ER DU SE HER ER DIN ROLLE ER SE

DAViD BOWiE iDOLPLAKATER

Gravet ud af papirbunkerne i det organiske arkiv er her komplet med bagsider (og evt. en undren over, hvordan DB kunne finde vej til Ude og Hjemmes midtersider og Søndags BT's) tre gode falmede skud. 

HAi-KU DAViD BOWiE (#1)

Endnu et dødsfald 

går gennem verdens uro

et døgn eller to.

JEG HAR KØBT EN BOG

Slagtilfælde

Ja, jeg har købt en bog! Hvor håbløs gammeldags kan en blogger være? Ikke nok med at jeg har købt en bog - en tung, uhandy og støvsamlende en af slagsen; det er tilmed et opslagsværk!
Så bliver det ikke meget mere kikset vel? Åh jo. For det er et opslagsværk med det der indiskutabelt findes MEST af på internettet: Trivia. Tilmed trivia om populærkultur: Cassel’s Movie Quotations. Hvor håbløst et indkøb kan man gøre? Også på trods af, at den kun kostede 34 kroner i Røde Kors’ Igen-butik. For er der noget man kan finde til overflod derude på nettet, så er det da citater fra filmstjerner og andre guder.
Men. 
Nu er det ikke fordi jeg skammer mig eller synes jeg har begået en fejl. Slet ikke - jeg er faktisk glad for bogen. Den er lækkert tung, der er fremragende fotografier i den og den er en lystlæsers drøm, fordi der er noget både nyt og genkendeligt på hvert opslag. Og hey; 34 kroner!

Da jeg sad med den gik det op for mig, at selvfølgelig bliver internettet (som jeg nægter at skrive med stort, ligesom nogle ateister nægter at skrive Gud med stort) og al dets væsen bogens Waterloo - men der ér altså nogle ting vi ikke helt har fået styr på derude endnu:

1) Hvor er fx internettets register?
Vist kan man gurgle sig igennem mange af de samme ting som jeg kan slå op i min bog - Scaramangas replikker, Kurt Russels ditto, Steven Spielbergs tanker om film osv. Men man kan ikke lave den skæve søgning på fx (film)citater om at være våd (I’m wet! I’m wet! I’m hysterical and I’m wet!) og man kan ikke møde den uforlignelige beskrivelse af pebermyntechokoladen (wafer-thin) for nu bare at komme med et par opslag fra W. Hvis man således prøver at finde ‘Movie-quotes with wet’ får man een (lummer) film fra (ellers fremragende) IMDb og ingenting fra Rotten Tomatoes (men de vil gerne have nogen).

2) Hvor er fx internettets alfabet?
Sagen er jo som bekendt, at der ikke er nogen start eller slut på skidtet. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at hvis en side har en opslagsmulighed, der er alfabetiseret, så er chancerne for at du er på en lødig side gode. Men udover det er du prisgivet, hvis ikke du kan huske filmen, rollens eller skuespillerens eksakte navn(e). I bogen kan jeg forlyste mig med Montgomery Clift, Hedy Lamarr og The Knights who say Ni blot ved at lade blikket flyde over de lyde jeg ikke helt kan få til at falde på plads.

3) Hvor er fx internettets kvalitetsgaranti? 
Udover antal brugere, venner, likes og hits så er der jo ikke meget, der garanterer du sidder med sikker viden eller sans for kram. Bevares, mange foretrækker netop den opstilling i disse egocentrale tider, men at bestemme selv er netop kun udtryk for det. Man køber jo heller ikke ost hos cykelhandleren - med mindre man køber over nettet.

4) Hvor er fx fornemmelsen af at vide man har viden?
Når jeg om nogle dage er færdig med at fornøje mig over bogen, så ryger den ind på hylden blandt de andre opslagsværker, og så ved jeg dét. Jeg ved ikke hvad jeg ved, når jeg går på nettet. Alt og ingenting på samme tid.

“In the future, in place of ‘search and destroy’, substitute the phrase ‘sweep and clear.”

Full Metal Jacket, 1987

TViRONi!

Jeg siger jeg sagde siger du det?

Er det sådan, at det er årtiers (mis)brug af ironi, der har ført til et lag i sproget, som består af slags falsk bevidsthed / frigjorte holdninger / flydende udsagn, som stammer fra andre roller end ens egen? (Så'n lidt Goffmann'sk)
Er det sådan, at når vi illustrerer og forklarer ved hjælp af replikker, så er det en kompetence vi har fået ind med ironiens dobbeltbundethed og abstraktion - men som ikke længere slår til som sådan, og derfor skal iscenesættes med et rollebåret udsagn? (Så'n lidt Zizek'sk)
Eller ér det bare tv. Serier. Oneliners. Medierne igen? (Så'n lidt Warhol'sk)
Når et et tv på engelsk hedder 'tv-set', er det så fordi medierne netop ér det: Et fuldt sæt paradigmatisk rammestyring? Åhædr! Haan ar edderboderemæ klåg ham dær! Lug røven å tænd for tossen mand! Få no nåje fræj for helved'! Få nåje fræj på den dum'!

Sin egen største fan

With or without you

Robyn - den svenske popfugl - der som bekendt senest har fået stor succes med sin triple-udgivelse, udtaler i GAFFA 12/2010 at hun udgav pladerne for sin egen skyld. Den indstilling er hun ikke alene om i disse tider. Det er ikke mange bands og kunstnere, der siger andet - hvis de skal sige noget om, hvorfor deres udgivelser blev udgivet eller lyder som de lyder. I seneste nummer af samme medie (GAFFA 01/2011) siger Kashmir: "Vi prøver at lade være med at have et publikum i tankerne, når vi skriver sange, men gå efter vores egen mavefornemmelse."
Nu er begrebet "mavefornemmelse vist kolonialiseret og siden voldtaget så godt og grundigt af alt fra P4 til strømlinede kurser for erhvervslivets top, at det i en kreativ og kunstnerisk sammenhæng næsten er pinligt at høre brugt - måske også fordi hele fornemmelsen vel strengt taget er født af en sådan proces, men citatet er velegnet til at komme videre i undersøgelsen med: For det første rammer det omtalte indstilling til at lave musik på kornet: "Vi laver musik selv, for os selv, til os selv - om os selv. Vi er ikke overhovedet i forbindelse med den syndige omverden med dens salgstal, smagsdomme og strategier." Sådan skal det pr definition lyde fra kunstnerne på musikscenen (og en lang række andre scener - det elskede teater undtaget), hvis ikke man vil falde igennem. Klart nok er der tilfælde, hvor det er nemmere og mindre paradoksalt at have så ekskluderende en holdning til noget som dybest set er en kommunikativ proces. Kanye Wests forrige og Søren Huus' aktuelle album fx. Men ellers er det tabu at fx sige: "Vi har ledt efter en lyd, som lytterne vil få en fantastisk stimulerende oplevelse ud af. Vi har virkelig prøvet at få et billede af de mennesker, som dykker ned i vores musiks univers på jagt efter perler som sange". Og det på trods af, at det er præcis det, der sker - når så Robyn slår igennem med sine album. Lytterne lytter og synes om det. Hendes publikum var der allerede. Kashmirs publikum (herunder overtegnede) ønsker at blive skrevet til - taget i tale - blive tiltalt. Alle der lytter med mere end ørerne har da åbenhed og nysgerrighed og sult på linie med den kreativitet forfatterne mener publikum skal ekskluderes fra, for at noget kan blive godt.
Og hvad så når den fantastiske isolation fører til det helt store hit? Når Robyn endelig bryder ind i superligaen sammen med Madonna og Lady Gaga? Hvad er hendes egenlyst så blevet til? Ja noget som hundredtusindvis af mennesker ikke ser som eksklusivt eller eksklusivt robynesqe - det er da deres! Hendes isolation viste sig at være et enormt fællesskab! Det er vel de færreste musikere som (også i mindre skala end Robyns) som insisterer på at have sig selv og måske nogle få venner som primære målgruppe (man kunne måske mistænke Martin Hall og Mikkel Hess for det på nogle af deres udgivelser)?
Jodle Birge og Kandis og Lis og Poul - den slags dansktopkunstnere - er jeg sikker på, man kan høre sige det omvendte. De vil fra spids af gerne lave musik, som folk kan lide. De ville mene det var en fiasko ikke at involvere publikums ører og lyster i deres kreative proces. Well, det kan være derfor den slags musik virker ret skabelonagtig og konservativ - man ved ligesom, hvad publikum kan lide, og det lægger man sig så henad. Men intentionen om at kommunikere, som en del af hele udgangspunktet og kernen i musik, er da tydeligere her, end hos The Rumour Said Fire, Oh No Ono og alle de andre interessante newcomers på den danske scene.
Måske stikker hele affæren ikke dybere - eller ned i andet end - at ideen om en kunstner stadig er vasket op på den romantiske strand under en friedrich'sk måne: Kvalitet er i sin fødsel for hin enkelte; forfinelse skal ske i geniernes eksklusive værksteder og først siden sættes fri. Man tør ikke lukke flertallet ind. Jeg mener nu stadig der ligger et umanerligt stort paradoks i, ikke at ville tale om (til) et publikum, når det man brænder for og arbejder på aldrig ville kunne eksistere uden.


PS. Kunne man måske i denne sammenhæng hjælpe Broken Beats lidt på vej i deres spor? Her er en kunstner som faktisk piller lidt ved kreativ højtidelighed, kunstnerisk hierarkisering og kærlig kommunikation, og (derfor?) laver fremragende musik til masserne.

Viggo og alle de andre roller i Hakkebakkewood

A role is role is a role

De sidste fire film jeg har set med Viggo Mortensen har haft en udstående lighed. Hans figurer er dobbelte - eller egentlig er det nok mere rigtigt at kalde det hans roller: I Ringenes Herre spiller han en konge, som ikke fungerer som konge, men vandringsmand og hjælper, i Eastern Promises spiller han en gangster, som egentlig er politimand - i History of Violence spiller ham en familiefar, som egentlig er gangster og i The Road spiller han et menneske som har sluppet sin identitet til fordel for en rolle (sic) som beskytter.
Mortensen spiller gysende godt. Især når man kigger med på den rolle han spiller overfor de andre karakterer - altså når man ligesom kan se han ikke spiller sin rolle HELT perfekt, men netop derfor helt perfekt. Meget skævt, men meget stimulerende. Klart nok tæller The Road ikke helt med her - men den markerer alligevel det yderste princip i den rejse han må have været på som skuespiller: At fylde lærredet med en figur, der ikke er det han er, men alligevel nærværende. Hvis man ønskede at dekonstruere Viggo, ville man sige han har forsøgt at spille sin egen (kropsfunktions) tomhed ud - gøre filmen mere ægte og virkelig - og gøre sit selv til en slags hamskifternes ukronede konge. Det ønsker man imidlertid ikke, for det er ikke så meget ham, som princippet i den slags film og roller, som har fanget min fascination. Den slags film, hvor man allerede når man ser dem ved, at man ikke kan nå at få det hele med og derfor kun ser en forsmag - et første begærets blik - på noget man vil dyrke og elske igen engang. Som jeg hørte det fra en af biografgængerne på vej ud ad biografen efter "The Departed": "Den skal jeg godt nok have på DVD, når den kommer". Nu ér det også en kringlet historie, som tilmed rummer to dobbeltroller ... og en for nogen ret sexet shootout-slutning ... men ikke detsto mindre altså også et godt eksempel på princippet. Her møder vi så Leonardo di Caprio (som i denne sammenhæng også tiltrækker sig interesse, fordi han vel også er på top fem) der, som Viggo tydligvis også har haft blik for denne nye måde at se og spille med i film på: I Inception som den seneste - spiller han hovedparten af sine replikker og gestus i rum, der kun skal forestille en virklighed og i Shutter Island, spiller han i billeder på sin egen syge projektion af en virkelighed. Jeg ved godt vi filmhistorisk har både nære (Den sjette sans) og fjerne (Hitchcock) eksempler på det kringlede princip - men jeg hænger mig i, at det her er skuespillerne, som bær spillet - og ikke omgivelserne/plottet.
Det gør de af flere grunde, men den primære er selvfølgelig at vore filmhelte i dag er helte, fordi de ikke alene er guder i den medievirkelighed vi alle beboer, men at de tilmed også er frelserskikkelser og potente superkontekstkompetente væsner, som han elevere deres bevidsthed til en niveau at multibevidst tilstedeværelse: De spiller, at de spiller i et spil. På film. Et sted i en optagelse. Det bliver simpelthen ikke bedre i vores komplet kontekstkontrollerede kontante hverdag. Der kommer flere, bare vent. Har man lyst til at kigge på nogle af de mindre spillere, kan man begynde med allestedsnærværende Frank og Casper.
Den anden konsekvens, som ikke bare disse film (og roller), men også andre kringlede krimier og potente actionorgier, bærer kimen til - er det kalkulerede gensyn. Selvfølgelig har vi filmfreaks aldrig set en film uden at vide den kunne genses (eller aldrig mere værdiges et blik), men nu er gensynet (og genkøbet, selvfølgelig hr Marx, jeg ved det, jeg ved det - men nu er dette kulturanalyse mere end kapitalkritik) blevet bygget ind i billeder - ja vinkler og scenografi i en indforståethed med tilskueren, som er meget mere subtilt kommunikerende, end tidligere. Tidligere blev der ikke gjort mindre ud af nogen af delene, Gud bevares, men der var det narrative og katharsiske en mere ensporet og lineær drivkraft: Man så filmen og kom det stykke længere med sig selv og sit liv. Ikke i dag. En film skabes lige så gerne iboende gensynet - den imploderer, fordi implosionen, det repetitive og dybest set det indforståede er et mål i sig selv > postmodernismen lever og har det godt! Aristoteles (hil!), Ricoeur (hil hil!) og Svend Åge Madsen (hil hil hil!) roterer hhv. i deres grave og på sin kontorstol.

Fra klovn til kejser

Efter at have mødt og studeret og reflekteret over en lang række typer som Frank (Hvem), Homer Simpson, Family Guy, Jan Krabbe og senest den ubetvivlelige taber Napoleon Dynamite og hans familie, er jeg ikke længere i tvivl: Taberen er endt som vinderen.
Hvad der engang var udstilling, hån og selvforsikrende latter er endt og vendt til nørdens sejr over den almindelige mand og det normale liv. Hvad der engang var udtryk for formørkelse, umodenhed, pinlig social ubevidsthed og perversitet, er nu blevet symbolet på den ultimative eners fokuserede gennemtrufning af selvet - i hvad stand det end måtte være: Verden er ikke noget der omgiver mig'et som normskabende miljø, verden er den bod i tivoli, hvor man ubehjælpsomt vælter dåser ned fra hylderne med en bold, og ender med en præmie.
Præmierne i tivoli er i øvrigt ikke dårlige eksempler på forholdet mellem taber og vinder i denne sammenhæng: Når man møder een eller anden med en lyserød stofkanin i halv legemesstørrelse ser det latterligt ud - men man kan ikke nægte det meget tydeligt også signalerer en vinder.
Hvad der har bestemt at vi er endt hos den enøjede, bigotte, øllede og rent ud uintelligente type i evige søgen efter en helt vi kan holde ud og måske endda elske, skyldes en række forhold. Noget kan tilskrives den vedvarende postmoderne tilstand af værdifluktuation og deraf følgende vildtskydende ironi, noget kan sikkert tilskrives et (ikke og aldrig helt europæisk erhvervet) oprør mod den politiske korrekthed men altafgørende tror jeg er valgets vildrede. De mange valg (et andet postmoderne grundvilkår), som vi gang på gang hører bringer mennesket i eksistentiel krise - ikke den klassiske eksistentielle krise, hvor livets tomhed åbenbarede evner og behovet for et værdisættende valg, men den moderne eksistentielle krise, hvor livet alene og hele tiden byder sig til som valg, og man er SÅ klar over det. Vi er næsten endt i en valgets tomhed, fordi bevistheden om, at ethvert valg rummer fravalget og dermed noget tabt og for evigt intet.
Her er det så idiotiet træder ind. Giv mig dumhed og enkelhed. Giv mig færre muligheder - om det så skal ske gennem intellektuel impotens. Giv mig et liv, hvor jeg véd mindre end jeg gør nu! Gid jeg var Homer! Homer kan fordi han ikke ved andet tillade sig at nyde livets enkelhed. Homer kan ikke se og ikke vide andet og bedre end lige nøjagtigt det han vil og er optaget af. Hans horizont udgøres af det sparsomt bevoksede kranium for oven, og den velpolstrede vom for neden. Homer og alle de andre idioter har tilmed den fordel af at være tydelige skabninger! Heller ikke teodicékonflikter skal de bakse med - og deres guder viser sig i deres hellige enfold, som vi så kan tilbede som en uopnåelig konstruktion.
Ja ha ha! Godt jeg ikke er som Jan Krabbe, der komplet formørket savler over sin egen klippefaste tro på at han bestemmer verdens indretning - men det er jo det han gør, og det er det, der gør ham så sej. Det er Krabbes fokus på sine egne øjnes sandhed og hans urokkelige tro på sine egne evner, der gør ham til en helt. Det samme sker når Napoleon Dynamite rider ind på den hvide hest midt i kompletnar-broderens bryllup med den underskønne sorte kvinde, så er det for at vise klovnens endelige sejr: De latterlige klicheer, attituder og selvsikre gestus er kun mulige, hvis man ikke ved, at man er en taber. Og hvis ikke man ved man er en taber, hvad ved man så andet end, at man er en vinder? No shit.
Hvis man (konservativt) ønsker at møde en psykopat uden forsonende træk vil jeg henvise til den nyligt oversatte grafiske roman "Jimmy Corrigan - verdens klogeste dreng" af Chris Ware. Her kommer det syge tydeligt frem - ikke mindst fordi bogen skildrer den kraft kombinationen af dumhed og ondskab rammer sine helt uskyldige 'bystanders', som sønner og døtre, med. Her kan man tale om en anden gennemslagskraft end den medierne har. Hvad er et ødelagt menneske andet end et aftryk af en undertrykker.

St st st

Jeg tror Steen Steensen Blicher skabte sin berømte upålidelige fortæller, fordi han ikke kunne holde sig selv ud.

Look-I-like

Hvad er det ved at ligne kendte mennesker som er så fantastisk? Hørte for nylig man nogle steder kan vælge udseendet på sine kunstigt befrugtede børn på fertilitetsklinikken eller i sædbanken. Hvilket jo i første omgang gav en slags mening; man kan så gå efter træk, der korresponderer med de forældre barnet skal have. Det viste sig så at handle om at man gik efter at få børn der lignede kendisser - stjerner. Angelina-baby? Tjek. Beckham-baby? Tjek, det har vi. Ingen spørger efter kendisser som Agaton Sax eller Danny DeVito.
Når man selv lider under den ... je ne sais quoi ... at ligne både Dan Turell og Brian Mørk - og iøvrigt ofte minde folk om nogen de kender - så har jeg et helt særligt forhold til dette felt. Statistikken viser at jeg ligner flest der hedder Frank. Det er det jeg oftest er blevet kaldt af folk som ikke har kunnet huske mit navn - og det var pudsigt nok navnet på et menneske (absolut non-kendis) jeg så i fjernsynet engang, som i udpræget grad både lignede og lød som mig. Det hænder også jeg bliver kaldt Lars - men jeg tror det hænger mere sammen med mit rigtige navn. Dog vil jeg ikke helt udelukke jeg har noget Lars i mig.
Det væsentlige her er, at der ingen forskel er på at ligne almindelige Frank og kendte Brian Mørk. Jeg ligner nogen, nogen ligner mig. Dette vil være tilfældet for langt de fleste mennesker i verden. Og tanken om at jeg deler fysiognomi med nogen er svimlende, ligemeget hvem de er. Er det fælles arvemateriale der dukker op i Franks ansigt og Lars' holdning? Er det rester af fortidige klaner, fra en tid, hvor man end ikke talte sammen? Hvornår blev jeg og Frank skilt fra hinanden og hvorfor?
At ville ligne et kendt menneske er meningsløst. Hvad får man ud af det andet end tomhed - dobbelt tomhed: At ligne nogen man ikke er, men som er nogen. Så er man hverken eller. Eller forestiller man sig at man kan 'låne' noget af karmaen fra den kendte? At man ikonolatrisk parasitært kan hente noget hjem på en kalkeret face-value? Åh hvor længe! En fyr der sagde han var Will Smith lagde engang blødt an på min kone i Paris. Desværre vidste hun ikke hvem han var, hvorfor han brugte en del energi på at forklare hende det ... kunne man forestille sig et ukendt, almindeligt menneske gøre det om sig selv overfor et andet menneske? Og hvorfor skulle man? "Jeg forsikrer dig om at jeg er mig! Du skal ikke tro jeg er en anden, end den jeg er."
Jeg synes man skal tage mit nye begreb "Look-I-like" til sig, og dyrke det noget mere: Kigge efter dem der ligner een selv, lede efter folk som ligner hinanden og fundere over hvorfor - om de er beslægtede, om de har samme temperament og drømme, om de ikke bliver mere fuldgyldige medlemmer og medmennesker i hinandens øjne. Race ingen hindring - næst efter Dan Turell og Brian Mørk er det Wesley Snipes jeg ligner. Jeg giver mit fjæs tre stjerner men er langt mere nysgerrig efter at vide om Frank synes fugle er fascinerede.
Be a "Look-I-like" for somebody!

SELV BIOGRAF

Når man til daglig beskæftiger sig med analyse og fortolkning af litterære tekster, burde det egentlig være fristende at favne den biografiske metode og læse - alfald meget af den ældre litteratur - med hensyntagen til, og fingeren i, facitlisten på herrernes og damernes liv og levned. Både når teksterne påkalder sig direkte (som Johs. Ewald fx gør det i 'Levned og Meeninger') og indirekte sammenhænge mellem det levede og litterære liv. Jeg er dog, og har alle dage siden universitet været, af den klare opfattelse, at biografisk metode er en forsnævring af teksten. Den åbner ganske vist døren på velsmurte og blanke hængsler ved første berøring, men gennemtrækket er så eftertrykkeligt, at teksten blæser i før man kan se, hvordan livet så er skrevet; hvordan ordene falder og står.To gange er jeg blevet udfordret på min modstand på det seneste. Dels er det svært ikke at gribe til idetmindste enelleanden afart af biografisk metode, når man skylles over af den massive bølge af selvbiografisk - selvfremstillende litteratur, der fugter snart sagt hver en krog af det danske bibliotek i disse dage - fra Knud Romer til Carsten Jensen, og gør det som de to; med større eller mindre held. Kald det hjemstavnslitteratur eller senmoderne selvselvbiografi, så er det er der. Jeg spiller gerne med her, for den biografiske metode er skruet noget anderledes fast på disse tekster, der nærmest udkommer som nøglefærdige biografer og legeborge. Vil man undersøge en potensering af dette felt henvises til Claus Beck-Nielsen Memorial/Das Beckwerk!

Men forleden læste jeg så Hr biografisk metode Nr Einz: HC Andersen, som jeg altid har kæmpet for at ville læse og fortolke som stor forfatter, og ikke som blegsottig selvpromoveur - hvorfor skulle han dog være og ville det, når hans sprog, blik, fantasi og hele greb om mennesket er så uforligneligt? Desværre var det Improvisatoren jeg læste. Og hvis Andersen ikke så decideret har lagt den roman an på at være selvbiografisk (sindssyg selvbiografisk), ja så ved jeg ikke!: Vor hovedperson Antonio slider det meste af sit unge liv op på mæcenernes ubøjelige krav om uddannelse og viden, kæmper med kvindernes erotiske udstråling, fortæres moralsk med det følsomme og kærlige forhold til sin unge ven og - hvad der med denne vinkel kan vække til eftertanke - pendler rundt i troen. Centralt står selvfølgelig brydningen mellem det maginaliserede kreative geni - her legmeliggjort i den Aladdin-like improvisator - og spidsborgerens fordring om tradition, takt og terperi, som billede på Andersens altid ydmygede og yderlige mandat. Desuden er romanen jo fyldt med den fattige unge, og derfor af en italiener at være udannede, italieners rejser og møder med landets kulturelle og geografiske højdepunkter, hvad Andersen jo godt vidste, at læseren godt vidste, kunne ses som et konkret referat af forfatterens egen rejse i Italien.

Det afgørende viser sig imidlertid fra en helt anden kant, men i fin tråd med Hans Christians genie: Når man som jeg har fået nok af ham, og ligger udmattet fladt i min seng, går det op for mig, at alt det nævnte selvbiografiske kan trækkes ud af tæppet som en guldtråd - og bedst som man tror det var det, der var meningen, fremstår romanens sande indhold: Følelse og natur! 

Antonio/Andersen-grebet er bare et påskud for romanen - det er fortællingens motor, og det biografiske en banal ventil i denne motor. Romanens egentlige interesse er samspillet mellem (Italiens) natur og (nordboens) følelse - altså en menneskefremstilling og -undersøgelse. Tilmed viser det sig, at det man (dengang) anholdte for at være romanens svaghed - romanens kalkering af rejseskildringen - viser at være dens styrke. For gang på gang overvældes Antonio af den klang naturen har og vækker af og i hans hhv. martrede og maniske sjæl. Gang på gang henføres, hypnotiseres og tages han af dette mægtige, guddommelige rige; natur! Om det er bjerge, grotter, vulkaner, søer, skove, sumpe eller de skære himle - så fyldes og tømmes han katharsisk af den gang på gang med sin følsomme og alligevel orgiastiske appetit. Se, dét gik op for mig bedst som jeg var igang med at klage over HC Andersens forræderi; bedst som jeg lå og pegede alle de biografiske elementer ud og spottende sagde: 

"Hvad er der da tilbage af hans roman?!"

"Natur og kærlighed," svarede den mig, "natur og kærlighed."

Hvad vil du mere?

Cast away

Hvorfor er Mark Wahlberg den forkerte skuespiller at caste til at spille faderen i 'Lovely Bones'? (se bl.a. artikel 'Et liv efter døden' i Information 08.01.10)

En skuespiller passer vel ikke bedre eller dårligere til at spille et givent menneske? Man vil vel ikke påstå, at fordi en skuespiller har haft en overvægt af roller til den ene eller den anden side/type, så er det fordi han eller hun har nogle helt personlige træk (fx afstumpethed eller sentimentalitet), der slår igennem i rollen? Man vil vel ikke påstå at de personer vi oplever og lever os ind i, i film, har noget med den virkelighed de kommer fra som mennesker at gøre? Man vil ikke påstå, at en skuespiller, som menneske, bliver formet af de roller han har spillet (flest af)? Ei, hvad er dog dette? Hvor er min kone, hvor er mine børn? Dette er ikke mit smukke hus, dette er ikke min smukke kone! Man kan vel kun påstå en skuespiller er sine roller? Eller mere teknisk kan LIGNE en bestemt rolle?
Dustin Hoffman på den ene side kan illustrere, at der ingen grænser er for en skuespillers roller - og dermed hans formåen og evner til at spille. At langt de fleste tænker på ham som menneske, som en blanding af Carl Bernstein, Tootsie og Charlie Babbitt (dybest set tror ingen Dustin har et fast selv!) har vel ikke noget med sagen at gøre. Sam Shepard kan markere det andet yderpunkt i feltet. Samme rolle - sandsynligvis det som mennesket Shepard - hvad ved jeg! Det afgørende interessante her er, hvad det er vi tror vi ser og hvad vi gerne vil se, når vi ser film og roller på film. I de bedste film ser vi en overbevisende illusion, og det er nøjagtigt hvad vi gerne vil se. Her betyder det intet om det er en overdrevet komedie, en science fiction eller en historisk fortælling fra korstogenes tid. Det er spillerne der som karyatider står under hele projektet og påstår det hænger sammen med en virkelighed. Vores brist som beskuere er en uvilje mod at acceptere DRAMAET. Vi vil have virkeligheden - ellers tror vi ikke katharsis virker. Derfor er vi tvunget til at forstå vores spillere som om de på en eller anden måde må have noget med deres rolle at gøre. Bare en lille bitte smule! Daniel Day-Lewis kan illustrere dette på godt og ondt: Hans kræsne udvalg af roller underbygger en tro på, at skuespilleren udsøger sig sig særlige områder af sin personlighed og agerer dem ud. Men hvem siger han ikke undersøger særlige områder af sine skills?

I slipstømmen på dette ligger skuespillernes berømmelse, som vi jo på ingen måde kan nægte, men ved nærmere eftertanke bygger på noget usynligt - på en professionalisme vi i mangel af bedre klistrer på deres personlighed, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal stille op med den. 'Bruce Willis MÅ være noget lignende John McClane for at kunne spille ham så godt!' Men i det øjeblik vi forbinder skuespiller og menneske ryger verden i vasken. For hvem er dog dette vi ser? Vi ser rollen, rollen, rollen! Hvis du vil se mennesket i rollen skal du gå i teatret, hvor forbindelsen mellem spil og menneske på een gang bliver mere hårfin og meget tydeligere. Netop denne altid igangværende benægtelse af, at den rolle vi ser agere på scenen har noget med pulsen og spyttet og lugten fra kroppen deroppe at gøre - øger faktisk både power og intensitet og dermed virkelighedsfornemmelsen i teatret. I filmen sker sammensmeltningen mere gnidningsløst og suggestivt; vi henfalder i bedste fald til at kommentere spillernes ydre eller hvor overbevisende de "er" rollen. Sandheden (jeg har aldrig været på et set) er at papkruset, pudderkvasten og primadonnanykkerne ligger inden for rækkevidde lige uden for billedrammen.

Selvfølgelig vil enkelte skuespillere falde for fristelsen til at agere deres roller i virkeligheden - mest i en slags underspillet afskygning af deres glansnumre (Hugh Grant, Jack Nicholson, Arnold Schwarzenegger? Roger Moore!) hvad medierne gerne underbygger ud fra devisen om at give folk de 'sandheder' de har i forvejen. Men betænk dog de oplevelser med film, hvor vores faste opfattelser af skuespillere er blevet rykket af en overraskende rolle/præstation (Jeff Bridges i 'Fisher King', Dezel Washington i 'American Gangster' og Matt Damon i snart sagt hvadsomhelst) og hvordan man nærmest lettet og overrasket tager denne præstation til sig. Den er symbol på noget der for første gang i denne sammenhæng minder om virkeligheden på film: Mennesket er ikke kun det det ligner og har gjort - mennesket er til.

NB. Mark Wahlberg har spillet rollen som 'John Holmes/Dirk Diggler' i den fremragende 'Boogie Nights' - og den burde vel efterfølgende have blokeret for langt hovedparten af de roller man caster - i hvert fald i Hollywood.