VAGIMEN

He sees it not. It is hidden behind his lust. She knows it is bound to happen. 

ROMANTIK O.S.V.

MAGRITTE RUTEN [RISSKOV]

ROMAN vs MANOR

Sidetallene er det mest pålidelige i en roman. Man fristes til at sige, de er det eneste man kan tage for pålydende.
Det er alene dem, som holder læsningen - og dermed læseren - fast i det formål at nå igennem og få bekræftet alt det, der er romantisk ved en roman: Dens morale og mening, og med disse postulatet om at man forstod så og så meget af en mulig virkelighed. i.e. fiktionen.
Men sidetallene byder sig til som et faktum. Det faktiske ved romanen; at man læser og mens man læser befinder sig i et forløb.
Der er intet kunstigt ved det forløb. Ligesom størrelsen på lærredet ofte har indflydelse på prisen hos galleriet, så har antallet af sider ofte også indflydelse på prisen på romanen. Virkeligt.

Sidder De en dag således med en roman, der ikke umiddelbart kan forbindes med en mulig virkelighed, så læs - eller måske rettere; tæl Dem gennem dens skildring, og De vil opleve romanens forløb på ny, nu blot viklet ind i deres egne virkeligt talte tanker.

NATURENS GODE GAVER

Frugtmos

Uagtet engelsk ikke er det sprog jeg er bedst til, så har jeg dog så meget sans for det, at den afbillede teksts "From the nature to you" bestemt har fået galt fat i det. Nærmere betegnet er det lille 'the' ikke hensigtsmæssigt. Som det står på låget er betydningen mildest set kandiseret romantisk og i værste fald okkult. 'The nature' er jo ikke 'naturen', men den 'natur' man fx kan sige en grævling eller en gnier bærer. Man kan ane det i sætningen "The nature of the game is pain."

Fynboernes hensigt har helt sikkert været at optræde som en art udvalgt aladdinificeret naturens søn (læs: henkogningsfabrik), hvor man nærmest ikke har andet end velsignet abrikoserne inden de blev most på glas. Udkommet blev en sproglig frugtbæ med gevind. 
Som man måske kan ane på illustrationen er det ikke det eneste på engelsk man prøver at pushe (den ellers ganske gode - og det kan være sin sag at finde) abrikosmarmelade med. At bruge et fremmedsprog som et argument i selv har jeg berørt før - og kommer til gøre igen, for det irriterer mig for det meste og allermest, når der ikke er andet i det end netop ordvalget. Udsagnet bliver - apropos dette indlæg - sjældent mere præcist af det. Det gør heller ikke produktet i sig selv bedre. Men selvfølgelig kan det være man marginalt føler sig lidt mere 'værd' som marmeladespiser, når glasset selvsikkert (dumsmart) galer op på udenlandsk mellem bordets andre bondske produkter … 'mælk, ost, ymer, smør og brød' må unægtelig siges at have en helt særegen dansk toneklang. 
Velbekomme.

Citatet er LL Cool J's … der er mand med sprog i låget. Fandt det på BrainyQuotes

NØJAGTIG POESI

Sin egen største fan

With or without you

Robyn - den svenske popfugl - der som bekendt senest har fået stor succes med sin triple-udgivelse, udtaler i GAFFA 12/2010 at hun udgav pladerne for sin egen skyld. Den indstilling er hun ikke alene om i disse tider. Det er ikke mange bands og kunstnere, der siger andet - hvis de skal sige noget om, hvorfor deres udgivelser blev udgivet eller lyder som de lyder. I seneste nummer af samme medie (GAFFA 01/2011) siger Kashmir: "Vi prøver at lade være med at have et publikum i tankerne, når vi skriver sange, men gå efter vores egen mavefornemmelse."
Nu er begrebet "mavefornemmelse vist kolonialiseret og siden voldtaget så godt og grundigt af alt fra P4 til strømlinede kurser for erhvervslivets top, at det i en kreativ og kunstnerisk sammenhæng næsten er pinligt at høre brugt - måske også fordi hele fornemmelsen vel strengt taget er født af en sådan proces, men citatet er velegnet til at komme videre i undersøgelsen med: For det første rammer det omtalte indstilling til at lave musik på kornet: "Vi laver musik selv, for os selv, til os selv - om os selv. Vi er ikke overhovedet i forbindelse med den syndige omverden med dens salgstal, smagsdomme og strategier." Sådan skal det pr definition lyde fra kunstnerne på musikscenen (og en lang række andre scener - det elskede teater undtaget), hvis ikke man vil falde igennem. Klart nok er der tilfælde, hvor det er nemmere og mindre paradoksalt at have så ekskluderende en holdning til noget som dybest set er en kommunikativ proces. Kanye Wests forrige og Søren Huus' aktuelle album fx. Men ellers er det tabu at fx sige: "Vi har ledt efter en lyd, som lytterne vil få en fantastisk stimulerende oplevelse ud af. Vi har virkelig prøvet at få et billede af de mennesker, som dykker ned i vores musiks univers på jagt efter perler som sange". Og det på trods af, at det er præcis det, der sker - når så Robyn slår igennem med sine album. Lytterne lytter og synes om det. Hendes publikum var der allerede. Kashmirs publikum (herunder overtegnede) ønsker at blive skrevet til - taget i tale - blive tiltalt. Alle der lytter med mere end ørerne har da åbenhed og nysgerrighed og sult på linie med den kreativitet forfatterne mener publikum skal ekskluderes fra, for at noget kan blive godt.
Og hvad så når den fantastiske isolation fører til det helt store hit? Når Robyn endelig bryder ind i superligaen sammen med Madonna og Lady Gaga? Hvad er hendes egenlyst så blevet til? Ja noget som hundredtusindvis af mennesker ikke ser som eksklusivt eller eksklusivt robynesqe - det er da deres! Hendes isolation viste sig at være et enormt fællesskab! Det er vel de færreste musikere som (også i mindre skala end Robyns) som insisterer på at have sig selv og måske nogle få venner som primære målgruppe (man kunne måske mistænke Martin Hall og Mikkel Hess for det på nogle af deres udgivelser)?
Jodle Birge og Kandis og Lis og Poul - den slags dansktopkunstnere - er jeg sikker på, man kan høre sige det omvendte. De vil fra spids af gerne lave musik, som folk kan lide. De ville mene det var en fiasko ikke at involvere publikums ører og lyster i deres kreative proces. Well, det kan være derfor den slags musik virker ret skabelonagtig og konservativ - man ved ligesom, hvad publikum kan lide, og det lægger man sig så henad. Men intentionen om at kommunikere, som en del af hele udgangspunktet og kernen i musik, er da tydeligere her, end hos The Rumour Said Fire, Oh No Ono og alle de andre interessante newcomers på den danske scene.
Måske stikker hele affæren ikke dybere - eller ned i andet end - at ideen om en kunstner stadig er vasket op på den romantiske strand under en friedrich'sk måne: Kvalitet er i sin fødsel for hin enkelte; forfinelse skal ske i geniernes eksklusive værksteder og først siden sættes fri. Man tør ikke lukke flertallet ind. Jeg mener nu stadig der ligger et umanerligt stort paradoks i, ikke at ville tale om (til) et publikum, når det man brænder for og arbejder på aldrig ville kunne eksistere uden.


PS. Kunne man måske i denne sammenhæng hjælpe Broken Beats lidt på vej i deres spor? Her er en kunstner som faktisk piller lidt ved kreativ højtidelighed, kunstnerisk hierarkisering og kærlig kommunikation, og (derfor?) laver fremragende musik til masserne.

Ulykkelig kærlighed i en alder af 45

Spin

For første gang siden jeg var ulykkeligt forelsket for 25 år siden har jeg mærket følelsen igen. Følelsen - ikke sagen. Ikke fordi jeg har savnet den. Jeg er gift med den kvinde jeg elsker mest, og har ikke fligen af af frygt for at miste hende . Men når jeg lytter til Ray LaMontagnes nummer "I Still Care for You", får jeg det nøjagtig som den og de gange, hvor verden og kæresten havde forladt mig. Tom og tilstede på samme tid. ude af stand til at løfte noget som helst ind i på sjælens hylder. Udsynet gråt stribet af usynlig regn. Så meget mere end selvmedlidende. Så meget mindre end desperat. Jeff Buckleys sange er filosofisk melankolske. Han er ulykkeligt forelsket som et bestemt livsvilkår - ikke i en bestemt kvinde. Ray LaMontagnes sang rammer der, hvor man kan mærke der har været et helt bestemt navn engang. Meget mærkeligt. Som at ramme en duft fra engang, finde et foto eller en tegning fra engang hvor man var en på alle måder anden, men jo stadig den samme. Eller blive mindet om noget ulykkeligt man lykkeligt havde glemt man havde gjort.
Jeg flirtede med sangen i bussen til byen igår. Ligesom nu, hvor den er ved at spille sig ind på Top 25. Træder ind i sangens, fortidens og følelsens rum og kigger mig omkring i fornemmelsen af at savne nogen så meget det definerer alt, hvad man er. Den manende følelse af at ville have nogen, der ikke er til at få. Som dengang er det helt futilt og nedbrydende, men stærkt som sirenesang. Ulykkelig kærlighed kan man have til een man ikke kan få, fordi den ene ikke vil have een selv, men man kan også have den, hvis man slet ingen kan få, og man kan have den, hvis den man vil have også vil have een, men ikke kan nå. Hvilken ulykkelig kærlighed der er den værste er afhængig af, hvilken man har - det er altid den man har, der er den værste.
I byen så jeg meget passende "Romeo og Julie" på Arhus Teater i Christian Lollikes opsætning. Romeos første kærlighed til Rosalinde spiller han ud som ulykkeligere end ulykkelig. Med manér så at sige. Mercutio, som ikke ellers er en dyrker af de dybe følelser (bortset fra foragt), kan sagtens se dét spil. Romeo kan ikke - eller vil ikke slippe jagten på den meningsfulde fortabelse i kvinden, fordi hans ulykke er lig med at der ér en kvinde i hans liv. Da han så møder Julie bliver kærligheden til ægte kærlighed. Efterhånden. Og ender i varianten: Vi vil gerne have hinanden, men kan ikke nå. Alt stiller sig som bekendt i vejen for de to - ultimativt døden, som jo heller ikke er en ukendt figur i de to andre varianter. Det er en en god historie de to har, og et godt stykke jeg så, men det kom aldrig i nærheden af den følelse sangen giver mig. Den følelse er alt for konkret. Den kan slet ikke deles eller postuleres. Hun har navn og ansigt og nærvær - selvom hun jo heller ikke længere er hende eller nogen.
Jeg lyttede til "Blade Runner"-soundtracket dengang, da jeg var rigtigt ulykkelig. Især "Love Theme" og "Memories of Green" med den fake film noirstemning, står klart i erindringen. Men satte jeg det på nu, ville jeg kun fyldes med en art nostalgisk melankoli: En følelse af at jeg engang følte på en anden måde. Stærkt nok, men støvet. Ligesom stykket, vil jeg tro. Blade Runner er i øvrigt ikke langt fra at være en Romeo & Julie-story.
Og hvad kan vi så lære af det?
"If music be the food of love, play on."