Dominique François Jean Arago (1786 - 1853) og jeg stødte på det i Jules Vernes fornøjelige roman 'Rejsen til månen' (1865). Givet det er fysiker, der har fundet frem til denne nyttige rækkefølge af ord, kan man også slutte de næppe har været ment som motto for mennesker eller modsvar til pessimister (også mennesker), men jeg ser ingen grund til at ikke at anvende naturvidenskabens redelige tilgang til hypoteser i bred forstand, på livets mange andre forhold. Således vil Aragos sætning også kunne besvare følgende:

"Hvordan kan det være, jeg ikke kan finde det, der gør mig lykkelig?"



mandag den 27. august 2012

THE MEDIUM IS THE MESSAGE













Remedieringsremedier
 
Følgende tekst indtalte jeg fredag morgen kl. 6:58.
 
"Jeg står på en mark, lidt uden for Aarhus. Og det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort. Jo, måske gjorde jeg det da var ude og gå en tur, da jeg besøgte min ulykkelige kærlighed på en højskole ved Holbæk for meget længe siden. Men det har ikke noget med sagen at gøre, fordi ... marken er, er så stor og så åben, og egentlig slet ikke et rum, men et landskab. Og det er jo ganske fantastisk at stå i et landskab. Og der er blevet høstet, så det er bare stubbe. Det er det man kan høre, når jeg går og træder ned i de stive og hule rør. Det har en dlanding af den der ... det popper sådan når man træder dem ned, fordi der er luft i dem. Men marken er stor og åben som et rum, man sjældent befinder sig i som et bymenneske - på benene. Man kører gennem landskaberne, men det der sker lige nu, og måske kan man høre det, fordi det summer bagved, og det er selvfølgelig motorvejen, tilkørselsvejen og hovedvejene. Og det der sker lige nu, er at jeg står på marken og kigger ud på trafikken og kan høre trafikken, og det vil sige det er mig der står stille og trafikken der bevæger sig. Det er helt omvendt. Kirkeklokke. Klokken er syv. Landsbykirken ringer klokken syv. I byen ringer de klokken otte. Men rummet er fantastisk. Det er som et hav. Det er helt fantastisk. Ja."
 
I disse tider taler man meget (!) om remediering, og man kan ligesom ikke blive enige om, hvad det er. Er det versioneringer, genindspilninger, omprogrammeringer, kalkeringer eller slet og ret projektioner?
Så bare for at smide endnu en vinkel på - så er ovenstående vel også en slags remediering. For jeg ville da aldrig nogensinde have valgt at stikke en båndoptager i snotten på mig selv, bare fordi jeg følte mig lidt filosofisk / antropologisk opstemt, hvis ikke jeg 1) havde hørt X antal fremragende radioreportager på P1 (hermed anbefalet) og 2) havde en båndoptager lige ved hånden.
Remediering er altså også - og det er det nye - en helt personlig erkendelse gennem et medie, alternativt en medieret genre, som gør refleksionen eller selvfølelsen stærkere. I den forstand kan vi nu også åbne op for alle de sociale medier som en art remediering af selvet. Hvor man tidligere så at sige selv var medie (lidt i samme stil som de mennesker, der taler med ånder) for sin sjæl, så skal mediet nu faktisk VÆRE et medium, for at sjælen kan finde en form.
Yderligere vil jeg vove den påstand, at teknologien har næret og faciliteret dette ønske helt ublu på det seneste, fordi alle nu har adgang til de medier, der tidligere var ekslusive medieringsremedier.
Jeg ved ikke om dette er godt eller skidt eller blot et faktum. Men det føltes meget fint at stå der på marken som en anden åndfuld radioperson(lighed).
 



torsdag den 6. oktober 2011

Er du presset nu?













Carpe Diadem

Man kan aldrig vide hvornår sproget flytter sig. Sagen er jo den sproget er et bånd der taler, og dette bånd føres gennem hjerner på rækker og hjerner gang på gang og hjerner er som hjerner nu er - helt ens og meget forskellige. På de gamle vægmalerier og gobeliner kan man se, hvordan sproget er et helt (...) bogstaveligt bånd, der kommer ud ad munden på munke og modige mænd og djævle. Hvis du skulle være i tvivl om det passer hvad jeg skriver. Denne rulle tekst som indledning til at jeg overværede fødslen af en sådan hjernestyret sproglig forrykkelse forleden morgen: Johnny Krone (trafikvært på P4/morgen og tak for det) blev interviewet af en af de andre journalister på radioen. Hun spurgte ind til hans funktioner og vilkår - og i forbindelse med sidstnævnte var det han sagde: "Nogle gange har man så travlt, at man bare lever i nuet."
Nogle gange har man så travlt, at man bare lever i nuet. Nogle gange har man så meget at se til, at man er nødt til at være helt og holdent tilstede, der hvor man er. Bare leve i sine mange opgaver. Simon Kvamms mange forskellige "features" ufortalte, døbte for noget tid siden en bestemt slags mennesker "carpe diem-svin", hvad jeg helt kan tilslutte mig; altså forargelsen over, at nogle mennesker mener det er forsvarligt og måske endda klogt at kaste sig over det evigt saliggørende nærvær i nuet, uden tanke for historie eller konsekvenser. Hvor er Johnny Krone i denne sammenhæng - og hvad ved nu'et (og livet) er det hans hjerne piller ved?
Er nu'et - og livet i nu'et ved at ændre status? Er det sådan fat, at vi har fået nok af carpe diem-svin, der som andre skovsvin ødelægger den udstrakte oplevelse og udsigten for os andre, der mener livet leves bedst som Kierkegaard siger: som "uno tenore" - i een sammenhængende tone? Betegnende nok fortalte Johnny Krone videre, at det først var når han fik fri og fx cyklede (tror jeg nok, måske var han ude og løbe, min hjerne har glemt det) hjem(ad), at han reflekterede over dagens forskellige begivenheder og meldinger. Nu'et er altså netop kendetegnet ved mangel på nærvær ... og vel ikke på en god måde, filosofisk set, men alligevel som en tilstand, hvor man er i en slags "flow" som Peter Bastian kalder det - blot er der altså ikke tale om det typiske carpe diem-flow (jeg får billeder ind af lange bardiske, hvor langstilkede glas flyder forbi, mens den nedgående sol varmer lænden), men et flow som man er PRESSET ud i.
Selvfølgelig skal nu'et ændre status. Vi kan ikke blive ved med at tro nu er nu. Nu er jo netop aldrig nu. Nu'et er under ombygning. Du hørte det først i sproget. Tak for nu.

torsdag den 2. september 2010

Carpe videm

















TV er opfundet for folket

Mit tv er i stykker. Det er iøvrigt en lang historie på en anden måde, men ikke lige her. Det væsentlige er, at det er i stykker på den måde, at det bare går ud. Slukker. Går i sort. Og man ved ikke hvornår.
Hvad betyder det for tv-kigningen? Det betyder ikke overraskende, at man begynder at synes noget om programmerne! Ser man et program er man ret hurtig til at finde ud af om man er bange for at tv'et slukker - det kan endog få een til at slukke for noget man synes så godt om, at man ikke vil opleve at blive afbrudt. (Fejlen er af en karakter man ikke kan styre overhovedet - således kan man godt tænde igen, men uden garanti for, hvor længe det så holder. Den har også en variant, hvor skærmen forbliver sort, men lyden kommer igen.)
Omvendt kan fejlen også undestrege hvor ligemeget programmerne er, hvis tv'et slukker og det blot føles som om man fik fred for noget irriterende, kan det få een til at tænke over hvor meget slam man suger ind på den konto til daglig.
Film/serier er det værste. Det episke tåler ikke afbrydelser. Nyheder det nemmeste. dem er vi alligevel vant til at tage ind stykke- og stumpvis. Den enkelte nyhed - evt. med episke kvaliteter - er selvsagt også sårbar. Underholdning ligger midt imellem - det er træls, men dybest set det mest ligemegede af de tre. Sagen er den, at meget underholdning også læner sig op ad det fortællende - så fik vi den med.
Nu er det sendt til reperation (for tredie gang! Men det var den anden historie) og jeg har fået et til låns. Det fungerer. Nu kan jeg igen se tv uden at reflektere andet end lyset fra skærmen.