FREUDIELE

 

QUEENS OF THE STONE AGE - … LIKE CLOCKWORK - COVER

Klimt med et glimt

De (QOTSA) ved det nok godt, men det er ikke sikkert De (kære læser) ved det. Coveret på deres seneste album '... Like Clockwork' er en ret åbenlys dobbelt parafrase over Gustav Klimts kendte malerier 'Kysset' og 'Død og Liv' fra hhv. 1907/8 og 1910. Det kan man se her:

Coverkunstneren hedder Boneface - er britisk, og vel hvad man kan kalde grafiker. Hans streg er meget præcis, og så alligevel så rå og bumlet, at hans figurer lever. Hans vinkler og udsnit er til gengæld meget usædvanlige og tydeligt inspireret af kameraets (fotografiets) omnipotens.
Hvad Boneface siger QOTSA er oplagt - også når man betragter deres tidligere albums: Klar, farvestrålende logobåret grafik. Alt det pop der ikke er i musikken finder vi på omslaget. Især debuten 'Rated R' står som en klassiker på linie med Spiritualized's 'Ladies and Gentlemen… We are Floating in Space'.

Hvad Klimt siger Boneface er heller ikke svært at se - balancen mellem det præcist skildrede men dunkelt fortalte og helt fortiede. Så hvad er forbindelsen mellem QOTSA og Klimt?
Som man måske bemærker har Boneface blandt andet lavet mixet mellem de to malerier ved hjælp af en maske. Denne åbenlyse dobbelthed, som Klimt egentlig også har med, fortæller måske noget om den lakoniske sandhed, som titlens 'memento mori' også lægger op til: Vi ved godt, hvordan det kommer til at gå. Sandheden er ilde hørt (hvad man kan se på den tårevædede kvinde, hvis Q'vindelighed yderligere defloreres (med et penselstrøg) i det nye logo), men der er jo også en intimitet i det morbide.
Måske skal vi have endnu en wienerkunstner med, for at få hele kabalen til at gå op:

Dette er Egon Schieles helt eminente maleri 'Die Wahrheit wurde enthüllt' (sandheden bliver afsløret) Fra 1913, hvor kappen og kroppen indgår i en anden symbiose, som ifølge titlen altså føder sandheden. Her er kranier ikke nødvendige, fordi Schiele dels tegner sig ind under huden, men man har også fornemmelsen af, at mandens gestik faktisk er kraniets grinende klokværk.
Wiens paradoksale, dekadente og dødssyge fin-de-siecle-kultur lever og har det godt. Det har coverkunsten heldigvis også.

Boneface

Wien - itinerarium constructio 2

Siældne glimt

Jeg er på vej til Wien. Seks dage i den europæiske rygmarv. Jeg glæder mig. Og det på trods af, at mit kendskab til Wien er begrænset til den skyldige kulturelle ballast man altid bør have, og en enkelt regnvåd sommerdag i 2008, hvor vi cyklede ind og ud, og kun plukkede de allermest modne fugter. Følgende er andet indlæg i en førrejseguide til Wien.
Hvis man leder efter Gustav Klimt i sine billederindringer - og samtidig eller kort efter fundet, leder efter Egon Schiele, vil man opleve det forunderlige, at de kompletterer hinanden på smukkeste vis. Man kan naturligvis også google dem frem med algoritmens hast, eller - hvis man som jeg, er gammeldags priviligeret - hente dem frem fra hylderne. Men som jeg sidder her uden andre gengivelser af værkerne, end dem jeg har i tankerne er deres modsætnings/kompletteringsforhold langt mere interessant.
Hvis man vil tillade en digression, så er gensynet ligesom genfortællingen ikke altid at sidestille med en forenkling i uheldig forstand - de kan meget vel svare til en fokusering og fortolkning, en kop espresso. Som man jo af gode grunde ikke bæller.
Nå, men bare fordi jeg så har udfordret de to billedværker med en anden måde at opsummere på, er det ikke ensbetydende med, at der er noget epokegørende nyt på færde. Hvor Klimt pakker sine mennesker ind i jord, sten og alkymistiske beværgelser, så klæder Schiele jo sine figurer af - men selvom nøgenheden på mange måder er hans signatur, så er det jo ikke primært de benede, senede og derfor ekstra nøgne lemmer jeg husker ved hans værk. Det er de blikke som kroner kroppene. Vist er hans mennesker erotiske væsner, vist har de levet ud og ind af deres genitalier - der er på den vis ikke forskel på dem og den omgivende organisme af lår, bryster, halse og arme. Men det er blikket man husker og mærker i gensynet, blikket som kigger på een gennem kroppens historie. Figurernes blik rammer ikke på trods eller som resultat af kroppenes slid. Det rammer paradoksalt nok som alt andet end. Som at komme hjem fra en cirkusforestilling og kunne huske den vinkel klovnens håndled havde, da han bukkede. Som at have spist på Mortens Kro og kun kunne huske Champagnen (og glassets kølige fugt). Mange billedkunstnere snakker om sammenhængen mellem den tid og de lag, der ender med at ligge på lærredet som proportionale med, eller en slags forudsætning for, at de har nået det endelige og mest rigtige resultat. Hos Schiele (hans mig ubekendte arbejdsmetoder ufortalt) bliver blikkenes kroppe det samme som oliemaleriets mange usynlige lag. Hvilken sammenhæng er der så mellem de sarte og skrøbelige knogler og blikket? Vi spørger hos Gustav Klimt, der som annonceret på erindringens agenda jo passer ind som Schieles modsætning.
Klimts værker har ingen nøgne kroppe. Kroppene er inde i maleriets materiale så at sige. Altid forbavses man over, hvordan Klimt kan pakke dem ind i noget, som ikke er og alligevel også er et motiv. Det er som om hans mennesker helt metaforisk er "i" nogle omstændigheder eller situationer, som gør det ud for klæder eller naturelementer. Klimts billedrum er fiktive, men hans figurer smertefuldt virkelige, fordi de er genkendelige og banale. Hos Klimt er blikket, i overensstemmelse med den lydefri og selvspejlende perception, introvert. Som blikket hos en hund, der ikke har noget at give sig til - eller måske mere præcist, ikke ved man kigger på den. Sådan sidder de i malerierne. Overbevisende sat fast i alt muligt materielt og alligevel æterisk. Blikke som ægyptiske faraoners. Og kroppene, nøgenheden, huden og det udsatte er indsat og skjult. Som undersøgte deres blikke det mørke, der omslutter kroppen. På omstændighedernes bløde inderside, har han sat sin signatur.
Således finder Schieles blik en krop. Således finder Klimts krop et blik. Godt deres værker er to forskellige. Ellers ville de ikke spilde tid på os beskuere.
Jeg har (helt ærligt) ikke kigget på et eneste værk af de ovennævnte kunstnere, mens jeg har ravet gennem dette indlæg. Jeg gør det når jeg har oploadet. Hvis jeg tør teste det melankolske gensyn med det empiriske blik.