AVISLÆSERE FORENER EDER

avisens sider sejler forbi

lige under næsen for nyheder

er de små storme 

jeg inviterer ind 

i mit i forvejen 

fyldte hovede

passive katastrofer og analyser

af inaktiv fremtid

jeg bruger lidt af mig selv

hver gang jeg bladrer

fordi jeg slikker

på min pegefinger

den skal holdes fugtig i uvejret 

jeg skal bruge den

hvis magten skulle komme strygende forbi

forklædt som fred

den kan alt det jeg skal kunne

for at overleve

pege

ytre

stemme

skyde

gøre døv

DETTE ER IKKE NYHEDERNE

 Hvem ved hvad

Jeg tror det var Esben Kjærs radioprogram ‘Bagklog på P1’, der tippede vægten for  mig. Endnu et program OM nyheder, som tilmed læner sig tilfreds tilbage og skyder satirisk med skarpt efter budbringere såvel som begivenheder, og som man kan se af programmets titel åbenlyst parasitært og bedrevidende.
Han er ikke alene Kjær, men er måske med sin selvbevidste form kronen på værket, som i flæng bygger på en lang tradition fra Uha Uha! over Det der om søndagen, Selvsving og Monte Carlo. Man har altid gjort (og skullet gøre) grin med nyhederne - ikke mindst de ting, der er i nyhederne, for det er jo på mange måder dér dumhederne kommer fra. Men på det sidste er ikke kun dumhederne, men også nyhedsformidlingen og medierne kommet op og stege. ‘På det sidste’ har sit år nul med Jon Stewarts første ‘Daily Show’ (1996) vil jeg tro.
Jeg har for så vidt ikke noget mod Esben Kjær og hans program, men når jeg kalder det kronen på værket, er det fordi det virker som en naturlig forlængelse på alle de andre nyhedskritiske og mediesatiriserende programmer, at man nu laver et program, som ret suverænt vurderer om vi overhovedet havde brug for de nyheder vi nu fik i ugens løb. Det peger enten på et problem med dem der formidler nyhederne, eller nyhederne i sig selv - som sagt må det være en af de to ting man gør grin med, når man gør grin.
BBC havde tilbage i slut 70’erne en komedieserie, der hed ‘Not the nine o’clock news’, blandt andet fordi den lå på samme tid som nyhederne (de rigtige) på BBC1. Det var en udmærket udsendelse som jeg husker fra min barndoms tv-kigning - vel egentlig satire og komik, som den ser ud, når det er britisk og ikke også Monty Python. Der var fine indslag om menneskelig dårskab og ditto hos samfundets instanser. Jeg grinede. Men det var IKKE nyheder, man gjorde grin med. Bestemt anden mediebåren viden og selvhøjtidelighed, og måske også en reporter af og til, men det var IKKE klokken ni nyhederne, fordi det var noget andet.
I dag er satiren OGSÅ nyhederne - i flere programmer jo sådan set ikke andet end. Man har gjort en dyd af - eller måske netop fundet det nødvendigt at trække de to ting sammen. Udover Monte Carlo og Esben Kjær er ‘Helt normalt’ og ‘Rokkokoposten’ to andre gode eksempler på sagen. Man kan altså snildt finde nyheder kogt om og bøjet ind efter nye, underholdende og derfor i sagens natur mere spidsvinklede kriterier end de kendte Aktualitet, Væsentlighed, Identifikation, Sensation og Konflikt. Men hvorfor skal det være sådan?
Måske fordi man på grund af den store satan Fox News mener, det er vigtigt at angribe (en) nyhedsformidling, som kan få 30’ernes propaganda til at blegne. Måske fordi det altid leveringsvillige internet med dets inverterede verdenssyn hoster nogle groteske, og selvsagt underholdende nyheder op, som ukritisk henter billeder ind fra alt fra tjekkiske bilkameraer til engelske overvågnings, men sjældent har nogen som helst værdi. Eller måske fordi man ikke orker, eller endnu værre evner at se - eller gisp læse - RIGTIGE nyheder, som de skrives, tales og produceres af vore hjemlige medier, som ikke er hverken Fox News eller et konstiperet internet.
Hvis det sidste er tilfældet - hvad jeg i en vis udstrækning tror det er - så tror jeg også man vælger de underholdende nyheder, frem for de rigtige nyheder, fordi underholdning og satire - selv den virkelig skæve af slagsen - er nemmere at forstå, end virkeligheden. Det er som bekendt virkeligheden, man får når nyhedsstrømmen bevæger sig gennem hodet på een. Og jeg medgiver den ikke er lige så nem afkodelig som en joke eller et funny face, den ikke så ligetil at gå til som en hån eller en parodi, og den er ikke lige så medgørlig som en sketch eller en pastiche. DE genrer kender vi nemlig både forfra og bagfra. Dem er vi jo opdraget med, fordi man siden den senmoderne træthed satte ind der sidst i halvfjerdserne, har kunnet vælge det der IKKE var nyheder. Underforstået - fordi man ikke orkede den seriøse, kedelige, problematiserende og nok også lidt forstokkede virkelighed, som den så ud dér, stående, siden vaklende på oplysningstidens institutioners forkalkede klassiske søjler. Spørgsmålet er så om humorens og satirens valgbare tilgængelighed på et tidspunkt bliver så omklamrende, at der melder sig et behov for et program der hedder 'Dette er ikke dette er ikke nyhederne' - eller måske bare ‘Dette ER nyhederne’?!

Not the nine o'clock news
Bagklog på P1

Carpe videm

TV er opfundet for folket

Mit tv er i stykker. Det er iøvrigt en lang historie på en anden måde, men ikke lige her. Det væsentlige er, at det er i stykker på den måde, at det bare går ud. Slukker. Går i sort. Og man ved ikke hvornår.
Hvad betyder det for tv-kigningen? Det betyder ikke overraskende, at man begynder at synes noget om programmerne! Ser man et program er man ret hurtig til at finde ud af om man er bange for at tv'et slukker - det kan endog få een til at slukke for noget man synes så godt om, at man ikke vil opleve at blive afbrudt. (Fejlen er af en karakter man ikke kan styre overhovedet - således kan man godt tænde igen, men uden garanti for, hvor længe det så holder. Den har også en variant, hvor skærmen forbliver sort, men lyden kommer igen.)
Omvendt kan fejlen også undestrege hvor ligemeget programmerne er, hvis tv'et slukker og det blot føles som om man fik fred for noget irriterende, kan det få een til at tænke over hvor meget slam man suger ind på den konto til daglig.
Film/serier er det værste. Det episke tåler ikke afbrydelser. Nyheder det nemmeste. dem er vi alligevel vant til at tage ind stykke- og stumpvis. Den enkelte nyhed - evt. med episke kvaliteter - er selvsagt også sårbar. Underholdning ligger midt imellem - det er træls, men dybest set det mest ligemegede af de tre. Sagen er den, at meget underholdning også læner sig op ad det fortællende - så fik vi den med.
Nu er det sendt til reperation (for tredie gang! Men det var den anden historie) og jeg har fået et til låns. Det fungerer. Nu kan jeg igen se tv uden at reflektere andet end lyset fra skærmen.