DIGITAL SELVKRITIK

Ved at lade de sociale medier spalte vores opmærksomhed digitalt har vi skabt et publikum som er en slags kloner af os selv. Vores blikke er nu lige så meget udefra som på eller af os selv. Man tænker sig hegnet ind af en boblende kødrand af røde, trætte og kritiske øjne og bedømmere. Et publikum mere kritisk og ueftergivende end et hvilket som helst virkeligt publikum man ville kunne opdrive. Vi er sikre på det består af alle de andre, for det føles helt bestemt sådan. Men der er kun os selv. Et nyt vrid på det snart gamle begreb ekkokammer. 

Man skulle tro den teknologiske baggrund ville pege på dette uheldige forhold. Bevise at der kun er een i maskinrummet, der producerer og betragter, der er kun een i prøverummet, der betragter og vurderer, der er kun een i tankerne, der crasher og kæmper sig tilbage. Fortællinger følger som udgangspunkt altid fortælleren, og selvom fortælleren kun fungerer ved at tænke på dem, der skal høre historien er de der aldrig, når fortællingen formes.

Hvor Lacan engang virkede præcis og dragende i sine analyser om mødet med den anden er der i dag slet ikke nogen tilbage, når vi spejler os, end os selv. Aktiviteten og mødet som oprindeligt kunne sparke liv i selvforståelsen med en frodig og af og til - det medgiver jeg - skræmmende konfrontation, er nu blevet til mødet med en selvoptaget selvforståelse, der til stadighed gærer til et monstrøst blik sammensat af alle de værste tanker vi kan genere om os selv i vores digitalt vandmærkede ensomhed.

KIEFERHOMEN XVIII

 

FROM THE HEAD DOWN

STEN BEN SKO FLUGT

Altid dette spil
At være fanget mellem ligegyldighederne i sit eget liv og andres
Trykket fra fejltagelserne på uopmærksomhedens vægte
Man ser sig forskræmt omkring i sit eget liv
og opdager at ingen iagttager een hvad man først tror
er en lettelse
men siden forstår er ensomhed

Jeg tabte min ene fod

ADAGIO CANTABILE

For musik gælder fysikkens love men gudernes paradoksale bestemmelse. Musik er et liniært og perspektivløst rum. Musik er defineret af vedtagne, anskuelige og teoretiske parametre, men også grænseløst og relativt. Du kan befinde dig i musikkens rum og samtidig være dets resonans. Musik er formløst altid allerede en ide, en tanke en indskyldelse et glimt i din bevidsthed. Mønstre, bølger, systemer, punkter, forløb, fortællinger om intet og alt. Hvis ikke det var så nemt at lytte, ville musik være en gåde. Vi er alle lydfødt, før vi er noget andet.

ER DET NAT // ER DER HÅB

Jeg har altid forsøgt at leve i et elfenbenstårn. Men en flodbølge af lort hamrer mod dets mure og truer med at underminere det.

Gustave Flaubert; i et brev til Ivan Turgenjev 1872

SAMMEN MED ANDRE | ALENE FOR SIG SELV

It's not that I love myself, I just don't want company 

- Joan Armatrading: Me Myself I

Olafur Eliassons gennembrudsværk var en installation på Museum of Modern Art i New York, der hed Seeing Yourself Sensing. Det er rimeligvis lige så kernefysisk typisk for hans produktion, som så mange andre af hans værker, hvor bevægelsen - ens egen - er afgørende for pointen. I forbindelse med rulletrapperne mellem etagerne havde han ophængt spejle, som reflekterede ens blik i bevægelse - dvs. det man så udover sig selv, var at man så sig selv i bevægelse - bevidst om bevægelsen, som man jo altid er på rulletrapper. Derfor fik han så sindssygt Olafursk skubbet bevægelsen ind i bevidstheden, hvor den af gode grunde jo ellers kun findes i balancecentret. Og så stod man dér (sic), med sin egen refleksion. Fascineret i og af et epistemologisk perpetuum mobile, som jeg ikke ved, om er kartesiansk eller Merleau-Pontysk udover altså at være Olafskurks.

Jeg tror egentlig ikke værket kan forklare de følgende overvejelser om det at være alene og sammen med andre, men det rummer alligevel et afgørende element. Oplevelsen af at få flyttet sit indre syn ud og tilbage på een selv. Og så tror jeg måske Olafur Eliassons værker har en form for ensomhed som grundlag for at kunne lykkes. Ofte er titlerne også noget med ‘your personal’, hvad der indikerer man er alene om erkendelsen. Og her skal det handle om ensomhed. Og erkendelsen. Måske mere præcist af, hvad det vil sige at være alene.

Forleden tilbragte jeg en række dage og nætter sammen med en gruppe mennesker. Det var dejlige dage og jeg deltog ivrigt og livligt i fællesskabets mange facetter - sociale og faglige som de nu var i denne sammenhæng og rigt i mål. Når man deltager i den slags begivenheder er det for at bidrage til den samlede og samlende pulje. Det er ikke fordi det skal lyde som et filantropisk projekt, men man yder det man nu kan, som den man nu er, og håber det hele går op i den højere enhed samværet skal nå. Man er ‘på arbejde’. Konkret, i overført betydning og helt efter normen i konkursusdanmark. Man er træt, når man kommer hjem. Kvæstet, smadret, udkørt og flad - mange trafikmetaforer melder sig. Og så sker det mærkelige.

Ved førstkommende lejlighed har man brug for at være alene. Helt forståeligt. Acceptabelt. Man er lidt tavs. Kan godt fortælle lidt. Om maden. Priserne. Sengetøj og gåture. Men man vil gerne have fred. Være lidt alene. Skal finde sig selv. Men det er mærkeligt nok slet ikke det, det handler om. Man skal faktisk gøres fri af sig selv. At være alene er ikke at være alene med sig selv. Det er at være alene. Altså helt alene - ikke engang i selskab med sig selv. Behovet går ikke på at finde noget som helst. Da slet ikke sig selv. Det går på at slippe for sig selv. Man har ikke været opløst i et fælleskab og opmærksom på alle de andre. Man har været ultimativt til stede som sig selv for at skabe et fællesskab og hele tiden arbejdet med at se og være sammen med de andre. Selv. Som sig selv. Den bedste version eller hvad man nu kalder det i disse ‘stagede’ tider.

Måske er det så himmelråbende banalt som det kan blive. Måske er det derfor jeg nervøst har garneret denne så-absolut-på-det-jævne livsindsigt med kunstværker, fremmedord, namedropping og citater. Men jeg kan ikke andet, end ærligt vedgå min stadig dirrende forundring over dette bevidsthedmæssige og paradoksale tårnspring. Efter at have tilbragt en fuld dag uden selskab af eller med nogen som helst, forstod jeg, at jeg havde glemt mig. Mere og mere. Og med stigende lykkefølelse. Måske er dette kun en erkendelse for eremitter. Munke. Og melankolikere. Så lad os da være det. Jeg synes godt om byttet. Og det skæve regnskab der hedder man mest er sig selv blandt andre. Kan tilmed nu meget bedre sige, jeg har brug for at være lidt alene for mig selv.

Eliasson på Moma

BUSTER AUSTER II

Boohook line and sinker

Der er al mulig grund til at ønske boghandlen Ark Books tillykke med udgivelsen af de to unikke tekster af hhv. Paul Auster og Siri Hustvedt. Det er et spændende og højt profilerende projekt, som forhåbentlig ikke alene hjælper butikken, men bogen som sådan.

Men når det kommer til at prise og lade sig forføre af Paul Austers tekst - Alone - som han angiveligt “skrev 22 år gammel i 1969” må jeg bede om en eftertanke. 

Slår det ingen, hvor svimlende et tilfælde det er, at han allerede på dette tidspunkt foregriber emner og især en central fiktiv karakter (Quinn) fra udgivelser, der kommer både ti og tolv år senere? Slår det ingen, at hvis ikke Auster skulle kunne, eller have skrevet en tekst, der var hans for mere en fyrre år siden på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvem skulle så?

Jeg anklager på ingen måde forfatteren for at svindle eller boghandlen for at have fået katten i sækken, men konstruktionen af dette dokument må da være et af fascinationspunkterne ved denne udgivelse. Alene den fristelse at fikse med genetikken i den korte stund novellen bevæger sig fra skuffen over tastaturet til Ark Books må have været svær at modstå.

Lytter man til novellen (på Skønlitteratur på P1 kan man høre den i oversættelse) er det da også slående, hvor genetisk den netop er. Genetisk i den forstand, at den væver en skabelsesberetning om, hvordan ord og litteratur netop bliver til (på eet sted) og forsvinder (fra et andet) på samme tid, for overhovedet at kunne siges at have været (født). Quinn i novellen - en forfatter; pennefører er måske et bedre ord - er lig Quinn fra New York-trilogien i den forstand, at han gennemgår en lignende proces ved først at være til, siden forsvinde helt, for igen at kunne være nogen eller noget. 

Dertil kommer den helt centrale sætning om ‘løgn’ - ikke fiktion - "Og så skriver han: "Løgne og opspind med hvert eneste åndedrag," og så begynder det." (De mange citationstegn dækker over, hvad jeg tror er et citat, som fortælleren gengiver.)

Så når Auster udnævner denne novelle til at være hans måske allerførste arbejde, hvad siger han, eller kommer han så til at sige, om hele sit oeuvre? 

At litteraturen og dens forfatter indgår i en art nulsumsspil, hvor det alene er placeringerne, af personer, steder, tider og bogstaver, der bestemmer udkommet?

At ensomhed og sprog er lige fiktive forestillinger, som i det øjeblik de forbindes bliver virkelige?

Under alle omstændigheder (svangre såvel som fædrende) er denne novelle næsten for god til at være sand. Og hvis den ér sand - i betydningen fra 1969 - så er det lige før den er for dårlig til at være god.

Artikel i Politiken

Skønlitteratur på P1 om ensomhed og Auster

Ark Books

TUNET ANGST

Appel og amnesi

Som man kan se på billedet virker min iTunes ikke. Den har udelukket mig fra at loade informationer fra de cd’er jeg tåbe stadig ønsker at købe. Den gør det tilmed arrogant ved at påpege det er min fejl. Jeg er hjælpeløs forladt af noget, som burde virke upåklageligt, men nu har udgrænset mig, fordi antallet af de mennesker, hvor det virker er så ufatteligt meget større end mig (1 person), at jeg kan mærke en teknologibåret eksistentiel angst, der kan måles sig med Camus’. Det er en hjælpeløshed, der rinder af det tydelige billede man får af, at man hører til de omkostninger, der nu engang er, når så mange maskiner skal køre i så mange hjem. Ingen benægter, at der er noget galt, men der er bare ikke noget at gøre ved det. Den eksistentielle finesse i dette tilfælde er, at det kunne være sket for alle - vi er alle potentielle iTunes-svigt-ramte personer - på samme vis som vi alle er potentielle Meursault’er, der i lyset af en åbenlys urimelighed, det ikke står til at ændre, er tvunget til at erkende vores meningsløshed. Selvom det er en smagløs association kun værdig for en Victor Boy Lindholm eller en endnu yngre himmelstormer med næsen i bøger uden forstand, så rinder Ole Sarvigs herostratisk berømte digt om kernerne i kirken mig i hovedet siddende her helt alene i den virtuelle virkelighed med Evas æble og Adams dorskhed larmende reklamerende fra det pudsede aluminium.
-
Der er dog den væsentlige forskel fra både Camus og Sartre og Sarvig - at det liv, der synes meningsløst, er det liv som teknologien har erobret som sit bevis på eksistensen. Der er den forskel, at den eksistentielle tomhed jeg mærker kun er en metaforisk angst, næret af de multinationale kræfters afsyrende identitet. Det er kun fordi jeg tror det skal være sådan, at hvis ikke the motherApple vil kendes ved sin enkelte frugt, så har jeg mistet både stamtræ og rod. Men det er ikke sådan det er. Det er bare upraktisk og tidkrævende. Som alt andet, der kræver opmærksomhed og grundighed og indlevelse. Som livet, hvis man ellers tør leve det her på kanten af det meningsløse teknofobiske univers. Herude, hvor vi stadig køber cd’er og lp’er som holder længere end de maskiner, der er deres slaver.

PARALLELLE LIV

BLIV I MIT DERUDE

Spørgeskema til den trætte og modløse etiketlæser

Hvordan blender man noget som helst "nænsomt"?

Hvordan vælger man een - for ikke at sige 16 - appelsiner på en plantage med flere hundrede tusinde?

Hvad er det som sker udenfor æsken, når indholdet bliver rystet sammen til halvdelen af æskens rumfang? (Og hvorfor ikke gøre æsken lidt mindre fra start?)

Hvorfor er det altid det vigtigste måltid man er igang med at spise når man læser om det?

Hvad er egentlig bedst - den gamle originale opskrift eller den helt nye?

Hvor mange mennesker har egentlig leveret noget tilbage (pakket det ind, gået på posthuset med det i regnvejr og betalt for at sende det), som ikke smagte godt? (Udover mig?)

Hvordan kan man kalde noget som helst man har "puffet" for unikt?

Hvorfor er der ikke en lov om at ordene "hjemmelavet", "hjemmebagt" og "onkel Ben" er forbudte at bruge på ting, som kommer udefra?

Hvorfor er etiketter så fornærmende dårlige, når man nu véd folk virkelig keder sig i forvejen, når de læser dem?
Er alt med etiket dybest set ikke usmagelig og forstyrrende 'product placement' i dit liv?

Logan's lip #1

Det er til dig

Og velkommen til ny kategori: Slogans og deres indbyggede logik eller mangel på samme.

Telias slogan er (pt) "Det er til dig". Ideen er tydeligt nok hentet i den fælles forståelse af tingen og teknologiens intetkønnethed, og yderligere boostet af metaforen "en samtale er en ting". Så ting der kommer gennem æteren - her typisk samtaler, men efterhånden vel også MMS'er, SMS'er og måske endog mails og invitationer - tager Telia sig af!
Bare fordi det er første gange vi prøver dette, tager vi den ellers under bom-pointe med også, at Telia og alt deres væsen også, "helt filantropisk", men også ubetinget og monopolistisk uliberalt i sin grund, er til dig. Du må ikke have andre selskaber, for dette er til dig!
The slip? Det der gør, at Telias slogan kvalificerer sig til at komme på listen over svipsere, er ganske enkelt - at den mundrethed der ligger i ytringen "det er til dig", stammer fra en tid, hvor man kunne komme for skade, eller hvor det ligefrem var amindelig praksis, at man tog den telefon som ringede, hvis man var i nærheden af den. Det sker aldrig længere! Al teknologi er sat op til den enkelte og bestemte bruger. Fastnet er for gamle mennesker, som i øvrigt bor alene. Ingen telefoner ringer steder, hvor man ikke ved, hvem de er til - muligvis på et kontor, hvor samtaler bliver stillet om x antal gange, og ender overfor den person, som egentlig skulle modtage den, men ikke i Telias (går jeg ud fra) klart afgrænsede privattelefoni.
At sloganet skulle være bygget på den sjove men sjældne hændelse, hvor nogen ved hvem nogen er sammen med men ikke kan ringe til (strøm, lydløs, slukket) den ene nogen, og derfor ringer til den anden, som så himmelfalden (afpersonalificeret) må kigge på den anden og sige: "Det er til dig", anser jeg for utænkeligt - og i bedste fald en dårlig afspejling af den almindelige udbredelse et telefonselskab gerne ville have.
Farvel.

Kunsten som overskudsfænomen eller ideal

Jeg er et overskudsfænomen.

Tydeligt i dette øjeblik, hvor jeg skriver på min blog om mit liv og mit samfund med en vinkel og et sprog, som gerne skulle have en snert af det ekvilibristiske og æstetiske, og tydeligere i alle de timer jeg bruger på ellers at skrive og klippe og klistre og være kreativ.
Alt det og til ingen anden nytte end, at så begik jeg da ingen forbrydelser i den tid. Jovel, der findes en kreds af taknemmelige aftagere til dele af min kunstneriske produktion - som jeg er mindst lige så, eller måske mere taknemmelig for levere til - men langt hovedparten af min produktion kommer ingen steder hen, bliver ikke tilegnet eller oplevet af ukendte hjerter og øjne.
Hvilket samfund producerer sådan nogle som mig - og i det omfang som sådan nogen som jeg findes i? For jeg er jo ikke alene om, eller (sic) enestående med mit kunstneriske sisyfosarbejde. Der tænkes og skabes på fuld kraft i samfundets og kulturens farvande. Om det er virtuelt på nettet eller konkret på gadeplan - om det er i sociale eller eremitiske sammenhænge, så blogges, males, skribles og sprayes der af rent og fuldt hjerte.
Men hvorfor er det at alle disse udtryk, al den skaben, som har sin rod og sit væsen i aksen fra kunstnerisk geni til taknemmelig modtager; fra ide til ide, nu mere end nogensinde før, ikke ser ud til at ville eller skulle forløses som udsagn og kommunikation? For nu bare at smække aben på væggen: Hvorfor analyserer og beskriver jeg denne filosofisk småtskårne problemstilling i en blogosfære af huller og tomhed? Hvorfor sidder vi forkullede billedmagere og sveder over kompositioner og montager, hvis efterliv begrænser sig til bordpladens mål, skærmens tommer og et arkiv fyldt med ukendte sejre? Hvis skoven er tom - kan man så høre træet falde?
Er det udtryk for den ultimative velfærd - altså at samfundet er ved at nå et niveau (plan, stade ... jeg ved ikke helt, hvilket begreb er bedst), hvor der kan frigøres tid og prioriteres plads til befolkningens sjælelige habitus? Dette forudsat at kunsten og den kunstneriske praksis er sund og helbredende for mennesket?
Er det udtryk for en kedsomhed ved det systemiske, planlagte og fastlagte, som man ønsker at skabe modbilleder til? Dette forudsat at man oplever sit (arbejds)liv som præget af rutiner?
Er det udtryk for et ønske om at opnå en fornemmelse af den status, som kulturpersonlighederne har - fordi samfundets seneste swung på forbrugerplænen kun har haft eet mål: At have det samme, som alle de andre har!
-
Tillad mig, nu jeg også til min egen forbløffelse og spirende frygt, har skrevet mig op i et mere end ønskeligt privat hjørne, at spænde mit anedoktiske bælte: På tre generationer er det liv jeg rummer indeni, forandret fra et ufaglært, lavtlønnet og løstansat arbejderklasseliv, hvor kunst var lig med kongeligt porcelæn, over et fokuseret og bevidst socialt brud ind i den bedre middelklasse, hvor kunst var et statussymbol, til et akademisk og økonomisk ubesværet liv, hvor kunst er meditativ og kreativ adspredelse. Og selvom der her er set bort fra alt, hvad man kan kalde DNA, skæbne og (familie)psykologi, så er billedet af den lykkelige abe ved staffeliet umisforståeligt: Det var her jeg skulle ende - det er her jeg er lykkelig.
-
Så måske ligger svaret i det forkætrede begreb lykke? Mennesket er mest lykkeligt, når det fylder sin egen rolle og sit selv mest muligt ud. Og det gør det naturligvis, når det bruger sin arts mest karakteristiske kraft, når det gør hvad det er bedst til: Tænker, vokser og skaber. Det lyder smukt. Men set fra et samfundsperspektiv så lyder det også som sæd fra en million aber, der gokker den af og spilder resultatet på kolde kældergulve.
Der er ikke andet svar, end at skabelsen må bære meningen og dermed nytten og dermed - om ikke andet - en overbevisning om at det kreative har et mål. Der er en anden! En læser, en kigger, en spiller, en soulmate. Måske har netop blogosfæren og web 2.0 boostet en opfattelse af, at hvis man ytrer sig, så vil nogen, før eller siden, her eller der, høre det. Der findes ingen skove længere, som ikke er beboet.
Og måske er den nye anden meget mere velegnet af forestille sig. Den nye anden er ikke som i gamle daw', hvor filosofien (og psykologien) definerede 'den anden', som det fremmede fænomen, der aftegnede een selv som sig, men et fænomen fisket ud af en global grød af brugere og lurere, der er så mange, at det er utænkeligt at være alene om lige det man skaber. Man ved nogen finder een.
-
Således ender eventyret godt. Nogen vil før eller siden samle også denne brødkrumme op. Og mens jeg skrev den havde jeg det fremragende. Jeg fik skærpet mine analytiske evner og brugt min kreative trang.
Og ja, jeg tror det er sundt og det er under alle omstændigheder noget andet end det jeg plejer at gøre.