HANDS

HALF 'N HALF 'N HOFEN

HOS PSYKOLOGEN

En udkogt refleksion

Psykologen: Hej goddag.
Klienten: Ja ,hej goddag.
Psykologen: Skal vi så høre hvordan det går?
Klienten: Ja.
Psykologen: Godt. Hvor godt.
Klienten: Nej.
Psykologen: Nej?
Klienten: Det går slet ikke godt.
Psykologen: Nej?
Klienten: Ja.
Psykologen: Kan du komme det lidt nærmere? 
Klienten: Jeg forstår ikke mine erfaringer. 
Psykologen: Du forstår ikke dine erfaringer?
Klienten: Jeg ved ikke hvad jeg skal lære af dem. De opstår igen og igen som et tilbagevendende mareridt og jeg kan sidde der med dem som døde kæledyr - væsner man har været helt tæt på, men egentlig aldrig forstået.
Psykologen: Æh -
Klienten: Jeg frygter min erfaring er at min erfaring er at jeg får lidt ud af livet.
Psykologen: Kunne du sige noget mere om dit kæledyr? Nej, dine erfaringer.
Klienten: Død undulat. Død kat. Aflivet hund. Fisk. Fisk. Fisk.
Psykologen: Jah, fisk.
Klienten: Fisk.
Psykologen: Kom frisk. Smiley.
Klienten: Smiley smiley.
Psykologen: Hvor godt.
Klienten: Så det godt.

WEBANTROPOLOGI

Søgninger er og bliver symboler ... eller faktuelle konstateringer alt efter temperament og videnskab. I dette tilfælde viser søgningen, hvorfor der ikke rigtig er noget (som helst) der virker til at kunne blive til noget (som helst). Herunder kærlighed, selvværd og økonomisk vækst.

NOGLE DAGE

Dage med diem

Nogle dage er det som om, at alt hvad man rør ved kan bringe een held. Som om forandringen ligger i alt det man kan nå. 
Man rækker ud og tager ind, man kaster blikke og holder tæt. Omgivelserne er besat med genstande og mennesker som man overopmærksomt og konstant betragter og forventer. I ens indre sitrer noget, der kunne være sjælen. Fra den simpleste blyant til den tykkeste kvinde, er det hele muligvis fortryllet af en anden natur. Og man håber og griber, og griber og håber hver en chance man kommer forbi. Det er en blanding af at kunne se klarere end normalt, og samtidig være hyllet i en fremmedhed. En skæbne. En skabning. 

Som dagen skrider frem forandres det held al ting kunne rumme, til det kolde faktum, at held også forudsætter intet held, og så forstår man, at det lige så vel kan være det manglende held, man har grebet efter. 
Alt hvad jeg rør ved kan bringe mig held. Eller ikke.

MIG OG MAGRITTE - IRL

KÆRLIGHEDENS HÅBLØSE LIGNING

At se tilbage på den tid, hvor man manglede kærlighed, fra det sted, hvor man derfor ikke kan man tage imod den.

USYNLIG MAND

MED NATTEN KOM DE GODE DRØMME

TALER OG SANGE FRABEDES

Klinkelinkeligeligding!

Jeg skal gøre dette så godt og uhildet jeg kan, men det er ikke nemt.
Jeg er nu igen blevet inviteret til et arrangement, hvor den inviterende part frabeder sig taler og sange (og indslag). Det er nok til at jeg ser et mønster: Spørg Dem selv, om De ikke også genkender det? 
Er der et mønster, er der en grund, er der en grund, er der en grund til undersøge den. Så hvorfor vil folk pludselig ikke længere have den form for opmærksomhed?
- Den oplagte grund er pengenes magt og indflydelse: Det er os der betaler for gildet, vi bestemmer musikken. Og da flere og flere af de traditionelt store fester (fx bryllupper) betales af hovedpersonerne selv, og ikke deres (konservastive) forældre, så øges frekvensen. Og det er selvfølgelig i orden at ville bestemme den slags, selvom der svarer til at råbe til værtshuset, at man giver en omgang, hvis der vel at mærke kun bestilles små fad. Det forklarer heller ikke hvorfor det ikke må ske, at nogen siger eller synger noget. 
Det kan have at gøre med den omsiggribende 'selvkontrol'. Her tænker jeg ikke på 'selvkontrol' som i at kunne styre sig selv, men den kontrol, der skal sikre, at der ikke slipper noget belastende ud om een selv - hvad en tale eller en sang eller en sketch i sagens natur nærmest pr. definition skál gøre. Det kan også være for at beskytte sig mod de venner eller familiemedlemmer, som er virkelig dårlige talere eller festgængere; som drikker sig fulde eller bliver rædsomt sentimentale i fuld offentlighed.
Årsagen kan også findes i det mere pragmatiske. Taler og indslag (især de 'sjove') er efterhånden blevet så omfattende, at man ikke kan overskue omfanget og ud(s)trækningen, og derfor har lukket ned for dem. Det kunne pege på, at tendensen til at festen skal være så overdådig og retrotraditionel som muligt, er ved at dø ud - måske kan vi genfinde nogen lignende i polterabend-kulturen?
I forlængelse af denne iagttagelse, kan man måske se tendensen til at frabede sig opmærksomheden, som en slags ultimativ høflighed overfor gæsterne: Man ønsker simpelthen ikke at gæsterne skal trækkes med alt andet end en fornøjelig aften og noget god mad?
-
Det jeg har svært ved at acceptere er, at man på meget uhøflig facon samtidig fratager gæsterne muligheden for at få sagt, hvad man mener om værterne! En fest og en tale er en fremragende platform til refleksion og respekt. Her kan man endelig få summet op og sat på plads, her kan man få erklæret sin kærlighed og karakteristik og sin næsegruse beundring, her kan man arbejde hjerte og sprog sammen i en beskrivelse, der gør begge dele lidt mere virkelige. 
...
Nej, siger jeg. Der ér ting man ikke kan sige til hverdag. Der ér ting man skal sige i vidners påhør. For at vise man mener det. Og for mene det.
Og nu kan jeg se det. Det tog lidt tid. Men det er fordi jeg ikke holder taler på facebook for nogen. Men det må være derfor. At talen er forstummet. At sangen er slut. At sketchen ligger på youtube.
Min tale er dermed også slut. Tak for opmærksomheden.

Om fænomenologisk genspejling;

"Det, at man karakteriserer de andre, gør, at man får vished om, hvem man selv er. Altså, man ved jo ikke, hvis man bor på en øde ø, hvilke gode karakteregenskaber, der karakteriserer en selv. Det ved man først i det øjeblik, de er konfronteret med det anderledes, med de andre. Og det er derfor, vi faktisk tror at man bruger den her som en helt generel grundmodel at sige "svenskerne er sådan, tyskerne er sådan". Det er for at sige "hvordan er danskerne". Og sådan gør vi jo næsten også indenfor vores grænser. Vestjyden siger: "Jeg er sådan!" Hvor ved han det fra? Det gør han ved at lave en modspejling til sig selv. Det bliver gerne dem på Sjælland og særlig dem i København. Så kan han rigtig se, hvordan han selv er."

(Palle O. Christiansen, direktør for Dansk Folkemindesamling, i Poul Friis' program i DR P1, den 28. juli 2004.)

Citatet er hentet HER

EN BLOG ER EN BRIKS ER EN BLOG

Analysander den Store

Er en blog egentlig ikke en briks? Lægger man ikke sig selv derop, som en anden analysand, der snakker løs om sine store og små fortræde- og tilbøjeligheder, mens fader Freud (web 2.0) sidder roligt ved hovedgærdet? Kan De se ligheden - om ikke andet metaforisk?
Er en blog egentlig ikke en briks, hvor man ligger og stønner store og små sammenhænge og neuroser ud i et forfængeligt håb om at de bliver til noget ... andet?
Men. Hvis en blog egentlig er en briks - hvem bliver man så analyseret af, hvis ikke sig selv; sit eget blik potenseret ud i massernes mighed - alternativt visonært af den eene, der virkelig forstår det man blogger om? Og hvad er man så gået i, hvis ikke selvanalyse, for ikke at sige selvsving. Man erindrer her Freuds selvanalyse: Noget han gik i, angiveligt fordi der ikke var andre end ham, der mestrede (psyko)analysen godt nok, men reelt helt sikkert for ikke at blive besværet med andres opfattelse af hans helt eget hysteri.
Og. Når en blog egentlig er en briks, så kan man pludselig meget bedre forstå, hvorfor der er så mange, der blogger.
Eller. Når en blog egentlig er en briks, kan man så bedre forstå, hvorfor der er så mange, der blogger? 

700.000 LITER SJÆLSOM FREMKALDERVÆSKE

Flow show

Af årsager der er denne kanal uvedkommende er jeg begyndt at svømme. Det er hermed anbefalet som motionsform alene, men også til det mentale velbefindende. Hvis man da mener selvforståelse og ditto -bevidsthed kan højne ens levestandard. For nu har jeg gentagne gange fået mere eller mindre væsentlige psykologiske selvindsigter, og jeg tror måske jeg ved hvorfor.
Evident er det repetitive og motorisk automatiserede, der både frigør og fokuserer krop og sjæl. Dertil lægges selve materien - vandet - der som bekendt i mange andre meditative og romantiske sammenhænge har instant karma og virkning på tanke og refleksion. Læg dertil det (stadig, jeg ved det) oplagte, at vores liv er undfanget og fostret i netop denne væske (mindre klorholdig, men stadig) og, tror jeg, med disse fantatiske brusende og boblende lyde, som omgiver een mens man svømmer. Men oveni alt dette kommer yderligere tre stærke sager: Banerne skal tælles, der skal vendes og der skal hele tiden begyndes forfra så at sige. Og hvor løbet (en anden anbefalelig motionsform) oftest udvikler lange kæder af associationer eller ligefrem episke scenarier, så kan svømningen ikke få fat dér. Og så (undskyld metaforen!) synker bevidstheden længere ned, og begynder at arbejde for sig selv, og hive gamle og vanebehandlede (undskyld igen) vragstumper op fra uvante lag af bevidstheden. Jeg siger Dem, det passer. Ikke mindst, tror jeg, fordi man befinder sig i en lidt akavet social realitet, som både ligner og slet ikke ligner den jordiske og påklædte. I bassinet færdes man blandt en mængde forskellige mennesker, som man mere end omhyggeligt gør alt for at undvige og undgå at berøre, fordi det intime så at sige er til at føle på: Man er på een gang koblet på en fællesmenneskelig mental og fysisk (pardon, encore) bølge, og stadig i sit helt eget s og bryst, hvad der giver en voldsom selv- og kropsbevidsthed. Sluttelig blot det, at den drømmeagtige (goddag til hr Freud) fornemmelse af at kunne flyve helt sikkert også tapper ind på dele af hjernelageret, som sjældent følger den vågne tilstand.
Jeg husker en film med Jeff Bridges ('Eksperimentet' tror jeg - nej, jeg slår ikke efter), som vist havde fat i noget af det samme. Den plæderede vist for at man skulle fare med lempe på ekskursionerne til sindets ukendte. Her er imidlertid ikke tale om at konfrontere noget ukendt. Der er tale om at svømme en tur med sig selv i en sjælsom væske.