På årets første dag en hilsen fra det helt private, hvor jeg som så mange andre har taget ophold i højtiderne. Det er trættende og frustrerende - ikke kun fordi man gerne vil selskaberne med andre og absolut ikke ser frem til 14 (…) dage med virtuel undervisning, men også fordi corona er en force majeure, som spiller alt af bordet. Vist kan man pille i den førte politik og de endeløse rækker af tal og statistikker, men hovedsagen er, at noget større end os har sat rammerne for os hver især og især i fællesskaberne.
Coronaen er noget absolut. Og globalt. Døden light for langt de fleste af os - desværre selve døden for nogen. Den er ikke regional, og bedst som vi stod på tærsklen til en globalisering, der var økonomisk, geografisk og multikulturel turistet, brød dens verdensomspændende smitte det hele ned i små overskuelige stumper og stykker og personer, der på samme tid var isoleret og fælles om at være i fare. Nationerne trak vaccinerne og overbevisningerne til sig og kiggede kun på de andre, som nogen der var i større eller mindre problemer end den selv. Fordi coronaen ikke er særlig sygdom, som kun rammer nogen, men derimod en meget demokratisk sygdom, som kan ramme alle er den noget absolut - og måske derfor en lille smule truende, når man ikke ved, hvad man skal tænke om noget så defineret.
Jeg er godt klar over der er folk som hinter til klima og især overbefolkning med deraf følgende zoonoser - og jeg er sådan set klar nok til at acceptere det som en delvis årsag, men det udspring er stadig næsten for ideologisk eller fatalt. Jeg har da også haft mine raserianfald over de kinesiske wet-markets, men kan jo også godt se, at hovedparten af vreden er idiosynkratisk og kulturelt biased. Jeg er også klar over, at noget ruller historiens store influenzahjul ud, som en mere lødig fatalisme, men heller ikke den giver mig noget at stå imod med.
Det er et blamegame uden game - eller måske skyld uden sammenhæng - og derfor er vi tæt på at ramme det meningsløse som standard - ikke vilkår, for var det bare det, kunne vi gribe til eksistentialismens meningsløshed, og det har jeg ikke haft held med at kunne gøre indtil videre.
Jeg tror måske det er fordi corona ikke er særlig abstrakt - altså ligesom livet eller døden eller kærligheden. Det er hvertfald blevet noget, vi skal forholde os meget konkret til og måske er det derfor at alle de sprækker, som man kunne lirke op, for at få lyset til at trænge ind bliver kittet til?
Vist lyser det op, at vi kan hjælpe hinanden, at vi er duelige, sejlivede, realister og ikke vil lade os slå ud. Vist er det både opløftende og tankevækkende, at (regerings)politik er mulig og derfor at demokratiet rent faktisk fungerer til andet end valg og skinøkonomiske debatter. Men coronaen er jo meget konkret en sygdom, der smitter og der er ikke mange, der forsøger at italesatte den som andet. Det tror jeg vi bliver nødt til.
To ting rinder mig i hu - den gamle graffiti “Livet er en dødelig seksuelt overført sygdom” og så dem, der i 80’erne forsøgte at gøre AIDS til Guds straf - og der er jeg nok mere på den første end den sidste i den aktuelle situation: Corona skal ikke kun være noget konkret, det er nødt til at være noget vi kan forholde os til med andet end frygt eller lede. For sådan synes jeg det har været i langt det det meste af krisen.
Begrebsparret frygt og lede vil mange sikkert forbinde med Hunter S. Thompsons legendariske (gonzo-)artikelserie og roman Fear and Loathing in Las Vegas fra ’71, eller Terry Gilliams mindst lige så legendariske film af samme navn fra 1998. Det er imidlertid ikke Thompsons idé at stille disse to begreber op overfor hinanden, men en beskrivelse, der i det engelske sprog meget rammende forklarer følelsen af at være underkastet en stat, der ikke tager hånd om en på en betryggende måde - og samtidig ikke vide, hvad man skal stille op med det. Visse sprogfolk fører udtrykket tilbage til Søren Kierkegaard og hans beskrivelse af, hvordan man kan været underlagt et religiøst regime med ‘frygt og bæven,’ fordi man ikke ved, hvoraf frelsen kommer på den yderste dag.
At anvende det i dag til at beskrive coronaens greb har to formål. Dels kan jeg bedre forstå, hvorfor det er så udmattende, når jeg først har indset den uendelige pendulering mellem frygten for sygdommen over til leden ved at skulle følge den politiske styring af samme, men dels kan den måske vise en vej gennem disse tider, der ikke bare er et nej til frygten, der så fører til lede, der fører til frygt, hvis ens nej uvilkårligt leder til, at man ikke passer på. Som det er sat op her ligger spleen vel også ligefor, hvis man vil undertrykkes af pandemien på en mere tjekket måde. Problemet med spleen er bare, at den sætter en ære i ikke at handle, men blot lade sig føre med under en affekteret eller dekadent protest. Hvad er pendulet med andre ord fæstnet til, mens vi svinger mellem disse to yderpositioner, når det hverken er Gud eller meningsløsheden men så at sige en menneskelig overført - potentiel - dødelig sygdom?
Jeg tror pendulet er fæstnet til det alle iagttagelser er fæstnet til: Tanken. Bevidstheden er måske bedre at bruge. Og med den vores individuelle stillingtagen. Og her mener jeg lige præcis ikke til det politiske eller medicinske. Vi skal tage stilling til, at vi er regeret af en force majeure. At verden har unddraget sig vores vilje og at vi altså derfor igen skal finde et ståsted i den. Corona gør med andre ord både dig og verden tydeligere. I verden spredes den konkrete virus mellem mennesker og dens karakter er (måske derfor) af mange desværre blevet besjælet, som om den ér noget menneskeligt: En gæst, den er snu, den er lumsk - der altså færdes mellem mennesker. Men den er ikke beslægtet med os, den er ikke politik, den er ikke skyldig, den er heller ikke uskyldig - den er noget konkret i verden, som aftvinger handlinger hos os, der bebor verden. Hvis den er noget er det netop u-menneskelig, for når vi føler frygt og lede, er det fordi den får os til at vende os væk fra det menneskelige. At handle. Forbedre, Forstærke og ikke mindst finde. Håb, trøst og nye veje. Og dét vil jeg gerne gøre.
Godt nytår.
