jeg lytter til Jeff Buckley
og det skal jeg lade være med
nu er leveren tung og sjælen uvillig
som en guldfisk i en kulmine
det er dumt at lytte til Jeff Buckley
dumt som at stikke næsen helt ind i en klase
syrener
rive stemmen op med duft og fortid
som kun et forvildet menneske kan gøre det
være det menneske
man kender igen
Han sidder i toget
blikket hviler i det landskab
han kører gennem.
Et træ
en gård
en bro
en bil som kører på vejen langs med jernbanen i næsten samme hastighed
som hans inde i toget.
Umuligt at forstå ikke at måle.
Med de rette instrumenter.
Regnearter.
Han tænker på de ting han ikke har fået ryddet op i
og smidt ud.
Han tænker på stationen
hvor han stod og ventede.
Kold og nøgen mellem plakater og automatiske døre.
Han tænker på
hvordan rytmen
svarer til pulsen
som han kan mærke med hjertet på ryggen.
Lyden af ordet sveller.
Tænker han på.
Et træ
en gård
en bro
en trailer parkeret ved en skovsti
en mand ved en overskæring kigger forbavset på hans blik.
Han kigger selv efter han er kørt forbi.
Han tænker på de bakker der lå
de træer der stod
for længe siden
hvor en dreng og pige
kælkede klatrede
lo.
Højt som kun de glemsomme kan.
De uskyldige.
Som ham.
Grådløs. På en anden måde.
Ruden er både blank og gennemsigtig.
En fugl
en sky
en sø
en kvinde på en cykel med motor.
Nederdelen flagrer foran det sorte stel.
De usynlige eger.
Han tænker på
at blive beskrevet.
Blive set.
Læst.
Rammet ind.
Som en skitse eller et udkast.
Han tænker på en tegning han så på et museum i Paris.
Hvordan den hvis den
kunne
ville spørge hvad den lavede der
i et oevre der først og fremmest består af færdige værker.
Rummet
himlen
lyset
mørket.
Sporet.
Han tænker på at ankomme.
En ny station.
Han tænker på hvordan man kan mærke farten sænkes
og toget standse.
Hvordan togets døre åbner sig mod de nye passagerer.
At stige ned i perronens menneskevarme
nøgen og kold
udhvilet efter rejsen.
Man kunne bo her. Man kunne flytte ind. Man kunne have flyttet fra dette sted, som både lover og giver op. Der er mange spor der peger tilbage. Noget der kan kobles på, hvis man kan nå. Konstruktioner og mønstre taler med solen. Den tid på året. Det er meget præcist.
Jeg går forbi mange tomme butikslokaler og fotograferer dem som oftest. Jeg kan godt lide dem, selvom de som oftest ikke fortæller meget mere end det, de er. Tomme og tidligere butikslokaler. De er selvfølgelig også så meget mere i forhold til skæbner, kunder og økonomi. Bydød. Varespecifikke vægge og hylder. Det er dog ikke det, der interesserer mig. Det er scenografien. Det forladte rum, som står ekstra åbent på grund af de store vinduer og måske den manglende omhu med at rydde op efter sig. Nogen var her. I timer og dage og år. Nu fosser energien ud og ind af scenen.
Datoen i dag. Som et sted hvor fortid og fremtid mødes for at holde fast i de to teltstænger, der holder hele cirkusteltet oppe.
Der er en forbindelse gennem eller i lyden af Röyksopps sidste melodi på Melody A.M.-albummet 40 Years Back\Come. Det er ikke en forbindelse til et minde eller et sted, men til en meget klart defineret følelse, som på samme tid er min og alligevel ikke, fordi dens melankoli er større og stærkere, end det, jeg kan mønstre følelsesmæssigt.
Selvom jeg har hørt og mærket melodiens kraft et utal af gangen, var det først idag, det gik op for mig, at forbindelsen til det, der ikke er minde eller et sted, men stadig en form for genkendelse og derfor også en slags erindring, er forbindelsen til mit oprindelige møde med melankolien, hvor jeg end ikke kendte ordet. I melodien oplever jeg således mit eget møde med melankolien i sin reneste form: En meget stærk, upræcis følelse, der overrasker og overvælder een, men ikke kan kategoriseres, afsluttes eller bringes til meningsfuld dialog.
Röyksopps melodi bliver en slags fordobling af melankolien og måske derfor også et bidrag til at forstå dens væsen som alment og strengt personligt på samme tid. Noget man er i og udenfor på samme tid og derfor både kan styrke og svække os som individer.
At bandet har kunne skabe, skrive og spille dette stykke med en fornemmelse af dets retrograde kronologi viser en særlig lydhørhed for noget centralt i kunsten. Og selvom det er næppe tilfældigt, at det er musik, der vækker så stærke følelser i mennesket, har jeg en klar fornemmelse af, at det er noget af det samme, der gør sig gældende i fotografiet.
Læs mere om melankoli i Daniel Birnbaum & Anders Olsson: Den anden føde
