Viser opslag med etiketten busser og biler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten busser og biler. Vis alle opslag
onsdag den 11. september 2019
tirsdag den 6. marts 2018
Hvem vågner?
Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg.
onsdag den 28. juni 2017
ET SALVADOR DALI-BLIK
Min bror har lånt en Mercedes. Den holder i garagen og fylder den næsten helt ud. Ikke bare, fordi det er en stor bil - den fylder også i kraft af sit brand og sine linier, og den fylder med alt det potentiale, der ligger i sådan et vehikel.
Jeg står lige ved siden af den ene forlygte og nyder déns finish. Nyder detaljen i det klare, bølgende glas. Snittet, størrelseforholdene og den geometriske omhu, jeg ved der er lagt for at pærens lys kan brydes og finde vej ud på mellemrummet mellem fartens vektor og bilens underlag.
Jeg lader blikket glide ubesværet og lidt liderligt ned langs karrosseriet, samlingerne, stolperne, dens sølvgrå træk. Tænker på delene. Tænker på svejseflammer, nitter, gevind, ruller, ledninger, kobber, processorer, sikringer og instrumentbrættets dybsorte fuldendte form - fra fører til passagers fremsyn. De indlagte instrumenter, teknologiens intarsia. Jeg tænker på, hvor meget af bilen der på et tidspunkt må have været flydende, før det blev støbt i en form. Jeg forestiller mig skærmkasser og hjulnav hidsigtrødt skvulpende. Gummilister, isolering og greb boblende - sejlende frem og ned i hysterisk afmålte doser, for at finde ro i en enkelt størknende del, der nu sidder her et sted og gør bilen hel. Jeg forestiller mig al den varme, der emmer op fra værket.
Og så ser jeg, hvordan bilen som et næsehorn eller en elefant i et kort øjeblik floves og ligesom gi’r sig under deres hornede, grå hud. Som om der var kød indeni.
Etiketter:
at fortælle menneskene de lever,
blik,
busser og biler,
design,
flydende,
kunst,
lys,
løgn,
Mercedes,
metaplan,
Salvador Dali,
teknologi,
trafik,
varefiktion,
øjemennesker
fredag den 11. november 2016
KANINHJERTE
Etiketter:
Bare døden,
busser og biler,
dyr,
Fanø,
fotografi,
kanin,
natur,
trafik,
transport,
veje
tirsdag den 6. september 2016
HVID TOYOTA SORT
Blev i morges på vej til arbejde overhalet af en hvid Toyota. I øjeblikket for overhalingen og konstateringen af farve, mærke og model (Avensis) blev jeg ramt af en gammel fornemmelse af, selv at sidde i en hvid Toyota på vej til arbejde. For jeg kørte faktisk i en hvid Toyota (Corolla) gennem nogle år i slut-90’erne. Jeg kunne mærke Corollaens vægt, motorkraft og styretøj, sanse kabinens rum og lyd indlejret i den tids bevægelse mod skolen og eleverne. Jeg kunne på en måde bedre mærke det unge menneske i den hvide Toyota, end mig selv i den sorte Renault Clio jeg sad i, uagtet jeg skulle den samme vej som dengang. Jeg blev overhalet af min fortid, og det var bevægelsen uden på bevægelsen, der gjorde det. Dén og så et ganske lille glimt af kronologisk tvivl. Som når man går bag sin egen skygge lidt for længe.
tirsdag den 7. april 2015
TIDS PUNKTÉR
Tempus insula
Lige nu for tiden går tiden for hurtigt på de forkerte tidspunkter - fx nu, hvor jeg skal falde i søvn eller er lige ved at blive 50. Eller i morgen tidlig, hvor øjnene slår sig op sekundet inden uret ringer. Eller i køen til hvadsomhelst. Eller med alt, der tager tid.
Men lige nu, hvor jeg skriver om tiden kan jeg næsten holde den i ro.
Jeg maser tiden ned rundt om alle bogstaverne i den sorte seje masse, man godt kan få øje på, hvis man anstrenger sig lidt.
Ordene bliver til øer i tidens strøm, som næsten lyder som tidens drøm. Bogstaverne bliver primitive bygningsværker på øerne i tidens strøm.
Og lige nu, hvor dit øje kigger på en ø, går tiden i stø.
Etiketter:
1965,
arbejde,
Bare døden,
busser og biler,
drømme,
morgenstemning,
natur,
søvn,
tid - på alle måder,
trafik,
vand,
øjne
søndag den 22. marts 2015
HAIKU OK; FORÅR PÅ LISBJERG BAKKE
Morgen ved tanken
Lærkesang overdøver
Pumpe og trafik
Etiketter:
busser og biler,
forår,
fugle,
haiku,
land og by,
natur,
paradoks,
trafik,
transport,
Tranströmer
mandag den 18. august 2014
HESTEKRÆFTER OG MARKEDSKRÆFTER
Tænkpasser
Mange af de steder jeg besøger er den nu blevet udstyret med en skærm og en højttaler, hvor sidstnævnte på en høj(s)t intimerende måde har bevæget sig ind i et af de få ‘moments of zen’ en ikke ellers så tit bus/tog-rejsende person har. Når jeg begynder (og det sker stadig hver gang) tankningen og sætter alt intellektuelt ‘on hold’ i det minuts penge det nu varer at fylde 30 liter på, så bliver jeg sekundet efter afbrudt af, hvad jeg tror er et menneske, som enten fløjter eller hvisker eller bare spørger mig om noget. Første funktion: Markedet lader dig aldrig i fred.
Hvad er der så på skærmen og vil den forlokkende stemme så? Selvfølgelig gøre opmærksom på et eller andet produkt man kan købe. Det kan være mere eller alternativ benzin. Det kan være mad eller ferie eller hvad fanden ved jeg. Skærmen understreger under alle omstændigheder markedets anden funktion: Intet salg uden muligheden for et mersalg.
Tredie og sidste funktion er næsten den mest brutale. For når stemmen har henvendt sig og produktet er præsenteret, så kommer den dejlige og hypnotiske musik flydende for at skjule alle de snurrende tal og luderagtige tilbud man er omgivet af. Musikken pakker så at sige et ellers ret regulært og rustikt forbrug ind i en lækkerhed, det ellers aldrig tidligere har rummet. Og dette nylækre forbrug mister man nådesløst forbindelsen til i samme øjeblik man slipper aftrækkeren på pistolen og parkerer den i dens dertil indrettede. Det vil altså sige, at man straffes for ikke længere at være en potentiel kunde; man udelukkes fra muligheden for at forbruge. Og det sker så skarpt og brutalt som en halshugning. Er du færdig med os er vi da osse færdige med dig. Nu har vi suget alt hvad vi kan og blæst alt hvad vi har, hhv. op af pungen og ind i hodet på dig, og nu er det slut. Musikken fader da ikke, stemmen siger da ikke farvel og man står så der tilbage med impotent slange og frygter man aldrig mere bliver lukket ind i varmen. Hvis ikke du forbruger falder verden fra, og du står fortabt tilbage.
Heldigvis har du nu benzin på din bil og kan køre væk fra det elendige landevejs- og identitetsrøveri lige så længe det skal være, indtil du står der igen. ESSOfos reerected.
Etiketter:
busser og biler,
forbrug,
musik,
paranoia,
penge,
Slavoj Zizek
søndag den 16. juni 2013
ET MIT-EGET-BLIK-BLIK
En morgen på vej til arbejde i min bil, ser jeg en rød varevogn i den modsatte side af vejen. Den har ingen mærker eller navn på siderne. Den er beskidt og en del år gammel. Den har samme farve som en falmet ordbog. En Toyota HiAce vil jeg tro.
Den holder oven på den rabat, der ligger mellem landevejen og cykelstien. Der er skov på varevognens side. På min side løber varmerørene, og bag dem ligger golfbanen.
Da jeg er kørt forbi kan jeg se, at både bagsmækken og skydedøren står åbne. Der er både lyst og mørkt i rummet. Jeg kan ikke se, om der ligger noget inde i bilen, men det vil der gøre.
For lige før jeg passerede bilen, får jeg et glimt af en mand i røde overalls med lysende sikkerhedsstriber på. Han holder en ung buk i dens bagben og opsatser, så forbenene stritter låst og hjælpeløst op i luften. Han kigger ikke på bilerne, der kører forbi.
For lige før jeg passerede bilen, får jeg et glimt af en mand i røde overalls med lysende sikkerhedsstriber på. Han holder en ung buk i dens bagben og opsatser, så forbenene stritter låst og hjælpeløst op i luften. Han kigger ikke på bilerne, der kører forbi.
Det er især farven jeg kan genkalde mig. Den var nærmest gylden. Måske fordi pelsen er så ny på denne tid af året.
Jeg tænkte det kunne være mig.
Etiketter:
arbejde,
Bare døden,
blik,
busser og biler,
dyr,
død,
natur,
skoven,
trafik,
øjemennesker
lørdag den 30. marts 2013
HVAD SKAL BILEN HEDDE?
Autoimmun
Jeg er med garanti ikke den eneste, som har bemærket den til døden kedsommelige tendens til at navngive biler med navne, der ender på -a (helst), -o (gerne) eller -i(s) (ældre, sjældnere). Men hvor kom de fra og hvorfor?
Historisk set skifter vokalen måske omkring Capri'en og Cortina'en, eller måske bliver det for alvor synligt med japanernes massive ankomst - hvor lyden jo spores ind i selve fabrikkens navn (Mazda, Toyota)? Volvos egennavn kan dog også spille med her. Men jeg antager helt uden at kunne underbygge det, at en af hovedårsagerne til vokalendelserne må komme fra Italien - eller latinen. Jeg ved godt det er en eurofascistoid tankegang, men udover at insistere på et teknologisk patent, er der også både et fællessprogligt gen, og så de latinske verbers evne til at fange bevægelse og rul. Der ligger nok også en slags logik i, at man henter sine navne i det sprog, der har bestemt, at det hedder et automobil.
Latin eller ej - mange af navnene lyder jo mere end de betyder. Fordi den vokale udgangslyd åbenbart er blevet en tvangstanke hos producenterne, ser (hører) vi flere og flere anstrengte og tåbelige eksempler som Piccanto, Verso og Multipla, der nok kan signalere en betydning, men mere bliver et miskmask af dumme ord på gaden, man (fordi man har en mild litrafagi) hele tiden skal læse og tage stilling til.
Det kunne være forfriskende med en Ford Sumo, en Fiat Psycho og en Opel Mega. For ikke at tale om om den nye Toyota Vagina.
Synes man om denne flig af sprogbrug og iøvrigt godt om køretøjer er der meget mere her:
søndag den 24. marts 2013
UPi RØVEN
Ortografisk imperialisme
Man har bemærket et nyt automobil på vejene. Den hedder up! Og selvom KIA Cee'd vel teknisk set var først, så er brugen af tegnsætning dog så meget mere åbenlyst provokerende hos Volkswagen-modellen. Nu er der både det ene og det andet at sige til denne omsiggribende ortografiske imperialisme, som up! er seneste eksempel på (andre kunne være ARoS, iPhone, apollo …).
Det ene: Jeg bliver lidt forstemt over at kunne genkende den elskede avantagarde, som den så ud hos futuristerne, surrealisterne og dele af modernismen i disse sprogligt grafiske eksperimenter - som jo netop ikke er hverken eksperimenter eller avantgarde, men simpel markedsføringsteknik. Kan hænde nogle af futuristerne synes om det på bagsmækken af en bil, men jeg synes der er noget virkelig sørgeligt over at se avantgarden ende i kølemontren frem for museummernes ditto.
Det andet: Jeg bryder mig ikke om at reklamere for nogen eller noget i hverken den ene eller den anden praksis. Og når det kommer til hvad jeg kan og vil sige, så kræver jeg min frihed - og jeg kræver bogstavernes med. Det kan ikke være meningen, at visse egennavne pludselig også gør hævd på om jeg skal stille det ene eller det andet bogstav efter hinanden, når jeg skriver realplayer og acer. Det betyder jo at de styrer mit sprog, og så er der ikke langt til sprogpolitik, som vi har set det i tidligere gustne historiske perioder.
Og hvad angår up! i særdeleshed dette: Som automobil befinder man sig altid allerede i et ret velordnet og reguleret semiotisk system, hvor tegngivning ikke bare er afgørende, men i visse situationer kan være livsvigtig. Og her kan det ikke nytte noget at man kommer med en påstand om at man altså er lidt mere bil end andre biler - hvad jeg ikke kan opfatte udråbstegnet som andet end. up! her kommer jeg! up! hold afstand! up! ich bin ein besserer Auto als DU! Den slags tegngivning tolereres ikke i mit trafikale alfabet.
-
Just hjemkommet fra Wien (hermed anbefalet) dette billede:
-
Just hjemkommet fra Wien (hermed anbefalet) dette billede:
som udover at vise skønheden ved det kønnede sprog, også er et eksempel på en autoriseret brug af store og små bogstaver i det samme ord. I Wien gør man det for ikke at henvende sig specifikt til nogen af kønnene - eller rettere, for at undgå altid at tale mandens sprog.
onsdag den 12. september 2012
ET AFGØRENDE SPØRGSMÅL I ALLE TIDERS HISTORIE
Pligten kalder, men hvad kalder vi pligten?
Tænker De nogensinde over, hvad der får Dem op om morgenen? Det gør de måske nok - men har De nogensinde tænkt over, hvad der fik deres forfædre op om morgenen? Hvem var den første, som ikke sov til han vågnede - men faktisk besluttede sig for at stå op, fordi han eller hun skulle nå at have noget ud af dagen? Og hvad var det som var så vigtigt? Det jeg eftersøger er et billede af et forhistorisk menneske på vej til arbejde.
Selvsagt er vi nødt til at acceptere en præmis om at historie (tid) er en sammenhængende størrelse, og der i den forstand ikke er nogen forskel på mig (Dem) og hulemennesket - hvis det da var et hulemenneske, som var det første menneske, der stod op om morgenen.
Jeg ved godt det er et åndssvagt og umuligt spørgsmål, men forleden morgen følte jeg mig så frygtelig ensom på vej til arbejde. Ensom og i tvivl mit refleksive, ureflekterede morgenritual alene var indpodet i denne min egen tid - eller om jeg også stod op og gik på arbejde, fordi det var blevet en del af den menneskelige gerning?
Vi snakker disse dage og aldre meget om det primitive hylster vore moderne hjerner er fanget i - her var måske for en gang skyld tale om en omvendt vinkel på sagen: Er det sådan, at fordi menneskeheden siden Arilds tid er stået op og gået på arbejde, at incitamentet er blevet en naturlig del af vores godmorgenfeber? At der her er tale om, at den primitive (nyttigt idiotiske) hjerne helt uden omsvøb hiver den noget tungere og egentlig ret-på-madras-agtigt-assimilerede moderne krop ud og i sving?
Det er jo ikke fordi det gør livet og morgenen nemmere for nogen eller Dem eller mig. Men jeg kan ikke slippe tanken om ham der tænker han må op for første gang i historien. Hvad skulle han nå? Og vidste han, at han aldrig mere kunne sove længe?
Godnat.
mandag den 27. august 2012
THE MEDIUM IS THE MESSAGE
Remedieringsremedier
Følgende tekst indtalte jeg fredag morgen kl. 6:58.
"Jeg står på en mark, lidt uden for Aarhus. Og det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort. Jo, måske gjorde jeg det da var ude og gå en tur, da jeg besøgte min ulykkelige kærlighed på en højskole ved Holbæk for meget længe siden. Men det har ikke noget med sagen at gøre, fordi ... marken er, er så stor og så åben, og egentlig slet ikke et rum, men et landskab. Og det er jo ganske fantastisk at stå i et landskab. Og der er blevet høstet, så det er bare stubbe. Det er det man kan høre, når jeg går og træder ned i de stive og hule rør. Det har en dlanding af den der ... det popper sådan når man træder dem ned, fordi der er luft i dem. Men marken er stor og åben som et rum, man sjældent befinder sig i som et bymenneske - på benene. Man kører gennem landskaberne, men det der sker lige nu, og måske kan man høre det, fordi det summer bagved, og det er selvfølgelig motorvejen, tilkørselsvejen og hovedvejene. Og det der sker lige nu, er at jeg står på marken og kigger ud på trafikken og kan høre trafikken, og det vil sige det er mig der står stille og trafikken der bevæger sig. Det er helt omvendt. Kirkeklokke. Klokken er syv. Landsbykirken ringer klokken syv. I byen ringer de klokken otte. Men rummet er fantastisk. Det er som et hav. Det er helt fantastisk. Ja."
I disse tider taler man meget (!) om remediering, og man kan ligesom ikke blive enige om, hvad det er. Er det versioneringer, genindspilninger, omprogrammeringer, kalkeringer eller slet og ret projektioner?
Så bare for at smide endnu en vinkel på - så er ovenstående vel også en slags remediering. For jeg ville da aldrig nogensinde have valgt at stikke en båndoptager i snotten på mig selv, bare fordi jeg følte mig lidt filosofisk / antropologisk opstemt, hvis ikke jeg 1) havde hørt X antal fremragende radioreportager på P1 (hermed anbefalet) og 2) havde en båndoptager lige ved hånden.
Remediering er altså også - og det er det nye - en helt personlig erkendelse gennem et medie, alternativt en medieret genre, som gør refleksionen eller selvfølelsen stærkere. I den forstand kan vi nu også åbne op for alle de sociale medier som en art remediering af selvet. Hvor man tidligere så at sige selv var medie (lidt i samme stil som de mennesker, der taler med ånder) for sin sjæl, så skal mediet nu faktisk VÆRE et medium, for at sjælen kan finde en form.
Remediering er altså også - og det er det nye - en helt personlig erkendelse gennem et medie, alternativt en medieret genre, som gør refleksionen eller selvfølelsen stærkere. I den forstand kan vi nu også åbne op for alle de sociale medier som en art remediering af selvet. Hvor man tidligere så at sige selv var medie (lidt i samme stil som de mennesker, der taler med ånder) for sin sjæl, så skal mediet nu faktisk VÆRE et medium, for at sjælen kan finde en form.
Yderligere vil jeg vove den påstand, at teknologien har næret og faciliteret dette ønske helt ublu på det seneste, fordi alle nu har adgang til de medier, der tidligere var ekslusive medieringsremedier.
Jeg ved ikke om dette er godt eller skidt eller blot et faktum. Men det føltes meget fint at stå der på marken som en anden åndfuld radioperson(lighed).
Jeg ved ikke om dette er godt eller skidt eller blot et faktum. Men det føltes meget fint at stå der på marken som en anden åndfuld radioperson(lighed).
onsdag den 2. november 2011
Et Herman Bang-blik
Et sted i Max Kestners film 'Rejsen på ophavet' (hermed anbefalet) siger han om stjernerne, at det blik vi kaster på dem er et blik tilbage i tid - helt tilbage til før der var noget, der hed tid, fordi stjernernes lys er meget ældre end vi nogensinde bliver eller kan forestille os, for den sags skyld. Princippet findes i mindre form i de blikke Herman Bang kastede, eller nok nærmere faldt i, på sanatorier, togstationer og i byens vrimmel. I et koncentreret øjeblik - som vi gerne kan sammenligne med der, hvor en stjerne slukkes - så han ikke bare ind i sjælen på mennesket, men hele vejen ned langs linien af levet liv for dette menneske. Et liv der møder ham så klart og svimlende, at han kan drukne sig i det, og undfange en hel virkelighed komplet med skærmbrædder, tørrede blomster og hoste derfra. Det er ikke sådan det er svært at forstå, at det sker - og da slet ikke for et følsomt og nervøst menneske som Bang. Men hvad ér det der sker? Hvad er det, der får det til at ske? Et det 'scenen'? Er det fordi det menneske han har set, faktisk har forsøgt at kommunikere med ham? "Er det bare et spejlbillede?" skriger biografisserne vredt?
Uden sammenligning, hvor det er upassende og ulækkert at gøre det, oplevede jeg forleden aften, hvad jeg tror var et Herman Bang-øje-blik. Og jeg kan konstatere følgende i relation til de just stillede spørgsmål: INGEN betragtede mig. Jeg kunne på INGEN måde genkende mig selv i scenariet. Og der SKETE for så vidt egentlig slet ikke noget. Men det jeg så, var så uafvendeligt virkeligt og i værk, at ... ja, at jeg netop kun kunne betragte og betænke.
Fra venstre side i bus nr 13 på vej ind mod byen for at spise en middag med min gode ven med Four Tet meget højt i ørerne, ser jeg først tilfældigt, så helt fokuseret og ublu ind i en rød Peugeot 106, der nærmest triller ved siden af bussen, lidt i samme tempo, så langsommere, så op igen. Inde i bilen, på passagersædet ligger en ung mand med lukkede øjne. han ligger, fordi sædet er vippet bagover. Ikke helt, for han har noget af det der leddeløse udtryk, man har, når man sover siddende i tog fx. Han er syg. Ikke bare denne aften. Han er helt klart i et sygdomsforløb - som virker ekstra grusomt, fordi han er ung - måske 27 - fordi han er tynd og bleg i sit ansigt, og så fordi han har et tæppe over sig. Kombinationen af tæppet og søvnen og feberen i den lille bil på Søndre Ringgade er et voldsomt syn, fordi det er så skrøbeligt og intimt, og så lige for mine øjne. Men sønnen er et billede. Ikke statisk, men et billede af noget, jeg reagerer på nu og her. Historien sidder ved siden af.
Det er en mand, der er væsentligt ældre end den unge mand. Omkring de 60. Strikketrøje, gråt skæg, stålbriller. Det er hans far. Og selv om hans ansigtsudtryk primært skyldes, at han fører bil og skal koncentrere sig om trafikken - blandt andet den store bus på hans højre side, som hele tiden bølgende bevæger sig i udkanten af hans blik - så fortæller det også hele historien om dette gamle liv, der nu på - hvad ved jeg - syvende år, kæmper for at skærme og varme det unge skrøbelige liv, han har vakt i sønnens krop. Hans optrukne skuldre, hænderne på klokken 10 og 2 på rattet, kroppens foroverbøjede holdning så træt og tung som en hængeklippe. Det er ham der har trukket tæppet op over brystet på drengen og forsigtigt lukket døren i den lille bil, og igen kørt mod hospitalet eller skadestuen. Med kræfter han ikke længere har, men alligevel kan hente ud af sønnens tomme hylster, som endnu en menneskelig tryllekunst i kampen for livet, der måske har været slut længe.'
Jeg har altid opfattet Herman Bangs blik som et empatisk blik. Det er det nok også - men jeg tror nu også det er nysgerrigt og nøjeregnende. Måske endda lystent. Fordi øjet er så suverænt og potent et redskab.
Uden sammenligning, hvor det er upassende og ulækkert at gøre det, oplevede jeg forleden aften, hvad jeg tror var et Herman Bang-øje-blik. Og jeg kan konstatere følgende i relation til de just stillede spørgsmål: INGEN betragtede mig. Jeg kunne på INGEN måde genkende mig selv i scenariet. Og der SKETE for så vidt egentlig slet ikke noget. Men det jeg så, var så uafvendeligt virkeligt og i værk, at ... ja, at jeg netop kun kunne betragte og betænke.
Fra venstre side i bus nr 13 på vej ind mod byen for at spise en middag med min gode ven med Four Tet meget højt i ørerne, ser jeg først tilfældigt, så helt fokuseret og ublu ind i en rød Peugeot 106, der nærmest triller ved siden af bussen, lidt i samme tempo, så langsommere, så op igen. Inde i bilen, på passagersædet ligger en ung mand med lukkede øjne. han ligger, fordi sædet er vippet bagover. Ikke helt, for han har noget af det der leddeløse udtryk, man har, når man sover siddende i tog fx. Han er syg. Ikke bare denne aften. Han er helt klart i et sygdomsforløb - som virker ekstra grusomt, fordi han er ung - måske 27 - fordi han er tynd og bleg i sit ansigt, og så fordi han har et tæppe over sig. Kombinationen af tæppet og søvnen og feberen i den lille bil på Søndre Ringgade er et voldsomt syn, fordi det er så skrøbeligt og intimt, og så lige for mine øjne. Men sønnen er et billede. Ikke statisk, men et billede af noget, jeg reagerer på nu og her. Historien sidder ved siden af.
Det er en mand, der er væsentligt ældre end den unge mand. Omkring de 60. Strikketrøje, gråt skæg, stålbriller. Det er hans far. Og selv om hans ansigtsudtryk primært skyldes, at han fører bil og skal koncentrere sig om trafikken - blandt andet den store bus på hans højre side, som hele tiden bølgende bevæger sig i udkanten af hans blik - så fortæller det også hele historien om dette gamle liv, der nu på - hvad ved jeg - syvende år, kæmper for at skærme og varme det unge skrøbelige liv, han har vakt i sønnens krop. Hans optrukne skuldre, hænderne på klokken 10 og 2 på rattet, kroppens foroverbøjede holdning så træt og tung som en hængeklippe. Det er ham der har trukket tæppet op over brystet på drengen og forsigtigt lukket døren i den lille bil, og igen kørt mod hospitalet eller skadestuen. Med kræfter han ikke længere har, men alligevel kan hente ud af sønnens tomme hylster, som endnu en menneskelig tryllekunst i kampen for livet, der måske har været slut længe.'
Jeg har altid opfattet Herman Bangs blik som et empatisk blik. Det er det nok også - men jeg tror nu også det er nysgerrigt og nøjeregnende. Måske endda lystent. Fordi øjet er så suverænt og potent et redskab.
Abonner på:
Opslag (Atom)












