STURZ

JEG HAR ONDT I HODET, ALTSÅ HAR JEG ET HODE

NOTER FRA FORSTADEN 28 - 52

Nogle dage synes man ikke beslægtet med mennesker. Deres planer er ligegyldige og meningsløse, deres tale fyldt med ord om ord og ikke andet. Og den følelse af hykleri man fyldes af, fordi man ikke kan undgå at være sammen med dem, kan man ikke komme af med, fordi man umuligt væsensforskelligt kan være andet end netop det, de også er. Man mimer med om ord og planer og tid, som ikke længere er andet end beskrivelser. Omgivelserne støtter ryg og lænd og røv, som en arkitekttegnet slavehær. Den gode stemning - hyggen hedder den - støtter intellektet med sukret gift og spinkle stilladser af kulhydrater. Væsker af forskellige farve, konsistens og alkoholprocent gennemskyller legemet, som en Dionysisk dialyse uden andet mål end at investere i den næste fiasko. Yngel og underholdning piler som blinkende floder uophørligt mellem benene på een, og fremprovokerer en autentisk svimmelhed, som man i mangel af bedre favner og byder velkommen som angst. Også for fremtiden, der ikke fortoner sig i afgrunde, men har antaget form af en mur millimeter fra din pande. Det er ikke som en fremmedgørelse, det er mere som en drøm, man drømmer og ved man drømmer. Som en drøm man står op inde i og betragter sig som del af. Og først dér forstår er et mareridt. Og det er alt sammen også bare noget jeg har sagt. Før. 

HJEM KÆRE HJEM

 
 








Flere sange om bygninger og mad

Huset er på mange måder en udbygning af ens eget væsen. Et naturligt skjold, en kæmpe negl, der piskes af storm og renter, men samtidig lyer for elskov og sorg. 'Hjem' er det varmeste og blødeste ord du har for en hård ting i dit vokabularium, og man fyldes af følelser ved den blotte lyd af det.

Jeg har det sådan at jeg hader lyden af højtryksrensere, ukrudtsbrændere, hækklippere, pudsemaskiner og hamre, ligesom jeg hader duften af træimprægnering, kit, gipsplader og rockwool. Jeg har med andre ord ikke et afklaret forhold til mit hus som en konkret vedligeholdelseskrævende størrelse. Måske er det derfor jeg i disse stormfulde tider kan mærke, hvordan skallen om mit liv skutter sig og klager over denne mangel på omsorg. Men for mig er huset mere som kraniet. Noget der omslutter mit liv, der altså er kendetegnet ved abstrakte og emotionelle værdier som musik, litteratur og samtaler. Og noget jeg ikke tænker på, når jeg tænker. Så selvom regnen pisker ind på ruden, og der samler sig store gennemblødningstruende søer på det flade tag, så går tankerne først til huset dagene efter, eller værre først når den store grå plet breder sig som en utæt truende paraply over mit enfoldige akademiske væsen. Når sol og frost omklamrer mit hjem, og får det til at knage og sukke i rammer og fuger, og når vinden hidsigt rykker i tagskægget, for at tjekke om det tilbyder falsk tryghed, så parkerer jeg enhver uro og virketrang i en slags eventyrlig forestilling om, at jeg er på det sted og i det slot, hvor jeg skal bo til mine dages ende - ikke i en konstruktion der kan karakteriseres med K’er og kritiske blikke fra mænd med kasketter. Og når parketgulvet begynder at knage og knirke, så man går nye veje, eller helt naturligt kan høre, hvor andre bevæger sig, så dæmrer ikke en eneste tanke i mit hoved, der har at gøre med, hvilke falser eller hvilke søm mit gulv er samlet med.

Jeg tror det spiller ind, at selvom hjemmet er en konstruktion og organisering af konkrete materialer, så er det netop også ‘et hjem’: Hvor mange tænker tagsten, spær, spanter og afsyrede skabe, når man siger hjem? Hvor mange tænker mursten, tapet og bærende konstruktioner, når ‘hjemmets fire vægge’ bliver nævnt? Jeg vil endda gå så vidt som til at påstå, at når jeg siger jeg har et hus - så er det helt på linie med at sige, jeg har hjem. Ikke engang det ellers helt synlige faktum i de efterhånden meget påtrængende sætterevner får mig til at tænke på, at huset ligger på en skråning, der ikke helt har besluttet sig for at blive, hvor den er. Jeg bor ikke i et hus. Jeg bor i mit hjem. Og mit hjem er (i) mit sprogcenter.

GRUCK

Tænk du blot din tanke
Tænk hvilken tanke du vil

Universet har plads nok til alle de tanker der er til

Ensomheden i mørket og kulden derude
er ikke tankens men den hjerne
der satte den i spil

Tænk fx på en stjerne hvis du vil

NØJAGTIG REVERSIBEL POESI

ET NYT ÅRS FORSÆT

RODIN, TÆNKENDE

Tænk at ville vise en tanke.

Tænk at have en krop i sit hovede.

Tænk at tro en skikkelse kan være en idé.

Tænk at turde give en sorg muskler og ansigt.

Tænk at forme et blik, der kan nå ind i alles øjne.

Tænk at forlænge denne drøm ind i virkeligheden.

Tænk at finde tænkerens skygge mellem gips og metal.

Fem måder teknologien kommer til at ændre Deres liv uden De opdager det

 

What is the Matrix?

1) Internettes svar på (stort set) alle spørgsmål vil langsomt fjerne paratviden til fordel for søgekompetencer. Når man ved at det vides, hvem vil så vælge at vide det alene. De vil gå fra at vide hvem Roald Amundsen, Roald Dahl og Roger Rabbit er, til at vide, hvordan man finder dem.

2) Trivia og intertekstualitet bliver før eller siden ligestillet med budskab og fortolkning. Den narkotiske aha-oplevelse, og fornemmelsen af at have fundet en dybere mening med en film eller en bog eller bare en reklame, ved (på internettet) at læse om de 'hemmelige budskaber' kommer til at erstatte indlevelse, research og reflektion. De vil gå fra at blive berørt og beriget af 'Stranger than Fiction' til at tro den handler om matematik.

3) I bedste fald ender vi med at kunne lide 7 forskellige genrer inden for ALT. I værste fald kun 1. Computerprogrammernes venlige vejledninger om, hvad andet man kan lide, når man kan lide noget, fører ikke til et bredere kendskab. Det fører før eller siden ind i en hierakisk folkeforførelse. Ultimativt bliver vi også simplere mennesker, der ikke udforsker noget spontant eller nyt. De går fra ikke at udelukke 'Madame Butterfly' til at kun kunne lide country.

4) Tegnene : / og ? forsvinder fra skriftsproget. Jo oftere man støder på programmørernes hellige tegn og forbydes at anvende dem, jo mere vil man søge nye veje, når man døber sine dokumenter. Kolon og skråstreg er i sig selv store tab, men jeg tør slet ikke tænke på, hvad det må komme til at betyde for skriftsproget ikke at kunne skrive?

5) Banale sandheder som disse, der er fæstnet til en ligegyldig og lidet læst blog vil underbygge fremtidens hånlige forhold til denne paradoksale tidsalder, hvor selvforglemmelse og selvdyrkelse indgik i en uhellig alliance med teknologi.

Jeg tænker jeg synes jeg føler jeg tror - nok



Brain dam

Lige siden min (ellers) gode ven Jeppe fangede mig i at bruge forleddene "jeg tænker" på en af mine udredninger eller kommentarer, har udtrykket hærget min opmærksomhed. Jeg hører det alle vegne HELE tiden. Udtrykket må have et viralt peak disse tider - det smitter, og vi talende er åbenbart ikke vaccineret mod det.
Udtrykket er som udgangspunkt selvsagt en sproglig markør, som skal bane vejen for det efterfølgende udsagn. I den forstand kan det sidestilles med en lang række andre almindelige sproglige greb. Men modsat Michael, som bestemt ikke bryder sig om udtrykket - hvad jeg i øvrigt heller ikke gør (hvorfor han 'fangede' mig) - mener jeg ikke det er udtryk for en særlig form for afrundet og følende argumentation. Jeg vil hellere se det i (mental)historisk perspektiv.
Teorien er som følger: Inden for de sidste tre tiår har forledene bevæget sig fra "jeg tror" over "jeg føler" via "jeg synes" til det nu meget snart totalt dominerende "jeg tænker". Hvorfor det? Se på ordene! Vi er gået fra at være religiøst funderet (al fald i den sproglige praksis) i en art tro på vores udsagn, til at være mere følelsesmæssigt defineret (styret af det ægte jeg!), derefter blev det mere politiseret og bevidstgjort - den såkaldte "synsning", som jeg bestemt også fik nok af, for nu at være landet i disse tiders højhellige hal: Kraniet og med det JARNEN! Det er da også oplagt at videnskaben efterhånden har gennempenetreret sprogbrugen med sin argumentative og - al fald sammenholdt med denne korte mentalhistoriske linie - afpersonaliserede og dermed ret så ansvarsløse position. Man skal ikke gå og tro videnskaben kun vil os det godt. Videnskaben lider under en så kronisk ensporet mangel på moral i så mange henseender, at den har været nødt til at opfinde et speciallegeret ekstra cyborgben for overhovedet at kunne bevæge sig. Sic.
Det er som om udsagnet "jeg tænker" skal bane vejen for, at bare der er lys i pæren så er man kvalificeret til at fremføre sine teorier uimodsagt. Der er ret beset ikke langt til den kvælende synsning, hvor det pseudokartesianske belæg lå i, at når bare man er er 'sig selv', så har man også ret. Nå ja, stillet overfor den cerebrale bulldozerretoriks "jeg tænker" er det lige ved man kunne savne et enkelt quasifilosofisk "jeg synes" til at bløde tingene lidt op. "Jeg tror" er for altid for tabt: Når (hvis) man bruger det i dag, er det netop udtryk for, hvor håbløst lidt man ved! Det er da ikke udtryk for, at man har overvejet, tvivlet og siden fundet fodfæste ... min Herre, min Herre, hvorfor har du forladt mig her på retorikkens slagmark?
"Jeg føler"? Jeg tør dårligt nok skrive det! Hvis man skulle komme for skade at ytre de to ord gør man klogt i ikke at sige mere. Så kan de til nød kvalificere sig som en art humanistisk statement, eller måske bare et mentalhygienisk nap i nakkedellerne. Hvis jeg går så vidt som til at "føle" noget som helst om noget som helst begrebsligt eller måske endda politisk, så er det ud og skide sig (godt biodynamisk, men altså alligevel) tom i nælderne sammen med alle de andre hippier.
Velan! Sådan kom brikkerne til at stå. Så kan du synes om det hvad du vil - du kan endog tænke dit. Jeg vil øve mig på de næste forled, der kommer dominere det sproglige karantæneområde vi kalder dansk: "Jeg siger".