ENGELSK PÅ DANSK (NOK) SAGT

Sorry, jeg kan ikke lade være

Selvom det er håbløst forældet og tilmed latterligt, kan jeg ikke lade være. Som en anden afdanket Don Å kaster jeg mig igen og igen over den engelske invasion af det danske sprog - mest fordi jeg synes vi kan lige så godt selv, og så fordi jeg tror vi bliver dummere af at tale ens. Skulle nogen være vågen nok til at tænke over dén bemærkning, så tillykke.
Her kommer under alle omstændigheder cirka fire ord jeg pt bakser med at affinde mig med fylder pladser ud i de danske sætninger og munde og på de danske tunger.

Lokationer
Har De også bemærket, hvordan dette ord pludselig dukker op alle steder. Oftest med en underlig misvisende klang - hvor man ikke ved om der tales om steder eller omgivelser. Jeg tænker det er vandret ind via (især) de mange digitale kort og vejvisere. Som man vil have bemærket er ordet stavet på dansk - og det findes også på dansk (hvad man kan læse mere om her), men brugen er tydelig engelsk indhentet. Hvorfor ikke i stedet tale om netop 'stedet, hvor man er', til nød placeringen, når man omtaler eller understreger sin lokation? Så man fx ikke bliver snydt af, at mobiltelefonen gemmer dine lokationer - men rent faktisk véd, hvor du har været!

Fit 
Uha, hvor der er mange fitte mennesker at se for tiden. Især fordi det er bikini-t-shirt-tanktop-bar-overkrop-sæson. Og til fit kunne man føje - buff, bulky, firm, lean ... og et helt væld af andre ord fra fitness-centret og træningsplanerne. Det er vel næppe interessant at spore denne sproglige tendens tilbage til Jane Fondas workout, men det er altid interessant at ofre så tunge sprogsæt en tanke. 
Er man smukkere og mere vellykket som fit end veltrænet? Er man mere kontrolleret og mindre klam, hvis man bulker, end hvis man er på opfedningskur? Er det en lille smule mindre farligt at omtale andre menneskers udseende, hvis det sker gennem en sproglig vikar-kultur? Det er hvert fald naivt at tro, at det ingen forskel gør. Helt gammeldags vil man være, hvis man taler om 'at komme i form' - være i 'god form' og måske endda 'topform'! Men læs igen. Og igen. Er det ikke så meget mere sigende og passende med den elegante dobbelttydighed i (form)sproget. Ikke alene er man veltrænet, man har simpelthen tilpasset sig en form, gjort med kroppen, hvad man kan, når man arbejder med den. Det er da langt mere formfuldendt end fit.

Gamechanger (game changer, game-changer)
Som med lokationerne er dette ord utvivlsomt vandret ind via computer- og konsolspillene, men det har gjort en imponerende karriere fra drengeværelset til korridorererne på Christiansborg (også derfor der endnu ikke er konsensus om stavemåden), hvor jeg har hørt det i de politiske debatter. En hurtig søgning bare på nettet viser også en udbredt brug. Spørgsmålet er så om det er et nødvendigt ord? Ingen tvivl om at det bliver elsket som lang række beslægtede ord fra bullshit-bingo (benchmarks, first movers), fordi det bare lyder skidegodt at kunne sige om nogen - noget, at det kommer til at ændre tingene med nyt og alligevel ret logisk ord. Men hvad siger man egentlig? At det hele er et spil?! At alt, hvad men hiver ind, finder på, gør altid er del af en overordnet strategi, hvor den, der ændrer reglerne har føringen? Ja. Prøv at køben en ny støvsuger og kalde den for en hjemlig gamechanger! Præsenter en ven for en ven og kald ham en gamechanger. Nej vel. Gamechangere er skræmmende kyniske og nemmere at se igennem, hvis man kalder dem udspekulerede og/eller bagstræberiske. 

Shitstorms
Åh ja - shitstorms. Lortestorme. Pisvejr. Møgfald. Ordet vækker straks associationer og ideer til, hvad man ellers kunne sige. Ikke at det (også) er fedt at bruge dette ord. Men egentlig er det nok for stærkt, og dermed et billede på en anden underliggende fare ved at overtage de engelske ord og fraser. På dansk kan man finde (alternativt blive ramt af) en shitstorm, hvis man laver en dårlig reklamefilm eller ikke har vaser nok til kunderne, men reelt dækker begrebet over en ultimativ udslettelse med lort; eller som der står i the Oxford Dictionaries: "A situation marked by violent controversy." Og her er vi nok ikke helt med Kähler og Danske Bank, som vist stadig har produkter til salg. Forkærligheden kommer sig nok af, at shitstormene primært er et web-fænomen, og da dér er mange sure mennesker, som kan accellere til rigtig, rigtig mange i løbet af kort tid, så lyder det som om, der er en god overnesstemmelse mellem begrebet og begivenheden. Jeg foretrækker nu i denne sammenhæng at få røven på komedie.

Mere om shitstorms

TAK FOR TAK

Åh jeg ber'

At sige tak for at nogen takker een, må vel være den ultimative høflighedsfrase. Derfor er det også på sin plads et gengive de muligheder man har, skulle man stå i den situation. Altså der hvor man har gjort noget for nogen, som så takker, hvorefter man så takker for takken - eller høfligt antyder, at det da ikke var noget at takke for. Dét var det naturligvis, men ikke når vi lader sproget bære dannelse, civilisation og næstekærlighed på een gang. 

Hovedparten af de nedenstående eksempler har jeg hentet i radioens 'P1 morgen', hvor man ofte har brug for at takke for indlæg af enhver slags om hvad som helst. Udover den daglige dosis nyheder er det slet ikke ueffent også at få et skud almindelig anerkendelse af velvillig viden og fag.

Skulle De således være i en situation, hvor De efter at have ydet et menneske større eller mindre hjælp, modtager et 'tak', så kan De replicere med følgende:

Jeg ber' 

- det er nok en af de ældre modeller, hvad man kan spore i dens slet skjulte religiøsitet. Den er svær at sige, hvis man er under 60 tror jeg - alfald ikke uden at blive historisk svimmel.

Værsgo

- eller vær så god. Igen kan vi nok spore en trosretning i meningen, men sagt som skrevet først er det ikke det mest oplagte. Her er i stedet tale om en virkelig velvillighed, nærmest en selvudslettende tjenstvillighed. Jeg har aldrig selv brugt den, men synes bedre og bedre om den. Måske også fordi der trods alt ligger en smule tilfredshed i at levere varen. "Tusind tak for hjælpen." "Værsgo."

Det var så lidt

- statistisk set nok en af topscorerne. Den går man aldrig galt i byen med. Og så har den sin egen absurde poesi, når man fx storsvedende, nyvablet og meget, meget tørstig, med lange arme efter at have flyttet for sine venner siger "Det var så lidt."

Selv tak

- eller avanceret 'Tak selv', kommer ofte helt automatisk - måske med en tendens til at optræde i forbindelse med lidt mindre gerninger: "Tak for lån." "Selv tak." Her er tale om en slags sprogligt ritual; en udveksling, som skal være der. 'Tak selv' betoner en selv - at man nærmest har været glad for at gøre een en tjeneste eller lignende.

Velbekomme

- eller 'må det bekomme Dem vel'. Så bliver det næppe mere korrekt eller høfligt. Den har givet også en del år på bagen, hvorfor den er sikker på at udtrykke den ønskede tak for tak.

Det manglede da bare

- til dem der gerne tydeligt vil sige de da godt ved de har givet en hånd med. Som man kan høre er den noget længere end 'jeg ber', hvorfor den også har det med med at starte en gedigen overtakning: "Mange, mange tak for hjælpen med malingen." "Det manglede da bare!" "Nej, det var virkelig sødt gjort af dig." "Jamen, tak skal du ha'." "Velbekomme." "Tak."

Selvfølgelig

Kan virke forvirrende, fordi den både er kæk og servil på samme tid. Jeg har lært at holde af den, fordi den er så indforstået - altså på linie med at vi selvfølgelig hjælper hinanden, når hinanden har hjælp behov. Den har måske den kvalitet, at den viser tilbage til den indledende position og reciprocitet der ligger i at spørge om hjælp: Undskyld, vil du hjælpe mig med denne pose semantik? Selvfølgelig. 

Der er sikkert flere, men vi stopper med denne:

Sådan er jeg

- som jeg indtil videre kun har hørt Klaus Lynggaard sige. Og det givet fordi han stod ukristeligt tidligt op om morgenen for at fortælle om Lou Reed (R.I.P.) Ikke desto mindre klæ'r den selskabet her godt med en frisk, selvvurderende og ærlig høflighed. Sådan er det.

TALER OG SANGE FRABEDES

Klinkelinkeligeligding!

Jeg skal gøre dette så godt og uhildet jeg kan, men det er ikke nemt.
Jeg er nu igen blevet inviteret til et arrangement, hvor den inviterende part frabeder sig taler og sange (og indslag). Det er nok til at jeg ser et mønster: Spørg Dem selv, om De ikke også genkender det? 
Er der et mønster, er der en grund, er der en grund, er der en grund til undersøge den. Så hvorfor vil folk pludselig ikke længere have den form for opmærksomhed?
- Den oplagte grund er pengenes magt og indflydelse: Det er os der betaler for gildet, vi bestemmer musikken. Og da flere og flere af de traditionelt store fester (fx bryllupper) betales af hovedpersonerne selv, og ikke deres (konservastive) forældre, så øges frekvensen. Og det er selvfølgelig i orden at ville bestemme den slags, selvom der svarer til at råbe til værtshuset, at man giver en omgang, hvis der vel at mærke kun bestilles små fad. Det forklarer heller ikke hvorfor det ikke må ske, at nogen siger eller synger noget. 
Det kan have at gøre med den omsiggribende 'selvkontrol'. Her tænker jeg ikke på 'selvkontrol' som i at kunne styre sig selv, men den kontrol, der skal sikre, at der ikke slipper noget belastende ud om een selv - hvad en tale eller en sang eller en sketch i sagens natur nærmest pr. definition skál gøre. Det kan også være for at beskytte sig mod de venner eller familiemedlemmer, som er virkelig dårlige talere eller festgængere; som drikker sig fulde eller bliver rædsomt sentimentale i fuld offentlighed.
Årsagen kan også findes i det mere pragmatiske. Taler og indslag (især de 'sjove') er efterhånden blevet så omfattende, at man ikke kan overskue omfanget og ud(s)trækningen, og derfor har lukket ned for dem. Det kunne pege på, at tendensen til at festen skal være så overdådig og retrotraditionel som muligt, er ved at dø ud - måske kan vi genfinde nogen lignende i polterabend-kulturen?
I forlængelse af denne iagttagelse, kan man måske se tendensen til at frabede sig opmærksomheden, som en slags ultimativ høflighed overfor gæsterne: Man ønsker simpelthen ikke at gæsterne skal trækkes med alt andet end en fornøjelig aften og noget god mad?
-
Det jeg har svært ved at acceptere er, at man på meget uhøflig facon samtidig fratager gæsterne muligheden for at få sagt, hvad man mener om værterne! En fest og en tale er en fremragende platform til refleksion og respekt. Her kan man endelig få summet op og sat på plads, her kan man få erklæret sin kærlighed og karakteristik og sin næsegruse beundring, her kan man arbejde hjerte og sprog sammen i en beskrivelse, der gør begge dele lidt mere virkelige. 
...
Nej, siger jeg. Der ér ting man ikke kan sige til hverdag. Der ér ting man skal sige i vidners påhør. For at vise man mener det. Og for mene det.
Og nu kan jeg se det. Det tog lidt tid. Men det er fordi jeg ikke holder taler på facebook for nogen. Men det må være derfor. At talen er forstummet. At sangen er slut. At sketchen ligger på youtube.
Min tale er dermed også slut. Tak for opmærksomheden.

FORMELLE FREUD

Formelig uformel  

Findes der en (pervers) parallel til den freudianske svipser (fortalelse), hvor man så at sige kommer til at tale offentligt i en intim sammenhæng? Og at det er lidt pinligt. 

Jeg medgiver det ikke er oplagt, men vel på den anden side ikke utænkeligt, og måske endda mere tænkeligt, end man regner med - ?

Lad os rigge scenen op:

- To ægtefæller ligger i sengen og kvinden udbryder: Åh! Invester din penis i mit legeme!

Ikke tænkeligt. Ville også skubbe til grænserne for hvad pinlighed er.

- To gode venner sidder og får et par øl på en bar. Den ene siger: Sikke en køn pige, der sidder dernede.

Mere tænkeligt - for her sker svipseren i kraft af en forglemmelse hos den talende. Han glemmer at i denne situation hedder piger 'kællinger' og dernede bare 'dér', fordi han sidder og hænger ud med sin ven. Han glemmer det, fordi han rent faktisk interesserer sig for pigen, og med hende deler et offentligt rum, som han må nærme sig hende gennem, hvis der skal ske mere. Det er bare pinligt at komme til at sige det.

- Måske kan man aktualisere forståelsen af, hvad det vi leder efter med ordet 'prosit'. 

Ordet prosit må siges at være meget formelt - da det er vedtaget gennem mange års brug og konventioner (samt en etymologi vi ikke skal redegøre for her), at sådan siger man, hvis man overværer et nys. I denne sammenhæng er nyset det intime, og udtalelsen af prosit det kejtet formelle. Kejtet fordi de fleste vel synes det både er unødvendigt et gøre den just nyste person opmærksom på, at han nyste, og kejtet fordi det er et fremmed ord at tage i sin mund.

- At bruge den udkårnes fornavn, måske. 

Det kommer selvsagt an på, hvilke vaner man har i sit ægteskabelige/kæresteliv og ditto sprog, men navnet er og bliver i mange sammenhænge en formaliseret beskrivelse af ens person(lighed). Bemærk i hvilke sammenhænge man bruger sin partners navn: Ved festlige lejligheder er man "forlovet med Arne .. derovre", ikke med "min elskede" eller "min skat". Folk der siger den slags er vulgære og overdrevne typer, man ikke tillægger social intelligens. Ved samtale med myndigheder siger man heller ikke andet end det der står på partnerens navneskilt. Det bringer os desværre ikke nærmere på, om der er en udbredt praksis af omvendte freudianske svipsere.

- Nu vi er ved pronominerne, så er omtalen af en person i nærheden som "hun" eller "han", interessant nok udtryk for en uacceptabel og vel respektløs sproglig adfærd. 

Her tilskriver kutymen, at man omtaler den pågældende med hans eller hendes navn (se lidt Christiansborgdebat, hvis du vil have eksempler in extremis). Svipseren her er altså en depersonalisering … anonymisering, som åbenbart er mindre formel end brugen af egennavnet.

- To venner spiser pizza på et pizzaria. Den ene får en ansjos i munden, som han ikke bryder sig om, hvorfor han spytter den ud på gulvet. Hans ven udbryder: Det kan du ikke tillade dig! 

Ikke helt utænkeligt - omend "ad for helvede" eller "dit svin" måske er mere troværdige reaktioner. Ikke desto mindre er ordet 'tillade' spændende, for denne svipser peger på, at den talende ubevidst inddrager et regelsæt (måske endda en opdragelse - som vel også er en formalisering!) for at kunne kommentere sin vens opførsel. Hvorvidt det ér en omvendt freudiansk svipser ved vi først, når den ansjosforladte ven replicerer.

Jeg ser mig nødsaget til indtil videre at lade teorien ligge lidt, og opsøge flere eksempler i felten før freud antitetisk også fungerer formelt.

ENGELSK PÅ DANSK SAGT

Silly skills

Her følger en række flittigt brugte engelske fraser som - let's be honest - GODT og BEDRE kunne siges på dansk, hvis vi bare ville og måske turde. I visse tilfælde er der også tale om fraser, der simpelthen bruges forkert i forhold til forlægget:

1) At 'owne nogen' - kunne og burde siges som at 'æde nogen'. Dels er vi allerede gået på kompromis ved at bøje ordet dansk, men ædelsen er langt mere kontant og kraftfuld end den imperialistiske slavemetafor, der også lugter mere af street end stenbro.
2) 'Rub it in' - siger man i samklang med de mange sitcoms og serier, og synes det lyder som om man virkelig bliver ydmyget. Prøv engang at 'strø salt i såret', og se om det ikke kan understrege smerten ved det. Eventuelt kan du 'sparke til een der ligger ned' og efterfølgende byde ham 'velkommen på forsiden'. (Den sidste talemåde er ikke autoriseret, og jeg ved godt den kommer fra Ekstra Bladet, som, hvor lidet jeg læser eller holder af den udgivelse, må anerkende for at holde det danske sprog i gang!)
3) 'Worst case scenario' er virkelig et hit. Jeg vil tro Simon Kvamm har gjort sit til det, men den ér også en lækkerbisken. Den har rytme og tilmed noget der lyder af fremmedord. Men matcher den helt ærligt 'det værst tænkelige'? Nej vel. Tilmed understreger den danske talemåde, at vi her har at gøre med forestillingen om noget. Hvor mange er klar over det er dét man udtrykker i 'scenenariet'? Her kunne også være tale om en brug, hvor den egentlige betydning er gået tabt.
4) I udtrykket 'Business as usual' er der med garanti - for sure - tale om fejlanvendelse. 'Business as usual' dækker IKKE over, at tingene kører som de plejer. Det dækker faktisk over at de kører som de plejer, på trods af, at alt er fucket helt op. At man insisterer på tingene skal køre normalt. Var der nogen der sagde britisk overlæbe? Det interessante i denne lille sammenhæng (dette indlæg) er altså, at her har vi faktisk ikke en talemåde på dansk, som matcher den engelske betydning, så vi 'må' gerne bruge den - bare vi ved hvad den betyder. 
5) Og nu vi alligevel har 'fucket op' - hvad er det så i vejen med at 'nosse i det'? Vi er i samme sproglige og anatomiske region, associationerne (for nogle ligefrem visualiseringerne) er langt bedre, og en del engelsktalende gæster ville få færre tics, hvis vi tonede lidt ned for knepperiet, når vi taler dansk.
6) 'Better safe than sorry' - signer man for, 'for en sikkerheds skyld' at virke … hvad? Lyder det bedre? Vi har samme allitteration og betydning. Nej, erkendt har vi ikke pointen med - det vil sige, i den danske talemåde er ærgrelsen (ulykken) indforstået. Det ændrer nu ikke ved, at opfordringen under alle omstændigheder er mor-mor-agtig (ikke '-ish').
7) 'Mindset' - er p.t. ved at bevæge sig helt ind i lederDNA'et og dermed alle sprogsnobbernes vokabulemarium, hvorefter vi værst tænkeligt ender med ikke længere at kunne tale om 'tankesæt' eller måske - Gud forbyde - 'kultur'!
8) 'Skills' er et på mange måder et af de bedste eksempler på det værste ved indoptaget af det engelske i det danske. Skills er jo på godt dansk 'færdigheder': Et fantastisk ord, der bærer alt det vigtigste ved det at have skills; processen i (hånd)værket og evnen til at overskue, kunne og fuldende. Skills lyder af, at man ikke synes man vil stå ved, hvad man kan, eller at man mener skills er noget man skal konkurrere på (jeg kommer jo fra Århus, hvor vi netop har haft 'DM i (sic) Skills' - antager 'DM' er en forkortelse for 'Danish Masterships').

Jeg skal i øvrigt være den sidste til 'at pudse glorien' (find a phrase for that, fuckers!) i denne sammenhæng, da jeg har udtalt hang til ikke bare engelsksprogede fraser, men også både almindelige ord og regulære sætninger. Hermed undskyldt.

http://www.phrases.org.uk
http://www.merriam-webster.com

STAND-UP'ERNE ER DANMARKS NYE TANTER

Spank-up straight

Alle har, eller har haft en tante. Min hed tante Anna. Hun var vel 1,65, kompakt bygget, stram i masken, sølgråt hår samlet i knude og holdt ind til hodet med nåle, sorte kjoler og frakker - sidstnævnte af den slags der ligner en genanvendt puddelhund og en snert af cerut i auraen. Hendes stemme og håndtryk var en meget nøjagtig repræsentation af ovenstående - og hendes stående replik var, at man skulle se på den man sagde goddag til. Da jeg var barn alle de gange jeg sagde goddag til hende, skal jeg ikke med sikkerhed kunne sige om hun sagde sin replik som kritik eller kultur. Hovedsagen i denne sammenhæng er at placere hende up front på følgende:
Jeg kan desværre, desværre ikke huske hvad der fik min hjerne til at slutte sig til ovenstående påstand - at stand-up'erne er blevet Danmarks nye tanter - men v'ed ret præcist at tanken blev fuldendt ved gensynet med Andens 'på coke-show' forleden. Nu er Anden selvsagt en af de mere taknemmelige eksempler i denne sammenhæng, men jeg tror tantologien holder til mere end ham. Stand-up'ere er tanter fordi de altid prædiker om, hvad der er rigtigt og forkert. De peger fingre af det forkerte og roser det rigtige - de er med andre ord dybt moralske i deres analyser og konklusioner. Jeg ved godt de ikke nødvendigvis prædiker Emma Gads snerpede værker, men konstruktionen med eksempler på henholdsvis forkert og rigtig adfærd er 100% moraliserende. Og nu vi snakker om Emma Gad, er det jo ganske almindeligt, at de fleste stand-up'ere helst beskæftiger sig med perversionen - det udartede og dermed nye, som har vredet det gode gamle af led. Læg dertil den iøvrigt meget tankevækkende iagttagelse, at genren (som tanten) er ualmindelig fast og dermed traditionsbunden. Der findes ingen avantgarde! Ikke at det generer mig, det er endda både betryggende og berigende, at formen er så fungibel, men det er altså også lige tante-Tut-taler-altid-om-de-samme-ting-på-den-samme-måde agtigt.
Den sidste pointe henter vi fra vanlig antropologisk/sociologisk senmoderne kilde: Familiernes op- og traditionernes nedbrud: Der ér ingen tanter mere! De unge møder ikke disse håbløst latterlige uldindpakkede snakkende kvinder ved hverken højtider eller eftermiddagste. Selvfølgelig er de familiestrukturelle tanter der stadig, men deres titler og især deres opdragende adfærd er forduftet af grunde jeg tør gisne om i en anden sammenhæng senere. Resultatet er under alle omstændigheder at 1) en flok komikere har indtaget og udfyldt tanternes plads som hysteriske, moralske og kærlige kællinger, og 2) vi har stadig brug for tanter til at udfodre vores selv- og sociale syn.