Viser opslag med etiketten kalejdoskop. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kalejdoskop. Vis alle opslag

søndag den 21. december 2014

TALE TIL DET NYE ÅR - NYT ÅRS TALE


 
Kære nye år gamle ven. Det ved at være de tider, hvor vi vender et af de store blade i bogen, trækker vejret dybt ind i håb om at snyde alle dem, der har ventet på dette skift, og i øvrigt lader som om det at tiden går og døden nærmer sig er den naturligste ting i verden. (Hvad den jo også er.)
Kære nye gamle år, der ligger du så og byder dig til som en erfaren luder, der lader som om hun er spændt på, hvad der sker når propperne springer og klokkerne bimler. 
Men kære nye gamle år, sagen er jo den, hvad vi to godt ved, at 98% af det, der skal ske i der næste nye år ligner det, der skete i det forrige nye gamle år. 
Og sagen er jo den, gamle nye ven, at det nok er det der passer os bedst. Vi siger, når vi holder taler, at vi håber på det bedste i det nye, men langt hen ad vejen er det bedste jo det gamle. Hvor mange ville rent faktisk ønske sig et år fyldt med forandringer? Hvor mange ville villigt hoppe ned fra sofaen eller klapstolen (der er fundet frem, fordi man har ventede gæster), hvis man ikke vidste det var parketten eller kelimtæppet eller væg til fucking skræmmende væg-løsningen, der tog fra? Hvor mange lover rent faktisk andet eller mere end det kendte, når man lover man vil rejse til nye og usete steder, lave ny og ukendt mad, tabe ukendte kilo og kysse ukendte kærester? Nøjagtig som man lovede sidste nye gamle år.
Kære nye gamle år, din charme er som pudder og mascara. Det kønne ligger i at virkeligheden findes under sminken, og det gemene i, at vi ikke ønsker at kende den. Og du ved det, gør du. Du ved godt vi længes efter troen på du rent faktisk har noget at byde på. Men du ved også vi er så ræd for der ikke kommer til at ske noget godt nyt - og kun dårligt, at vi villigt ved midnatstide labber det nye års helt jævnt boblende champagne i os, mens skærmene og himlene bimler et bedrag så tydeligt man drukner i det. Man kunne hænge sig i alle de raketter vi skyder af.
Kære forkætrede nye gamle år. Hvis jeg nu lover at jeg intet lover; at jeg højst lover, du ikke får lov at holde mig for nar, lover du så at holde mig til ilden og i live? Kære nye gamle ven. Kære år som kommer og går, mens vi prøver at holde dig fast med falske forandringer. Kom over til mig. Spring ned fra sofaen, klapstolen og din piedestal. Kære tid, kom over på menneskesiden, hvor vi rent faktisk kan måle og veje at du findes. Lad os sammen følge sekunderne fra den latterlige raket tændes og baner sig vej ind i det ukendte mørke lige som os. To. Gamle. Venner.
 

torsdag den 25. juli 2013

SPROG OG BEVDSTHEDSSKOLE I FEM DELE - SIG EFTER MIG



Sprog- og bevidsthedsskole - første del
Sig efter mig: 
Han ser sig selv i spejlet. 
Han ser sig selv i spejlet.

Sprog- og bevidsthedsskole - anden del
Sig efter mig:
Han ser sig selv i spejlet. Han prøver at få orden på verden.
Han ser sig selv i spejlet. Han prøver at få orden på verden.

Sprog- og bevidsthedsskole - tredie del
Sig efter mig:
Han ser sig selv i spejlet. Han tror ikke på det han ser.
Han ser sig selv i spejlet. Han tror ikke på det han ser.

Sprog- og bevidsthedsskole - en flok stære letter - fjerde del
Sig efter mig:
Han ser sig selv i spejlet. Han prøver at få orden på verden. Verden vil ikke ordnes.
Han ser sig selv i spejlet. Han prøver at få orden på verden. Verden vil ikke ordnes.

Sprog- og bevidsthedsskole - femte del
Gentag dette til sproget er fundet.
Alternativt. Gentag dette til digtet er fundet.

Sprog- og bevidsthedsskole - sidste del
Sig efter mig:
Dette gør mig glad.
Dette gør mig glad.

lørdag den 10. december 2011

Reblik - i teatermørket


http://stiften.dk/kultur/rasende-skuespiller-det-kan-i-ikke-vaere-bekendt

Denne torsdag skete der noget mindeværdigt på aarhusteatret Svalegangens scene. Det sker der såmænd næsten hver aften - men det er tradtionelt set ikke overraskende, når der er tale om teaterstykker, der som al anden kunst a priori helst skal være til at huske. Det usædvanlige ved torsdagens scenesituation var, at der IKKE blev spillet - eller rettere, at der blev holdt op med at blive spillet. Sagen er næsten helt udfoldet (på godt og ondt) i medierne og blogosfæren, og jeg skal slet ikke dykke ned i dens konkrete sammenhænge, der hurtigt kan blive politiske og polemiske, men jeg skal derimod blot hefte mig ved tanken om at opleve et teaterstykke stoppet, fordi den virkelighed alle teaterstykker læner sig så kælent faretruende op ad, men aldrig ind i, blev for meget for publikum. Det er kalejdoskopet der pludselig træder frem. Det er ligemeget, at det var nogle skolebørn, der ødelagde det og koncentrationen for Signe A. Mannov og de andre (børnene kan tænke over, hvorfor det var en straf, at stykket blev afbrudt, til de bliver trætte af det) - det der er det afgørende er, at i det øjeblik spillet på scenen stoppes, så åbner det rum mellem virkelighed og fiktion sig tydeligere end ellers. På een og samme tid er tilbageråbet "Det kan I altså ikke være bekendt" en afmystificering og en trylleformular. Det er Brecht med turbo, for verfremdungen er ægte, ikke et greb - alt bliver teknisk og virkeligt på een gang. Vi mindes om at de spiller - men at de gør det i virkeligheden. Det eleverne gjorde inden de blev sendt ud i det virkelige mørke var det alle vi andre gør, når vi gribes af teatret: Vi ér der. Ikke for at råbe, men bare for at ånde.