ASTEROIDER OG BLANKE SIDER

så er man flyttet ind på Paradisæblevej

ude i marginen af det litterære kvarter

naboerne kalder og inviterer på kaffe og dansk ironi

hos Benny And

mens Onkel Dan til venstre

byder på gummirock og sexappeal

jeg hilser pænt og siger meget gerne

meget gerne

men der så meget lige nu

på grund af flytningen og adresserne

og den nye skattepromille

overfor hos Simon Grotriand er der rullet ned

det har der været siden jeg kom

han bor i et A-hus

jeg i et et-plans

hækkene er gamle og luder som

udtjente gardere i Ørstedsparken

det har hele tiden været min mening

eller nok mere et ønske

at få foden under eget skrivebord

men nu mens solen går ned til toner fra jazzmusik og Lou Reed

og kort blænder mig i ruderne overfor

står fortiden ikke så klart som den gjorde

dengang jeg jeg troede det at skrive

var som at kradse sit navn i nakken

HVEM VIL DU VÆRE (SubVerbum #4)

hvem vil du være?

onklen uden alvor

den janushovedede bøddel

manden med den plettede pik

den arbejdende fattige

damen med arret på kinden

efterligneren

den overdrevent gestikulerende

stik replikken ind

og pod for blodige svar

men bør jeg 

leve i dette legeme af en fortælleteknisk konstruktion

så meget lettere

end adamantium og tvivl

hvem ville du være

hvis du ikke kunne vælge?

Hvem vågner?

Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg. 

RUMER II

SPEJLET I ÅR OG I NÆSTE

ALT.4

CARPE DIEM - CARPE SUMMA

Kom nu!

Hvis man vil leve i nuet må man finde sig i at leve i altet. Ingen ejer nuet. Man kan ikke sige dette nu er mit, her lever jeg. Hvis du vil nuet for dig selv, får du uden videre naboens og genboens og byens og klodens med. Når du står der og synes du griber dagen, fordi du tager cyklen på arbejde og køber brød til kaffen, får du et kys i Aabenraa og en ulykke på Sicilien med. Du får en sætning i en bog på et bord med empireben og et stykke chokolade der bliver pakket ud af en savlende mand. Du får en split hamret ind i en klippe på Kullen og vand på en kvindes bryster i badet i lejligheden under din. At leve i nuet giver ikke mening - har ingen sammenhæng udover øjeblikket. Tiden. Nu. Og nu. Det er ikke dit nu. Ikke dit liv mere end alle de andre, der er her. Nu. For tiden.


Hvis du vil leve dit liv, ved at være tilstede. Her. Så fylder du øjeblikket ud, så godt du kan. Ikke flygtigt og flygtende. Trægt og tænkende. Så befinder du dig, som Heidegger ville sige. Hvis der er noget der skal gribes - så er det at begribe.

TI ANTITESER DER OGSÅ ER FORBANDELSER

Tremo fati

Hvis du søger tilflugt i naturen, er det fordi byen har taget permanent bolig i dig.

Status er det samme som underkastelse.

Det er nødvendigt at kunne drukne, hvis man ønsker at sejle.

Hvis ikke man vil lære noget, opdager man heller ikke, hvor dum man er.

Når du er træt af de andre, er det dybest set dig selv du er træt af.

Du bliver stresset, for at lære at slappe af.

Skønhedsidealer får det grimmeste frem i mennesket.

En overfladisk kultur, sætter dybe spor.

Fri adgang til information kan skjule information bedre end begrænset adgang til information.

Hvis dine forelskelser er ulykkelige, er det fordi du tror det er ulykken der holder dig live.

TI BUD PÅ HVAD DER ER GALT MED DIT LIV

Reddes eller regeres?

1) Du blev aldrig spurgt.

2) Du fik aldrig svaret.

3) Du kom for sent.

4) Du kom for tidligt.

5) Du ved ikke hvorfor du kom.

6) Du har ikke ord.

7) Du føler dig fremmed overfor din egen latter.

8) Du ved at du ved, men ikke hvad der er vigtigst at vide.

9) Du kan ikke holde stilheden ud.

10) Du kan genkende dig selv i en af ovenstående sætninger.

Ønsker De at ændre et eller flere af disse forhold anbefaler jeg hyppig læsning, gåture og ærlighed. Siden samtale.

Get a life

Alle hylder frit valg

Hvis man slår frasen "get a life" op på et af de anbefalede links ovre til højre (urban dictionary, hvis lumre lingvistiske fristelser altid får een til at bruge for lang tid derinde), får man at vide, at det er noget idiosynkratiske indvider, som ikke selv har noget liv, siger til folk, som har et (evt. KUN et) indholdselement i deres liv. Udsagnet siges altså (fordomsfuldt og bigot) om nogen, som bruger (sandsynligvis) uforholdsmæssigt meget tid på en lidt aparte eller meningsløs beskæftigelse. Jeg tænker det kunne være tog- eller flyspottere, folk der river sand eller måske bare nogen som ryger lidt for meget hash.
Frasen har nu nok oprindeligt (FORDI det er et amerikansk udtryk og FORDI den politiske korrekthed ALTID indhenter amerika) været ærligt ment og reelt fremsat, når man fandt der var tale om tidsspilde, alfald målt med kun blød kynisme og almindelige normer. Det betyder jo ikke (uha!) at man ikke kan anerkende en nørdet hobby eller et hedt engagement for hin enkelte. Det er lidt som med den (beslægtede?) "get a room", som man som bekendt ytrer, når de kyssendes savl når ind i skoene på os, som ikke er optaget af at genbruge andre menneskers luft - alternativt, når de forelskedes kærtegn bliver lige vel private.
Det er imidlertid skråt ligemeget med det liv og det kæresteri - for sagen er, at jeg i frasen "get a life" ikke længere hører det overstående, men noget helt andet.
"Få et liv, for det har du da for lidt af", er blevet til "tag et liv, der er nok at vælge imellem". I dag er livet ikke længere en helhed eller en skæbne. Det er en mulighed. Eller rettere mange muligheder. Livet er ikke een ting - ikke fordi vi lever flere parallelle, så vidt jeg ved, eller fordi vi lever igen og igen, men fordi livet er blevet synonymt med fx en interesse eller en facon. For den sags skyld er en nørdet interesse helt fin i denne sammenhæng. Og nej, heller ikke her mener jeg dette som en kritik (Gud forbyde), men jeg tillader mig at undre mig over, hvad det er for et skred i opfattelsen af, hvad et liv er, der er sket? Og det gør jeg vel vidende, at skredet hovedsagligt er sket sprogligt (kognitivt).
Men hvis jeg har ret, og der kan godt gå nogle år, før vi finder ud af dét, heldigvis, så er der tale om mere end et pendulord - eller pendulidiom - der er tale om, at liv går fra at handle om indhold (som det er i den nedsættende, stadig aktuelle variant), til at handle om form (facon). Hvis "liv" = måde at investere sit selv i ens udmålte tid, så er tidens fokus på at finde sin egen branding, SIN fortælling, for mig at se, det samme som at "få et liv" fra en hylde med de og de karakteristika. Jeg kan ikke slippe for synet af et supermarked med det ene efter det andet individ, som præsenterer sit liv ved hjælp af en form, i en facon eller med en slags, gerne tragisk, stigmatisering, når jeg tænker på "get a life"-udsagnet. Som så meget andet i denne verden er det resultat af en pervertering af noget godt og smukt: Livet er blevet til et kronisk, corny credo. Fortællingen om HVORDAN man nåede sin erfaring - den ægte storytelling - er blevet til en versionering, en brandvabel - på een gang MIN, men også genkendelig for alle andre, og først og fremmest ET LIV. LIge indtil man har et nyt liv at være.
Og hvad er der så galt med det?
Der er det galt, at et liv + et liv + et liv + et liv = mange måder at investere sit selv i den udmålte tid, og derfor = jetlag, der som bekendt gør een svimmel og træt og ude af stand til at føle sig til stede. Jeg vil tale for at udtrykket skal hedde "få EET liv", og stå ved det, stå last og brast med det, og hvis du synes du "mangler et liv", så udvid det du har.
Meget passende går denne opfordring helt galt, hvis man oversætter den til amerikansk slogansk: "Get one life" - hvor den bliver decideret morbid. Nå ja, sic, og derfor netop eksistentiel.

Kunsten som overskudsfænomen eller ideal

Jeg er et overskudsfænomen.

Tydeligt i dette øjeblik, hvor jeg skriver på min blog om mit liv og mit samfund med en vinkel og et sprog, som gerne skulle have en snert af det ekvilibristiske og æstetiske, og tydeligere i alle de timer jeg bruger på ellers at skrive og klippe og klistre og være kreativ.
Alt det og til ingen anden nytte end, at så begik jeg da ingen forbrydelser i den tid. Jovel, der findes en kreds af taknemmelige aftagere til dele af min kunstneriske produktion - som jeg er mindst lige så, eller måske mere taknemmelig for levere til - men langt hovedparten af min produktion kommer ingen steder hen, bliver ikke tilegnet eller oplevet af ukendte hjerter og øjne.
Hvilket samfund producerer sådan nogle som mig - og i det omfang som sådan nogen som jeg findes i? For jeg er jo ikke alene om, eller (sic) enestående med mit kunstneriske sisyfosarbejde. Der tænkes og skabes på fuld kraft i samfundets og kulturens farvande. Om det er virtuelt på nettet eller konkret på gadeplan - om det er i sociale eller eremitiske sammenhænge, så blogges, males, skribles og sprayes der af rent og fuldt hjerte.
Men hvorfor er det at alle disse udtryk, al den skaben, som har sin rod og sit væsen i aksen fra kunstnerisk geni til taknemmelig modtager; fra ide til ide, nu mere end nogensinde før, ikke ser ud til at ville eller skulle forløses som udsagn og kommunikation? For nu bare at smække aben på væggen: Hvorfor analyserer og beskriver jeg denne filosofisk småtskårne problemstilling i en blogosfære af huller og tomhed? Hvorfor sidder vi forkullede billedmagere og sveder over kompositioner og montager, hvis efterliv begrænser sig til bordpladens mål, skærmens tommer og et arkiv fyldt med ukendte sejre? Hvis skoven er tom - kan man så høre træet falde?
Er det udtryk for den ultimative velfærd - altså at samfundet er ved at nå et niveau (plan, stade ... jeg ved ikke helt, hvilket begreb er bedst), hvor der kan frigøres tid og prioriteres plads til befolkningens sjælelige habitus? Dette forudsat at kunsten og den kunstneriske praksis er sund og helbredende for mennesket?
Er det udtryk for en kedsomhed ved det systemiske, planlagte og fastlagte, som man ønsker at skabe modbilleder til? Dette forudsat at man oplever sit (arbejds)liv som præget af rutiner?
Er det udtryk for et ønske om at opnå en fornemmelse af den status, som kulturpersonlighederne har - fordi samfundets seneste swung på forbrugerplænen kun har haft eet mål: At have det samme, som alle de andre har!
-
Tillad mig, nu jeg også til min egen forbløffelse og spirende frygt, har skrevet mig op i et mere end ønskeligt privat hjørne, at spænde mit anedoktiske bælte: På tre generationer er det liv jeg rummer indeni, forandret fra et ufaglært, lavtlønnet og løstansat arbejderklasseliv, hvor kunst var lig med kongeligt porcelæn, over et fokuseret og bevidst socialt brud ind i den bedre middelklasse, hvor kunst var et statussymbol, til et akademisk og økonomisk ubesværet liv, hvor kunst er meditativ og kreativ adspredelse. Og selvom der her er set bort fra alt, hvad man kan kalde DNA, skæbne og (familie)psykologi, så er billedet af den lykkelige abe ved staffeliet umisforståeligt: Det var her jeg skulle ende - det er her jeg er lykkelig.
-
Så måske ligger svaret i det forkætrede begreb lykke? Mennesket er mest lykkeligt, når det fylder sin egen rolle og sit selv mest muligt ud. Og det gør det naturligvis, når det bruger sin arts mest karakteristiske kraft, når det gør hvad det er bedst til: Tænker, vokser og skaber. Det lyder smukt. Men set fra et samfundsperspektiv så lyder det også som sæd fra en million aber, der gokker den af og spilder resultatet på kolde kældergulve.
Der er ikke andet svar, end at skabelsen må bære meningen og dermed nytten og dermed - om ikke andet - en overbevisning om at det kreative har et mål. Der er en anden! En læser, en kigger, en spiller, en soulmate. Måske har netop blogosfæren og web 2.0 boostet en opfattelse af, at hvis man ytrer sig, så vil nogen, før eller siden, her eller der, høre det. Der findes ingen skove længere, som ikke er beboet.
Og måske er den nye anden meget mere velegnet af forestille sig. Den nye anden er ikke som i gamle daw', hvor filosofien (og psykologien) definerede 'den anden', som det fremmede fænomen, der aftegnede een selv som sig, men et fænomen fisket ud af en global grød af brugere og lurere, der er så mange, at det er utænkeligt at være alene om lige det man skaber. Man ved nogen finder een.
-
Således ender eventyret godt. Nogen vil før eller siden samle også denne brødkrumme op. Og mens jeg skrev den havde jeg det fremragende. Jeg fik skærpet mine analytiske evner og brugt min kreative trang.
Og ja, jeg tror det er sundt og det er under alle omstændigheder noget andet end det jeg plejer at gøre.

SELV BIOGRAF

Når man til daglig beskæftiger sig med analyse og fortolkning af litterære tekster, burde det egentlig være fristende at favne den biografiske metode og læse - alfald meget af den ældre litteratur - med hensyntagen til, og fingeren i, facitlisten på herrernes og damernes liv og levned. Både når teksterne påkalder sig direkte (som Johs. Ewald fx gør det i 'Levned og Meeninger') og indirekte sammenhænge mellem det levede og litterære liv. Jeg er dog, og har alle dage siden universitet været, af den klare opfattelse, at biografisk metode er en forsnævring af teksten. Den åbner ganske vist døren på velsmurte og blanke hængsler ved første berøring, men gennemtrækket er så eftertrykkeligt, at teksten blæser i før man kan se, hvordan livet så er skrevet; hvordan ordene falder og står.To gange er jeg blevet udfordret på min modstand på det seneste. Dels er det svært ikke at gribe til idetmindste enelleanden afart af biografisk metode, når man skylles over af den massive bølge af selvbiografisk - selvfremstillende litteratur, der fugter snart sagt hver en krog af det danske bibliotek i disse dage - fra Knud Romer til Carsten Jensen, og gør det som de to; med større eller mindre held. Kald det hjemstavnslitteratur eller senmoderne selvselvbiografi, så er det er der. Jeg spiller gerne med her, for den biografiske metode er skruet noget anderledes fast på disse tekster, der nærmest udkommer som nøglefærdige biografer og legeborge. Vil man undersøge en potensering af dette felt henvises til Claus Beck-Nielsen Memorial/Das Beckwerk!

Men forleden læste jeg så Hr biografisk metode Nr Einz: HC Andersen, som jeg altid har kæmpet for at ville læse og fortolke som stor forfatter, og ikke som blegsottig selvpromoveur - hvorfor skulle han dog være og ville det, når hans sprog, blik, fantasi og hele greb om mennesket er så uforligneligt? Desværre var det Improvisatoren jeg læste. Og hvis Andersen ikke så decideret har lagt den roman an på at være selvbiografisk (sindssyg selvbiografisk), ja så ved jeg ikke!: Vor hovedperson Antonio slider det meste af sit unge liv op på mæcenernes ubøjelige krav om uddannelse og viden, kæmper med kvindernes erotiske udstråling, fortæres moralsk med det følsomme og kærlige forhold til sin unge ven og - hvad der med denne vinkel kan vække til eftertanke - pendler rundt i troen. Centralt står selvfølgelig brydningen mellem det maginaliserede kreative geni - her legmeliggjort i den Aladdin-like improvisator - og spidsborgerens fordring om tradition, takt og terperi, som billede på Andersens altid ydmygede og yderlige mandat. Desuden er romanen jo fyldt med den fattige unge, og derfor af en italiener at være udannede, italieners rejser og møder med landets kulturelle og geografiske højdepunkter, hvad Andersen jo godt vidste, at læseren godt vidste, kunne ses som et konkret referat af forfatterens egen rejse i Italien.

Det afgørende viser sig imidlertid fra en helt anden kant, men i fin tråd med Hans Christians genie: Når man som jeg har fået nok af ham, og ligger udmattet fladt i min seng, går det op for mig, at alt det nævnte selvbiografiske kan trækkes ud af tæppet som en guldtråd - og bedst som man tror det var det, der var meningen, fremstår romanens sande indhold: Følelse og natur! 

Antonio/Andersen-grebet er bare et påskud for romanen - det er fortællingens motor, og det biografiske en banal ventil i denne motor. Romanens egentlige interesse er samspillet mellem (Italiens) natur og (nordboens) følelse - altså en menneskefremstilling og -undersøgelse. Tilmed viser det sig, at det man (dengang) anholdte for at være romanens svaghed - romanens kalkering af rejseskildringen - viser at være dens styrke. For gang på gang overvældes Antonio af den klang naturen har og vækker af og i hans hhv. martrede og maniske sjæl. Gang på gang henføres, hypnotiseres og tages han af dette mægtige, guddommelige rige; natur! Om det er bjerge, grotter, vulkaner, søer, skove, sumpe eller de skære himle - så fyldes og tømmes han katharsisk af den gang på gang med sin følsomme og alligevel orgiastiske appetit. Se, dét gik op for mig bedst som jeg var igang med at klage over HC Andersens forræderi; bedst som jeg lå og pegede alle de biografiske elementer ud og spottende sagde: 

"Hvad er der da tilbage af hans roman?!"

"Natur og kærlighed," svarede den mig, "natur og kærlighed."

Hvad vil du mere?

Tid #1

Når bilen kører bevæger hjulet sig mod urets retning. Sådan er det med en mængde opfindelser og teknologiske landvindinger: De er alene opfundet for at spare tid. Som man sidder der i automobolet med alle fire urskiver spinnende under sig for at nå så meget som muligt.Hvem siger imidlertid man når mere ved at bevæge sig hurtigt. Banalt javel. Den har vi hørt så mange gange før, det virker som spild at tid at gentage den. Netop. Men problemet er ikke at vi har hørt den før, men at alle har hørt den på forskellige tidspunkter. Sammenlign med billedet af køen på motorvejen en sommerdag. Efterhånden går alt i stå - vi vælger her at sige, det ikke skyldes et færdselsuheld, da jeg ikke ønsker nogen skal komme til skade i min metafor - og langsomt stiger folk ud i varmedisen og spejder frem og tilbage ad vejen, og i den forstand bagud og fremad i tid. Strækker sig, kører hænderne gennem håret elller over issen. Læner sig mod bilen og trækker vejret. Børnene kryber efter og ved på forhånd de aldrig vil kunne overskue så kompleks en situation, men nyder en uventet boble af voksen mildhed og fatalisme. Urene går i stå. Man tænder en cigaret. Nikker til naboen, som var køen et spontant fremskudt parcelhuskvarter.I den situation regulerer vi tiden efter farten og erkender det ikke bliver anderledes. Der er noget vi ikke når, men det er ikke det samme som at sætte noget til. For her står man jo, med tiden på sine hænder - som det må hedde i en ikke ueffen oversættelse af det engelske.
Skulle det hænde man bevæger sig på motorvejen en decemberdag og kommer glat igennem uden ophold, måske endda med en gennemsnitsfart over de 120, så ender man der i stolen hos sine venner eller sin familie og føler sig gammel på en kvalmende måde. Har den nye bil sparet mig tid eller liv? Hvorfor er det livet skal flyttes så hurtigt som muligt fra sted til sted. Fylder det mere af den grund? Ja, selvfølgelig kan man ikke gå til Middelfart, når man selv bor i Århus - men det er da kun fordi det er der heller ingen andre der gør. Ben er kødteknologi - de er forbundet med hjernen på samme måde bilens hjul er forbundet med urskiven.
Alt dette selvfølgelig under den forudsætning at det ikke var tilfældigt vi valgte en skive med to visere, som marcherer højre om til at måle tiden med. På en klode befolket af venstrehåndede ville vi - meget lig Walter Benjamins i fremtiden blæste engel - bakke i mål, konstant klogere og altid beredte. Måske ikke et dårligt alternativ.