Det var min arm. De glemte min arm. Hvor skulle de hen med det blik, den hån, forsvinde og sætte mig fast. Her. Træsoldat uden slynge, uden gråd. Mine tanker er dræn og mine ben er forankret. March på slaget.
Det er måske noget at det mest magrit-esque jeg har set. Det vil sige, hvis det kunne omsættes til maleri. Sammenstødet mellem materialer som er de samme og så helt forskellige. Det er på mange måder et trist fotografi. Jeg bliver altid trist af at se på det. Skruen. Historien. Det unødvendige forbud (også en Magritte-titel), for man kan jo bare gå udenom.
