RIVER

Safe journey. 

HAIKUESQUES 1

parken var lukket da vi fandt den

og låst 

kærligheden gik i stå

minder vristede sig fri 

DEN SAMME FLOD TIL GANGES

er nu en blivende verden uden anden modstand end hukommelsens

AT OPSØGE ERINDRINGENS REDSKABER FORGÆVES

 

TRE UFULDENDTE FOTOGRAFIER

KIEFERHOMEN IV (Galla)

Alle de ting man dør fra og vågner op til. Det er de ting man ikke husker man har. Før man ser dem igen. Mennesketing. Man ville kunne kende en knap. Et bogstav. Et øje. Inde i hodet alle disse unødvendige ting. Må de ligge i bevidsthedens uendelige kategorier. Billedflader. Tegn.

Man går i en ørken som ikke er ørken og møder uanvendeligt sig selv. 

Arvestykker spøgelser gennemsigtige parader. Perler foran brændende bygninger og lys. En metalstige i et hul. En fortælling. Glimtende. Genkendelsens blikhviler.

MAN PRØVER AT HUSKE, HVORDAN NOGET FØLTES

Følelsen er i hukommelsen, men kun som en vag fornemmelse. Et falmet fotografi.
Jeg tænker fx på en ølbrik. Dens ru pappede overflade. Bulerne fra kondens og skum. Dens syrlige og øllede duft. Hofhunden og dens blik (evt.). Kvadratet med de rundede hjørner - ganske let flossede. Formatet. Farvetrykket. Tykkelsen. Jeg har det hele i hukommelsen, men jeg kan ikke holde den.
Min pegefinger og min tommeltot lukker ikke sammen om andet end min barn- og ungdoms minde. Som om den gestus man oftest anvender for at beskrive, hvor tyndt eller småt noget er; det være sig pikke, argumenter eller tid tilbage, håner intellektets formåen.

HVID TOYOTA SORT

Blev i morges på vej til arbejde overhalet af en hvid Toyota. I øjeblikket for overhalingen og konstateringen af farve, mærke og model (Avensis) blev jeg ramt af en gammel fornemmelse af, selv at sidde i en hvid Toyota på vej til arbejde. For jeg kørte faktisk i en hvid Toyota (Corolla) gennem nogle år i slut-90’erne. Jeg kunne mærke Corollaens vægt, motorkraft og styretøj, sanse kabinens rum og lyd indlejret i den tids bevægelse mod skolen og eleverne. Jeg kunne på en måde bedre mærke det unge menneske i den hvide Toyota, end mig selv i den sorte Renault Clio jeg sad i, uagtet jeg skulle den samme vej som dengang. Jeg blev overhalet af min fortid, og det var bevægelsen uden på bevægelsen, der gjorde det. Dén og så et ganske lille glimt af kronologisk tvivl. Som når man går bag sin egen skygge lidt for længe.

HISTORIE i 2 X 2 VERSIONER

SØVNGÆNGERNOTER VI

Hvilken strand er du :: jeg skyllet op på?

____________________________________________________________

Hvilken ø er det du :: bærer i :: min erindring?

Hvilket hav sidder i dine :: mine porer?

Hvilken fugl :: sol er det jeg ser for mig :: når du ruller om på ryggen?

TALE TIL DET NYE ÅR - NYT ÅRS TALE

 

Kære nye år gamle ven. Det ved at være de tider, hvor vi vender et af de store blade i bogen, trækker vejret dybt ind i håb om at snyde alle dem, der har ventet på dette skift, og i øvrigt lader som om det at tiden går og døden nærmer sig er den naturligste ting i verden. (Hvad den jo også er.)

Kære nye gamle år, der ligger du så og byder dig til som en erfaren luder, der lader som om hun er spændt på, hvad der sker når propperne springer og klokkerne bimler. 

Men kære nye gamle år, sagen er jo den, hvad vi to godt ved, at 98% af det, der skal ske i der næste nye år ligner det, der skete i det forrige nye gamle år. 

Og sagen er jo den, gamle nye ven, at det nok er det der passer os bedst. Vi siger, når vi holder taler, at vi håber på det bedste i det nye, men langt hen ad vejen er det bedste jo det gamle. Hvor mange ville rent faktisk ønske sig et år fyldt med forandringer? Hvor mange ville villigt hoppe ned fra sofaen eller klapstolen (der er fundet frem, fordi man har ventede gæster), hvis man ikke vidste det var parketten eller kelimtæppet eller væg til fucking skræmmende væg-løsningen, der tog fra? Hvor mange lover rent faktisk andet eller mere end det kendte, når man lover man vil rejse til nye og usete steder, lave ny og ukendt mad, tabe ukendte kilo og kysse ukendte kærester? Nøjagtig som man lovede sidste nye gamle år.

Kære nye gamle år, din charme er som pudder og mascara. Det kønne ligger i at virkeligheden findes under sminken, og det gemene i, at vi ikke ønsker at kende den. Og du ved det, gør du. Du ved godt vi længes efter troen på du rent faktisk har noget at byde på. Men du ved også vi er så ræd for der ikke kommer til at ske noget godt nyt - og kun dårligt, at vi villigt ved midnatstide labber det nye års helt jævnt boblende champagne i os, mens skærmene og himlene bimler et bedrag så tydeligt man drukner i det. Man kunne hænge sig i alle de raketter vi skyder af.

Kære forkætrede nye gamle år. Hvis jeg nu lover at jeg intet lover; at jeg højst lover, du ikke får lov at holde mig for nar, lover du så at holde mig til ilden og i live? Kære nye gamle ven. Kære år som kommer og går, mens vi prøver at holde dig fast med falske forandringer. Kom over til mig. Spring ned fra sofaen, klapstolen og din piedestal. Kære tid, kom over på menneskesiden, hvor vi rent faktisk kan måle og veje at du findes. Lad os sammen følge sekunderne fra den latterlige raket tændes og baner sig vej ind i det ukendte mørke lige som os. To. Gamle. Venner.

 

DET STORE REGNSKAB

I dag er meningsløs.
Der er intet at sige eller gøre, intet at stille op og intet at slå ned på.
Den tæller ikke i det store regnskab.

GRUCK

At glemme er en frihed,
som du kan få af din alder.

At huske er et fængsel,
som tiden befaler.

At finde vejen mellem
glemsel og minder,

er at kende livet,
før det forsvinder.

NØJAGTIG REVERSIBEL POESI

ET MEGET PRÆCIST KIG IND I FORTIDEN

Ja, billedet ligger ned. Men netop derfor gengiver det meget præcist fornemmelsen af at stå og glo i sit gamle bad i omklædningsrummet på den skole man gik på i 1970'erne.
Det er et rum, det er et sted, det er udført i (be)kendte materialer, det ser så genkendeligt ud og det er umuligt at finde sig til rette i med blik og krop.
Bemærk især den helt skøre skraber, der meget lig ens egen sprællende erindring, er berøvet sin oprindelige funktion, og nu udstilles som et hjælpeløst instrument, der ikke aner om det skal stå, ligge eller hænge sig.

KUN DE GLEMTE ER DØDE

DET STOF TID ER GJORT AF

At tage et stykke af fortiden som et tæppe man trækker op over skulderen samtidig med at man drejer om sin egen akse og falder til ro med siden af hodet på sin pude. Dagene i Paris for eksempel. Sove.

TELEFON FRA AFDØDE

Nostalgi a' la carte

eller

Ingen skal skrive min gravskrift
eller
Hjernen er sit eget elektriske kredsløb

Flere steder møder og støder man på døde, der optræder via QR-koder på gravsten. Fx her Og det har strejfet mig før, og det er omtalt før på dette sted - men her forekommer det mig vi har det endelige billede på, hvordan, hvor meget og hvorfor, vores hukommelse og erindring smelter sammen med teknologien. Det kunne ligne en faustisk fortælling om, at maskinerne nok skal agere depot for vore minder, men samtidig også altså tappe dem for fortolkning og relevans - erstatte dem med fotografi og konstans. Jeg skriver på en blog - jeg skal ikke være maskinstormer i så henseende, men jeg vil gerne kæmpe for hukommelsens fri bevægelighed, retten til efterMÆLE og et minimum af koncentration, når vi tænker på de spor vi kommer fra.
Man kunne også spørge, om ikke koderne ender som en slags slappe facebook-profiler ingen gider tjekke ud, fordi man dybest set hellere ville skrive på sin egen - eller endnu værre: At den bittersøde leg med navne og årstal man kan praktisere på kirkegården går tabt i en fantasiløs Pokémon-lignende scanning kun Michael Ende kunne have forestillet sig?
Man kunne også se for sig en sten med ordet "Mor", "Lis" eller "Tak" - og så en QR-kode, hvor den anonyme krop og g(l)emte historie blev hevet frem i lyset og farisæisk forklaret af en iPhone. Ellers tak!
I forbindelse med debatten om e-bogens 'boglighed' og udmålte tid har Erwin Neutzsky-Wulff konstateret følgende: Og det kom mig for, hvor flygtigt og ligegyldigt [...] alt det er, som forlader sig på strøm og batterier.