NABOSKAB

Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved siden af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på. 

Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig. 

En indskydelse, et minde, en lyd, en lugt, et lille bitte forbandet ord på en linie, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind. Vil låne noget. Have noget. Noget jeg kan undvære men kun af høflighed. Jeg vil ikke give den noget, men giver den noget. Den kommer, fordi den skal komme tilbage efter mere. Man skulle tro mit hus var tømt, men der står møbler over det hele og skabene er fyldte. Jeg bruger penge på mit hjem, hver dag på nettet. 

Gadelampen giver huden et gulligt skær. 

PANIK

Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved den af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på. 

Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig. 

En indskydelse, et minde, en lyd, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind. 

Gadelampen giver huden et gulligt skær. 

28.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Huset drømmer om huset. Det er ikke sandt. Det er drømmen der huser livet. Går forbi og undres over at se det byggede stå som skrift, varsel, sandhed i sten. Det er varmt og gennemblæst af vinterens arme. Et måneur, en projektion, en etage dybere. Rummet byder sig til som fortælling. 

Der er noget naturvidenskabeligt i at lyset skal bøje de skygger og at nabohuset - som modsat det andet jo findes - må tage dem til sig som en slags historie eller dokumentation for sin egen historie: Også det voksede op omringet af stilladser og projektører. Også det blev til i teknik og statik. 

IMITATION OF AN ATLAS

MAISON TIRABLE (Magritteruten Paris)

MAGRITTERUTEN §1

Det er en virkelig fortælling. Genkommende. Vi har ingen intentioner om at bo, før vi forlader hjemmet. Livet er partikler med hjul og med ben, karme og sten og ord, der beskriver bevægelser er aldrig tilfældige. Der er ingen hemmeligheder, når vi først kigger ud.

EKSISTENTIELLE PARADOKSER

 

Holder aldrig op med at være et sted som ikke er et andet sted.

Holder aldrig op med at tænke at tanken ikke kan slippe for tanken.

Holder aldrig op med at mærke smerten med noget som ikke er smerte.

Holder aldrig op med at skrive om det umulige for at gøre det muligt.

EN FLYTNING KRYDSER ALTID BROER

1. Du skal ikke tro, at du 'bor' her.

2. Du skal ikke tro, du er lige som vi er.

3. Du skal ikke tro, du ved hvem vi er.

4. Du skal ikke bilde dig ind, at din måde er bedre end vores.

5. Du skal ikke tro, at du ved mere om verden end vi gør.

6. Du skal ikke prøve at bruge andre netværk end vores.

7. Du skal ikke tro, du er bedre til dit job end vi er.

8. Du skal aldrig bagtale os.

9. Du skal ikke tro, at vi uden videre synes om dig.

10. Du skal ikke tro vi kan lære noget af dig.

Skulle man have glemt den originale, er den her:

Du skal ikke tro, du er noget.

Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.

Du skal ikke tro, at du er klogere end os.

Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.

Du skal ikke tro, at du ved mere end os.

Du skal ikke tro, at du er mere end os.

Du skal ikke tro, at du dur til noget.

Du skal ikke le ad os.

Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.

Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.

BACKSTEINSTADT

UPSTARES

Et hjem i mørket
Et mørke i hjemmet
Et hjørne af livet om natten
En trappe til tanker der vandrer
Op til det gardindrømte kammer

MAGRITTERUTEN [BERGAMO]

Hvem vågner?

Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg. 

TRE UFULDENDTE FOTOGRAFIER

ARCHITECTE

OOKI OOKI

SØVNGÆNGERNOTER SYV

På en tilfældig gade vokser ud fra de røde sten i boligblokkens mur en enorm tragt efterhånden som jeg nærmer mig. Jeg standser og ved, at taler jeg i denne tragt lytter præsidenten for Amerikas Forenede Stater til det jeg siger. Jeg overvejer en original måde at spørge ind til positionen som verdens mest magtfulde menneske, men han svarer uadspurgt og formfuldendt: Verdens mest magtfulde menneske er kunstneren.

HJEM KÆRE HJEM

 
 








Flere sange om bygninger og mad

Huset er på mange måder en udbygning af ens eget væsen. Et naturligt skjold, en kæmpe negl, der piskes af storm og renter, men samtidig lyer for elskov og sorg. 'Hjem' er det varmeste og blødeste ord du har for en hård ting i dit vokabularium, og man fyldes af følelser ved den blotte lyd af det.

Jeg har det sådan at jeg hader lyden af højtryksrensere, ukrudtsbrændere, hækklippere, pudsemaskiner og hamre, ligesom jeg hader duften af træimprægnering, kit, gipsplader og rockwool. Jeg har med andre ord ikke et afklaret forhold til mit hus som en konkret vedligeholdelseskrævende størrelse. Måske er det derfor jeg i disse stormfulde tider kan mærke, hvordan skallen om mit liv skutter sig og klager over denne mangel på omsorg. Men for mig er huset mere som kraniet. Noget der omslutter mit liv, der altså er kendetegnet ved abstrakte og emotionelle værdier som musik, litteratur og samtaler. Og noget jeg ikke tænker på, når jeg tænker. Så selvom regnen pisker ind på ruden, og der samler sig store gennemblødningstruende søer på det flade tag, så går tankerne først til huset dagene efter, eller værre først når den store grå plet breder sig som en utæt truende paraply over mit enfoldige akademiske væsen. Når sol og frost omklamrer mit hjem, og får det til at knage og sukke i rammer og fuger, og når vinden hidsigt rykker i tagskægget, for at tjekke om det tilbyder falsk tryghed, så parkerer jeg enhver uro og virketrang i en slags eventyrlig forestilling om, at jeg er på det sted og i det slot, hvor jeg skal bo til mine dages ende - ikke i en konstruktion der kan karakteriseres med K’er og kritiske blikke fra mænd med kasketter. Og når parketgulvet begynder at knage og knirke, så man går nye veje, eller helt naturligt kan høre, hvor andre bevæger sig, så dæmrer ikke en eneste tanke i mit hoved, der har at gøre med, hvilke falser eller hvilke søm mit gulv er samlet med.

Jeg tror det spiller ind, at selvom hjemmet er en konstruktion og organisering af konkrete materialer, så er det netop også ‘et hjem’: Hvor mange tænker tagsten, spær, spanter og afsyrede skabe, når man siger hjem? Hvor mange tænker mursten, tapet og bærende konstruktioner, når ‘hjemmets fire vægge’ bliver nævnt? Jeg vil endda gå så vidt som til at påstå, at når jeg siger jeg har et hus - så er det helt på linie med at sige, jeg har hjem. Ikke engang det ellers helt synlige faktum i de efterhånden meget påtrængende sætterevner får mig til at tænke på, at huset ligger på en skråning, der ikke helt har besluttet sig for at blive, hvor den er. Jeg bor ikke i et hus. Jeg bor i mit hjem. Og mit hjem er (i) mit sprogcenter.

BILLEDE ER ORD - NAT

MODEL OG BANE

Trainsport

Når man bygger modeller er man af indlysende årsager optaget af virkeligheden. Måske mere end man er, hvis man kalder sig filosof eller ideolog. Modelbyggeren er et grundigt menneske med blik for detaljer og funktioner, med interesse i historie og mekanismer, udvikling og opfindelser. Modelbyggeren har måske ry af at være et indesluttet og måske endog soclalt dårligt fungerende menneske. I den seneste legofilm er modelbyggeren blevet psykopatisk.
Jeg misunder modelbyggeren. Hans ro, hans målrettethed, hans tålmod. Og altså hans vinkel på virkeligheden. Den er så ren og forholdsmæssig. Gengivelsen af virkeligheden er så besværlig, når man skriver om den, synger om den, maler eller tegner den. Modelbyggeren har en kontrakt, der ligner en pagt.
Jeg misunder modelbyggeren. Glæden ved at få noget til at stå og ligne. Begejstringen ved at finde et hus eller en bil eller en vogn, som fuldender et scenarie. Det er så svært ellers at begejstres over virkeligheden - og altid hyklerisk at begejstres over mimesis i film eller kunst. Hos modelbyggeren mødes mimesis og magi på en lødig måde, fordi der skal pudses og limes og måles og males på samme måde som … i virkeligheden.
Jeg misunder modelbyggeren. Den tredimensionale fotograf. Hans mulighed for bogstaveligt talt at gribe ind i scenen og tiden og stedet; dreje en bygning 4° og lakere et hus i Technicolor™. jeg misunder ham hans tur til butikken med virkelighed; grantræer, elme, rhododendron, granitsten og grus. Små matte plastposer fyldt med stof og materie, som kan vokse videre lige ind i hovedet og drømmene på ham.
Og så stod jeg dér i Hadsten Centret og tænkte på alt det jeg lige har skrevet. Og så så jeg, at jeg så. For jeg så, at jeg ikke kunne se een eneste graffiti. Ikke eet tag eller et piece eller bare resterne af en plakat for en koncert eller et dyrskue. Spor efter liv. Jeg har aldrig savnet synet af mennesker eller liv på modelbanerne - der har magien, fantasien og de utrættelige tog sørget for. Men virkeligheden er, som alle modelbaner understreger med deres 70’er-æstetik og MR-tog, også historie, og historie er tid, og tid er spor efter mennesker. Ikke tog.

Jeg misunder stadig modelbyggeren, men nu forstår jeg, han blot er menneske som mig, som en digter eller en demokrat. Han gør alt hvad han kan for at gengive virkeligheden. Og så ændrer han den.

ETHVERT HUS HAR EN HORIZONT