BANNERLITETER

QUEENS OF THE STONE AGE - … LIKE CLOCKWORK - COVER

Klimt med et glimt

De (QOTSA) ved det nok godt, men det er ikke sikkert De (kære læser) ved det. Coveret på deres seneste album '... Like Clockwork' er en ret åbenlys dobbelt parafrase over Gustav Klimts kendte malerier 'Kysset' og 'Død og Liv' fra hhv. 1907/8 og 1910. Det kan man se her:

Coverkunstneren hedder Boneface - er britisk, og vel hvad man kan kalde grafiker. Hans streg er meget præcis, og så alligevel så rå og bumlet, at hans figurer lever. Hans vinkler og udsnit er til gengæld meget usædvanlige og tydeligt inspireret af kameraets (fotografiets) omnipotens.
Hvad Boneface siger QOTSA er oplagt - også når man betragter deres tidligere albums: Klar, farvestrålende logobåret grafik. Alt det pop der ikke er i musikken finder vi på omslaget. Især debuten 'Rated R' står som en klassiker på linie med Spiritualized's 'Ladies and Gentlemen… We are Floating in Space'.

Hvad Klimt siger Boneface er heller ikke svært at se - balancen mellem det præcist skildrede men dunkelt fortalte og helt fortiede. Så hvad er forbindelsen mellem QOTSA og Klimt?
Som man måske bemærker har Boneface blandt andet lavet mixet mellem de to malerier ved hjælp af en maske. Denne åbenlyse dobbelthed, som Klimt egentlig også har med, fortæller måske noget om den lakoniske sandhed, som titlens 'memento mori' også lægger op til: Vi ved godt, hvordan det kommer til at gå. Sandheden er ilde hørt (hvad man kan se på den tårevædede kvinde, hvis Q'vindelighed yderligere defloreres (med et penselstrøg) i det nye logo), men der er jo også en intimitet i det morbide.
Måske skal vi have endnu en wienerkunstner med, for at få hele kabalen til at gå op:

Dette er Egon Schieles helt eminente maleri 'Die Wahrheit wurde enthüllt' (sandheden bliver afsløret) Fra 1913, hvor kappen og kroppen indgår i en anden symbiose, som ifølge titlen altså føder sandheden. Her er kranier ikke nødvendige, fordi Schiele dels tegner sig ind under huden, men man har også fornemmelsen af, at mandens gestik faktisk er kraniets grinende klokværk.
Wiens paradoksale, dekadente og dødssyge fin-de-siecle-kultur lever og har det godt. Det har coverkunsten heldigvis også.

Boneface

MR FACE VALUE - BOWIES ANSIGT AN SICH

"Judge it by the cover! I dare you. Judge it by the cover!"

Ikke nogen særlig original vinkel vel? Men vi prøver alligevel at kigge på hans to seneste covers. 
Her som jeg mødte det første i forbindelse med singlen 'Where are We Now?'

Og her som albummet 'The Next Day' kommer til at se ud.

Bowie har gennem sin lange selvoptagne karrirere formået at konkretisere ansigtet - an sich. Det er i hans tilfælde ikke en talemåde, at han har mange ansigter. Han har skiftet dem som andre skifter masker. Det er derfor man ofte nævner kamæleonen og ikke maskespilleren, når man skal karakterisere ham. Eller det ved jeg jo ikke, men jeg opfatter ikke hans ansigter som roller - måske netop fordi han har holdt så kategorisk på det altid skulle være det, der bar hans persona. Alle covers prydes af dette ansigt - ganske få tager hele kroppen med - og altid er der dette unikke dobbeltblik fra kraniet ud gennem ansigtet, som for at understrege det bipolære og dialektiske i ansigtsmaskens evindelige skiften. Hvor man oplagt kan tale om look i andre rock- og popstjerners tilfælde, så er det hos Bowie ikke hele outfittet han betoner, men væsentligst ansigtet, der bærer det nye.
Det er selvfølgelig også derfor de seneste covers er særlige. Både på det ene og det andet er ansigtet jo forsvundet. Så hvad er det han fortæller os?
Han fortæller han os - i god overensstemmelse med hypen og foromtalerne og singlen - at nu får vi endelig den rigtige vare. Den 66-årige er (endelig) nået til år og skel mellem virkelighed og reality, hvad man kun kan fortælle ved - paradoksalt nok - IKKE at have et ansigt på coveret. Bowies sande jeg er ikke til at vise. Det er vi nødt til at tænke os til. Hans sande jeg er selvfølgelig en platonistisk konstruktion, hvor ideen om de skiftende identiteter er det mest ægte, hvorfor vi kun ser en skærm, hvorpå han gentagne gange har projiceret sine ansigter. Det er lykkedes ham at gøre det skjulte til det sande. Det er en ultimativ kamæleonisk manøvre mere end tæt på Magrittes signaturgreb. Alternativt kan man vælge at tolke firkanterne som spejle, og forstå hans ansigter som noget vi fans, lyttere, tilbedere og apostle har skabt i vort billede - ikke mindre virkelige, men bestemt mere attitituderelativistiske.
Så hvor er vi nu?
Alt efter temperament kan man vælge og sige, han har taget toget til hauptbahnhof en sidste gang - og derfor ikke er rejst incognito. Man kan også vælge at sige han - især med Heroes-coveret - vipper billedet en sidste utrolig gang og - måske en smule mæt af dage-melankolsk - konstaterer, at selv det glatte (i.e. rynkede) ansigt er et blandt andre, og bare fordi det ikke er nyt, så er det stadig et i rækken af alle de andre.
Andy. Here's another 15 minutes. Mesterligt.

Hvis man vil vide, hvad designeren har tænkt - så står det her:

http://virusfonts.com/news/2013/01/david-bowie-the-next-day-that-album-cover-design/

EN FLAGERMUS SOM ØJENVIPPER

Recovery

Hvor er det dejligt at opleve, at coveret ikke er dødt.
1) Udstilling på Dansk Kunst- Industrimuseum (som jeg helst vil kalde det stadig):
Selvom stemningen måske er en anelse mausolæumagtig, og hovedparten af begejstringen rinder af de gamle nostalgiske kilder, så kilder de dog stadig de rigtige steder. Nysgerrighed og fascination sig blande lystigt, og om ikke andet, så er der så mange af dem, at man må bøje sig for den menneskelige trang til at udforske, smykke og fortolke den magiske sorte skive indeni. Det er også her man kan få bekræftet, at musik er og bliver knyttet til substans. Pap, pigment, vinyl.
2) Bat for Lashes nyeste album.
Her ser man hvor levende traditionen for gavmilde og smukke covers holdes i live af en kunstner som Natasha Khan - og hvor suverænt hun viser pinlige forsøg (Rihanna og Christina Aguilera fx) på at udblokke kvindekroppen som argument for musik med en kant tilbage som billige og simple, uden sans for det coveret skal. Det skal være umisforståeligt grafisk - men gerne svimmelt og gådefuldt i sit budskab. Som musik man klart kan høre, men bestemt er nødt til at undersøge nærmere for at forstå. I al sin nøgne ikke særlige kvindelighed iklæder hun sig en mand, der gør alt for hende, uden at kunne gøre noget andet end det.
Fotografen hedder Ryan McGinley - han har også lavet cover for Sigur Rós. Musikken er også god.
Lidt mere her og her.

OVER LYD OG UNDER LØDIG

The Daft Club

Nå, så har jeg som en anden app'ologet installeret TDC Play på min smarte telePhon. Det er vel sket ud fra et slags økonomisk antidumhedsforsikringsrationale ... fordi man i disse tider skal passe på med ikke at være dum nok til at betale for noget man lige så godt kan gøre sig fortjent til på anden vis - hvor der handles der spildes som bekendt. Og i disse tider handles der rigtig meget. Især med det spild vi skal have som undskyldning eller bonus (alt efter mentalitet og politisk standpunkt) for at have brugt vores penge. Det var nu ikke tanken det var den store kulturanalyse, der skulle rulles ud - men den lille.
For nu har jeg så i dag lyttet til 'forsiden' på TDC Play - vel vidende der er lidt bagkatalog, men for bare at være sådan en TDC Playboy, der lystlytter lidt hisset og hid. Og hvad fik jeg så ud af det (Udover Cohens stentorrøst)? Følgende: Tanke (1) om at TDC Play, Spotify, Wimp og lign. graver en overfladisk grav for musikken. Guderne skal vide der er et katalog af den anden verden på disse tjenester (forsøger at lade digression på ordet 'tjeneste' ligge til en anden gang, men kan ikke lade være med at se en slags ironi i at flere musiksites hedder noget med bjørne(tjenester) og at man sjældent får gjort sig en tjeneste uden på forventet efterbetaling), men da kun, hvis man selv har indsigt i det. Hvordan finder man ned under forsiden som er pænt plastret til med playlister og alle andres grødkvalte smag (props til TDC Play for at køre tema!)? Er man ung eller bare uerfaren musikpirat og parat til et eventyr for livet, så er det sgu trist at blive rullet af en top ti eller sidste skrig! For i Tanke (2) forstod jeg, at dybde er afhængigt af tid og materie. Når jeg kan dykke ned i et bagkatalog, er det da fordi jeg nogle klare, skønne og gennemsvømmede magiske laguner af lyd, som jeg brugt timer på at lytte mig ind på livet af. Jeg har vendt de vinylpader gang på gang, startet cd-spillen igen og igen, og sat Tunes'ne på repeat fordi jeg har turdet dybet og den sande bevidsthedsudvidende musikalske erfaring ... are you experienced or expired? Du bliver ikke en erfaren farende svedig rocksvend af at poppe toppen af kroppen - du skal have det hele med. Du skal lytte så længe at du ikke hører efter men kører den på klangen uden at klynke, bare synke dybt ned i old school sound and vision (som i epifani).
Så lad mig da dø i synden, hvis det er syndigt at være afhængig af tid, sted og krop - og det er det nok i disse virtuelle tider. Jeg har tænkt mig at dø med hovedtelefonerne på og den sagte, sentimentale lyd af en pick up, der jævnt, perpetuelt venter i inderste rille på det næste himmelske vendepunkt.

DRAB

You were listening to

DR har lukket DR Rock. Det grænser til en katastrofe. Personligt. Hvad angår lyttertallene skal jeg ikke kunne sige noget. Jeg er sikker på nogen har truffet, hvad de mener er den rigtige beslutning. Gud nåde og trøste dem, hvis penge har spillet end større rolle end pligt (som Goethe ville sige det).
Jeg kan efter et par korte lyt på P6 Beat (er jeg den eneste som får associationer til en københavnsk pladebutik?) kun konstatere, at det minder om P3 - omend lidt bedre, men i sammenligning med DR Rock er det det rene Talk Radio ... og det synes som om alle vil lave det lige nu. Hvor smart det så er at satse på. Måske mener man at de allestedsnærværende og altid plug-in-potente me, she, you & eyepads/Phones langsomt vil æde alt hvad der hedder nonstop musik. Måske mener man internetradioerne, som er ret gode til at strikke den slags sammen vil nappe transistor/dab-radioen via hjemme-pc'en, sqeeze-box'en og hvad der nu findes. Der er sikkert mange flere grunde til det. Da jeg i aftes tændte for min preset kanal 4 kom der først ingenting i lang tid - så P1 --- morgenmad.
Men her følger så min afsked. Jeg er principielt imod brok, så det jeg er rigtig utilfreds med vil jeg prøve at pakke ind, så det lyder som noget andet.
"Okey: Bortset fra at der blev spillet for meget Billy Idol. Og Meat Loaf. Og at The Clash kun var lig med London Calling eller Should I Stay or Should I Go? Og at man altid afbrød alt klokken hel. Og at Bowie ikke lød til at have lavet musik efter Diamond Dogs. Så har det været fantastiske timer jeg har tilbragt med dig DR Rock! Mange af de bedste har udspillet sig mens maden er blevet tilberedt, opvasken ordnet eller (allerbedst) når rengøringen har kørt et par timer. To timer med rockmusik (for høj) i ørene, i en vidunderlig blanding af nostalgi (Boston, Van Halen), nysgerrighed (Gov.T.Mule, My Morning Jacket) og ren pleasure (Led Zep, Neil Young). Javel var man skeptisk i starten overfor den computerstyrede DJ, men efterhånden lærte man først at acceptere den ok blanding, siden ligefrem hygge sig med skiftene og sluttelig elske pausen inden og så overraskelsen over det nye nummer. Ikke siden Pandora har jeg haft det så godt med rockmusik i radioen.
DR Rock - udover dit ret simple koncept har virket vanedannende og underholdende - så skabte du også en af mine kæreste fritidsbeskæftigelser: En rockquiz, hvor et antal numre indgik som en helt naturlig del af quizzens 'trivia-del'. Den quiz voksede ud af dit overflødighedshorn af nonstop rock. Hvad skal vi nu stille op med din del? Begynde at abonnere på Last.FM?
Kære DR Rock. Måske godt du var en maskine (og lidt Little Steven) og ikke en vært eller et ansigt. Det må betyde der er en knap etellerandet sted i rockiverset, som nogen bare skal trykke på. Så kører vi igen. Non stop. Med Billy Idol."

-
Til de interesserede følger herunder de samlede regler for rockquizzen. Naturligvis skal delene med DR Rock udskiftes med noget andet. Gameplayet er testet over adskillige runder. Det funker, men der skal afsættes ca. syv timer med hold på tre personer.

§ 1: HOLDSPIL MED OP TIL TRE SPILLERE PR HOLD. HOLDENE SÆTTES EFTER EVNER / SPECIALER / ALDER / IDIOSYNKRASIER. I FORBINDELSE MED AFBUD ELLER FORCE MAJEURE KAN DER VÆRE ET FORSKELLIGT ANTAL SPILLERE PÅ HOLDENE.

§ 1 STK 1: DET ER EN GENTLEMANQUIZ.

§ 2: DER ER FEM RUNDER MED SPØRGSMÅL.

§ 2 STK 1: FØRSTE RUNDE BESTÅR AF EN ”WHAT HIT ME?” KAMP: EEN SPILLER FRA HVERT HOLD STILLER MED TI STYKKER FAKTUEL ELLER PERSONLIG HITMUSIK, SOM SPILLES FRA STARTEN. DEREFTER KAN ALLE ”IKKE DJ’S” BYDE IND; DEN ENE HIT-DJ TJEKKER DELTAGERNE FOR FØRSTE MARKERING, MENS DEN ANDEN SPILLER HITS. SVARET SKAL BESTÅ AF BÅDE BAND/KUNSTNER OG TITEL. NÅR FØRST DER ER MARKERET SPILLES DER IKKE MERE AF NUMMERET. DER GIVES 3 POINT FOR RIGTIGT SVAR. SVARES DER FORKERT FÅR DELTAGERNE FRA DET ANDET HOLD CHANCEN FOR EET BUD. ER DER IKKE BUDT INDEN 120 SEKUNDER KAN DER IKKE GÆTTES. (SE OGSÅ § 1 STK 1 OG § 6)
 
§ 2 STK 2: ANDEN RUNDE KAN UDKÆMPES PÅ FØLGENDE MÅDER:
A-VARIANT: HVER SPILLER MEDBRINGER 6 NUMRE HVORAF DET ANDET HOLD HØRER ET UDVALGT TIDSINTERVAL PÅ CA. 120 SEKUNDER PR. NUMMER. DER  FORMULERES ET SPØRGSMÅL I RELATION TIL NUMMERET. HVERT RIGTIGT SVAR  GIVER 10 POINT.
B-VARIANT: SOM UDGANGSPUNKT TAGES A-VARIANTEN, MEN DE SEKS NUMRE ER SAMMENSAT UD FRA ET TEMA, FX GENRE, KUNSTNER, COVER, STED ELLER ANDET, OG HVERT RIGTIGT SVAR PÅ DE FORMULEREDE SPØRGSMÅL GIVER 5 POINT. TEMAET INDBRINGER DET ANDET HOLD 30 POINT, HVIS DET GÆTTES.
NB: HVIS DET I HENHOLD TIL § 1 STK 1 FOREKOMMER NØDVENDIGT, KAN MAN OVERFOR DET GÆTTENDE HOLD UDPEGE ENTEN; ET ”NØGLENUMMER”, HVOR DER VIL VÆRE SÆRLIG HJÆLP AT HENTE, ELLER; MELDE ET OVERORDNET TEMA UD, SOM KAN PEGE I RETNING AF DET KONKRETE DITTO (FX ”GEOGRAFI”, ”FORBRUG”, ”ANATOMI”.)
NBNB: B-VARIANT KAN (MED HILSEN TIL § 1 STK 1 ) SPILLES MED ÅBENT TEMA OG POINTGIVNING SOM I A-VARIANTEN.

§ 2 STK 3: TREDIE RUNDE BESTÅR AF EN SPECIALIST/SPECIALE QUIZ, OG KAN UDKÆMPES PÅ FØLGENDE MÅDER:
A-VARIANT: UNDER SELVE QUIZZEN MELDER HVER SPILLER ET NAVN / BAND UD, OG ET KONKURRERENDE HOLD FORMULERER ET SPØRGSMÅL OM UDGIVELSER, BANDMEDLEMMER, HITS ETC. (EVT. EFTER OPSLAG I FAGLITTERATUR). DER MÅ HJÆLPES MED SVARET FRA HOLDET. HVERT RIGTIGT SVAR GIVER 20 POINT.
B-VARIANT: HVERT HOLDS SPILLERE MELDER ET SPECIALE UD, DER FORMULERES BREDERE ELLER SMALLERE; FX ”KVINDELIGE FORSANGERE”, ”MANCHESTER”, ”DANSKE GUITARISTER FRA ’78 TIL ’85”. B-VARIANTEN FORDRER AT SPECIALET INDLØBER DET ANDET HOLD EN UGE FØR QUIZDATO, HVOREFTER HOLDET FORMULERER ET SPØRGSMÅL TIL SPECIALET, ENTEN I FÆLLESSKAB ELLER UDDELEGERET. HVERT RIGTIGT SVAR GIVER 20 POINT. HOLDET MÅ IKKE HJÆLPE MED SVARET. (SE OGSÅ § 1 STK 1)
C-VARIANT: SPILLERNE PÅ HVERT HOLD ENES INDBYRDES OM ET EMNE, DE MENER AT KUNNE DÆKKE BREDT SOM HOLD. DETTE MELDES UD TIL DET ANDET HOLD EN UGE FØR QUIZDATO, SÅLEDES DET ANDET HOLD KAN NÅ AT FORMULERE TRE SPØRGSMÅL TIL DET GIVNE EMNE. SPØRGSMÅLENES SVÆRHEDSGRAD KAN VARIERES OG RETTES IND EFTER EMNETS KARAKTER. (SE OGSÅ § 1 STK 1) HVERT RIGTIGT SVAR GIVER 20 POINT.
NB: DER KAN SPILLES (HOLDVIS) MED BÅDE B- OG C-VARIANT PÅ SAMME TID, HVIS MAN ENES OM DET.

§ 2 STK 4: FJERDE RUNDE BESTÅR AF EN TRIVIA QUIZ: HVERT HOLD FÅR CA. 30 GENERELLE SPØRGSMÅL SOM QUIZMASTER/VÆRT SAMMENSÆTTER TIL DAGEN. DER GIVES POINT, DER SVARER TIL EN SAMLET POINTSUM AF 60. (SE OGSÅ § 1 STK 1)

§ 2 STK 5: FEMTE RUNDE BESTÅR AF EN RADIO QUIZ: HVERT HOLD STIGER PÅ DR’S DAB-RADIO STATION ”ROCK” (GERNE SIMULTANT, HVIS STED OG TEKNOLOGI TILLADER DET), LYTTER 5 SANGE IGENNEM OG GIVER BUD PÅ BAND/KUNSTNER – SANG – OG ÅRSTAL. DER GIVES 4 POINT PR. RIGTIGT SVAR (KUNSTNER + TITEL + ÅRSTAL = 12 POINT). DER GÆTTES ALDRIG PÅ DET AKTUELLE ELLER I SAMME ØJEBLIK STARTENDE NUMMER VED ANTÆNDING AF RADIOAPPARATET. VED TVIVLSSPØRGSMÅL I FORBINDELSE MED (FX INDHENTNING AF) DATA ANNULLERES ET ELLER FLERE NUMRE OG ERSTATTES MED NYE EFTER VOLDSOM DISKUSSION.

§ 3: SVARFRIST PÅ ALLE SPØRGSMÅL LIGGER OMKRING TO (2) MINUTTER. (SE OGSÅ § 1 STK 1)

§ 4: ALLE SPØRGSMÅL GÅENDE PÅ ÅRSTAL KAN GÆTTES INDENFOR EN MARGIN PÅ +/÷ 1 ÅR, DE TIL ENHVER TID SENESTE 10 (TI) ÅR UNDTAGET, DISSE SKAL GÆTTES PRÆCIST.

§ 5: DER FØRES RUNNING SCORE. DEN ER IKKE HEMMELIG.

§ 6: STOFFET ER BREDT FORMULERET ROCK! – OG DÆKKER ALLE GENRER, SOM MÅTTE FALDE IND UNDER DETTE OVERORDNEDE BEGREB. NYE SOM GAMLE. (SE OGSÅ § 1 STK 1)

§ 7: I TILFÆLDE AF POINTLIGHED VED QUIZZENS AFSLUTNING, TUNES IGEN IND PÅ DR’S DAB STATION ”ROCK”. HER AFLYTTES TRE NUMRE EN SUITE AF BEGGE HOLD PÅ SAMME TID OG BUD PÅ KUNSTNER OG TITEL PÅ SANG NOTERES NED. DER GIVES ET POINT FOR ET RIGTIGT SVAR. SVARENE TJEKKES PÅ DR.DK/PLAYLISTER ELLER PÅ ANDEN VIS. I TILFÆLDE AF POINTLIGHED GENTAGES UDFORDRINGEN.

§ 8: AFHOLDES QUIZZEN IKKE MINIMUM TRE GANGE PÅ ET KALENDERÅR, KAN DEN KUN GENETABLERES MED AFHOLDELSE AF EN POPQUIZ. (SE OGSÅ § 1 STK 1)

§ 9: HVER DELTAGER MEDBRINGER EN PASSENDE PRÆMIE TIL EN PULJE, SOM DET VINDENDE HOLD DELER.

§ 10: HVER DELTAGER MEDBRINGER EN PASSENDE MÆNGDE ALKOHOL, SOM HAN SELV DRIKKER, HVIS HAN PÅ NOGEN MÅDE KAN. ELLERS MÅ HAN DELE.

-

HIGH SCORE: 297 POINT (15.01.10) – DER KAN MAX SCORES 7 X 60 = 420 POINT.

Sin egen største fan

With or without you

Robyn - den svenske popfugl - der som bekendt senest har fået stor succes med sin triple-udgivelse, udtaler i GAFFA 12/2010 at hun udgav pladerne for sin egen skyld. Den indstilling er hun ikke alene om i disse tider. Det er ikke mange bands og kunstnere, der siger andet - hvis de skal sige noget om, hvorfor deres udgivelser blev udgivet eller lyder som de lyder. I seneste nummer af samme medie (GAFFA 01/2011) siger Kashmir: "Vi prøver at lade være med at have et publikum i tankerne, når vi skriver sange, men gå efter vores egen mavefornemmelse."
Nu er begrebet "mavefornemmelse vist kolonialiseret og siden voldtaget så godt og grundigt af alt fra P4 til strømlinede kurser for erhvervslivets top, at det i en kreativ og kunstnerisk sammenhæng næsten er pinligt at høre brugt - måske også fordi hele fornemmelsen vel strengt taget er født af en sådan proces, men citatet er velegnet til at komme videre i undersøgelsen med: For det første rammer det omtalte indstilling til at lave musik på kornet: "Vi laver musik selv, for os selv, til os selv - om os selv. Vi er ikke overhovedet i forbindelse med den syndige omverden med dens salgstal, smagsdomme og strategier." Sådan skal det pr definition lyde fra kunstnerne på musikscenen (og en lang række andre scener - det elskede teater undtaget), hvis ikke man vil falde igennem. Klart nok er der tilfælde, hvor det er nemmere og mindre paradoksalt at have så ekskluderende en holdning til noget som dybest set er en kommunikativ proces. Kanye Wests forrige og Søren Huus' aktuelle album fx. Men ellers er det tabu at fx sige: "Vi har ledt efter en lyd, som lytterne vil få en fantastisk stimulerende oplevelse ud af. Vi har virkelig prøvet at få et billede af de mennesker, som dykker ned i vores musiks univers på jagt efter perler som sange". Og det på trods af, at det er præcis det, der sker - når så Robyn slår igennem med sine album. Lytterne lytter og synes om det. Hendes publikum var der allerede. Kashmirs publikum (herunder overtegnede) ønsker at blive skrevet til - taget i tale - blive tiltalt. Alle der lytter med mere end ørerne har da åbenhed og nysgerrighed og sult på linie med den kreativitet forfatterne mener publikum skal ekskluderes fra, for at noget kan blive godt.
Og hvad så når den fantastiske isolation fører til det helt store hit? Når Robyn endelig bryder ind i superligaen sammen med Madonna og Lady Gaga? Hvad er hendes egenlyst så blevet til? Ja noget som hundredtusindvis af mennesker ikke ser som eksklusivt eller eksklusivt robynesqe - det er da deres! Hendes isolation viste sig at være et enormt fællesskab! Det er vel de færreste musikere som (også i mindre skala end Robyns) som insisterer på at have sig selv og måske nogle få venner som primære målgruppe (man kunne måske mistænke Martin Hall og Mikkel Hess for det på nogle af deres udgivelser)?
Jodle Birge og Kandis og Lis og Poul - den slags dansktopkunstnere - er jeg sikker på, man kan høre sige det omvendte. De vil fra spids af gerne lave musik, som folk kan lide. De ville mene det var en fiasko ikke at involvere publikums ører og lyster i deres kreative proces. Well, det kan være derfor den slags musik virker ret skabelonagtig og konservativ - man ved ligesom, hvad publikum kan lide, og det lægger man sig så henad. Men intentionen om at kommunikere, som en del af hele udgangspunktet og kernen i musik, er da tydeligere her, end hos The Rumour Said Fire, Oh No Ono og alle de andre interessante newcomers på den danske scene.
Måske stikker hele affæren ikke dybere - eller ned i andet end - at ideen om en kunstner stadig er vasket op på den romantiske strand under en friedrich'sk måne: Kvalitet er i sin fødsel for hin enkelte; forfinelse skal ske i geniernes eksklusive værksteder og først siden sættes fri. Man tør ikke lukke flertallet ind. Jeg mener nu stadig der ligger et umanerligt stort paradoks i, ikke at ville tale om (til) et publikum, når det man brænder for og arbejder på aldrig ville kunne eksistere uden.


PS. Kunne man måske i denne sammenhæng hjælpe Broken Beats lidt på vej i deres spor? Her er en kunstner som faktisk piller lidt ved kreativ højtidelighed, kunstnerisk hierarkisering og kærlig kommunikation, og (derfor?) laver fremragende musik til masserne.