Viser opslag med etiketten glas. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten glas. Vis alle opslag

søndag den 4. februar 2024

25.07.23 - MAGRITTERUTEN, AMSTERDAM



 













Det hårde bliver det bløde sejl et spejl rytmisk skåret som en mislykket dag med Linné. Lyset flytter huse og fylder rum med telelinser og superpositioner. Det glimter i de drømme der kun kan være mine og jeg alligevel har glemt som en barnepige fra helvede. Et umuligt vendespil med fjenden. Et skakspil med himlen. Kvadrater fra det ukendte. 


Den skrå trekant for oven som er æstetisk kikset bliver alligevel et bevis for den blanding af forundring og dokumentation så mange fotografier er. Gaderne var våde den morgen og jeg havde allerede set og tænkt over den typiske byspejling i pytterne, som både kan og ikke rigtig kan noget, da denne væg dukkede op på den anden side af en port. De ser så levende ud de ruder, og ligner vandet i pytterne, men uroen i spejlingen kommer af optiske grunde jeg ikke kan forklare. 



lørdag den 30. december 2023

20.06.23, MAGRITTERUTEN - AARHUS

Man kunne bo her. Man kunne flytte ind. Man kunne have flyttet fra dette sted, som både lover og giver op. Der er mange spor der peger tilbage. Noget der kan kobles på, hvis man kan nå. Konstruktioner og mønstre taler med solen. Den tid på året. Det er meget præcist. 

Jeg går forbi mange tomme butikslokaler og fotograferer dem som oftest. Jeg kan godt lide dem, selvom de som oftest ikke fortæller meget mere end det, de er. Tomme og tidligere butikslokaler. De er selvfølgelig også så meget mere i forhold til skæbner, kunder og økonomi. Bydød. Varespecifikke vægge og hylder. Det er dog ikke det, der interesserer mig. Det er scenografien. Det forladte rum, som står ekstra åbent på grund af de store vinduer og måske den manglende omhu med at rydde op efter sig. Nogen var her. I timer og dage og år. Nu fosser energien ud og ind af scenen.