er et sommerhus tættere på årstiderne end andre huse

omkring os får rødhalsen og droslen og solsorten ynglen på vingerne 

mens de pipper og piber og hopper rundt på plænen

rådyrene kigger på når vi maler huset

og får os til at tænke over

hvad det er vi gør når vi maler huset

katten lægger døde mus på terrassen

men vi kender ikke katten

vi kigger konstant op i himlen om dagen

og lytter til mørket gennem de åbne vinduer om natten

hoveddøren står åben ligesom i kirken og vi låser ikke når vi skal til stranden

græsset er gult fordi vi har solet os og indimellem lavet stier frem og tilbage ligesom dyrene

sommerfuglene har haft deres tid i brombærkrattet

der var så mange man kunne høres deres vingeslag

bilen sætter også mærker i græsset fordi ingen kører i den

det er en lille tragedie grænsende til det ynkelige

at ferien snart slutter og en hverdagen venter i helårshusets mørke halvår

og det sammen med glemsel og længsel der afløser hinanden

hver gang man stikker nøglen i låsen for at køre på arbejde i hver sin bil

eller kommer hjem og skal gå baglæns i seng

i dag er det koldt

det regner

og det blæser

og det minder om efterår

så derfor kan jeg tænke over den slags ting og mærke

det

som sommerhuse og sommerferier og digte

er skabt af

også at  jeg er uvant med at skrive om naturen fra så hjemligt et perspektiv

KIEFERHOMEN NEU

DET REGNER

det regner

jeg skriver alting ned på papir

ting skylles rene for støv og pollen

står blanke tilbage og ruster

gaderne giver slip på deres skodder og slikpapir

til ukendte egne

overflader forklædt med sig selv i vand

papiret er så skrøbeligt

TRE DIGTE FRA JUNI TOTUSINDEOGFIREOGTYVE

det er juni og regnen vasker alt det gamle væk men

tynger alt det nye ned med vemod

over tørken og kulden som altid følger

der var engang hvor

jeg søger som altid tilflugt i fortællingernes evighed

selvom den er og bliver en melankoli sat på formel

lige så ufri som fantasier

-

Det er frygteligt at gå til lægen

Du er dødelig

Du skal ikke dø 

-

Jeg taler om Douglas Couplands roman

og mærker en ungdom gøre mig rastløs

over en indsigt og viden jeg ikke havde

men alligevel stadig har i dag

Genkender en tomhed

som jeg med mit ene ansigt siger jeg ikke

kunne spejle mig i

men afslører med det andet

at den tomhed stadig er her

Jeg må rejse mig og rydde bordet for vinglas og rester

11.03.23 - MAGRITTERUTEN, RISSKOV (DET UNØDVENDIGE FORBUD)

Det var min arm. De glemte min arm. Hvor skulle de hen med det blik, den hån, forsvinde og sætte mig fast. Her. Træsoldat uden slynge, uden gråd. Mine tanker er dræn og mine ben er forankret. March på slaget. 

Det er måske noget at det mest magrit-esque jeg har set. Det vil sige, hvis det kunne omsættes til maleri. Sammenstødet mellem materialer som er de samme og så helt forskellige. Det er på mange måder et trist fotografi. Jeg bliver altid trist af at se på det. Skruen. Historien. Det unødvendige forbud (også en Magritte-titel), for man kan jo bare gå udenom. 

JANUAR I DECEMBER

Januar kaster sine lange skygger ind i fortiden, hvor vi er lige nu.

Går endnu et år i møde som modløse modsolssjæle.