Viser opslag med etiketten argumenter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten argumenter. Vis alle opslag

søndag den 8. marts 2026

FOLKETINGSVALG I POETENS HODE 08.03.26


















de taler om vand

de taler om valg

og ødelægger begge dele

ved at lade fejltagelser

være argumenter

for at gentage dem


at tingene var værre i gamle dage

er årsagen til det ser ud som det gør i dag



søndag den 20. juli 2014

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Markedsorganismer






















Når man afbilleder en nøddeskal på den appetitvækkende forside af morgenmadsproduktet, tror man så det virker mere salgsfremmende, eller er det måske af pædagogiske årsager? Min første association er betingelsesløst fornemmelsen af ikke at have fået sorteret skallen fra, når man hæmningsløst gnasker på kernen. I sig selv er det misforstået at bruge skallen som et slags argument for råvaren og/eller friskheden, da enhver ved at en frisk nød ikke ser sådan ud og at dens indpakning er lige så interessant som rugbrødets pose. Det ligner glemsomhed.



















Flere morgensmadsprodukter (antager de optræder så ofte da man især om morgenen er opmærksom på den sure måde): Når Kellog’s annoncerer med det sloganagtige ‘the original and best’ og i deres kampagner og branding bygger det på selveste hr Kellogs egen(hændige)  underskrift … er der så ikke noget paradoksalt i at lige præcis dén underskrift vi ser på æskerne vel er ‘forfalsket’ (trykt) i et omfang så astronomisk, at det ikke længere kan sige at være en underskrift vi ser?



















Til en bestemt pakke pålægschokolade bekendtgør producenten stolt, med et classy lortebrunt segl, at der er anvendt 125 kakaobønner! Men hvor mange er dét? Det kunne for så vidt være alt for få, hvis man vil tale om egentlig chokolade. Hvor skal man vide det fra? Kunne man bede om en angivelse man kan forstå - fx gram, eller endnu bedre en sammenligning?












Fandt dette logo på min (såkaldte) topmadras (man har givet valgt dette navn for ikke at rode sig ud i en lidet salgbar madrasmadras). Jeg tillader mig at tvivle på Jysk har et forhold til andre drømme end dag-ditto. Overvej hvor ofte De vågner op og har drømt en livgivende og vitaliserende drøm … endsige bare en harmløs. Jeg taler ikke imod drømmes relevans eller måske endda indsigtsgivende karakter - jeg taler imod en anvendelse af ordet ‘dream’, når det retteligen handler om ‘sleep’. På den vis er dette sidste eksempel klassisk for markedets latterligste argumentation: Man sælger noget ved hjælp af noget andet som slet ikke er relevant for varen.


Sov godt og velkommen på morgenskafottet.

onsdag den 26. marts 2014

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER




















Kan hænde det er at sætte tingene på spidsen, men for mig virker der selvmodsigende af have specialbutikker for alle. Risikerer man ikke at ens butik bliver væk blandt alle de andres? Eller endnu værre, at butikken slet ikke er særlig speciel, når alle kan handle i den? Eller at en stor del af alle vil stå skuffede tilbage, fordi der alligevel ikke er en butik med lertøj eller læder ditto.
Tanken bag skiltet har nok været, at man ville reklamere med butikker med et særligt udvalg af varer, modsat de supermarkeder man ofte ser i centre. Men det gør stadig ikke butikker til kæledyr, bog- og ostehandlere relevante for alle. Er man stedkendt vil man vide supermarkederne sådan set også er der. Og nok ville være bedre tjent med at stå på skiltet. 
Supermarkeder for alle. Specialbutikker til dig!
Kunne der have stået.

torsdag den 7. marts 2013

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER


Fordi, fordi, fordi!

Herunder to karakteriserende åndssvage argumenter for at købe produkter. 



Det ene argument ('Made to go' - trykt på en pose til brød fra Se7en e11even) udmærker sig ved en utrolig enfold. At argumentet for at indkøbe dette brød er, at det er fremstillet for at blive taget med (ud af butikken) er så dumt, man ikke kan forestille sig et dårligere. Det skulle da lige være en tro på, at hvis vi blot siger det smerteligt evidente på engelsk, så er der ingen der tænker over det - nåh nej, det er det de har gjort. Det ville være to grader mere interessant, hvis man sagde man nødigt ville sælge sit brød, fordi det næsten var for godt til det - men den er set før (Riberhus, Volkswagen) - og vi ved godt det ikke passer. Så tror jeg faktisk jeg ville foretrække påskriften "Bagt for at du skal købe det." Der er noget klædeligt over det ærlige … men det er stadig ikke specielt overbevisende. 

Det andet produkt udmærker sig ved en løgn. Nu er løgne - eller skal vi kalde det eufemismer, for ikke at få juridiske problemer - ikke ligefrem en ny disciplin i markedsføringssammenhænge, og man kunne uden vanskeligheder påstå, at kerneydelsen i al reklame og marketing er gendigtning. Men jeg synes nu alligevel, at begrebet 'Frisktappet' er lige frisk nok, når det står på en karton, som tydeligvis ikke er i nærheden af en tap. Javel, man kan mene at det er en eufemisme, der skal forklare det 'ikke er særlig længe siden' mælken blev spulet ned i pappet, med et ord er altså et ord. Og 'frisktappet' kan ikke gælde for noget produkt påstemplet en produktionsdato. Det ville klæde Onkel Arla med en tilføjelse som 'oprindeligt' eller 'på et tidspunkt' - men så falmer incitamentet ligesom. På den anden side, hvem forventer (eller ønsker) en anden mælk end den sædvanligt tappede?

Med i pakken en tredie yndlingsaversion:



Hvad fanden skal de flag foran, rundtom, ovenpå og ud fra bygninger?! Når man først een gang har opdaget vor latterlige de ser ud - hvad man gør, når man prøver at forstå, hvad de vil men ikke kan (de vil signalere styrke, klasse og magt, men signalerer i stedet en barnlig, højtråbende og nærmest fiktiv selvdyrkelse), så bliver de en kilde til evig irritation, fordi de er så unødvendige. Der står et hus med et navn på, på den grund der er Jeres! Hvad tror I vi tænker, når vi ser alle de stænger og duge? Uha! Et ganske særligt hus står her på denne grund! Er det en bank gør det INGEN forskel på om jeg vil benytte mig af den. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at drejer det sig om et supermarked eller en tankstation, så virker de faktisk modsat på mig. At Shell fører sig frem på korstogsmanér frister mig ikke ligefrem, når jeg bare skal have noget benzin til at udføre min daglige dont på.
Der er noget håbløst forældet og misforstået over deres symbolik, som går fint i spænd med de to ovenfor anførte åndssvage argumenter.