TO BEDRE GRUNDE TIL AT TEA PARTY-BEVÆGELSEN HEDDER TEA PARTY-BEVÆGELSEN

De fleste har en mere eller mindre klar idé om, hvorfor Tea Party-bevægelsen hedder som den gør … det er noget med en (national)historisk begivenhed i  Boston (1773), hvor nogle borgere protesterede mod en beskatning (fra London) ved at hive en større mængde te i havnen. 

Der kan imidlertid findes andre grunde til at man taget dette navn; grunde som grundlæggerne måske ikke har fået overvejet i begejstringen over den forgyldte selvtægt og historiske legitimering.

For det første er det slående, hvordan den politiske dynamik og grundlæggende tilgang til verden har slående ligheder med den udvikling vand (en substans uden bevidsthed) gennemgår, når den bliver lukket inde i et begrænset kammer og varmet op. Hvis vi skal blive i den gammeldags stil - hvad teselskabstilhængerne jo ynder - kommer de politiske budskaber ofte ud på samme skingre og indiskutable måde som fløjten på kedlen reagerer på overtrykket inde i samme. Hvorefter man drikker en kop skoldhed te.

For det andet er det ikke mindre slående, hvor mange ligheder der er mellem det tossede teselskab i Alice i Eventyrland og bevægelsen: Tiden står stille, ingen er velkomne ved det (store) bord, den despotiske dronnings frygtregime hersker - selv når hun ikke er til stede, samtalen er absurd og grov og selskabet handler dybest set kun om at udstille hinandens utilstrækkeligheder.

Forståeligt nok fik Alice nok.

JEG HAR KØBT EN BOG

Slagtilfælde

Ja, jeg har købt en bog! Hvor håbløs gammeldags kan en blogger være? Ikke nok med at jeg har købt en bog - en tung, uhandy og støvsamlende en af slagsen; det er tilmed et opslagsværk!
Så bliver det ikke meget mere kikset vel? Åh jo. For det er et opslagsværk med det der indiskutabelt findes MEST af på internettet: Trivia. Tilmed trivia om populærkultur: Cassel’s Movie Quotations. Hvor håbløst et indkøb kan man gøre? Også på trods af, at den kun kostede 34 kroner i Røde Kors’ Igen-butik. For er der noget man kan finde til overflod derude på nettet, så er det da citater fra filmstjerner og andre guder.
Men. 
Nu er det ikke fordi jeg skammer mig eller synes jeg har begået en fejl. Slet ikke - jeg er faktisk glad for bogen. Den er lækkert tung, der er fremragende fotografier i den og den er en lystlæsers drøm, fordi der er noget både nyt og genkendeligt på hvert opslag. Og hey; 34 kroner!

Da jeg sad med den gik det op for mig, at selvfølgelig bliver internettet (som jeg nægter at skrive med stort, ligesom nogle ateister nægter at skrive Gud med stort) og al dets væsen bogens Waterloo - men der ér altså nogle ting vi ikke helt har fået styr på derude endnu:

1) Hvor er fx internettets register?
Vist kan man gurgle sig igennem mange af de samme ting som jeg kan slå op i min bog - Scaramangas replikker, Kurt Russels ditto, Steven Spielbergs tanker om film osv. Men man kan ikke lave den skæve søgning på fx (film)citater om at være våd (I’m wet! I’m wet! I’m hysterical and I’m wet!) og man kan ikke møde den uforlignelige beskrivelse af pebermyntechokoladen (wafer-thin) for nu bare at komme med et par opslag fra W. Hvis man således prøver at finde ‘Movie-quotes with wet’ får man een (lummer) film fra (ellers fremragende) IMDb og ingenting fra Rotten Tomatoes (men de vil gerne have nogen).

2) Hvor er fx internettets alfabet?
Sagen er jo som bekendt, at der ikke er nogen start eller slut på skidtet. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at hvis en side har en opslagsmulighed, der er alfabetiseret, så er chancerne for at du er på en lødig side gode. Men udover det er du prisgivet, hvis ikke du kan huske filmen, rollens eller skuespillerens eksakte navn(e). I bogen kan jeg forlyste mig med Montgomery Clift, Hedy Lamarr og The Knights who say Ni blot ved at lade blikket flyde over de lyde jeg ikke helt kan få til at falde på plads.

3) Hvor er fx internettets kvalitetsgaranti? 
Udover antal brugere, venner, likes og hits så er der jo ikke meget, der garanterer du sidder med sikker viden eller sans for kram. Bevares, mange foretrækker netop den opstilling i disse egocentrale tider, men at bestemme selv er netop kun udtryk for det. Man køber jo heller ikke ost hos cykelhandleren - med mindre man køber over nettet.

4) Hvor er fx fornemmelsen af at vide man har viden?
Når jeg om nogle dage er færdig med at fornøje mig over bogen, så ryger den ind på hylden blandt de andre opslagsværker, og så ved jeg dét. Jeg ved ikke hvad jeg ved, når jeg går på nettet. Alt og ingenting på samme tid.

“In the future, in place of ‘search and destroy’, substitute the phrase ‘sweep and clear.”

Full Metal Jacket, 1987

FOTOGRAFIET ER

"Photography is death in the future."

Roland Barthes

“All photographs are memento mori. To take a photograph is to participate in another person’s (or thing’s) mortality, vulnerability, mutability. Precisely by slicing out this moment and freezing it, all photographs testify to time’s relentless melt.” 

Susan Sontag

(On Photography, 1977)

"Jedes Kunstwerk ist ein Augenblick."

Theodor W. Adorno

De første to citater er tydeligt beslægtede - tænkt i forlængelse af personernes indgående omgange tangoer med det altid besværlige medie fotografi. Det tredie har jeg tilføjet for at se, hvad der sker.

Første gang jeg stødte på Barthes' nådesløse sandhed handlede det slet ikke om fotografi - sådan da. Det var på Lousianas udstilling med blomstertema (2004), hvor jeg stødte mig på replikken "Har du nu igen købt nogle blomster, der kan stå her og dø i en vase?!" Jeg husker desværre ikke, hvem der sagde det - eller til hvem, men kombinationen af død og skønhed er ramt meget præcist - omend en smule ufølsomt. Tilfældigvis (not) var udstillingen begavet med en lang række helt fantastiske fotografier af blomster (fra Mapplethorpe til Karl Blossfeldt over Imogen Cunningham m.fl. ... det er stadig en af de bedste udstillinger jeg har set deroppe), der nærmest benægtede vasens sarkofaglighed med fotografiets vitale dødsmaske. 
Da jeg siden hørte Barthes' citat, forbandt jeg sådan set ikke de to ytringer, men i dag kan jeg jo godt se, at de er forbundet - dog med den afgørende forskel som Adornos citat peger på: At gyldigheden ikke er gældende, når vi snakker kunstfotografi.
Hvor det bartheske familiefotografi eller sontagske reportagefoto er punkter taget ud af en kronologisk linie, en vektor i livet og dødens koordinatsystem, så har kunstværket fundet en nødparagraf, et sort punkt (med en analogi til det astronomiske sorte hul), hvor død ikke skubbes i gang med kameraets lukkemekanisme.
Det er muligt vi er nødt til at skelne mellem fotografer. Og mellem fotografier. Der er ikke tvivl om at en Krass Clement er styret af den styrke, der ligger i Susan Sontags 'memento mori' - han vil tiden og dens ophør i sine billeder. Men fotografer som Astrid Kruse Jensen eller Joachim Koester har sat etellerandet i klemme mellem optagelsen og 'the sweet hereafter', deres arrangementer - de være sig opstillede eller udsøgte, hugger ikke på krogen og tiden. De - og andre kunstværker - vil godt acceptere timelighed som netop en 'timing', hvor værket skal opstå som resultat af, hvad de nu måtte have af æstetiske dogmer og praksisser, men ikke nødvendigvis som et led i at døden er øjeblikkets naturlige følge.
Det er ikke det samme som, at kunstfotografier ikke har indgået den af Barthes og Sontag skildrede fatale pagt - for øjeblikket, nu'et, optagelsen registrerer man jo altid, når man kigger på fotografier - og vel derfor også når man fotograferer. Men nogle kunstfotografier er bare ikke villige til at lade sig bosse ind i den centipetale og sentimentale bane det er at kigge på klassikere som Eddie Adams' 'Saigon Execution', Stanley Formans 'Mother and daughter'  og Robert Capas i denne sammenhæng sært twistede 'Falling Soldier'.
Måske peger Adorno også på receptionen - på det øjeblik kunsten opstår i beskuerens øje, hvad der om noget jo kan gendrive det dødelige i al evighed, da kunst netop er lavet for at blive og forblive med sit budskab. I den sammenhæng er det almindelige fotografis budskab mere en dokumentation af en tid, et sted, nogle mennesker, der før eller siden ender i en urne. Mindet er altid bagudrettet - og derfor gift med døden. Kunstværket er altid for fremtiden - ellers ville det ikke kunne blive.

se nogle af de omtalte billeder her: 
her 
her
og her

Leonard Cohen:
Det meste af tiden bliver vi desillusionerede af det arbejde, vi har udført. Af og til er der noget, der nådefuldt stikker ud, inviterer os til at arbejde videre med det, animere det på en eller anden måde. Det er en mystisk proces.
Til Jarvis Cocker / refereret af Ralf Christensen i Information 27. januar 2012

25 SÆTNINGER DU SKAL SIGE INDEN DU DØR

 

Lingua longa - vita brevis

Nej, jeg vil hellere med ham dér.
Nej, du skal ikke komme i aften.
Nej, jeg hedder Pust.
Dén bog har forandret mit liv.
Dén person er jeg glad for ikke er dig.
Dén del af mit liv har jeg foræret til en anden.
Sandheden er at jeg aldrig har elsket dig.
Sandheden er at jeg altid har elsket dig.
Sandheden er at du altid har elsket mig.
Jeg har mistet mit kæreste eje.
Jeg er blevet blind.
Jeg siger denne sætning for at få den sagt inden jeg dør.
Det smager som noget jeg aldrig har smagt før.
Det gør ikke noget, det gør det virkelig ikke.
Det var en engel.
Hvis jeg bliver mere lykkelig end jeg er nu, så dør jeg.
Hvis der ikke er noget jeg kan gøre ved det, så vil jeg gerne gøre noget andet.
Hvis jeg får dig til at føle dig tryg, hvad får du så mig mig til at føle?
Når jeg er færdig med denne her, vil jeg gerne have een til.
Når du siger den slags ting til mig, får jeg lyst til at græde.
Når jeg kommer hjem vil jeg planlægge ikke at rejse.
Faktisk har jeg glemt alt hvad jeg nogensinde har vidst.
Faktisk mener jeg ofte ikke det jeg siger.
Faktisk gør det ikke så ondt.
Mere lys!