Blikket tabes ud over arkitekturen, mens kroppen bliver holdt fast af skyggens oplyste logik. Men skyggen er selv en påstand skåret i stykker af hus.
Viser opslag med etiketten selvtilfredsstillelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten selvtilfredsstillelse. Vis alle opslag
lørdag den 30. januar 2021
søndag den 25. september 2016
DU SKAL IKKE GENFORTÆLLE MIG
Jeg kan af en eller anden grund ikke længere udholde genfortællingen. Jeg ved det ikke lyder sympatisk, og selvom jeg har forsøgt, er det ikke lykkedes mig at aflægge mig min afsky. I samme øjeblik jeg fornemmer optræk til en genfortælling, vrider noget sig i mig og får mig til at søge væk. Faktisk flygte. Hvis man kan genkende denne modstand og uvilje, skal man læse videre her:
Jeg tror frustrationen i første omgang kommer af, at man ikke har tid til at få set eller hørt alt det, man bliver anbefalet - hvad genfortællingen jo er et pinligt bevis på. I anden omgang tror jeg så det handler om, at man ikke vil godkende den andens 'bedrift,' fordi man misunder forbruget.
Men den tredie og vigtigste fortolkning tror jeg handler om fælleskabet. Eller mere præcist det fællesskab, som på mange måder er gået tabt og faret vild i alt for mange individuelle dagsordner og forbrugsmønstre. For genfortællingen betyder jo, at man bliver taget som gidsel i et ikke eksisterende fællesskab. Genfortællingen handler om at "man skulle have været der!" For selvom genfortællingen på mange måder mimer et fællesskab, så bliver den det jo aldrig. Den henviser til en erfaring, man har haft som var så god, man ville ønske den anden kunne have delt den med een. Men heri ligger jo genfortællingens paradoks - alfald i denne aktuelle variant, hvor den tjener som en slags dokumentation for et spændende kulturforbrugende liv, man ønsker lytteren skal validere og i en vis forstand skabe et fælleskab omkring.
Men jeg vil ikke inddrages i et fejlslagent fælleskab. Jeg vil ikke anerkende, at jeg skulle have haft lyst til at være sammen med den genfortællende modpart på forventet efterbevilling. Sådan fungerer fælleskaber nemlig ikke. Du kunne have inviteret mig med i biografen kunne du - eller mere sandsynligt ringet og spurgt, om vi skulle se noget kabel-serie-tv sammen!
Fænomenet knytter sig ret entydigt til skærmbrug, men kan også opleves i forbindelse med radio, teater og måske sportsbegivenheder - selvom jeg er usikker på psykologien og agendaen i genfortællingen af en superligakamp?
Det findes også i mindre enheder, hvor man genfortæller klip fra internettets mange lindrende oaser af billeder - mystisk nok, da men jo som regel kan finde klippet og se det sammen, hvis man vil. Det gør ikke harmen over at skulle velsigne et (med garanti ligegyldigt stykke film) mindre, fordi det netop handler om at gøre dét til det, vi er fælles om. Det virker som om fælleskabet er blevet et kvalitetsstempel. Ikke underligt kan man ligesom ikke mærke det, selvom man er en af flere hundrede tusinder eller millioner, der kigger på ‘Breaking Bad’ eller en kat i knibe. Og så må naboen hjælpe til.
Og det er nok hér min vrede stammer fra. Man KAN ikke både få verden for sig selv, bestemme egenrådigt hvad man vil se, og så være sammen med andre. Hvis man vil have andre med på galejen, har man af først og fremmest SELV at træde ind i fællesskabet og ofre sin fjernbetjening (se bare på, hvor dårligt det ord ser ud i en fællesskabssammenhæng) og visuelle suverænitet.
Jeg ved det er et frygteligt ekstra eksempel, og jeg hermed endegyldigt stempler mig selv som den gamle sure mand, men når man går rundt afspiller musik med sin telefon i det offentlige rum, står tingene klart frem. Det er jo en kamp om at besætte rummet med sin individuelle dagsorden - fordi man tror det er det, der meningen, fordi man har forstået, at fælleskabet er værdifuldt. Alle savner fælleskaber, men ingen ved hvordan man går ind i dem, derfor prøver alle at starte et med sig selv. Noget i mennesket har forstået, at er der ikke andre til at se eller høre eller opleve verden sammen med det, så er det ubehjælpeligt forladt og ensomt, og “i rummet kan ingen høre dig skrige,” kan man sig med catchphrasen fra Ridley Scotts ‘Alien’ - det er forresten en virkelig fed sci fi-film. Der er det her monster som ….
Der er selvfølgelig en ufortalt mængde undtagelser og modeksempler - jeg ved det. Men jeg er ikke i tvivl om rigtigheden af, at fællesskabet har det hårdt for tiden, fordi der ikke er nogen (nok) der giver sig tid til det. Så selvfølgelig kan man genfortælle, hvis man har en fortælling der er vigtig. Og selvfølgelig må du genfortælle mig noget - men det skal helst være mere fortælling end genfortælling: En vittighed, en hemmelighed, en oplevelse, der har gjort noget ved dig. Så er vi nemlig sammen om det. Det er godt for fortællingen og det er godt for fælleskabet.
lørdag den 10. september 2016
TO BEDRE GRUNDE TIL AT TEA PARTY-BEVÆGELSEN HEDDER TEA PARTY-BEVÆGELSEN
De fleste har en mere eller mindre klar idé om, hvorfor Tea Party-bevægelsen hedder som den gør … det er noget med en (national)historisk begivenhed i Boston (1773), hvor nogle borgere protesterede mod en beskatning (fra London) ved at hive en større mængde te i havnen.
Der kan imidlertid findes andre grunde til at man taget dette navn; grunde som grundlæggerne måske ikke har fået overvejet i begejstringen over den forgyldte selvtægt og historiske legitimering.
For det første er det slående, hvordan den politiske dynamik og grundlæggende tilgang til verden har slående ligheder med den udvikling vand (en substans uden bevidsthed) gennemgår, når den bliver lukket inde i et begrænset kammer og varmet op. Hvis vi skal blive i den gammeldags stil - hvad teselskabstilhængerne jo ynder - kommer de politiske budskaber ofte ud på samme skingre og indiskutable måde som fløjten på kedlen reagerer på overtrykket inde i samme. Hvorefter man drikker en kop skoldhed te.
For det andet er det ikke mindre slående, hvor mange ligheder der er mellem det tossede teselskab i Alice i Eventyrland og bevægelsen: Tiden står stille, ingen er velkomne ved det (store) bord, den despotiske dronnings frygtregime hersker - selv når hun ikke er til stede, samtalen er absurd og grov og selskabet handler dybest set kun om at udstille hinandens utilstrækkeligheder.
Forståeligt nok fik Alice nok.
mandag den 28. september 2015
AUTOBIOGRAFISK KONSTIPATION
Kunstig-patron
Jeg gjorde dumme ting fuld af håb om de ville gøre mig klog nok til at kunne tvinge dem ind i en æstetik. Dyb smerte vekslet til rå charme. En faustisk selfie. Selv nu og her, mens jeg indrømmer det forfængelige svindelnummer, brænder jeg igennem som skaber. Åreladende ironi. En skamstøtte med stræbebuer. Det eneste punkt hvor narrativet svigter, er når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele skete uden oprindelse. Når narrativet bliver til narremotiv.
onsdag den 20. november 2013
AUTOGRAMMER
Et autogram er som bekendt (se indlægget om pangrammer) en sætning, der kun handler om og henviser til sig selv.
Det er som at sætte spejle op i sproget.
Her er fem forsøg. God fornøjelse. Eller held og lykke.
De har netop læst læst.
Det er løgn at dette er løgn.
Tallet fjorten vil vise sig at være godt bruge til at beskrive denne sætning.
Denne sætning er horizont for tre nedgående sole.
Kun en engel forstår betydningen af denne sætning.
Det er som at sætte spejle op i sproget.
Her er fem forsøg. God fornøjelse. Eller held og lykke.
De har netop læst læst.
Tallet fjorten vil vise sig at være godt bruge til at beskrive denne sætning.
Denne sætning er horizont for tre nedgående sole.
Kun en engel forstår betydningen af denne sætning.
søndag den 30. december 2012
TI NYTÅRFORSÆTTER DE MED SIKKERHED KAN HOLDE TIL
Crappy new gear
I det nye år lover jeg at
- fortryde mindst eet indkøb
- glemme mindst eet vigtigt møde med et andet menneske
- ordne mere over telefonen
- levne
- frygte klimaforandringerne
- samle rabatkuponer
- gøre mig utilnærmelig under transport
- misunde jævnaldrende deres kroppe/partnere/kvikke bemærkninger
- hykle over mit manglende politiske engagement, men hvis bare der var et parti som havde lidt mere mine meninger
- drikke mere kildevand
- være lidt mindre ironisk.
lørdag den 1. december 2012
HÅNEN SOM FORSTÅELSE
Udstillingspraksis
"Se den fede nar! Han er da vist godt selv klar over den er helt gal med vægten. Eller også har hans blodtryk bare besluttet sig for at få ham til at se flovt på vegne af hans deller."
"Hallo dame - madam Mimre, røg hattenålen gennem hovedet i morges, hvor pudderskyerne hindrede udsynet til det guldindrammede spejl?"
"Er hun en MILF?!"
"Hun er en MILF, hvis der var en MILF, så er hun den. Du er fandme heldig at ha' sådan en mor, mand"
"Hun er en MILF, hvis der var en MILF, så er hun den. Du er fandme heldig at ha' sådan en mor, mand"
"Du mener hende, der ligner tapet ... på en god dag?"
"Ja. Savsmulds."
"Ja. Savsmulds."
Som alt andet på dette sted er det bare en intuitiv teori - den kan findes i lignende eller sågar samme form andre steder, eller den kan være forkert. Det kan også være den er så banal, den egentlig slet ikke er fremsætbar. Og undskyld for det lange tilløb, men dels er det fordi jeg er flov over min egen praksis i til- omtalen af mine medmennesker, og dels ved jeg ikke helt hvordan jeg skal arbejde mig ind på sagen.
Men: Som De kan se af indlæggets titel handler det om at bruge den onde karakteristik, når vi skal forstå, tale med og omtale andre mennesker. Jeg tror jeg så mønstret i min egen måde at navigere på. I den bedste mening naturligvis, og humoristisk, men alligevel, så kan jeg godt finde på at bruge mine medmenneskers svaghed som udgangspunkt for kommunikation og dermed forståelse. Ovenstående eksempler er tænkte - men vi er ikke langt fra noget, jeg kan høre mig selv og andre sige.
Selvsagt er der forskel på den direkte konfrontation og distancen - men dybest set tror jeg vi i disse ulykkelige tider er tilbøjelige til at tage udgangspunkt i fejlene og det fjogede. Jeg har således en svaghed for sko, accessories og selvværd, som jeg da ikke et sekund betvivler bliver ud- og afmålt i andre sammenhænge end mit eget hode. Tænk over hvordan De selv gerne starter med det, der ikke fungerer hos andre (Jeg ser det, der blev skrevet en Bog om det, for snart længe siden! Jeg vidste der var noget bekendt ved det.), frem for deres kvaliteter. Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor gå den vej?
Hvorfor stand-up'ernes standret? Hvorfor reality'tv's freakshow? Hvorfor dokumentarfilmenes gabestok? Hvorfor den hurtige hån? (Og er jeg den eneste der ser middelalderen tale med?)
Af to grunde: Humor er det nye ironi - det er sjovt, og man kan med humor få sagt mere end een ting ad gangen, så den sparer tid i forhold til analysen (som sidst var på mode i 70'erne?). Og vi har som bekendt satanædemig travlt for tiden.
Og så fordi alt det vi ellers gør, er at kæmpe for at opretholde en vis standard gennem vores virtuelle, virkelige og i begge sammenhænge stilkonstituerende apparrition. Hånen er en slags modbevægelse (efter Biblen kom Kapitalen - og med de to bøger i biblioteket kan man komme langt ... nej, Peter Plys skal stå imellem dem) til al den stukkatørpraksis vi fylder vore hjem og rynker med. Nogen skal jo gøre det. Noget skal jo gøre det: Pege på vore utilstrækkeligheder.
Blot skal man spørge sig selv, om det vi kalder afmontering - som kan være en virkelig god og nærende ting for eget og andres kringlede jegforståelse - ikke her faktisk er gemen selvhævdelse, som har forklædt sig i uhellig alliance med humoren?
Hvad siger du - din letlæste, lille plirrende lort?
Selvsagt er der forskel på den direkte konfrontation og distancen - men dybest set tror jeg vi i disse ulykkelige tider er tilbøjelige til at tage udgangspunkt i fejlene og det fjogede. Jeg har således en svaghed for sko, accessories og selvværd, som jeg da ikke et sekund betvivler bliver ud- og afmålt i andre sammenhænge end mit eget hode. Tænk over hvordan De selv gerne starter med det, der ikke fungerer hos andre (Jeg ser det, der blev skrevet en Bog om det, for snart længe siden! Jeg vidste der var noget bekendt ved det.), frem for deres kvaliteter. Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor gå den vej?
Hvorfor stand-up'ernes standret? Hvorfor reality'tv's freakshow? Hvorfor dokumentarfilmenes gabestok? Hvorfor den hurtige hån? (Og er jeg den eneste der ser middelalderen tale med?)
Af to grunde: Humor er det nye ironi - det er sjovt, og man kan med humor få sagt mere end een ting ad gangen, så den sparer tid i forhold til analysen (som sidst var på mode i 70'erne?). Og vi har som bekendt satanædemig travlt for tiden.
Og så fordi alt det vi ellers gør, er at kæmpe for at opretholde en vis standard gennem vores virtuelle, virkelige og i begge sammenhænge stilkonstituerende apparrition. Hånen er en slags modbevægelse (efter Biblen kom Kapitalen - og med de to bøger i biblioteket kan man komme langt ... nej, Peter Plys skal stå imellem dem) til al den stukkatørpraksis vi fylder vore hjem og rynker med. Nogen skal jo gøre det. Noget skal jo gøre det: Pege på vore utilstrækkeligheder.
Blot skal man spørge sig selv, om det vi kalder afmontering - som kan være en virkelig god og nærende ting for eget og andres kringlede jegforståelse - ikke her faktisk er gemen selvhævdelse, som har forklædt sig i uhellig alliance med humoren?
Hvad siger du - din letlæste, lille plirrende lort?
mandag den 15. oktober 2012
SELVBIOGRAFISK ELLER BIOGRAFISK TEKSTANALYSE
Lille fejl på læseren dér
Når man for det første er så træt af, at den eneste analysemodel alle kan på fingrene, er den finger man roder i andres navle med. Når man nu synes man i dekader har kæmpet forgæves mod den syndflod af homoseksualitet Hr Andersen (ingen over, ingen under = han bare ikke gjorde det med nogen!) er spulet fersk med. Når man nu selv i sit inderste altid har dyrket denne lastefulde læsning. Når man bare ikke kan lade være med at tænke, at det eneste rette modsvar til de aktuelle kaskader af selvbiografisk biased litteratur - vist efterhånden kategoriseret (og kanoniseret) som 'selvbiografisme' - må være det i exegesen altid forkætrede selv. Når man bare har fået nok af det formelle, hvad enten det så er formspændt struturalistisk eller derformeret dekonstruktuvistisk. Når man bare har løst til at bolle fiskefarsen med sit eget instrument. Så er det Jonathan Franzen siger, at:
[han og andre forfattere, Rød] "taler om dem selv, i håbet om at min oplevelse vækker en vis genklang med din egen".
Og så er det Aristoteles siger [om det vellykkede teaterstykke]:
"genkendelse er, som ordet selv angiver, en forandring fra uvidenhed til erkendelse og viden". [min uvidenskabelige, men ret morsomme fremhævning]
Og så er der Baudelaire hyler:
"Hykleriske læser - mit billede - min bror!"
Og så er det Gadamer roligt konstaterer:
Faktisk tilhører historien ikke os, det er os der tilhører historien. [og Gadamer siger meget andet end det - men ligegyldigt, hvad han så taler om, så taler han om at man er nødt til at selv at gøre noget]
Og så er det jeg konkluderende siger:
Selvbiografisk læsning var her før alle andre læsninger. I princippet var den første fiktive tekst samtidig den første selvbiografiske læsning af et liv.
Men jeg siger også:
Hvis du vil den selvbiografiske læsning skal du virkelig TURDE den. Vi snakker ikke empati eller mimesis. End ikke abstraktion eller fantasi. Overhovedet ikke 'godt at kende fra sig selv'. Vi snakker SELV-biografisk analyse og fortolkning med bogen i dit eget skød, hvorfra du skal fødes og leve og dø med de personer du måtte blive til gennem læsningen.
Og så siger jeg:
God fornøjelse. Måske er du side 9-pigen.
Der er hentet citater og ideer fra Franzens 'Pain Won't Kill You' (min oversættelse), Aristoteles' poetik (Poul Helms oversættelse), Brainy Quote (min oversættelse), Ivan Z. Sørensens: Dantes øjeblikke.
Quote
"Når folk hellere vil læse om afdøde kunstneres liv end at forstå deres kunst (hvilket bogmarkedet konstant vidner om) og når de støttes i dette i et væld af skribenter, der tror, at vejen til at forstå en kunstners værk går gennem vedkommendes liv, så får kunstnerlivet en særlig feticheret status, som man bør være på vagt overfor. For den er fuld af fejslutninger, og det er dem der gør, at folk bliver overraskede over at Kafka var i godt humør, at Hemingway var svagelig og at Van Gogh udviklede en ganske velovervejet og møjsommelig malerteknik. Man vil hellere høre det modsatte."
Torben Sangild på kunsten.nu (hermed anbefalet)
Bemærk den charmerende freudianske svipser i ordet 'fejlslutninger'!
lørdag den 5. november 2011
SIN EGEN KLUB
Slæveskabet
Mønstergenkendelse er et drug. Det kører uafladeligt og vil have mere og mere - gi'r man det ikke noget, tager det selv. Denne blog er en virumental gummicelle, et lingvistisk skærmdump for det kulturelle giftaffald der hober sig op i min hjerne, fordi den ikke tror pladsen nogensinde slipper op. Jeg har opdaget et nyt mønster - dette næppe heller epokegørende; udover selvsagt at være tidstypisk og med til at sætte sociale og eksistentielle standarder for indviderne i vores verden og samfund. Mange andre har været her før mig - og helt sikkert med mere velunderbyggede påstande. Ikke desto mindre, så vil jeg dele følgende tanker om ungdommen og fællesskabet med Dem (jeg har besluttet mig for at anvende Klaus Lynggaards (hermed anbefalet) høfligste henvendelsesform overfor dem, kære læser. Det er et mønster).
Det er en gammel sandhed, at fælleskabet er en opdragende autoritet - endda i sig selv, af egen kraft. Hvor forældre, officerer eller myndighedspersoner er autoriteter netop som personer, er fælleskabet det i kraft sit "skab": At man man er flere og mange, og derigennem synergisk enige om nogle rammer. Det behøver ikke være demokratisk i en forstand, hvor der er åben og afstemt enighed om, hvilke linier man retter ind efter, for i et fælleskab er der andre faktorer end det enkelte individ nu og her. Historie fx. Tradition. Fornemmelse. Det er blandt andet derfor fællesskabet er så fascinerende organisk, og alligevel intellektuelt en dragende størrelse. For nogen af os. Det er også en kulturel kerneværdi. Et indiskutabelt nødvendigt samvær - hvor man så kan diskutere resten af verden, eller bare bede den holde sig på behørig afstand. For andre af os.
Men nu synes jeg at se flere og flere melde sig ud af - eller rettere undlade at melde sig ind i - fælleskaberne. Man vil hellere selv, og KAN meget bedre alene. Og det er ligemeget om man dyrker guitarspil, sport, gøgl, kunst eller verdensforståelse. Det kan man jo ligesågodt selv ordne, når nu internettet tilbyder komplette manualer (OG kanaler til tilbageløbet) for snart sagt hvad som helst på højeste niveau - hvorfor så i alverden prøve at tage det til sig i et læringsfællesskab, hvor man som præmis skal udstille sin egen uduelighed, nærmest rituelt, som et slags adgangstegn. Uha, nej Gud forbyde, at man træder frem på baggrund af nogen eller noget, der er funderet i andet end een selv.
Javel, der er som De måske fornemmer, en snert af kritisk vinkel på "the selfmade succes", alfald som vi ser den fordrejet dyrket i alle mulige medierede sammenhænge, hvor viljen bolles op i en barok iscenesættelse, der desværre undlader at spejle det forgængelige. Ikke at jeg mener der er noget galt med at sætte sig mål og være viljestærk. Men jeg har noget imod, at succes eentydigt fremstår som noget man kun kan opnå, hvis man gør det på sine egne præmisser - against the world. Især da når man interesserer sig for aktiviteter, der traditionelt er båret af fællesskaber. Nu skal dette jo ikke være en skolelærerblog - men jeg må indrømme, at visse dele af den isolerede og egocentrerede navigation og selvrealisering også optræder hos elever, der ligesom foretrækker bare at sidde med tingene selv - uafhængige af almen viden og alle andres verden. Her kunne også godt lyde et hip til idoldyrkelsen af især sportsfolkene, som har en grim afsmag af afbrændt holdånd. Ikke nødvendigvis hos idolerne, men hos tilbederne. Her kunne også fremmanes et apokalytisk scenarie med politikere, der har fremelsket deres 'tæft' og veltalenhed alene foran spejlet med YouTube-manuals.com som et Hamlets kranium i den ene hånd. "Se mig! Jeg har selv lært at lyde som en politiker." Jeg kommer til at tænke på det danske band DeFilm, der forsøgte at sælge sig på, at de aldrig havde været et band eller spillet live, før de gik i studiet og indspillede deres første album ... ikke noget der gav den store respekt i mine kredse. Men måske er tiden moden til dem igen - hvem ved, hvad der kommer på http://www.defilm.dk/ ?
Jeg ved det - og undskylder. Indlægget blev alt for langt - og jeg kom ikke engang ind på web 2.0 eller crowdsourcing! Men emnet ligger mig meget på sinde. Og bør også ligge Dem på sinde. For pludselig er vi alene om fælleskabet - og hvad skal vi så blive enige om?
lørdag den 7. august 2010
Kunsten som overskudsfænomen eller ideal

Jeg er et overskudsfænomen.
Tydeligt i dette øjeblik, hvor jeg skriver på min blog om mit liv og mit samfund med en vinkel og et sprog, som gerne skulle have en snert af det ekvilibristiske og æstetiske, og tydeligere i alle de timer jeg bruger på ellers at skrive og klippe og klistre og være kreativ.
Alt det og til ingen anden nytte end, at så begik jeg da ingen forbrydelser i den tid. Jovel, der findes en kreds af taknemmelige aftagere til dele af min kunstneriske produktion - som jeg er mindst lige så, eller måske mere taknemmelig for levere til - men langt hovedparten af min produktion kommer ingen steder hen, bliver ikke tilegnet eller oplevet af ukendte hjerter og øjne.
Hvilket samfund producerer sådan nogle som mig - og i det omfang som sådan nogen som jeg findes i? For jeg er jo ikke alene om, eller (sic) enestående med mit kunstneriske sisyfosarbejde. Der tænkes og skabes på fuld kraft i samfundets og kulturens farvande. Om det er virtuelt på nettet eller konkret på gadeplan - om det er i sociale eller eremitiske sammenhænge, så blogges, males, skribles og sprayes der af rent og fuldt hjerte.
Men hvorfor er det at alle disse udtryk, al den skaben, som har sin rod og sit væsen i aksen fra kunstnerisk geni til taknemmelig modtager; fra ide til ide, nu mere end nogensinde før, ikke ser ud til at ville eller skulle forløses som udsagn og kommunikation? For nu bare at smække aben på væggen: Hvorfor analyserer og beskriver jeg denne filosofisk småtskårne problemstilling i en blogosfære af huller og tomhed? Hvorfor sidder vi forkullede billedmagere og sveder over kompositioner og montager, hvis efterliv begrænser sig til bordpladens mål, skærmens tommer og et arkiv fyldt med ukendte sejre? Hvis skoven er tom - kan man så høre træet falde?
Er det udtryk for den ultimative velfærd - altså at samfundet er ved at nå et niveau (plan, stade ... jeg ved ikke helt, hvilket begreb er bedst), hvor der kan frigøres tid og prioriteres plads til befolkningens sjælelige habitus? Dette forudsat at kunsten og den kunstneriske praksis er sund og helbredende for mennesket?
Er det udtryk for en kedsomhed ved det systemiske, planlagte og fastlagte, som man ønsker at skabe modbilleder til? Dette forudsat at man oplever sit (arbejds)liv som præget af rutiner?
Er det udtryk for et ønske om at opnå en fornemmelse af den status, som kulturpersonlighederne har - fordi samfundets seneste swung på forbrugerplænen kun har haft eet mål: At have det samme, som alle de andre har!
-
Tillad mig, nu jeg også til min egen forbløffelse og spirende frygt, har skrevet mig op i et mere end ønskeligt privat hjørne, at spænde mit anedoktiske bælte: På tre generationer er det liv jeg rummer indeni, forandret fra et ufaglært, lavtlønnet og løstansat arbejderklasseliv, hvor kunst var lig med kongeligt porcelæn, over et fokuseret og bevidst socialt brud ind i den bedre middelklasse, hvor kunst var et statussymbol, til et akademisk og økonomisk ubesværet liv, hvor kunst er meditativ og kreativ adspredelse. Og selvom der her er set bort fra alt, hvad man kan kalde DNA, skæbne og (familie)psykologi, så er billedet af den lykkelige abe ved staffeliet umisforståeligt: Det var her jeg skulle ende - det er her jeg er lykkelig.
-
Så måske ligger svaret i det forkætrede begreb lykke? Mennesket er mest lykkeligt, når det fylder sin egen rolle og sit selv mest muligt ud. Og det gør det naturligvis, når det bruger sin arts mest karakteristiske kraft, når det gør hvad det er bedst til: Tænker, vokser og skaber. Det lyder smukt. Men set fra et samfundsperspektiv så lyder det også som sæd fra en million aber, der gokker den af og spilder resultatet på kolde kældergulve.
Der er ikke andet svar, end at skabelsen må bære meningen og dermed nytten og dermed - om ikke andet - en overbevisning om at det kreative har et mål. Der er en anden! En læser, en kigger, en spiller, en soulmate. Måske har netop blogosfæren og web 2.0 boostet en opfattelse af, at hvis man ytrer sig, så vil nogen, før eller siden, her eller der, høre det. Der findes ingen skove længere, som ikke er beboet.
Og måske er den nye anden meget mere velegnet af forestille sig. Den nye anden er ikke som i gamle daw', hvor filosofien (og psykologien) definerede 'den anden', som det fremmede fænomen, der aftegnede een selv som sig, men et fænomen fisket ud af en global grød af brugere og lurere, der er så mange, at det er utænkeligt at være alene om lige det man skaber. Man ved nogen finder een.
-
Således ender eventyret godt. Nogen vil før eller siden samle også denne brødkrumme op. Og mens jeg skrev den havde jeg det fremragende. Jeg fik skærpet mine analytiske evner og brugt min kreative trang.
Og ja, jeg tror det er sundt og det er under alle omstændigheder noget andet end det jeg plejer at gøre.
Abonner på:
Opslag (Atom)






