MÅLESTOKSFORHOLD

SINE LOGO

NYE DUMME ORD - OG KLOGE

Kan De veksle en dummer?

Gammeldum - når gamle mænd overvurderer sig selv, eller ikke er i stand til at indse deres reelle alder. Pandæmonisk udbredt i grupper af mænd i alderen 35 - 65.

Bagdum - hvad man er, når man nægter at indse noget er gået galt, eller følger uheldigt op på en i forvejen skæv strategi. Pandæmonisk udbredt i grupper af mænd i alderen 5 - 65.

Klogdristig - hvad man kan siges at være, når man tager en chance, som ikke er en chance. Enhver ved bedst selv, hvornår det er han gør det - og om han kan tillade sig at prale med det.

Dumme Åge - ham som nægter nogensinde at prøve at sige noget bare en lille smule intelligent, fordi han tror hans job er at være dum på alles vegne. Som sin fætter 'Kloge Åge' er hans mest irriterende træk, at han har ret: Alt kan fordummes. Men de fleste ting kan også brændes eller glemmes på en kold perron.

Klogebøder - systemet tilskrev at de skulle med. Jeg ved ikke i hvilken sammenhæng man kunne møde en klogebøde … udover i et fællesskab, fx på en ø i Limfjorden eller en café på Kødtorvet, hvor man ikke tolererer analytisk sans.

Dumbphone - ja hallo! Det kan man da lige så godt kalde apparatet. Taget i betragtning hvor meget af ens selvstændige hjerneaktivitet den æder og op med sin lokkende hukommelse og de meningsløse tidsfordriv. Jeg er ærligt talt blevet i tvivl om, hvem der er den smarteste af vi to, bare fordi den har et brandet forspring, og jeg rutinemæssigt, dagligt glemmer mit eget navn, og svarer "Hej," i stedet for "Homo Sapiens," når den ringer.

TALER OG SANGE FRABEDES

Klinkelinkeligeligding!

Jeg skal gøre dette så godt og uhildet jeg kan, men det er ikke nemt.
Jeg er nu igen blevet inviteret til et arrangement, hvor den inviterende part frabeder sig taler og sange (og indslag). Det er nok til at jeg ser et mønster: Spørg Dem selv, om De ikke også genkender det? 
Er der et mønster, er der en grund, er der en grund, er der en grund til undersøge den. Så hvorfor vil folk pludselig ikke længere have den form for opmærksomhed?
- Den oplagte grund er pengenes magt og indflydelse: Det er os der betaler for gildet, vi bestemmer musikken. Og da flere og flere af de traditionelt store fester (fx bryllupper) betales af hovedpersonerne selv, og ikke deres (konservastive) forældre, så øges frekvensen. Og det er selvfølgelig i orden at ville bestemme den slags, selvom der svarer til at råbe til værtshuset, at man giver en omgang, hvis der vel at mærke kun bestilles små fad. Det forklarer heller ikke hvorfor det ikke må ske, at nogen siger eller synger noget. 
Det kan have at gøre med den omsiggribende 'selvkontrol'. Her tænker jeg ikke på 'selvkontrol' som i at kunne styre sig selv, men den kontrol, der skal sikre, at der ikke slipper noget belastende ud om een selv - hvad en tale eller en sang eller en sketch i sagens natur nærmest pr. definition skál gøre. Det kan også være for at beskytte sig mod de venner eller familiemedlemmer, som er virkelig dårlige talere eller festgængere; som drikker sig fulde eller bliver rædsomt sentimentale i fuld offentlighed.
Årsagen kan også findes i det mere pragmatiske. Taler og indslag (især de 'sjove') er efterhånden blevet så omfattende, at man ikke kan overskue omfanget og ud(s)trækningen, og derfor har lukket ned for dem. Det kunne pege på, at tendensen til at festen skal være så overdådig og retrotraditionel som muligt, er ved at dø ud - måske kan vi genfinde nogen lignende i polterabend-kulturen?
I forlængelse af denne iagttagelse, kan man måske se tendensen til at frabede sig opmærksomheden, som en slags ultimativ høflighed overfor gæsterne: Man ønsker simpelthen ikke at gæsterne skal trækkes med alt andet end en fornøjelig aften og noget god mad?
-
Det jeg har svært ved at acceptere er, at man på meget uhøflig facon samtidig fratager gæsterne muligheden for at få sagt, hvad man mener om værterne! En fest og en tale er en fremragende platform til refleksion og respekt. Her kan man endelig få summet op og sat på plads, her kan man få erklæret sin kærlighed og karakteristik og sin næsegruse beundring, her kan man arbejde hjerte og sprog sammen i en beskrivelse, der gør begge dele lidt mere virkelige. 
...
Nej, siger jeg. Der ér ting man ikke kan sige til hverdag. Der ér ting man skal sige i vidners påhør. For at vise man mener det. Og for mene det.
Og nu kan jeg se det. Det tog lidt tid. Men det er fordi jeg ikke holder taler på facebook for nogen. Men det må være derfor. At talen er forstummet. At sangen er slut. At sketchen ligger på youtube.
Min tale er dermed også slut. Tak for opmærksomheden.

Spørgeskema til den trætte og modløse etiketlæser

Hvordan blender man noget som helst "nænsomt"?

Hvordan vælger man een - for ikke at sige 16 - appelsiner på en plantage med flere hundrede tusinde?

Hvad er det som sker udenfor æsken, når indholdet bliver rystet sammen til halvdelen af æskens rumfang? (Og hvorfor ikke gøre æsken lidt mindre fra start?)

Hvorfor er det altid det vigtigste måltid man er igang med at spise når man læser om det?

Hvad er egentlig bedst - den gamle originale opskrift eller den helt nye?

Hvor mange mennesker har egentlig leveret noget tilbage (pakket det ind, gået på posthuset med det i regnvejr og betalt for at sende det), som ikke smagte godt? (Udover mig?)

Hvordan kan man kalde noget som helst man har "puffet" for unikt?

Hvorfor er der ikke en lov om at ordene "hjemmelavet", "hjemmebagt" og "onkel Ben" er forbudte at bruge på ting, som kommer udefra?

Hvorfor er etiketter så fornærmende dårlige, når man nu véd folk virkelig keder sig i forvejen, når de læser dem?
Er alt med etiket dybest set ikke usmagelig og forstyrrende 'product placement' i dit liv?