TALEMÅDER OM KØB OG SALG

Så får du ikke mere for den femogtyveøre

Penge i det hele taget - men bestemt også det vi gør med dem - er en dominerende metafor i vore talemåder. Jeg kom til at tænke over det på grund af udtrykket '(at være) solgt til stanglakrids', som ingen rigtig formår at lande den oprindelige betydning af.
Der er mange ret centrale og ret flittige måder at bruge mønt med munden på. Fx:

Det gi'r jeg ikke noget for!
Han er ikke meget værd.
Den køber jeg sgu! (ikke!)
Det sælger ikke.
Der er udsolgt.
Det har vi ikke råd til.
Oven i købet.
Han gav igen med samme mønt.
Hun slog mønt af opmærksomheden.
Dyrt og dyrebart.
Værdiløst

Og de er mere eller indre interessante og pikante. Bedst gemt i den daglige tale er nok 'oven i købet' - der ikke høres som andet end mere og ekstra, men jo tydeligt nok er vandret fra en handelsmæssig sammenhæng ind i sproget. Noget af det underholdende ved lige pengemetaforerne, er jo at det er nemmere at forestille sig, hvordan de kunne siges i en faktisk handelssituation. Den slags er ikke givet med talemåder, hvor man sætter kikkerten for det blinde øje eller skuer hunden på håret.
'Ikke at give noget for' og 'ikke at være noget værd' ligger også godt skjult i daglig tale - hvad man kan måle på, hvor bizart det pludselig bliver, hvis man skulle betale (et mindre beløb) for et argument eller overveje hvad man kan få for at slå et søm skævt i. Vi er i daglig tale meget ofte også tæt på hele ideen med at købe og sælge sine handlinger og holdninger og dermed også i talemådens kerne: At det er en tingsmetafor, som skal forklare os, hvad der sker konkret, når man står der og sælger sin sjæl så dyrt som muligt!
Mest pikant synes jeg udtrykket 'udsolgt' er. Når man typisk er virkelig træt og ude af stand til at bidrage med mere, så er der udsolgt. Derfra går der en lige vej fra metaforen ind i den historisk-psykologiske virkelighed, hvor vi engang i højere grad solgte os selv og vores arbejdskraft som varer. Ja, det gør vi jo stadig, men det er helt sikkert mindre comme il faut at tænke på som den slavemanér, der antydes, når man ikke har mere at faldbyde eller sælge til dem der måtte skulle aftage.
Pengene befinder sig som bekendt tæt på kroppen, hvad enten vi bærer dem i tegnebog (sedlerne har jo altid fine tegninger på), portemonnæ (af fransk 'porte monnaie' bære penge) eller bare i lommen (et ord man ikke ved hvor kommer fra … der er hul i lommen) - men deres værdi og brug ligger os måske lige så tæt på huden som på sinde.