HÅNEN SOM FORSTÅELSE

Udstillingspraksis

 

"Se den fede nar! Han er da vist godt selv klar over den er helt gal med vægten. Eller også har hans blodtryk bare besluttet sig for at få ham til at se flovt på vegne af hans deller."

 

"Hallo dame - madam Mimre, røg hattenålen gennem hovedet i morges, hvor pudderskyerne hindrede udsynet til  det guldindrammede spejl?"

 

"Er hun en MILF?!"
"Hun er en MILF, hvis der var en MILF, så er hun den. Du er fandme heldig at ha' sådan en mor, mand"

 

"Du mener hende, der ligner tapet ... på en god dag?"
"Ja. Savsmulds."

 

Som alt andet på dette sted er det bare en intuitiv teori - den kan findes i lignende eller sågar samme form andre steder, eller den kan være forkert. Det kan også være den er så banal, den egentlig slet ikke er fremsætbar. Og undskyld for det lange tilløb, men dels er det fordi jeg er flov over min egen praksis i til- omtalen af mine medmennesker, og dels ved jeg ikke helt hvordan jeg skal arbejde mig ind på sagen.

Men: Som De kan se af indlæggets titel handler det om at bruge den onde karakteristik, når vi skal forstå, tale med og omtale andre mennesker. Jeg tror jeg så mønstret i min egen måde at navigere på. I den bedste mening naturligvis, og humoristisk, men alligevel, så kan jeg godt finde på at bruge mine medmenneskers svaghed som udgangspunkt for kommunikation og dermed forståelse. Ovenstående eksempler er tænkte - men vi er ikke langt fra noget, jeg kan høre mig selv og andre sige.
Selvsagt er der forskel på den direkte konfrontation og distancen - men dybest set tror jeg vi i disse ulykkelige tider er tilbøjelige til at tage udgangspunkt i fejlene og det fjogede. Jeg har således en svaghed for sko, accessories og selvværd, som jeg da ikke et sekund betvivler bliver ud- og afmålt i andre sammenhænge end mit eget hode. Tænk over hvordan De selv gerne starter med det, der ikke fungerer hos andre (Jeg ser det, der blev skrevet en Bog om det, for snart længe siden! Jeg vidste der var noget bekendt ved det.), frem for deres kvaliteter. Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor gå den vej?
Hvorfor stand-up'ernes standret? Hvorfor reality'tv's freakshow? Hvorfor dokumentarfilmenes gabestok? Hvorfor den hurtige hån? (Og er jeg den eneste der ser middelalderen tale med?)
Af to grunde: Humor er det nye ironi - det er sjovt, og man kan med humor få sagt mere end een ting ad gangen, så den sparer tid i forhold til analysen (som sidst var på mode i 70'erne?). Og vi har som bekendt satanædemig travlt for tiden.
Og så fordi alt det vi ellers gør, er at kæmpe for at opretholde en vis standard gennem vores virtuelle, virkelige og i begge sammenhænge stilkonstituerende apparrition. Hånen er en slags modbevægelse (efter Biblen kom Kapitalen - og med de to bøger i biblioteket kan man komme langt ... nej, Peter Plys skal stå imellem dem) til al den stukkatørpraksis vi fylder vore hjem og rynker med. Nogen skal jo gøre det. Noget skal jo gøre det: Pege på vore utilstrækkeligheder.
Blot skal man spørge sig selv, om det vi kalder afmontering - som kan være en virkelig god og nærende ting for eget og andres kringlede jegforståelse - ikke her faktisk er gemen selvhævdelse, som har forklædt sig i uhellig alliance med humoren?
Hvad siger du - din letlæste, lille plirrende lort?

ANONYME EPONYMER

Ord for ord i ord

Jeg er ikke den første, bliver heller ikke den sidste, der har funderet over ordet - dvs udsagnsordet - 'google'. Men vi er ikke på den med dets oprindelseslashbetydning, for vi ved godt det er hentet i en nummerisk betegnelse: Et ettal plus hundrede nuller (do the math!) Vi er heller ikke i finten med at 'varen' er firmaet, som velcro, gore-tex, nescafé, neopren og lign. Men det snerper.
Vi er i den boldgade som hedder 'eponymer'. Et eponym er (på dansk) et ord som rummer egennavnet på den person, der ska'visige foranstaltede ordet eller begrebets opståen: 'Sandwich' (efter Jarlen af Sandwich - der kom på den fikse idé med at lade brødet tage af fra det fedtede kød), 'røntgenstråler' (efter fysikeren Wilhelm Conrad Röntgen), 'dieselmotor' (efter Rudolf Diesel) og skal vi ikke lige tage 'dræsinen' med (efter K. F. Drais von Sauerbronn). For er 'at google' ikke netop opkaldt efter søgemaskinen (og firmaet)? Helt på linie med det engelske 'hoover', som fik sit navn efter det firma som fremstillede den bedste(?) støvsuger gennem alle tider: the 'Hoover'. Men det kan i sagens natur ikke være et eponym, da det i høj grad står og falder med det personlige islæt. Under min research (som bestemt involverede flere søgninger .. men altså også regulære opslag i bøger) stødte jeg på begrebet 'sesamord' (udtales sesam-ord), som er ord, der er giver adgang til penge eller værdier - i konkret og overført (referencen til Ali Baba antyder det overførte) betydning. Der er tale om ord som 'sesam', 'buzzword', 'plusord' og 'løsen' *). Her kunne 'google' måske finde en plads? Sammen med andre ord som 'pay-off', 'joke', 'password' og 'cumshot' fristes man til at tilføje i disse stand-up-porno-digitaliserede tider. Men så er der jo alle de futile søgninger man laver, når man googler? Og så er 'google' også stadig lidt for verbum-agtigt til at det helt falder til ro som et sesamord. Det er lidt det samme som at 'wallraffe', der dog har fordelen af at have en person (Günther Wallraff) knyttet til sig og sin betydning. Jeg tænker vi i det mindste kan finde nogle brødre og søstre til det: Hvad med at 'sms'e'? Eller 'junke' noget? Tivolisere? (Muligvis findes det ikke i en verbalform - men det er tæt nok på. Ligesom at være 'speedet'.) Alle gode, anvendelige og udbredt anvendte ord, som er navngivet efter upersonlige begreber. Anonyme eponymer.
Jeg er ked af at skuffe Dem. Men der kommer ikke en løsning.
Hvis den dukker op ser De den først her. Skulle De sidde inde med den, så tøv ikke med at bekendtgøre den her eller et andet sted, så man kan 'google' 'google' og endelig vide, hvad man gør.

*) www.ordnet.dk/ddo
PRØV deres grafiske fremstilling af ord og deres sammenhæng med resten af sproget. Det er bedre end fx ..

STAND-UP'ERNE ER DANMARKS NYE TANTER

Spank-up straight

Alle har, eller har haft en tante. Min hed tante Anna. Hun var vel 1,65, kompakt bygget, stram i masken, sølgråt hår samlet i knude og holdt ind til hodet med nåle, sorte kjoler og frakker - sidstnævnte af den slags der ligner en genanvendt puddelhund og en snert af cerut i auraen. Hendes stemme og håndtryk var en meget nøjagtig repræsentation af ovenstående - og hendes stående replik var, at man skulle se på den man sagde goddag til. Da jeg var barn alle de gange jeg sagde goddag til hende, skal jeg ikke med sikkerhed kunne sige om hun sagde sin replik som kritik eller kultur. Hovedsagen i denne sammenhæng er at placere hende up front på følgende:
Jeg kan desværre, desværre ikke huske hvad der fik min hjerne til at slutte sig til ovenstående påstand - at stand-up'erne er blevet Danmarks nye tanter - men v'ed ret præcist at tanken blev fuldendt ved gensynet med Andens 'på coke-show' forleden. Nu er Anden selvsagt en af de mere taknemmelige eksempler i denne sammenhæng, men jeg tror tantologien holder til mere end ham. Stand-up'ere er tanter fordi de altid prædiker om, hvad der er rigtigt og forkert. De peger fingre af det forkerte og roser det rigtige - de er med andre ord dybt moralske i deres analyser og konklusioner. Jeg ved godt de ikke nødvendigvis prædiker Emma Gads snerpede værker, men konstruktionen med eksempler på henholdsvis forkert og rigtig adfærd er 100% moraliserende. Og nu vi snakker om Emma Gad, er det jo ganske almindeligt, at de fleste stand-up'ere helst beskæftiger sig med perversionen - det udartede og dermed nye, som har vredet det gode gamle af led. Læg dertil den iøvrigt meget tankevækkende iagttagelse, at genren (som tanten) er ualmindelig fast og dermed traditionsbunden. Der findes ingen avantgarde! Ikke at det generer mig, det er endda både betryggende og berigende, at formen er så fungibel, men det er altså også lige tante-Tut-taler-altid-om-de-samme-ting-på-den-samme-måde agtigt.
Den sidste pointe henter vi fra vanlig antropologisk/sociologisk senmoderne kilde: Familiernes op- og traditionernes nedbrud: Der ér ingen tanter mere! De unge møder ikke disse håbløst latterlige uldindpakkede snakkende kvinder ved hverken højtider eller eftermiddagste. Selvfølgelig er de familiestrukturelle tanter der stadig, men deres titler og især deres opdragende adfærd er forduftet af grunde jeg tør gisne om i en anden sammenhæng senere. Resultatet er under alle omstændigheder at 1) en flok komikere har indtaget og udfyldt tanternes plads som hysteriske, moralske og kærlige kællinger, og 2) vi har stadig brug for tanter til at udfodre vores selv- og sociale syn.