FOTOGRAFIET ER

"Photography is death in the future."

Roland Barthes

“All photographs are memento mori. To take a photograph is to participate in another person’s (or thing’s) mortality, vulnerability, mutability. Precisely by slicing out this moment and freezing it, all photographs testify to time’s relentless melt.” 

Susan Sontag

(On Photography, 1977)

"Jedes Kunstwerk ist ein Augenblick."

Theodor W. Adorno

De første to citater er tydeligt beslægtede - tænkt i forlængelse af personernes indgående omgange tangoer med det altid besværlige medie fotografi. Det tredie har jeg tilføjet for at se, hvad der sker.

Første gang jeg stødte på Barthes' nådesløse sandhed handlede det slet ikke om fotografi - sådan da. Det var på Lousianas udstilling med blomstertema (2004), hvor jeg stødte mig på replikken "Har du nu igen købt nogle blomster, der kan stå her og dø i en vase?!" Jeg husker desværre ikke, hvem der sagde det - eller til hvem, men kombinationen af død og skønhed er ramt meget præcist - omend en smule ufølsomt. Tilfældigvis (not) var udstillingen begavet med en lang række helt fantastiske fotografier af blomster (fra Mapplethorpe til Karl Blossfeldt over Imogen Cunningham m.fl. ... det er stadig en af de bedste udstillinger jeg har set deroppe), der nærmest benægtede vasens sarkofaglighed med fotografiets vitale dødsmaske. 
Da jeg siden hørte Barthes' citat, forbandt jeg sådan set ikke de to ytringer, men i dag kan jeg jo godt se, at de er forbundet - dog med den afgørende forskel som Adornos citat peger på: At gyldigheden ikke er gældende, når vi snakker kunstfotografi.
Hvor det bartheske familiefotografi eller sontagske reportagefoto er punkter taget ud af en kronologisk linie, en vektor i livet og dødens koordinatsystem, så har kunstværket fundet en nødparagraf, et sort punkt (med en analogi til det astronomiske sorte hul), hvor død ikke skubbes i gang med kameraets lukkemekanisme.
Det er muligt vi er nødt til at skelne mellem fotografer. Og mellem fotografier. Der er ikke tvivl om at en Krass Clement er styret af den styrke, der ligger i Susan Sontags 'memento mori' - han vil tiden og dens ophør i sine billeder. Men fotografer som Astrid Kruse Jensen eller Joachim Koester har sat etellerandet i klemme mellem optagelsen og 'the sweet hereafter', deres arrangementer - de være sig opstillede eller udsøgte, hugger ikke på krogen og tiden. De - og andre kunstværker - vil godt acceptere timelighed som netop en 'timing', hvor værket skal opstå som resultat af, hvad de nu måtte have af æstetiske dogmer og praksisser, men ikke nødvendigvis som et led i at døden er øjeblikkets naturlige følge.
Det er ikke det samme som, at kunstfotografier ikke har indgået den af Barthes og Sontag skildrede fatale pagt - for øjeblikket, nu'et, optagelsen registrerer man jo altid, når man kigger på fotografier - og vel derfor også når man fotograferer. Men nogle kunstfotografier er bare ikke villige til at lade sig bosse ind i den centipetale og sentimentale bane det er at kigge på klassikere som Eddie Adams' 'Saigon Execution', Stanley Formans 'Mother and daughter'  og Robert Capas i denne sammenhæng sært twistede 'Falling Soldier'.
Måske peger Adorno også på receptionen - på det øjeblik kunsten opstår i beskuerens øje, hvad der om noget jo kan gendrive det dødelige i al evighed, da kunst netop er lavet for at blive og forblive med sit budskab. I den sammenhæng er det almindelige fotografis budskab mere en dokumentation af en tid, et sted, nogle mennesker, der før eller siden ender i en urne. Mindet er altid bagudrettet - og derfor gift med døden. Kunstværket er altid for fremtiden - ellers ville det ikke kunne blive.

se nogle af de omtalte billeder her: 
her 
her
og her