HVEM VIL DU VÆRE (SubVerbum #4)

hvem vil du være?

onklen uden alvor

den janushovedede bøddel

manden med den plettede pik

den arbejdende fattige

damen med arret på kinden

efterligneren

den overdrevent gestikulerende

stik replikken ind

og pod for blodige svar

men bør jeg 

leve i dette legeme af en fortælleteknisk konstruktion

så meget lettere

end adamantium og tvivl

hvem ville du være

hvis du ikke kunne vælge?

PORTØJE

Der er en film i vores blik.

SELVBIOGRAFISK TEKST (2)

Nogle gange er det nemmere at være vågen.

Nogle gange er det nemmere at sige det, man forventer man vil sige. Nogle gange kan man gemme sig i sig selv. Lade de andres blik forme sig. Blive afgjort.

Nogle gange forsvinder sandheden om det, man troede var bestemt. Den tid man har været her. For du ejer ikke din egen historie, når du giver den til andre. Så får du det igen, at du ikke mere er den.

Stop. Lad være med at holde fast, for du holder ikke fast i noget, der findes. Ensomhed findes ikke. Hvis du er alene, er du ikke. Heller ikke ensom. Descartes vidste, nogen ville læse hans tekst.

Nogle gange er det nemmere at tage stilling. Stille sig op, som om man var nogen. Nogle gange skal man lade benene være stive for ikke at vælte.

Alt det man ikke er. Kunne blive. Forandres til. Det kræver bare en prædikant og et navn. 

Viggo og alle de andre roller i Hakkebakkewood

A role is role is a role

De sidste fire film jeg har set med Viggo Mortensen har haft en udstående lighed. Hans figurer er dobbelte - eller egentlig er det nok mere rigtigt at kalde det hans roller: I Ringenes Herre spiller han en konge, som ikke fungerer som konge, men vandringsmand og hjælper, i Eastern Promises spiller han en gangster, som egentlig er politimand - i History of Violence spiller ham en familiefar, som egentlig er gangster og i The Road spiller han et menneske som har sluppet sin identitet til fordel for en rolle (sic) som beskytter.
Mortensen spiller gysende godt. Især når man kigger med på den rolle han spiller overfor de andre karakterer - altså når man ligesom kan se han ikke spiller sin rolle HELT perfekt, men netop derfor helt perfekt. Meget skævt, men meget stimulerende. Klart nok tæller The Road ikke helt med her - men den markerer alligevel det yderste princip i den rejse han må have været på som skuespiller: At fylde lærredet med en figur, der ikke er det han er, men alligevel nærværende. Hvis man ønskede at dekonstruere Viggo, ville man sige han har forsøgt at spille sin egen (kropsfunktions) tomhed ud - gøre filmen mere ægte og virkelig - og gøre sit selv til en slags hamskifternes ukronede konge. Det ønsker man imidlertid ikke, for det er ikke så meget ham, som princippet i den slags film og roller, som har fanget min fascination. Den slags film, hvor man allerede når man ser dem ved, at man ikke kan nå at få det hele med og derfor kun ser en forsmag - et første begærets blik - på noget man vil dyrke og elske igen engang. Som jeg hørte det fra en af biografgængerne på vej ud ad biografen efter "The Departed": "Den skal jeg godt nok have på DVD, når den kommer". Nu ér det også en kringlet historie, som tilmed rummer to dobbeltroller ... og en for nogen ret sexet shootout-slutning ... men ikke detsto mindre altså også et godt eksempel på princippet. Her møder vi så Leonardo di Caprio (som i denne sammenhæng også tiltrækker sig interesse, fordi han vel også er på top fem) der, som Viggo tydligvis også har haft blik for denne nye måde at se og spille med i film på: I Inception som den seneste - spiller han hovedparten af sine replikker og gestus i rum, der kun skal forestille en virklighed og i Shutter Island, spiller han i billeder på sin egen syge projektion af en virkelighed. Jeg ved godt vi filmhistorisk har både nære (Den sjette sans) og fjerne (Hitchcock) eksempler på det kringlede princip - men jeg hænger mig i, at det her er skuespillerne, som bær spillet - og ikke omgivelserne/plottet.
Det gør de af flere grunde, men den primære er selvfølgelig at vore filmhelte i dag er helte, fordi de ikke alene er guder i den medievirkelighed vi alle beboer, men at de tilmed også er frelserskikkelser og potente superkontekstkompetente væsner, som han elevere deres bevidsthed til en niveau at multibevidst tilstedeværelse: De spiller, at de spiller i et spil. På film. Et sted i en optagelse. Det bliver simpelthen ikke bedre i vores komplet kontekstkontrollerede kontante hverdag. Der kommer flere, bare vent. Har man lyst til at kigge på nogle af de mindre spillere, kan man begynde med allestedsnærværende Frank og Casper.
Den anden konsekvens, som ikke bare disse film (og roller), men også andre kringlede krimier og potente actionorgier, bærer kimen til - er det kalkulerede gensyn. Selvfølgelig har vi filmfreaks aldrig set en film uden at vide den kunne genses (eller aldrig mere værdiges et blik), men nu er gensynet (og genkøbet, selvfølgelig hr Marx, jeg ved det, jeg ved det - men nu er dette kulturanalyse mere end kapitalkritik) blevet bygget ind i billeder - ja vinkler og scenografi i en indforståethed med tilskueren, som er meget mere subtilt kommunikerende, end tidligere. Tidligere blev der ikke gjort mindre ud af nogen af delene, Gud bevares, men der var det narrative og katharsiske en mere ensporet og lineær drivkraft: Man så filmen og kom det stykke længere med sig selv og sit liv. Ikke i dag. En film skabes lige så gerne iboende gensynet - den imploderer, fordi implosionen, det repetitive og dybest set det indforståede er et mål i sig selv > postmodernismen lever og har det godt! Aristoteles (hil!), Ricoeur (hil hil!) og Svend Åge Madsen (hil hil hil!) roterer hhv. i deres grave og på sin kontorstol.

Logan's lip #2



Det ta'r kun 5 minutter

faktas slogan hár gået sin sejrsgang over det ganske land. Det fik (som fx Rexona, Danmarks Idræts-Forbund og Kohberg også gjorde og Telia gerne ville) hul til det for slogans så lukrative hverdagssprog og den danske idiomatik, med deres "Det ta'r kun fem minutter - men vi vil så gerne have du bliver lidt længere". Betegnende nok for problemet med deres slogan i dag, er netop, at det var den sidste del, som gjorde det til et sjovt og kreativt slogan - både i deres tv-reklamer, men også i de hverdagssproglige sammenhænge, hvor alt muligt, som "kun tog fem minutter", fx at finde en parkeringsplads eller skide på et offentligt toilet, kunne efterhænges et helt absurd og morsomt: "- men vi vil så gerne have du leder og skider lidt længere".
I dag hedder det (alfald på faktas hjemmeside) så kun "Det ta'r kun 5 minutter". Lad os lige kigge på grafikken først. fakta er jo ligesom fx ARoS og HÜMÖR, lykkedes med at få indbygget deres navn i selve opsætningen af bogstaverne. Point for det! Hvergang jeg ser ARoS-navnet kan jeg ikke undgå at tænke på Peter Laugesens beskrivelse af det lille "o" som et røvhul (Inf. 30.01.03) ... han kunne heller ikke lide navnet på det nye hus. HÜMÖRS overhængende prikker er i sådan en sammenhæng ikke øjne, men antallet af cifre på kasseapperatet, når man anskaffer sig en "humoristisk" beklædningsgenstand. I faktas slogan indgår både en apostrof "'" og et ciffer "5". Apostroffen er absolut i orden. Slogans skal - grafisk eller blot udtalemæssigt - bestemt rumme en mundrethed. Point for det. Værre med 5-tallet. Det er grimt sammen med bogstaverne, stikker - selv for en reklamegenstand - for meget ud. Omvendt ville det jo også gå helt galt, hvis man skrev: "fakta - Det ta'r kun fem minutter", for se ville det se ud som det var enelleranden embedsmand, som under pres i en håbløs omskoling var sat til at skrive slogans. "fakta - Det tager bare fem minutter af Deres tid".
Det står altså 2-1. Vi mangler et par selvmål. Det åbenlyse selvmål er løgnen. det ta'r ikke fem minutter. Det ta'r helt sikkert mere. Nogle gange tager det tre gange så lang tid, hvis man skal stå i kø. Hvad man nemt kan komme til på Vesterbro i Aalborg fx. Der er nok en grund til sloganet ikke er at se INDE i butikken.
Allright - hvem lyver ikke i et slogan? Jeg synes man skal lade være. Bare for en tid: "fakta - det ta'r ikke lige så lang tid som andre steder". "Tefal - vi tror du kan lide vores produkter". "føtex - vi vil gerne gøre mere for dig, hvad skulle det være?"
2-2. Vi er nået frem til det afgørende selvmål, som meget passende hænger sammen med omtalte amputationen i starten. Hvis et slogan understreger at noget går hurtigt, må det være fordi det er en kvalitet i sig selv, at det er hurtigt overstået - så hvis det kun tager fem minutter i fakta, og det er godt, så må det være fordi det er rædsomt at købe ind der. Så deres slogan fremhæver faktisk det værste ved deres produkt. Udover at være stimulerende sprogligt afmoterede det oprindelige slogans andet sætning dette faktum. Vi vil selvfølgelig gerne have du bliver lidt længere, fordi det faktisk slet ikke er så slemt at handle hos os!
Det er muligt fakta mener de kan lave "en Netto", som med deres "DERFOR!" altid allerede henviser til at priserne er billigst - og derfor(!) ikke behøver skrive andet end det, for det har de gjort så mange gange før (det kan diskuteres som det virker, men det er en modig strategi), hvor mange af de nye, unge forbrugere kan efterhånden huske traveren - "men vil vil så gerne have de strigler lidt længere"?
Jeg bliver ikke længere. Farvel.

Look-I-like

Hvad er det ved at ligne kendte mennesker som er så fantastisk? Hørte for nylig man nogle steder kan vælge udseendet på sine kunstigt befrugtede børn på fertilitetsklinikken eller i sædbanken. Hvilket jo i første omgang gav en slags mening; man kan så gå efter træk, der korresponderer med de forældre barnet skal have. Det viste sig så at handle om at man gik efter at få børn der lignede kendisser - stjerner. Angelina-baby? Tjek. Beckham-baby? Tjek, det har vi. Ingen spørger efter kendisser som Agaton Sax eller Danny DeVito.
Når man selv lider under den ... je ne sais quoi ... at ligne både Dan Turell og Brian Mørk - og iøvrigt ofte minde folk om nogen de kender - så har jeg et helt særligt forhold til dette felt. Statistikken viser at jeg ligner flest der hedder Frank. Det er det jeg oftest er blevet kaldt af folk som ikke har kunnet huske mit navn - og det var pudsigt nok navnet på et menneske (absolut non-kendis) jeg så i fjernsynet engang, som i udpræget grad både lignede og lød som mig. Det hænder også jeg bliver kaldt Lars - men jeg tror det hænger mere sammen med mit rigtige navn. Dog vil jeg ikke helt udelukke jeg har noget Lars i mig.
Det væsentlige her er, at der ingen forskel er på at ligne almindelige Frank og kendte Brian Mørk. Jeg ligner nogen, nogen ligner mig. Dette vil være tilfældet for langt de fleste mennesker i verden. Og tanken om at jeg deler fysiognomi med nogen er svimlende, ligemeget hvem de er. Er det fælles arvemateriale der dukker op i Franks ansigt og Lars' holdning? Er det rester af fortidige klaner, fra en tid, hvor man end ikke talte sammen? Hvornår blev jeg og Frank skilt fra hinanden og hvorfor?
At ville ligne et kendt menneske er meningsløst. Hvad får man ud af det andet end tomhed - dobbelt tomhed: At ligne nogen man ikke er, men som er nogen. Så er man hverken eller. Eller forestiller man sig at man kan 'låne' noget af karmaen fra den kendte? At man ikonolatrisk parasitært kan hente noget hjem på en kalkeret face-value? Åh hvor længe! En fyr der sagde han var Will Smith lagde engang blødt an på min kone i Paris. Desværre vidste hun ikke hvem han var, hvorfor han brugte en del energi på at forklare hende det ... kunne man forestille sig et ukendt, almindeligt menneske gøre det om sig selv overfor et andet menneske? Og hvorfor skulle man? "Jeg forsikrer dig om at jeg er mig! Du skal ikke tro jeg er en anden, end den jeg er."
Jeg synes man skal tage mit nye begreb "Look-I-like" til sig, og dyrke det noget mere: Kigge efter dem der ligner een selv, lede efter folk som ligner hinanden og fundere over hvorfor - om de er beslægtede, om de har samme temperament og drømme, om de ikke bliver mere fuldgyldige medlemmer og medmennesker i hinandens øjne. Race ingen hindring - næst efter Dan Turell og Brian Mørk er det Wesley Snipes jeg ligner. Jeg giver mit fjæs tre stjerner men er langt mere nysgerrig efter at vide om Frank synes fugle er fascinerede.
Be a "Look-I-like" for somebody!