PILOU ASBÆKS TÆNDER

Til biddet

Hver gang, men især i den forsmædelige scene, hvor Didrik angstfuldt fejt overgiver og underkaster sig så voldsomt, at tyskerne tager ham for gal, ser man hans tænder stå som perler i en skyttegrav. De er alt for pæne, alt for regelmæssige, alt for hvide og alt for urealistiske til at sidde i munden på et 1800-talsmenneske. Den problematiske tandstilling er naturligvis tydeligere, hvis vi kigger Laust og Peter og ikke mindst deres salig fader efter i mundhulen, fordi de modsat Didriks godsejerliv, har levet et underklasseliv, og derfor burde have nogen virkelig rådne pløkker groende derinde, men med Pilou Asbæk er det bare så oplagt, fordi han godt kan lide at åbne munden og skrige - muligvis fordi han har så flotte tænder.
Der vil naturligvis være andre - og mere graverende - historiske fejl i iscenesættelsen af slaget ved Dybbøl og det Sønderjylland, København, Danmark og ikke mindst Tyskland (undskyld Preussen), som serien har givet os, men tænderne er interessante på anden vis end som en svipser.
Tænderne er som anakronisme et vidnesbyrd om, hvad vej verden er gået de sidste 150 år. For gemt i beundringsværdige barter og uldne uniformer, knitrende kjoler og hoppende hestevogne, glimter Pilou Asbæks hjørnetænder med hele sundhedsvæsnets sejr over sygdomme i tænder og andre steder. Når seriens læger og lazaretfolk er på arbejde ser vi hospitalsvæsnets niveau og muligheder som det var dengang. Når mad og vin serveres og indtages, er det afstemt med datidens menuer. Selv græs, himmel og træer er det lykkedes at få til at ligne. Sproget skal vi måske vare os med at rose for dets samtidighed - men det er på den anden side så flygtigt et fænomen. Kanonernes torden og tårernes trillen. Ingen tvivl skal herske om indsatsen for at give os et autentisk billede af tiden og stederne. Havde der været flere kvinder med end fru Louise Babett Heiberg, havde den kommende film også kunne sælges som såkaldt ‘kostumefilm’ (der ér bare ikke salg nok i generalernes uniformer, når det kommer til det). Bare ikke tænderne fik man forklædt. At vi ikke alene har lykkedes med at beholde dem i munden siden dengang, men af vi også er lykkedes med at rette dem til, sætte kroner på og polere det værste nikotin- og citronsnavs af emaljen. Det kan man se på Pilou Asbæks tænder.
Kig blot på Deres egen badeværelseshylde, eller hvor mængden af tandredskaber nu måtte befinde sig: Tandpasta med særlige enzymer i mange overbevisende farver, maskiner med roterende børstehoveder eller børster med særlige greb, særlig vokset tråd og ergonomiske stikkere. Tunge, du vor faste følgesvend, går ikke længere på opdagelse i huller og huler og gebissernes mere eller mindre behagelige pasform, du kæler ikke længere ømt for bylder og blottede nerver. Nej, alt det er væk, og i stedet skridter du de ranke bisser af, som en  anden helsekraftig officer sine soldater.
Og nu er vi helt derinde, hvor tænderne sidder fast i kraniets kæber, og kan bruges til at identificere, hvem det er man ikke længere kan kende på det ydre, og anakronismen derfor også viser sig at være en korrektion til fiktionens historieløshed. For tænderne er jo et bevis på kroppens eksistens i nutiden, tænderne kigger ud af det skin(d) serien har skabt og siger vi befinder os her i 2010’erne. Vi kan IKKE bevæge os frit i tiden. Vi har ønsket at pudse og polere vores primitive og forfængelige knogler i 150 samfulde år siden Didrik skulle have skreget sin desertering ud gennem tænderne, og derfor understreger og afslører tænderne kroppens bevaring - det lange liv - som en moderne prioritet. En meget konkret og sanselig prioritet, der byder sandsynligheden i spillet og fortællingen om Danmarks fortid trods i langt højere grad, end at konstatere det er Pilou Asbæk, der spiller Didrik gør. Det er hans tænder, der afslører det. Hans pæne tænder.

Viggo og alle de andre roller i Hakkebakkewood

A role is role is a role

De sidste fire film jeg har set med Viggo Mortensen har haft en udstående lighed. Hans figurer er dobbelte - eller egentlig er det nok mere rigtigt at kalde det hans roller: I Ringenes Herre spiller han en konge, som ikke fungerer som konge, men vandringsmand og hjælper, i Eastern Promises spiller han en gangster, som egentlig er politimand - i History of Violence spiller ham en familiefar, som egentlig er gangster og i The Road spiller han et menneske som har sluppet sin identitet til fordel for en rolle (sic) som beskytter.
Mortensen spiller gysende godt. Især når man kigger med på den rolle han spiller overfor de andre karakterer - altså når man ligesom kan se han ikke spiller sin rolle HELT perfekt, men netop derfor helt perfekt. Meget skævt, men meget stimulerende. Klart nok tæller The Road ikke helt med her - men den markerer alligevel det yderste princip i den rejse han må have været på som skuespiller: At fylde lærredet med en figur, der ikke er det han er, men alligevel nærværende. Hvis man ønskede at dekonstruere Viggo, ville man sige han har forsøgt at spille sin egen (kropsfunktions) tomhed ud - gøre filmen mere ægte og virkelig - og gøre sit selv til en slags hamskifternes ukronede konge. Det ønsker man imidlertid ikke, for det er ikke så meget ham, som princippet i den slags film og roller, som har fanget min fascination. Den slags film, hvor man allerede når man ser dem ved, at man ikke kan nå at få det hele med og derfor kun ser en forsmag - et første begærets blik - på noget man vil dyrke og elske igen engang. Som jeg hørte det fra en af biografgængerne på vej ud ad biografen efter "The Departed": "Den skal jeg godt nok have på DVD, når den kommer". Nu ér det også en kringlet historie, som tilmed rummer to dobbeltroller ... og en for nogen ret sexet shootout-slutning ... men ikke detsto mindre altså også et godt eksempel på princippet. Her møder vi så Leonardo di Caprio (som i denne sammenhæng også tiltrækker sig interesse, fordi han vel også er på top fem) der, som Viggo tydligvis også har haft blik for denne nye måde at se og spille med i film på: I Inception som den seneste - spiller han hovedparten af sine replikker og gestus i rum, der kun skal forestille en virklighed og i Shutter Island, spiller han i billeder på sin egen syge projektion af en virkelighed. Jeg ved godt vi filmhistorisk har både nære (Den sjette sans) og fjerne (Hitchcock) eksempler på det kringlede princip - men jeg hænger mig i, at det her er skuespillerne, som bær spillet - og ikke omgivelserne/plottet.
Det gør de af flere grunde, men den primære er selvfølgelig at vore filmhelte i dag er helte, fordi de ikke alene er guder i den medievirkelighed vi alle beboer, men at de tilmed også er frelserskikkelser og potente superkontekstkompetente væsner, som han elevere deres bevidsthed til en niveau at multibevidst tilstedeværelse: De spiller, at de spiller i et spil. På film. Et sted i en optagelse. Det bliver simpelthen ikke bedre i vores komplet kontekstkontrollerede kontante hverdag. Der kommer flere, bare vent. Har man lyst til at kigge på nogle af de mindre spillere, kan man begynde med allestedsnærværende Frank og Casper.
Den anden konsekvens, som ikke bare disse film (og roller), men også andre kringlede krimier og potente actionorgier, bærer kimen til - er det kalkulerede gensyn. Selvfølgelig har vi filmfreaks aldrig set en film uden at vide den kunne genses (eller aldrig mere værdiges et blik), men nu er gensynet (og genkøbet, selvfølgelig hr Marx, jeg ved det, jeg ved det - men nu er dette kulturanalyse mere end kapitalkritik) blevet bygget ind i billeder - ja vinkler og scenografi i en indforståethed med tilskueren, som er meget mere subtilt kommunikerende, end tidligere. Tidligere blev der ikke gjort mindre ud af nogen af delene, Gud bevares, men der var det narrative og katharsiske en mere ensporet og lineær drivkraft: Man så filmen og kom det stykke længere med sig selv og sit liv. Ikke i dag. En film skabes lige så gerne iboende gensynet - den imploderer, fordi implosionen, det repetitive og dybest set det indforståede er et mål i sig selv > postmodernismen lever og har det godt! Aristoteles (hil!), Ricoeur (hil hil!) og Svend Åge Madsen (hil hil hil!) roterer hhv. i deres grave og på sin kontorstol.

Cast away

Hvorfor er Mark Wahlberg den forkerte skuespiller at caste til at spille faderen i 'Lovely Bones'? (se bl.a. artikel 'Et liv efter døden' i Information 08.01.10)

En skuespiller passer vel ikke bedre eller dårligere til at spille et givent menneske? Man vil vel ikke påstå, at fordi en skuespiller har haft en overvægt af roller til den ene eller den anden side/type, så er det fordi han eller hun har nogle helt personlige træk (fx afstumpethed eller sentimentalitet), der slår igennem i rollen? Man vil vel ikke påstå at de personer vi oplever og lever os ind i, i film, har noget med den virkelighed de kommer fra som mennesker at gøre? Man vil ikke påstå, at en skuespiller, som menneske, bliver formet af de roller han har spillet (flest af)? Ei, hvad er dog dette? Hvor er min kone, hvor er mine børn? Dette er ikke mit smukke hus, dette er ikke min smukke kone! Man kan vel kun påstå en skuespiller er sine roller? Eller mere teknisk kan LIGNE en bestemt rolle?
Dustin Hoffman på den ene side kan illustrere, at der ingen grænser er for en skuespillers roller - og dermed hans formåen og evner til at spille. At langt de fleste tænker på ham som menneske, som en blanding af Carl Bernstein, Tootsie og Charlie Babbitt (dybest set tror ingen Dustin har et fast selv!) har vel ikke noget med sagen at gøre. Sam Shepard kan markere det andet yderpunkt i feltet. Samme rolle - sandsynligvis det som mennesket Shepard - hvad ved jeg! Det afgørende interessante her er, hvad det er vi tror vi ser og hvad vi gerne vil se, når vi ser film og roller på film. I de bedste film ser vi en overbevisende illusion, og det er nøjagtigt hvad vi gerne vil se. Her betyder det intet om det er en overdrevet komedie, en science fiction eller en historisk fortælling fra korstogenes tid. Det er spillerne der som karyatider står under hele projektet og påstår det hænger sammen med en virkelighed. Vores brist som beskuere er en uvilje mod at acceptere DRAMAET. Vi vil have virkeligheden - ellers tror vi ikke katharsis virker. Derfor er vi tvunget til at forstå vores spillere som om de på en eller anden måde må have noget med deres rolle at gøre. Bare en lille bitte smule! Daniel Day-Lewis kan illustrere dette på godt og ondt: Hans kræsne udvalg af roller underbygger en tro på, at skuespilleren udsøger sig sig særlige områder af sin personlighed og agerer dem ud. Men hvem siger han ikke undersøger særlige områder af sine skills?

I slipstømmen på dette ligger skuespillernes berømmelse, som vi jo på ingen måde kan nægte, men ved nærmere eftertanke bygger på noget usynligt - på en professionalisme vi i mangel af bedre klistrer på deres personlighed, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal stille op med den. 'Bruce Willis MÅ være noget lignende John McClane for at kunne spille ham så godt!' Men i det øjeblik vi forbinder skuespiller og menneske ryger verden i vasken. For hvem er dog dette vi ser? Vi ser rollen, rollen, rollen! Hvis du vil se mennesket i rollen skal du gå i teatret, hvor forbindelsen mellem spil og menneske på een gang bliver mere hårfin og meget tydeligere. Netop denne altid igangværende benægtelse af, at den rolle vi ser agere på scenen har noget med pulsen og spyttet og lugten fra kroppen deroppe at gøre - øger faktisk både power og intensitet og dermed virkelighedsfornemmelsen i teatret. I filmen sker sammensmeltningen mere gnidningsløst og suggestivt; vi henfalder i bedste fald til at kommentere spillernes ydre eller hvor overbevisende de "er" rollen. Sandheden (jeg har aldrig været på et set) er at papkruset, pudderkvasten og primadonnanykkerne ligger inden for rækkevidde lige uden for billedrammen.

Selvfølgelig vil enkelte skuespillere falde for fristelsen til at agere deres roller i virkeligheden - mest i en slags underspillet afskygning af deres glansnumre (Hugh Grant, Jack Nicholson, Arnold Schwarzenegger? Roger Moore!) hvad medierne gerne underbygger ud fra devisen om at give folk de 'sandheder' de har i forvejen. Men betænk dog de oplevelser med film, hvor vores faste opfattelser af skuespillere er blevet rykket af en overraskende rolle/præstation (Jeff Bridges i 'Fisher King', Dezel Washington i 'American Gangster' og Matt Damon i snart sagt hvadsomhelst) og hvordan man nærmest lettet og overrasket tager denne præstation til sig. Den er symbol på noget der for første gang i denne sammenhæng minder om virkeligheden på film: Mennesket er ikke kun det det ligner og har gjort - mennesket er til.

NB. Mark Wahlberg har spillet rollen som 'John Holmes/Dirk Diggler' i den fremragende 'Boogie Nights' - og den burde vel efterfølgende have blokeret for langt hovedparten af de roller man caster - i hvert fald i Hollywood.