torsdag den 7. marts 2013

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER


Fordi, fordi, fordi!

Herunder to karakteriserende åndssvage argumenter for at købe produkter. 



Det ene argument ('Made to go' - trykt på en pose til brød fra Se7en e11even) udmærker sig ved en utrolig enfold. At argumentet for at indkøbe dette brød er, at det er fremstillet for at blive taget med (ud af butikken) er så dumt, man ikke kan forestille sig et dårligere. Det skulle da lige være en tro på, at hvis vi blot siger det smerteligt evidente på engelsk, så er der ingen der tænker over det - nåh nej, det er det de har gjort. Det ville være to grader mere interessant, hvis man sagde man nødigt ville sælge sit brød, fordi det næsten var for godt til det - men den er set før (Riberhus, Volkswagen) - og vi ved godt det ikke passer. Så tror jeg faktisk jeg ville foretrække påskriften "Bagt for at du skal købe det." Der er noget klædeligt over det ærlige … men det er stadig ikke specielt overbevisende. 

Det andet produkt udmærker sig ved en løgn. Nu er løgne - eller skal vi kalde det eufemismer, for ikke at få juridiske problemer - ikke ligefrem en ny disciplin i markedsføringssammenhænge, og man kunne uden vanskeligheder påstå, at kerneydelsen i al reklame og marketing er gendigtning. Men jeg synes nu alligevel, at begrebet 'Frisktappet' er lige frisk nok, når det står på en karton, som tydeligvis ikke er i nærheden af en tap. Javel, man kan mene at det er en eufemisme, der skal forklare det 'ikke er særlig længe siden' mælken blev spulet ned i pappet, med et ord er altså et ord. Og 'frisktappet' kan ikke gælde for noget produkt påstemplet en produktionsdato. Det ville klæde Onkel Arla med en tilføjelse som 'oprindeligt' eller 'på et tidspunkt' - men så falmer incitamentet ligesom. På den anden side, hvem forventer (eller ønsker) en anden mælk end den sædvanligt tappede?

Med i pakken en tredie yndlingsaversion:



Hvad fanden skal de flag foran, rundtom, ovenpå og ud fra bygninger?! Når man først een gang har opdaget vor latterlige de ser ud - hvad man gør, når man prøver at forstå, hvad de vil men ikke kan (de vil signalere styrke, klasse og magt, men signalerer i stedet en barnlig, højtråbende og nærmest fiktiv selvdyrkelse), så bliver de en kilde til evig irritation, fordi de er så unødvendige. Der står et hus med et navn på, på den grund der er Jeres! Hvad tror I vi tænker, når vi ser alle de stænger og duge? Uha! Et ganske særligt hus står her på denne grund! Er det en bank gør det INGEN forskel på om jeg vil benytte mig af den. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at drejer det sig om et supermarked eller en tankstation, så virker de faktisk modsat på mig. At Shell fører sig frem på korstogsmanér frister mig ikke ligefrem, når jeg bare skal have noget benzin til at udføre min daglige dont på.
Der er noget håbløst forældet og misforstået over deres symbolik, som går fint i spænd med de to ovenfor anførte åndssvage argumenter. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar