Hvorfor er Mark Wahlberg den forkerte skuespiller at caste til at spille faderen i 'Lovely Bones'? (se bl.a. artikel 'Et liv efter døden' i Information 08.01.10) En skuespiller passer vel ikke bedre eller dårligere til at spille et givent menneske? Man vil vel ikke påstå, at fordi en skuespiller har haft en overvægt af roller til den ene eller den anden side/type, så er det fordi han eller hun har nogle helt personlige træk (fx afstumpethed eller sentimentalitet), der slår igennem i rollen? Man vil vel ikke påstå at de personer vi oplever og lever os ind i, i film, har noget med den virkelighed de kommer fra som mennesker at gøre? Man vil ikke påstå, at en skuespiller, som menneske, bliver formet af de roller han har spillet (flest af)? Ei, hvad er dog dette? Hvor er min kone, hvor er mine børn? Dette er ikke mit smukke hus, dette er ikke min smukke kone! Man kan vel kun påstå en skuespiller er sine roller? Eller mere teknisk kan LIGNE en bestemt rolle?
Dustin Hoffman på den ene side kan illustrere, at der ingen grænser er for en skuespillers roller - og dermed hans formåen og evner til at spille. At langt de fleste tænker på ham som menneske, som en blanding af Carl Bernstein, Tootsie og Charlie Babbitt (dybest set tror ingen Dustin har et fast selv!) har vel ikke noget med sagen at gøre. Sam Shepard kan markere det andet yderpunkt i feltet. Samme rolle - sandsynligvis det som mennesket Shepard - hvad ved jeg! Det afgørende interessante her er, hvad det er vi tror vi ser og hvad vi gerne vil se, når vi ser film og roller på film. I de bedste film ser vi en overbevisende illusion, og det er nøjagtigt hvad vi gerne vil se. Her betyder det intet om det er en overdrevet komedie, en science fiction eller en historisk fortælling fra korstogenes tid. Det er spillerne der som karyatider står under hele projektet og påstår det hænger sammen med en virkelighed. Vores brist som beskuere er en uvilje mod at acceptere DRAMAET. Vi vil have virkeligheden - ellers tror vi ikke katharsis virker. Derfor er vi tvunget til at forstå vores spillere som om de på en eller anden måde må have noget med deres rolle at gøre. Bare en lille bitte smule! Daniel Day-Lewis kan illustrere dette på godt og ondt: Hans kræsne udvalg af roller underbygger en tro på, at skuespilleren udsøger sig sig særlige områder af sin personlighed og agerer dem ud. Men hvem siger han ikke undersøger særlige områder af sine skills?
Dustin Hoffman på den ene side kan illustrere, at der ingen grænser er for en skuespillers roller - og dermed hans formåen og evner til at spille. At langt de fleste tænker på ham som menneske, som en blanding af Carl Bernstein, Tootsie og Charlie Babbitt (dybest set tror ingen Dustin har et fast selv!) har vel ikke noget med sagen at gøre. Sam Shepard kan markere det andet yderpunkt i feltet. Samme rolle - sandsynligvis det som mennesket Shepard - hvad ved jeg! Det afgørende interessante her er, hvad det er vi tror vi ser og hvad vi gerne vil se, når vi ser film og roller på film. I de bedste film ser vi en overbevisende illusion, og det er nøjagtigt hvad vi gerne vil se. Her betyder det intet om det er en overdrevet komedie, en science fiction eller en historisk fortælling fra korstogenes tid. Det er spillerne der som karyatider står under hele projektet og påstår det hænger sammen med en virkelighed. Vores brist som beskuere er en uvilje mod at acceptere DRAMAET. Vi vil have virkeligheden - ellers tror vi ikke katharsis virker. Derfor er vi tvunget til at forstå vores spillere som om de på en eller anden måde må have noget med deres rolle at gøre. Bare en lille bitte smule! Daniel Day-Lewis kan illustrere dette på godt og ondt: Hans kræsne udvalg af roller underbygger en tro på, at skuespilleren udsøger sig sig særlige områder af sin personlighed og agerer dem ud. Men hvem siger han ikke undersøger særlige områder af sine skills?
I slipstømmen på dette ligger skuespillernes berømmelse, som vi jo på ingen måde kan nægte, men ved nærmere eftertanke bygger på noget usynligt - på en professionalisme vi i mangel af bedre klistrer på deres personlighed, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal stille op med den. 'Bruce Willis MÅ være noget lignende John McClane for at kunne spille ham så godt!' Men i det øjeblik vi forbinder skuespiller og menneske ryger verden i vasken. For hvem er dog dette vi ser? Vi ser rollen, rollen, rollen! Hvis du vil se mennesket i rollen skal du gå i teatret, hvor forbindelsen mellem spil og menneske på een gang bliver mere hårfin og meget tydeligere. Netop denne altid igangværende benægtelse af, at den rolle vi ser agere på scenen har noget med pulsen og spyttet og lugten fra kroppen deroppe at gøre - øger faktisk både power og intensitet og dermed virkelighedsfornemmelsen i teatret. I filmen sker sammensmeltningen mere gnidningsløst og suggestivt; vi henfalder i bedste fald til at kommentere spillernes ydre eller hvor overbevisende de "er" rollen. Sandheden (jeg har aldrig været på et set) er at papkruset, pudderkvasten og primadonnanykkerne ligger inden for rækkevidde lige uden for billedrammen.
Selvfølgelig vil enkelte skuespillere falde for fristelsen til at agere deres roller i virkeligheden - mest i en slags underspillet afskygning af deres glansnumre (Hugh Grant, Jack Nicholson, Arnold Schwarzenegger? Roger Moore!) hvad medierne gerne underbygger ud fra devisen om at give folk de 'sandheder' de har i forvejen. Men betænk dog de oplevelser med film, hvor vores faste opfattelser af skuespillere er blevet rykket af en overraskende rolle/præstation (Jeff Bridges i 'Fisher King', Dezel Washington i 'American Gangster' og Matt Damon i snart sagt hvadsomhelst) og hvordan man nærmest lettet og overrasket tager denne præstation til sig. Den er symbol på noget der for første gang i denne sammenhæng minder om virkeligheden på film: Mennesket er ikke kun det det ligner og har gjort - mennesket er til.
NB. Mark Wahlberg har spillet rollen som 'John Holmes/Dirk Diggler' i den fremragende 'Boogie Nights' - og den burde vel efterfølgende have blokeret for langt hovedparten af de roller man caster - i hvert fald i Hollywood.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar