TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER: OPERATIONEN LYKKEDES, MEN PATIENTEN DØDE

Det er et vigtigt men, det der. For den samme sætning uden men, kan give en noget anden betydning. Det er imidlertid ikke til at se, hvilken, der er den rigtige så at sige. 

 

Hvis vi tager idiomet i sit mest udbredte version - altså med men’et - bruges det almindeligvis kritisk-sarkastisk om sammenhænge, hvor mennesket bliver overset, kørt over eller rent faktisk slået ihjel af ‘operationen.’ Operationen kan være så meget, men er i store træk det man vil kalde systemet, staten, bureaukratiet eller noget andet teknokratisk-despotisk. Og i de sammenhæge kan det sådan set være alt fra fint nok til nødvendigt med lidt ironi eller skru i de hverdagslige vendinger, når man har mødt og stødt sig på det. 

Udsagnets etymologi henlægger bemærkningen til en operationsstue på et hospital, og der virker det også oplagt med galgenhumor, omend det ikke er for svage eller evt. pårørende sjæle. Det betyder så, at analogierne til andre kuldsejlede projekter skal understrege, at man er kritisk overfor en unødvendig eller alt for omstændelig proces i skikkelse af bedrevidende og instrumentalistiske kirurger og overambitiøse kolde videnskabsmænd. I andre fx bureaukratiske sammenhænge taler vi så om bedrevidende og instrumentalistiske embedsmænd … eller nyttige idioter, som det ser ud udefra. 

Det smukke ved talemåden er selvfølgelig, at den på en måde parodierer - som det hedder, når man arbejder med replikker - udsagnet, som det ville være sagt, konstaterende, men i overensstemmelse med sandheden, af dén involverede part, som ikke døde naturligvis. Det gør den ekstra skarp og ekstra opmærksomhedskrævende. Lidt som med “Derfor ikke”-kommentaren, som jeg må skrive om en anden gang

. 

Talemåden uden med: Operationen lykkedes - patienten døde, fremtræder nu enten som en stramning af anklagen for magtmisbrug eller semantisk mere oplagt, at man havde til hensigt at slå patienten ihjel. Og så ender vi igen i det paradoksale felt, for hvilken operation har til hensigt at slå en patient ihjel? En patient vel at mærke. Hvis det var en stikker eller en diktator eller bare fjenden, så var det jo fint nok, men så var operationen jo heller ikke den slags operation vi har talt om tidligere. 

Spørgsmålet et således ikke overraskende, hvor meget metaforen i talemåden kan holde til. Kan en patient sidestilles med en medborger eller også med en fjende? Som man måske kan fornemme ligger udfordringen i parodien; det at talemåden er lagt i munden på en karakter og ikke den person, der anvender talemåden. 

Flere talemåder er faktisk parodier eller vandret ind via citater (Forholdene i jernindustrien, Du kan sagtens narre alle folk noget af tiden, Man har et standpunkt til man tager et nyt) og det kan nogle gange give et godt hint til, hvordan man skal udlægge dem - men her er citatet enten en slags koncentrat eller anonymt. 

Jeg hælder selv til versionen med men’et, fordi den stadig har det absurde og kyniske og overgrebet i fuldt omfang, og med men’et får den halt klassiske uempatiske tone med, man nogle gange kan opleve i sammenhænge og sammenstød med store operationer som banker, kommuner og parkenringsselskaber. 

Håber De overlever til vi mødes igen. 

Ordnet

Politiken overskrift

The Big Apple (etymologisk ordbog)

FERIEREMINDER

kører gennem plantagen

på svigerfars Union

kroppen har led 

og muskler

der vokser

ind i stellet

kædekassen holder på vores hemmelighed

at

jeg ikke kan høre forskel

på cyklen og

fuglenes piben i træerne

for

de er lige gamle

og

havet venter under stien

11.03.23 - MAGRITTERUTEN, RISSKOV (DET UNØDVENDIGE FORBUD)

Det var min arm. De glemte min arm. Hvor skulle de hen med det blik, den hån, forsvinde og sætte mig fast. Her. Træsoldat uden slynge, uden gråd. Mine tanker er dræn og mine ben er forankret. March på slaget. 

Det er måske noget at det mest magrit-esque jeg har set. Det vil sige, hvis det kunne omsættes til maleri. Sammenstødet mellem materialer som er de samme og så helt forskellige. Det er på mange måder et trist fotografi. Jeg bliver altid trist af at se på det. Skruen. Historien. Det unødvendige forbud (også en Magritte-titel), for man kan jo bare gå udenom. 

28.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Huset drømmer om huset. Det er ikke sandt. Det er drømmen der huser livet. Går forbi og undres over at se det byggede stå som skrift, varsel, sandhed i sten. Det er varmt og gennemblæst af vinterens arme. Et måneur, en projektion, en etage dybere. Rummet byder sig til som fortælling. 

Der er noget naturvidenskabeligt i at lyset skal bøje de skygger og at nabohuset - som modsat det andet jo findes - må tage dem til sig som en slags historie eller dokumentation for sin egen historie: Også det voksede op omringet af stilladser og projektører. Også det blev til i teknik og statik. 

TID TIL OPDRAGELSE - TID TIL OPDAGELSE

Man taler så meget om at forældrene skal opdrage mere og bedre, at der kommer så mange problemer fra den manglende opdragelse. Senest hørte jeg det fra Frankring, hvor der blev appelleret til forældrene til de unge mennesker, der laver optøjer og konflikter med politiet. Hjemligt nævnes den manglende opdragelse igen og igen især i forbindelse med skærmbrug, men også når talen falder på mobning, alkohol, inklusion og jeg havde nær sagt demokrati. Forældrene skal altså også på banen, lyder det typisk, når  problemstillinger eller kriser og diverse politisk motiverede sanktionsmuligheder eller lovgivninger har været vendt. Kan man sige det sådan, at det lyder til at den hegemoniske diskurs ikke alene hælder til at der foregår for lidt opdagelse i hjemmene, men jo også at den kan gøre en forskel? Men har nogen gjort sig ulejligheden med at undersøge, om det overhovedet er muligt eller endog ønskeligt at opdrage børn i dag?

Disclaimer: Jeg tænker og skriver som forælder, skolelærer og moralist. Stop her, hvis ikke du vil opdrages på.

Tabet af sund fornuft er en af de helt store katastrofer i udsynet fra de frelstes grundfæstede borg. Hvordan kan de unge dog undgå at vide, hvad der er almindeligt kendt og accepteret. Hvorfor er de dog ikke bedre til at drikke mindre, læse op på tingene, være bevidst om kausalitet, gennemskue kapitalismen, forstå at man høster som man sår, ligger som man reder, får løn efter fortjeneste?! Nu må forældrene se at komme på banen!

Det sproglige fraset (som mange år som sproglærer har lært mig er så flygtigt og sårbart, at man ikke skal forvente selv personer over tredive ved, hvad snusfornuft er), så er sund fornuft ikke noget man opdrager sine børn med eller til. Det er noget man oplever sammen med dem eller udsætter dem for, og oplevelser er ikke, hvad de har været. Hverken i omfang eller karakter. Den fælles refleksion (mesterlæren) ej heller. Oplevelser skal helst være overskuelige, afmålte, perfekte og æstetiske. Ikke uventede, besværlige, korte (eller alt for lange), mystiske, usynlige og udenfor kategori. Ferier, hvor oplevelser jo oftest forekommer er til hygge og velvære. Afstresning og hvis der et tale om stressning eller udfordringer, så er de stadig kontrollerede, betalte på forhånd og med aftalt sluttidspunkt. Der er ikke oplagte benspænd, hvor der skal vurderes eller planlægges om igen. Ingen sjusning, ingen trial and error, ingen anden vej. 

Familien er det vigtigste. Det siger alle, der har en som de er glade for (der er markante undtagelser - også flere end man kan bagatellisere dem - men i denne sammenhæng er det diskursen, det handler om, så tilgiv mig). Der er ingen, der siger der er noget vigtigere end den - om det er børnene, konen, kæresten, mor og far og slægten fristes man til at frygte. Intet arbejde, karriere, kald eller nogen pligt er vigtigere end den. Så selvfølgelig skal der ikke kastes grus i den. Selvfølgelig skal vi kunne være sammen og hygge. Bare være og vide, der ikke er noget, der kan eller skal forstyrre os i vores trygge, veludviklede harmløse samvær. Der er jo ikke tid til det i det daglige. Det er i ferier og fritid vi gør afbigt for det travle liv i skoler, på job og med interesser. Vi skal ikke lære nye ting om os selv og hinanden. Vi skal ikke teste teorier eller reaktionsmønstre, vi skal ikke fare vild eller bliver uvenner. Vi skal bare være på det udviklingsstade vi nu engang er på - for familien er det vigtiste og det vigtigste må ikke være det værste. Det værste er her den uvidenhed og usikkerhed, der fører til at fornuften skal aktiveres. Vi har ikke tid til ikke at have det godt, når vi har så travlt med at kunne have det godt, når vi har fri. 

Opdragelsen stopper når børnene kan klare sig selv, kan man sige. Faktisk er det nok blevet (se også flertalsmisforståelser) den bedste opdragelse - og dér den såkaldt sunde fornuft er endt - at man selv skal finde ud af det, gøre det, leve det og være det, og når så man er hjemme, så skal der ikke arbejdes med bedømmelser, evalueringer og forsøg. Det er hele verden jo fyldt op med. Men pottetræning, gode manerer, syntaks og hygiejne er ikke 1:1 = sund fornuft. Der er overlap, bevares, men sund fornuft florerer først og fremmest i socialt samvær og interaktion med en uterlig fysisk omverden, der ikke gør eller er det man forventer. Den stiller krav, den brænder, den vender ryggen til en, den giver kvalme og stiller gåder. Den går ikke til tiden og den tager din tid. Dét besvær er opdragelse. Det besvær skal man som forælder og familie omfavne. Der er endda også chancer for vi forældre kan lære noget og blive opdraget lidt og modsat den selvforvaltende opdragelse er den bedste opdragelse den, hvor man kan se, hvad sund fornuft er in vivo hos nogen, der prøver sig frem.

Jeg skal undlade er folde konsekvenserne ved at overlade opdragelsen til det digitale univers, hvor moral og etik er fiktive begreber og fornuft ikke findes som andet end rationaler og strategier ud, men samlet blot pege på, at jo mere vi overlader problemerne til individerne at løse, jo sværere og mere udbredt bliver de. 

Det er med andre ord ikke forældrenes skyld, at børnene mangler opdragelse og sund fornuft. Kun i den udstrækning, at vi har fjernet den del fra fællesskabet ved at presse familierne med arbejde og kår, der ikke levner plads eller lyst til at tage kampene med opdragelsen og eller tilgrænsende dannelsesaktiviteter. At der findes et begreb som kvalitetstid er rammende; for dels peger det netop på, at den tid man har i sin familie med fokus på familien er blevet et koncentrat (som olie, karat eller kunsttryk), fordi der er så lidt af den, men også betydningen af den vigtigste tid, der jo er, at man skal have en dejlig, konfliktfri og hyggelig tid sammen, uden forstyrrelser. Og altså uden opdragelse af børn og forældre.

God ferie.

SOKRATES' DOM

 

Sokrates var avantgarde, og vi ved allesammen, hvad der skete med ham.

René Magritte, 1966

FORTÆLLINGER VERSIONERINGER ANTAGELSER

 

HOMO ERECTUS I BYEN

 Jeg var på gaden igår. Strøget. Sidegaderne. Broerne henover. Skråninger og trapper. Pladser og veje. Fik først øje på deres fødder, som prøvende bar vægten af de svedende og trætte legemer. Derefter fik jeg øje på benene. Hvordan de gik. Nogle vaklede nærmest, andre stampede sig frem. Knæ, der stak ud, drejede ind. Det var meget tydeligt, fordi så mange havde shorts og kjoler på. Bløde upålidelige gummisko gjorde det på en måde endnu tydeligere. De krydsede op og ned ad fortovene og cykelstierne. Fjedrende eller på helt stive ben. Det var som om noget forbød mig at hæve blikket til deres torso. Eller jeg turde ikke. Hele tiden blev jeg draget af de trippende og slæbende stumper, der kæmpede sig vej i solen som kastede endnu mere skæve og forkrøblede skygger under dem. Tynde ben, tykke ben, meget fede ben, ben med senede lægge og hårede ben og helt glatte, næsten glinsende ben. Smukke ben? Lår der krøb ind i store bukseben eller forsvandt i nederdelenes kolde skygge. De så så ubehjælpsomme ud, de ben. Som om de helst ville være fri, men var dømt til at holde mennesket oppe på nogle upraktiske pæle, så deres hoder og hænder ikke kom i kontakt med jorden, asfalten, fliserne og støvet. Det var som om de allesammen lige havde rejst sig og skulle paradere en selvsikker homo erectus i et cirkus, hvor Vorherre havde klædt dem på som klovne og narre og aber i kostumer. Skubbet dem ud i manegen. Som vi kalder byen.

I FREMTIDEN FORSVINDER BILL.......

I fremtiden forsvinder billederne. Der går lang tid før man forstår det er det, der sker, men pludselig en dag er der en person, som mister to på samme dag og fra da af begynder det at gå op for menneskeheden. Det minder på en måde om En fortælling om blindhed, men her ser man det ske.

Forsvindingen gør ikke forskel på, hvor billederne forsvinder fra. Det kan være et billede i en bog, på en hjemmeside eller på et museum. Et fotografi i en tegnebog eller en indrammet børnetegning på en væg. 

De forsvinder ikke som vi dødelige gør, for det materiale, som billedet befinder sig på, bliver nøgent tilbage i sin ubilledlighed, når forandringen har fundet sted. Således står lærredet tilbage som rent lærred, når fx Rembrandts maleri af den fortabte søn er forsvundet og væggen står nøgen tilbage, efter Kains graffiti er væk. Fotopapiret efter fotografiet. Huden efter tatoveringen. Skolebordene efter pikken. 

Heller ikke skærmene kan klare presset og dør ud i elektrisk knitren en efter en, når minderne overgår fra elektronisk til materiel glemsel. Billeder, logoer, gif'er, clipart og videoer forsvinder og efterlader huller på sider, i koder og i biografernes mørke, hvor publikum sidder ensomme tilbage. 

Tegneseriernes historier og de gamle fotoalbums familiære fortællinger. Reklamesøjler, elektriske billboards, varevognenes sider, tøjets print, frimærkernes motiver, bladenes layout, manualernes instruktioner, vejskiltenes varsler, selv de mindste mnemotekniske noter bliver væk og efterlader bare en blank side i notesbogen. Vignetter, arabesker, vævede landskaber og medallioner.

Mure står kun pudsede tilbage. Lofter hænger eller hvælver sig hvide.

Alt, hvad der minder det mindste om billeder forsvinder glimtvis eller flydende som for en sandstorm, der skurer tomhed frem, hvor der før var tanker.

Et sted sidder måske en enkelt anakronistisk billedstormer svimmel af lykke men ude af loopet. Vi andre mærker munde og tanker fyldes med sprog for det tabte og også dengang uudsigelige. Mærker vores øjne og hjerner og alt det vi endnu kan se og forstå som noget der kunne blive til motiver. Selvfølgelig løfter kunstnerne, fotograferne og de kreative pensler, kameraer og blyanterne i protest men ser ikke redskaberne trække så meget som en skygge efter sig. Det er endegyldigt slut med billeder. Det er apokalyptisk og bringer tanker om den straffende gud frem. Et syndefald. Et billedfald. Et slutpunkt.

Selvom verden står tilbage. Bygget af sprog.

HAIKUESQUES 1

parken var lukket da vi fandt den

og låst 

kærligheden gik i stå

minder vristede sig fri 

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - SIDSTE CHANCE

Meget passende lige inden årsskiftet kunne vi kigge på de mange udtryk vi har for ting, der sker eller skal nåes, inden det er for sent. De oplagte som at få det gjort i sidste sekund eller minut, som den sidste chance giver vel sig selv - med den undtagelse, at De næppe har skænket ordet 'chance' en tanke udover, at det lyder fransk og kan bruges på engelsk med samme betydning som indenrigs. Det kigger vi på som den sidste chance. Inden (time)glasset rinder ud og klokken falder i slag ligger vel også inden for den intellektuelle rækkevidde at forstå? Men så nærmer vi os også de mere spegede udtryk; for hvornår er det lige Fanden får sko på og hvad er et faldereb for noget?

Betydningen og brugen af udtrykket "før Fanden får sko på" er ikke en udfordring, for det er simpelthen meget tidligt om morgenen/sent på natten), men hvornår kan man så at sige stå så tidligt op, at man trygt og uskyldigt kan lykkes med hvad forehavende man måtte have? For slet ikke at pege på den paradoksale situation, at Fanden jo har klove og slet ikke brug for sko! 

Fandens sko peger på, at man altid vare sig for Fanden, for han færdes jo blandt os alle med sko på - han antager som bekendt skikkelser efter behov. Tidspunktet derimod er sværere at gætte, men mit bedste bud er inden klokken tre om natten. På de katolske klostre be'r man de såkaldte tidebønner, og een af dem (Matutin) ligger mellem to og tre og er ikke fast, men bruges som såkaldt vågebøn i forbindelse med særlige begivenheder (i byen eller på klostret), og skal sikre at alt går godt. Så ved visse lejligheder skal man op før Fanden får sko på for at sikre, at alt kommer til at gå glat.

Man når og får sagt meget på falderebet. Det har jeg selv gjort hele mit sprogvoksne liv, men først da jeg nyligt hørte det brugt og tænkte over, at vi var på den af året, hvor man skal nå ting inden det er for sent, gik det op for mig, at jeg ikke vidste, hvorfor man sagde det. Forklaringen er imidlertid enkel: Et faldereb er et reb, der skal hindre man falder. Men hvor man måske umiddelbart ville mene, at reb er gode at snuble og falde over, så er de i vertikal sammenhæng rigtig gode af have. Således vil man kunne se et reb ved siden af den trappe (rebstige), der kastes ned langs skibssiden for at man kan borde eller entre et skib. Det er imidlertid den situation, hvor man forlader - går fra borde - skibet og med hånden på falderebet får sagt den eller de sidste ting man måtte have på hjerte eller finde vigtige, der har givet os udtrykket. Med lidt historisk bevidsthed om tider, hvor sejlskibe dominerede transporten, kan man godt forestille sig de var vigtige ord, de.

Afslutningsvis som lovet et kig på ordet chance, der ganske rigtigt har franske og latinske rødder og egentlig betyder kast eller fald som i terningkast; hvorved den sidste chance netop får det præg af skæbne og tilfældighed vi genkender fra de sammenhænge, hvor vi siger det er sidste chance. For efter det forsøg, den handling, det kys eller det argument, så må andre kræfter råde. 

Dette er med andre ord min sidste chance for at ønske godt nytår - og skulle ønsket ikke nå frem, lykkes det forhåbentligt andre at gøre det i mit sted.

Mere om det besynderlige ord bord

https://gregoriansktidebøn.dk

Disclaimer: I dette opslag forekommer tanker og forklaringer som ikke er autoriseret af andet end snusfornuft, sprogbegejstring og kreativ tankegang. 

DEN SAMME FLOD TIL GANGES

er nu en blivende verden uden anden modstand end hukommelsens

OM MAN SKABER DET || ELLER BETRAGTER DET

LE MONDE D'HIER

SL·ÆG·TERS GANG

STOR GÅDE

DÉT BLIK

Man møder en gammel ven på biblioteket, som får een til at genfortælle og tænke over, om alle de ting, der er sket og man har gjort siden dengang. Og mens man fortæller, står den gamle ven og blinker og misser og har det der drag om munden som kun fortiden kan have, når den en sjælden gang får chancen for at bedømme sin fremtid.

ARKÆOLINGVISTIK

AKT

Vi er aldrig adskilt fra Historien.

SUPERHELTE OG SUPERSMERTER

Disclaimer: 

Dette er en ældre tegneserielæsers tanker. Han bruger superheltenes gamle navne, og har kun set en brøkdel af de sidste 20 års film, hæfter og blade om dem (hvad han for øvrigt har det fint med). Korrigerende kommentarer modtages med glæde.

Deadpool, Dæmonen, De Fantastiske Fire, Jærven - og der er flere, også på skurkesiden, som har opnået superkræfter, fordi de har været udsat for ekstrem smerte. Det ligner en tegnet konvention på linie med, at det kosmiske kan give særlige kræfter (Silver Surfer, Galaktus, Dr. Doom) og at sorg og/eller andre følelsesmæssige traumer også kan booste overnaturlige kræfter (Spiderman, Magneto, Hulk). Det interessante er her, hvad den fiktive styrke siger om opfattelsen af svaghed. For er disse superhelte ikke udslag af at have overvundet smerte, frem for at have bukket under for den? Man bemærker også, at når der udkæmpes kampe i dette (jeg medgiver lidt løst skitserede felt), så oplever man aldrig nogen, på nogen af siderne, der siger, “Av av, nu jeg giver op! Det gør simpelthen for ondt det her.” Der er altid tale om en udmattelse eller (en slags) død. 

Vi er i disse tiders populærkulturelle regime (se også appendix) langt i forståelsen af, at superheltene ikke længere er ideale rollemodeller, men nu også fejler full-scale (nogle gange frivilligt), umoralsk voldsæstetisk og (nogle gange pinligt) korrumperes fornedrende, nøjagtig som vi mennesker, når de konfronteres med verdens magtpolitiske fordærv og senmoderne identitetsproblematikker. Derfor er smerten interessant at tage op, for den er jo i lige så høj grad til stede i den kulturelle dagsorden som ovennævnte dilemmaer. Smerten er - undskyld metaforen - blevet en kamp om sandheder, friheder og rettigheder, som tegneserien ikke har formået at forklare med andet, end overlevelse, og med den en vis overlegenhed. Det nietzscheanske credo om det, der ikke slår en ihjel vil gøre en stærkere, har altid haft det lunt og godt indlejret i tegneseriernes dna. Derfor burde superheltene måske være de første til at træde frem med deres smertende erfaringer. 

Men det er altså aldrig sket. De har højst et lidt besværet, ufrivilligt fatalistisk forhold til den smerte, organisation eller de begivenheder, der har påført dem deres kræfter. For læseren står heltene imidlertid som en slags argument for, at smerten kan føre til overmenneskelige kompetencer, hvis altså bare man udholde den. Og her tænker jeg ikke på at kunne smelte en tank eller standse en lavine. Hvis du kan udholde smerte er du med andre ord en superior. Jeg er ikke den første eller sidste, som påpeger ligheden til samme Nietzsches overmenneske - det gør serierne endda selv i flere sammenhænge, hvor fortællingerne står og vipper mellem billeder på fascistoid afgudsdyrkelse eller etnisk udrensning, men jeg vil gerne være den første til at spørge, hvordan heltene forholder sig til smerte.

Når jeg beskriver smerten som en (kulturel) kamp om sandhed, frihed og rettighed, er det fordi vi i nutidens samfund har svært ved at finde et fælles syn på, hvad smerte er, og om hvor meget indflydelse smerte skal have. Som alt andet er den også til forhandling. Det er ikke en ny diskussion, men den er blevet aktualiseret af både økonomiske og videnskabelige brydninger, som på den ene side betyder, at samfundet kræver mere af dets borgere, og på den anden side pludselig kan dokumentere mere om, hvad borgerne er i stand til at yde.

Men hvis vi så insisterer på at fravriste superheltene et svar på, hvad smerten er, så er den først og fremmest - og naturligvis - paradoksal og kompleks. For den er ofte opstået af et overgreb, en magtbrynde eller en Job-lignende skæbne; altså en slags uretfærdighed, som heltene så kan hæve kræfterne til retfærdighed med. Herunder en legitimering af at kunne bekæmpe alt ondt/smertepåførende; ikke kun den oprindelige smertekilde. Der er altså noget gammeltestamentligt over smertens dynamik. Kan måske ikke overraske, når man betænker, hvor længe siden de første superheltes kapper slog deres folder. Og hvor de gjorde det (USA i 1930’erne). Men det ændrer ikke ved det komplekse - at smertens menneskelighed er faktisk det, der forvandler dem til overmennesker, men det forholder de sig ikke til. Det peger på, at heltene simpelthen ikke interesserer sig for smerten, men kun er optaget af styrken. Hvad der måske også passer godt på deres historiske udgangspunkt, hvor overlevelsen, alt andet lige var tættere på det almindelige liv, end den er i dag. Og hvad der måske også passer godt på, at fremtiden ikke var det samme i gamle dage som i dag. Som i vores folkeviser overvindes smerter og kræfter med stamina, kløgt og heltemod. Selvfølgelig kan man placere svækkelsen som en forudsætning for kraften, men hos heltene spiller det ingen betydning for, hvad, eller om man ser smerten som noget særligt.

Historisk set ved vi, at fra og med serierne kommer i puberteten (60’ene), så dukker smerten faktisk op - men som en eksistentiel smerte ved kræfterne. Der er flere eksempler på, at helten enten længes tilbage til det menneskelige, eller ønsker forvandlingen ikke var sket, men heller ikke dér bliver smerten italesat. Det er kræfternes etik, der pilles i: Hvilken position har overmennesket ved at have disse kræfter? Men her kunne smerten jo have haft en rolle - her kunne smerten jo have været en vink om, at hvis kræfterne har et ophav, så må det vel også betyde noget for deres jura. Vi kan muligvis (for sådan er det med den metode) dekonstruere os frem til, at i de tilfælde, hvor helten får moralske kvababbelser over sin magtfuldkommenhed, så er det fordi smerten har forvandlet ham til noget (umenneskeligt), han ikke ønsker at være. Smerten er altså en slags fjende, fordi den er irreversibel og umenneskeliggørende. For læseren er det imidlertid sjældent det, man oplever, men netop typisk en identitetsproblematik (som X-men har dyrket til fuldkommenhed, ved at lade heltene være født helte), hvor man skal affinde sig med at forskellen er styrken; at man kun kan sejre med sin egen identitet. Men igen ville det være spændende at udspørge superheltene, hvordan smerten er formende for individet - for den identitet de får i kraft af den? Vi kan altså måske dekonstruere os videre frem til, at smerten er den største fjende heltene har, og derfor undertrykkes den konstant af styrken, af udøvelsen og demonstrationen af styrke. Det kan betragtes som et superdårligt svar.

En anden mere prosaisk forklaring, som måske ligger i forlængelse af dette, kan ligge i, at det tegneserierne dybest set og udelukkende er gjort af, er kommercielle interesser. At der skal være en overensstemmelse mellem ide - det liberalt frisættende og vækstfilosofiske - og produkt. Helte skal sælge på aktion og foranderlighed, ligesom de markedmekanismer, de er rundet af. Og i den agenda har smerten ingen plads, da den i sin natur er passivt helende og reflekteret. Det er al fald, hvad både den kulturelle og lægelige diskurs peger på, den er i dag. 

I andre tegneseriegenrer har den sårede og smertende (anti)helt været at finde i mange år, og er i de senere - blandt andet gennem den grafiske roman - blevet tydeligere og tydeligere. Men den slags helte er endnu ikke kommet ind i den titaniske kamp mellem Marvel og DC. De mangler nok kræfterne.

Appendix:

Der ligger en endnu ikke udfoldet pointe i, at der i disse tiders bevægelse væk fra de elitære og akademiske analyser, forklaringer og temaer, tydeligvis sker en omfavnelse af samme begreber i ophøjelsen af populærkulturens hedonisme. For en akademiker er og bliver det en understregning af, at vi aldrig slipper for at diskutere hvem og hvad vi er som mennesker - men (altså) også af, at demokrati er en form og et felt, der i sig selv kan debatteres.

_

Den aarhusianske filosof Carsten Fogh Nielsen, hvis tanker bl.a. har dannet afsæt for dette indlæg, beskæftiger sig med superheltene som etiske og moralske modeller. Det kan man godt. 

Se mere her

og her