Viser opslag med etiketten slogan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten slogan. Vis alle opslag

fredag den 29. marts 2013

NATURENS GODE GAVER

Frugtmos

Uagtet engelsk ikke er det sprog jeg er bedst til, så har jeg dog så meget sans for det, at den afbillede teksts "From the nature to you" bestemt har fået galt fat i det. Nærmere betegnet er det lille 'the' ikke hensigtsmæssigt. Som det står på låget er betydningen mildest set kandiseret romantisk og i værste fald okkult. 'The nature' er jo ikke 'naturen', men den 'natur' man fx kan sige en grævling eller en gnier bærer. Man kan ane det i sætningen "The nature of the game is pain."
Fynboernes hensigt har helt sikkert været at optræde som en art udvalgt aladdinificeret naturens søn (læs: henkogningsfabrik), hvor man nærmest ikke har andet end velsignet abrikoserne inden de blev most på glas. Udkommet blev en sproglig frugtbæ med gevind. 
Som man måske kan ane på illustrationen er det ikke det eneste på engelsk man prøver at pushe (den ellers ganske gode - og det kan være sin sag at finde) abrikosmarmelade med. At bruge et fremmedsprog som et argument i selv har jeg berørt før - og kommer til gøre igen, for det irriterer mig for det meste og allermest, når der ikke er andet i det end netop ordvalget. Udsagnet bliver - apropos dette indlæg - sjældent mere præcist af det. Det gør heller ikke produktet i sig selv bedre. Men selvfølgelig kan det være man marginalt føler sig lidt mere 'værd' som marmeladespiser, når glasset selvsikkert (dumsmart) galer op på udenlandsk mellem bordets andre bondske produkter … 'mælk, ost, ymer, smør og brød' må unægtelig siges at have en helt særegen dansk toneklang. 
Velbekomme.

Citatet er LL Cool J's … der er mand med sprog i låget. Fandt det på BrainyQuotes

søndag den 5. februar 2012

LOGAN'S LIP #4















Fordi der er forskel på gode og dårlig slogans

Var så forholdsvis heldig at tilbringe en stor del af min lørdag aften i biografen - og lad os lige gøre hovedattraktionen færdig først - ikke mindst fordi Mission Impossible: Ghost Protocol, på mange måder minder om de reklamer (og slogans) der er dette indlægs hovedemne. For i MI4 kan det indimellem være svært at forstå, hvorfor en tilfældig computer SKAL være fra Dell, et par solbriller tydeligvis være af mærket Persol (og tilmed helt bevidst sat SKÆVT på mr Cruises ansigt ... (Kunne det modsatte tænkes? At hans dressser IKKE bemærkede de sad skævt?) .. for vi bedre kan få øje på dem) og at Appletelefonenens stopur (Gud hjælpe mig) aktiveres og hvide høretelefoner bruges, når alle disse dele snildt kunne være 'generics'?
Men lige umiddelbart inden denne meget lange og ganske underholdende reklamefilm blev afviklet, tiltrak to slogans dumhed sig min altid irritable opmærkshed.
Det første er et slogan for et produkt jeg meget passende ikke kan huske længere. Slogan'et lyder "Fordi der er forskel". Måske var det for et ejendomsmæglerfirma eller en bank - det har helt sikkert været for et produkt, hvor der stort set INGEN forskel er på de udbudte varer (tjenester), hvad der i sig selv udstiller elendigheden. Værre er at det er et tomt udsagn, i bedste fald en redundant påstand, man kan ytre om alt og intet. "Køb dénne ACME svaber - fordi der er forskel" ... på den og andre? Javel, men hvilken forskel? Er denne svaber bedre, billigere, kønnere, mere ergonomisk eller slet og ret ude af stand til at være noget andet end IKKE de andre svabere? Jeg foreslår i lige linie med dette slogan følgende: "Alternativet til dit valg", "Fordi fordi" og "Mere for pengene, end hvis du ikke købte noget som helst."
Det andet slogan er SPIES' "Ferier du ikke vil hjem fra." Og den lader vi stå et øjeblik, mens vi allesammen tænker på alle de ferier vi helst ville have var sluttet hurtigst muligt. Et point for ondsindet men subtil tilsvining af konkurrenternes håbløse feriepakker, men minus for samme elendige evidens som ovenstående første eksempel... Jeg faldbyder her helt gratis følgende fremragende slogans til den tydeligt fantasitappede branche: "ACME rejser - ferier du gerne vil på", "ACME ferie - en rejse der gør dig glad!" og "ACME tours - noget andet end at gå på arbejde."
-
POETENS HODE - FORDI DER ER LIGHEDER!

søndag den 18. september 2011

Logan's lip #3













Du er hvad du bestemmer dig for at købe
eller
Ligheder mellem stemme- og indkøbssedler

Jeg kan umuligt være den eneste som har fået valgkvalme ved synet af hhv. føtex's og Kvicklys slogans de seneste uger? Det er som der skulle en national valgkamp med tilhørende slogans til at trække tøjet af supermarkedernes billige kneb. Før må jeg indrømme at jeg kun "læste" deres slogans, fordi det var bogstaver. Jeg har ikke tidligere orket forstå, hvad der stod, fordi tilbudskatalogernes tale på forhånd er så skinger og pekuniært fritskrabet, at refleksion er udelukket. Det ville svare til at nyde billederne for deres komposition og grafiske efterbehandling. Men valgkampens politiske virkelighed vakte en lydhørhed og opmærksomhed på alle 'oneliners', der lovede noget - fordi demokratiet er for vigtigt til at overhøre eller skimme bevidstløst. Det er trods alt med en anden frekvens vi stemmer end køber ind.
Så derfor sprang de slemme slogans pludselig op og fri af det kulørte kødmarked og blev til tale. Kommerciel tale. Og den slags tale slog mig, som så ofte før, med undren. Hvordan i al verden skulle jeg finde føtex mere inviterende med et slogan som "Vi gør mere for dig"?! Hvad mere! for det første? Hvad mere kan de gøre end have varerne på hylden og rydde plads mellem dem? Det er da ikke at gøre mere for mig at lokke mig til at købe mere end det jeg kom efter, ved at rigge det ekstra appetitligt eller iøjnefaldende an? Hvorfor ikke have betjente hylder med folk, der høfligt spørger, om man er sikker på man har brug for netop dén vare - eventuelt henlede opmærksomheden på en billigere variant. Hvad mere er det føtex gør for mig, når jeg skal bruge ekstra tid på selv at scanne varerne ind og forklare en maskine, jeg bruger en pose, der vejer uhensigtmæssigt mange gram, fordi jeg ikke vil købe en af deres? Hvad mere kan de gøre end sige tak, fordi du handler hos os? Hvad de iøvrigt ALDRIG gør? Er dét mere de gør for mig, det samme som at have veludvalgte varer, bredt sortiment, god kundekontakt og en slags identitet, der ikke er decideret usympatisk - så er det kun "mere for mig", hvis alternativet er en discountbutik, hvor jeg ikke handler alligevel. Selvom den i dette lys nok er mere ærlig.
Kvicklys "frihed til at vælge" lyder ikke mindre hul og håbløs. Frihed til at vælge HVAD? Og ikke mindst i stedet for hvad andet? Alternativt frihed til at vælge frem for ikke at have muligheden for at vælge. Igen slår det mig, at hovedfjenden i direktionen eller anden godkendende instans må være discountbutikkerne, hvor man i dette slogan ikke har nogle valgmuligheder - hvilket for det første er løgn, for i de butikker (hvor jeg som bekendt ikke handler) er der altid mindst eet endnu ringere produkt og ofte også deres helt eget, og for det andet er der ALTID en frihed til at vælge IKKE at købe noget. Og det gælder i alle butikker, altid, for alle. Det er arrogant at sidestille et af menneskets fornemste muligheder med at rage varer ned fra en hylde. Faktisk er det så meget mere og værre end arrogant, men det tør jeg ikke skrive her. Dertil kommer det paradoksale i, at sloganet stammer fra en korporation, som sætter en ære i selv at producere deres varer.
Folktingsvalget, resultaterne ufortalt, har vi meget at takke for. Demokratiet er ikke til salg, det er til handling og valg.

søndag den 28. november 2010

Logan's lip #2

















Det ta'r kun 5 minutter


faktas slogan hár gået sin sejrsgang over det ganske land. Det fik (som fx Rexona, Danmarks Idræts-Forbund og Kohberg også gjorde og Telia gerne ville) hul til det for slogans så lukrative hverdagssprog og den danske idiomatik, med deres "Det ta'r kun fem minutter - men vi vil så gerne have du bliver lidt længere". Betegnende nok for problemet med deres slogan i dag, er netop, at det var den sidste del, som gjorde det til et sjovt og kreativt slogan - både i deres tv-reklamer, men også i de hverdagssproglige sammenhænge, hvor alt muligt, som "kun tog fem minutter", fx at finde en parkeringsplads eller skide på et offentligt toilet, kunne efterhænges et helt absurd og morsomt: "- men vi vil så gerne have du leder og skider lidt længere".
I dag hedder det (alfald på faktas hjemmeside) så kun "Det ta'r kun 5 minutter". Lad os lige kigge på grafikken først. fakta er jo ligesom fx ARoS og HÜMÖR, lykkedes med at få indbygget deres navn i selve opsætningen af bogstaverne. Point for det! Hvergang jeg ser ARoS-navnet kan jeg ikke undgå at tænke på Peter Laugesens beskrivelse af det lille "o" som et røvhul (Inf. 30.01.03) ... han kunne heller ikke lide navnet på det nye hus. HÜMÖRS overhængende prikker er i sådan en sammenhæng ikke øjne, men antallet af cifre på kasseapperatet, når man anskaffer sig en "humoristisk" beklædningsgenstand. I faktas slogan indgår både en apostrof "'" og et ciffer "5". Apostroffen er absolut i orden. Slogans skal - grafisk eller blot udtalemæssigt - bestemt rumme en mundrethed. Point for det. Værre med 5-tallet. Det er grimt sammen med bogstaverne, stikker - selv for en reklamegenstand - for meget ud. Omvendt ville det jo også gå helt galt, hvis man skrev: "fakta - Det ta'r kun fem minutter", for se ville det se ud som det var enelleranden embedsmand, som under pres i en håbløs omskoling var sat til at skrive slogans. "fakta - Det tager bare fem minutter af Deres tid".
Det står altså 2-1. Vi mangler et par selvmål. Det åbenlyse selvmål er løgnen. det ta'r ikke fem minutter. Det ta'r helt sikkert mere. Nogle gange tager det tre gange så lang tid, hvis man skal stå i kø. Hvad man nemt kan komme til på Vesterbro i Aalborg fx. Der er nok en grund til sloganet ikke er at se INDE i butikken.
Allright - hvem lyver ikke i et slogan? Jeg synes man skal lade være. Bare for en tid: "fakta - det ta'r ikke lige så lang tid som andre steder". "Tefal - vi tror du kan lide vores produkter". "føtex - vi vil gerne gøre mere for dig, hvad skulle det være?"
2-2. Vi er nået frem til det afgørende selvmål, som meget passende hænger sammen med omtalte amputationen i starten. Hvis et slogan understreger at noget går hurtigt, må det være fordi det er en kvalitet i sig selv, at det er hurtigt overstået - så hvis det kun tager fem minutter i fakta, og det er godt, så må det være fordi det er rædsomt at købe ind der. Så deres slogan fremhæver faktisk det værste ved deres produkt. Udover at være stimulerende sprogligt afmoterede det oprindelige slogans andet sætning dette faktum. Vi vil selvfølgelig gerne have du bliver lidt længere, fordi det faktisk slet ikke er så slemt at handle hos os!
Det er muligt fakta mener de kan lave "en Netto", som med deres "DERFOR!" altid allerede henviser til at priserne er billigst - og derfor(!) ikke behøver skrive andet end det, for det har de gjort så mange gange før (det kan diskuteres som det virker, men det er en modig strategi), hvor mange af de nye, unge forbrugere kan efterhånden huske traveren - "men vil vil så gerne have de strigler lidt længere"?
Jeg bliver ikke længere. Farvel.

søndag den 31. oktober 2010

Logan's lip #1

Det er til dig

Og velkommen til ny kategori: Slogans og deres indbyggede logik eller mangel på samme.
Telias slogan er (pt) "Det er til dig". Ideen er tydeligt nok hentet i den fælles forståelse af tingen og teknologiens intetkønnethed, og yderligere boostet af metaforen "en samtale er en ting". Så ting der kommer gennem æteren - her typisk samtaler, men efterhånden vel også MMS'er, SMS'er og måske endog mails og invitationer - tager Telia sig af!
Bare fordi det er første gange vi prøver dette, tager vi den ellers under bom-pointe med også, at Telia og alt deres væsen også, "helt filantropisk", men også ubetinget og monopolistisk uliberalt i sin grund, er til dig. Du må ikke have andre selskaber, for dette er til dig!
The slip? Det der gør, at Telias slogan kvalificerer sig til at komme på listen over svipsere, er ganske enkelt - at den mundrethed der ligger i ytringen "det er til dig", stammer fra en tid, hvor man kunne komme for skade, eller hvor det ligefrem var amindelig praksis, at man tog den telefon som ringede, hvis man var i nærheden af den. Det sker aldrig længere! Al teknologi er sat op til den enkelte og bestemte bruger. Fastnet er for gamle mennesker, som i øvrigt bor alene. Ingen telefoner ringer steder, hvor man ikke ved, hvem de er til - muligvis på et kontor, hvor samtaler bliver stillet om x antal gange, og ender overfor den person, som egentlig skulle modtage den, men ikke i Telias (går jeg ud fra) klart afgrænsede privattelefoni.
At sloganet skulle være bygget på den sjove men sjældne hændelse, hvor nogen ved hvem nogen er sammen med men ikke kan ringe til (strøm, lydløs, slukket) den ene nogen, og derfor ringer til den anden, som så himmelfalden (afpersonalificeret) må kigge på den anden og sige: "Det er til dig", anser jeg for utænkeligt - og i bedste fald en dårlig afspejling af den almindelige udbredelse et telefonselskab gerne ville have.
Farvel.