MAGRITTERUTEN 10. MAJ 2026 - ISTANBUL

NY I KVARTERET

så er man flyttet ind på Paradisæblevej

inden for marginen af det litterære kvarter

naboerne kigger ind og inviterer på kaffe og ostet dansk ironi

hos Benny And

som vil det bedste

mens Onkel Dan til venstre

byder på gummirock og sexappeal

som vil det værste

jeg hilser pænt og siger meget gerne

meget gerne

men der så meget lige nu

på grund af flytningen og adresserne

og den nye skattepromille

overfor hos Simon Grotriand er der rullet ned

det har der været siden jeg kom

han bor i et A-hus jeg i et to-plans

vores hække er gamle og luder som

udtjente gardere 

eller bitre socialdemokrater

det har hele tiden været min mening

eller nok mere et ønske

at få foden under eget skrivebord

men nu mens solen går ned til toner fra svenske viser og Lou Reed

og blænder mig i ruderne overfor hos Simon

står fortiden ikke så klart som den gjorde

dengang jeg troede det at skrive digte

var så let som at klø sit navn i nakken

på det ældste træ i skoven

og ridse sin vrede i lakken

på den sidste bil i parken

25.07.23 - MAGRITTERUTEN, AMSTERDAM

 

Det hårde bliver det bløde sejl et spejl rytmisk skåret som en mislykket dag med Linné. Lyset flytter huse og fylder rum med telelinser og superpositioner. Det glimter i de drømme der kun kan være mine og jeg alligevel har glemt som en barnepige fra helvede. Et umuligt vendespil med fjenden. Et skakspil med himlen. Kvadrater fra det ukendte. 

Den skrå trekant for oven som er æstetisk kikset bliver alligevel et bevis for den blanding af forundring og dokumentation så mange fotografier er. Gaderne var våde den morgen og jeg havde allerede set og tænkt over den typiske byspejling i pytterne, som både kan og ikke rigtig kan noget, da denne væg dukkede op på den anden side af en port. De ser så levende ud de ruder, og ligner vandet i pytterne, men uroen i spejlingen kommer af optiske grunde jeg ikke kan forklare. 

CHRIStmas REAction

I'm driving home for Christmas

Oh, I can't wait to see those numbers

I'm driving home for Last mass, yea

Well we're moving down that climate

And it's been so long

But we will see it

I sing this song

To press the fact out loud

Driving in my car

Driving home for Last mass

It's gonna take some time

But we'll get there

Top to toe in callbacks

Oh, we got red lights as a fact

But soon there'll be a freeway, yea 

Get my feet on soggy ground

So I sing for you

Though you can't hear cos'

We're not yet through

And feel it near us

Driving in our car

We're driving home for Last mass

Driving home for Last mass

With a thousand wrong regrets

I take a look at the driver next to me

He's just the same

Just the same

AUTOMOBILITETER

IMITATION OF AN ATLAS

HAIKUESQUE 4

Der er krager på landevejen

Det er meget forstyrrende

med alle de biler

OLIEDREVET IRONI & BANAL MELANKOLI

Visse morgener, hvor jeg ikke selv sidder i bilen, men betragter trafikken fra land giver den mig altid en fornemmelse af menneskehed. Ikke filosofisk eller humanistisk, men menneskehed i sin mest banale form; på vej til arbejde uden at stille for mange spørgsmål. Strømmen af køretøjer kombineret med daggryet og de mange ensartede silhouetter af hoveder og hjul. En summen af enheder, hvor man ikke kan skille den ene fra den anden. Tyngden og kræfternes samspil. Måske er det en følelse jeg blevet opdraget til at have gennem mediernes sprog - det utal af kortere og længere scener, der skal markere at verden er stor og menneskeheden almindeligt igang, før man zoomer ind? Alle de mennesker i deres automobile skin under solen eller skyerne. Glimtende karosserier og autoglas. Følelsen forlader mig ikke, selvom jeg udfordrer den. Sådan ser verden ud. Sådan klækkes dagen hver evige eneste tidsforskellig morgen overalt på planeten og det har den gjort siden bilen blev tilgængelig for lønarbejderen og symbolsk for civilisationen.

Er der en undergravende pointe i dette?

Skete det en morgen nord for Aarhus, at der opstod en ironi i billedet? 

At tiden var gået og historien skulle skrives om? 

Viste det sig, at alle de små motoriserede fortællinger høvlede klodens ned?

KIEFERWOMAN