SAMTALE OM BOMBEPULSEN ANNO 2025-2026

samtale med bombepulsen

be like

hvornår går det her galt

den svarer

det gik galt for længe længe siden du

 

regnen er min trofaste revisor

den lægger små optiske forvrængninger på min hud

og min rude

det er smuthuller for håbet om en anden udsigt

og en balanceakt der konstant falder ned på kravebenet

 

livet smager som at stikke tungen ud

og slikke på en alexandriner fra sidste sommers fryser

en lynstang på tværs af rimet

gul og gammel som nikotin eller lak eller

papir gledet bag reolen

 

han vil ikke gå ned fra scenen

selvom han forbløder i lys

en Broby-Johansen-lampe i mini-skørt der spermer sig selv

han vil ikke slås af hesten

fordi hesten slet ikke er

og næsten ikke findes for en forhærdet narcissist

han må klynge sig til en opretstående katastrofe

 

han vil ikke grine

selvom latteren er ægte nok

han vil størkne i rollen

som den faste statist

som den sidste fantast

som den falske cellist

der bukker og buher

fordi publikum er gået

eller aldrig kom

 

han er bare et fjols

en nar

en charlatan hvis det går an

for Kierkegaardske permissioner

han er bare en der vil have lov at være

en forvirret elsker

en forivret tekst der

bliver væk

for sig selv

hvem vil være et tankeeksperiment

hvis man kan holde om et menneske

mens pulsen bomber fremtiden

THE THREE STAGES

RESPIRANT

det er hverken livet eller døden der følger mig i disse dage

men to dårligt udklædte aspiranter som åbenlyst (leende)

ikke ønsker at være andet end det

LANDFILL THOUGHTFULL

SHAKESPEARES SKRIN

MEDDELELSE FRA BLOGGENS BAGLAND

Fredag den 2. september udkommer min debutroman ‘Henrik, omkuld’ på Forlaget Vandkunsten.

Nogle af kapitlerne og nogle af tankerne i den vil man kunne finde ansatser til og egentlige tekstrester fra på bloggen her.

Romanens tilblivelse har haft sine egne grasserende og associerende sekvenser indimellem de mere almindelige lineære træk. Det er de første bloggens forskellige billeder og tekster er blevet trukket ind i, men det har ikke været intentionen, at bloggen skulle levere til romanen. Bloggen har været et sted at komme af med et analytisk overskud - hvad enten det handler om kunst, samfund eller noget tredie, og så har det været et taknemmeligt sted at komme af også med et visuelt overskud. Men nogle gange har tanken eller synet manifesteret sig her, før det viste sig, det skulle leve videre i romanen.

I og med romanens hovedperson er scenograf, er det især poster med etiketter som ‘øje, øjemennesker, syn, teater og fotografi,’ der kan have blandet sig. 

På forsiden af bogen finder du netop et fotografi - et selvportræt af den franske fotograf Hippolyte Bayard (1801 - 1887), som er centralt for bogen.

Om nogle dage rammer bloggen tilfældigvis også 40.000 sidevisninger (inklusiv en del ukrainske?) siden begyndelsen i 2009, så det markerer vel også en slags skæringspunkt. Jeg noterer mig dog, at det er indlæggene om talemåder, der ubetinget har haft størst interesse derude - så fik man den røv at trutte i.

Bloggen fortsætter naturligvis. Jeg håber du også vil læse videre i romanen.

ØJETS SYGDOMME

MODERNE DANS

[omme bagved det andet - Abildgaard og de Cirico - ligger nogle smukke fotografier af John R. Johnsen - modellen hedder Mette Bødtcher]

ET TEATER ER ET TEATER

En scenografi

Man kan aldrig vide, hvilket teater man er i, for man har aldrig været i det samme to gange. Altid nye scener, nyt lys, nye fortællinger. Man genkender højst et sæde på en række, en hotelneutral lampe på væggen, et flosset trin eller et ansigt i baren. Det er heller ikke meningen, jo. 
Men engang besluttede vi os for at klæde rummet af i stedet for på. Publikum skulle se det egentlige rum, de var i. Hvad det bestod af. Uden magi og manipulation. Det var ikke fordi der var fjernet andet end rummets udsmykning; spillerne spillede i kostumer, velinstruerede og engagerede. Stykket foregav selvfølgelig at foregå et sted med nogle genstande og tilmed en udsigt. Men intet at af det gav vi publikum. Ikke engang et lys eller en spot eller et mørke at formidle med. Målestokken var det rum man øver i, hvor vi jo ofte slet ikke har kostumer at spille med, og der ingen er til at sætte lys eller lave lyd. 
Det var ikke en god idé, for selvom ingen forlod teateret uberørte, så var stemningen uhyggelig helt derind, hvor man synes det godt må stoppe. Anmeldere og publikum var enige om at stykket var uvirkeligt og koldt. Man ville gerne forstå eller sympatisere med personerne på scenen - men man kunne ikke.

PILOU ASBÆKS TÆNDER

Til biddet

Hver gang, men især i den forsmædelige scene, hvor Didrik angstfuldt fejt overgiver og underkaster sig så voldsomt, at tyskerne tager ham for gal, ser man hans tænder stå som perler i en skyttegrav. De er alt for pæne, alt for regelmæssige, alt for hvide og alt for urealistiske til at sidde i munden på et 1800-talsmenneske. Den problematiske tandstilling er naturligvis tydeligere, hvis vi kigger Laust og Peter og ikke mindst deres salig fader efter i mundhulen, fordi de modsat Didriks godsejerliv, har levet et underklasseliv, og derfor burde have nogen virkelig rådne pløkker groende derinde, men med Pilou Asbæk er det bare så oplagt, fordi han godt kan lide at åbne munden og skrige - muligvis fordi han har så flotte tænder.
Der vil naturligvis være andre - og mere graverende - historiske fejl i iscenesættelsen af slaget ved Dybbøl og det Sønderjylland, København, Danmark og ikke mindst Tyskland (undskyld Preussen), som serien har givet os, men tænderne er interessante på anden vis end som en svipser.
Tænderne er som anakronisme et vidnesbyrd om, hvad vej verden er gået de sidste 150 år. For gemt i beundringsværdige barter og uldne uniformer, knitrende kjoler og hoppende hestevogne, glimter Pilou Asbæks hjørnetænder med hele sundhedsvæsnets sejr over sygdomme i tænder og andre steder. Når seriens læger og lazaretfolk er på arbejde ser vi hospitalsvæsnets niveau og muligheder som det var dengang. Når mad og vin serveres og indtages, er det afstemt med datidens menuer. Selv græs, himmel og træer er det lykkedes at få til at ligne. Sproget skal vi måske vare os med at rose for dets samtidighed - men det er på den anden side så flygtigt et fænomen. Kanonernes torden og tårernes trillen. Ingen tvivl skal herske om indsatsen for at give os et autentisk billede af tiden og stederne. Havde der været flere kvinder med end fru Louise Babett Heiberg, havde den kommende film også kunne sælges som såkaldt ‘kostumefilm’ (der ér bare ikke salg nok i generalernes uniformer, når det kommer til det). Bare ikke tænderne fik man forklædt. At vi ikke alene har lykkedes med at beholde dem i munden siden dengang, men af vi også er lykkedes med at rette dem til, sætte kroner på og polere det værste nikotin- og citronsnavs af emaljen. Det kan man se på Pilou Asbæks tænder.
Kig blot på Deres egen badeværelseshylde, eller hvor mængden af tandredskaber nu måtte befinde sig: Tandpasta med særlige enzymer i mange overbevisende farver, maskiner med roterende børstehoveder eller børster med særlige greb, særlig vokset tråd og ergonomiske stikkere. Tunge, du vor faste følgesvend, går ikke længere på opdagelse i huller og huler og gebissernes mere eller mindre behagelige pasform, du kæler ikke længere ømt for bylder og blottede nerver. Nej, alt det er væk, og i stedet skridter du de ranke bisser af, som en  anden helsekraftig officer sine soldater.
Og nu er vi helt derinde, hvor tænderne sidder fast i kraniets kæber, og kan bruges til at identificere, hvem det er man ikke længere kan kende på det ydre, og anakronismen derfor også viser sig at være en korrektion til fiktionens historieløshed. For tænderne er jo et bevis på kroppens eksistens i nutiden, tænderne kigger ud af det skin(d) serien har skabt og siger vi befinder os her i 2010’erne. Vi kan IKKE bevæge os frit i tiden. Vi har ønsket at pudse og polere vores primitive og forfængelige knogler i 150 samfulde år siden Didrik skulle have skreget sin desertering ud gennem tænderne, og derfor understreger og afslører tænderne kroppens bevaring - det lange liv - som en moderne prioritet. En meget konkret og sanselig prioritet, der byder sandsynligheden i spillet og fortællingen om Danmarks fortid trods i langt højere grad, end at konstatere det er Pilou Asbæk, der spiller Didrik gør. Det er hans tænder, der afslører det. Hans pæne tænder.

HOS PSYKOLOGEN

En udkogt refleksion

Psykologen: Hej goddag.
Klienten: Ja ,hej goddag.
Psykologen: Skal vi så høre hvordan det går?
Klienten: Ja.
Psykologen: Godt. Hvor godt.
Klienten: Nej.
Psykologen: Nej?
Klienten: Det går slet ikke godt.
Psykologen: Nej?
Klienten: Ja.
Psykologen: Kan du komme det lidt nærmere? 
Klienten: Jeg forstår ikke mine erfaringer. 
Psykologen: Du forstår ikke dine erfaringer?
Klienten: Jeg ved ikke hvad jeg skal lære af dem. De opstår igen og igen som et tilbagevendende mareridt og jeg kan sidde der med dem som døde kæledyr - væsner man har været helt tæt på, men egentlig aldrig forstået.
Psykologen: Æh -
Klienten: Jeg frygter min erfaring er at min erfaring er at jeg får lidt ud af livet.
Psykologen: Kunne du sige noget mere om dit kæledyr? Nej, dine erfaringer.
Klienten: Død undulat. Død kat. Aflivet hund. Fisk. Fisk. Fisk.
Psykologen: Jah, fisk.
Klienten: Fisk.
Psykologen: Kom frisk. Smiley.
Klienten: Smiley smiley.
Psykologen: Hvor godt.
Klienten: Så det godt.

SANDHEDEN OM MENNESKET

Visse ord

Mennesket et en selvforsynende organisme, der defineres af det det tror andre ser, tænker og ved om det - uagtet andre ikke kigger på, tænker over eller ved noget om andre end dem selv.
Alt afhængig af [indsæt foretrukken eksistensfilosofi] kan denne organisme blomstre, forgå eller blot overleve.
Hver dag bør være en kamp mod dette dogme, som jeg netop har formuleret, selvom det ikke burde kunne lade sig gøre.

KRF
1. september 2013

ET SPØGELSE ER ET SPØGELSE I ET LAGEN

Bedsheet stories

Indskydelsen og eftertanken kommer fra Robert Musil, der i en af sine mange undersøgelser skriver:

"Men når ånd står alene, som nøgent navneord, bart som et spøgelse, man ville låne et lagen - hvordan forholder det sig da? Man kan læse digterne, studere filosofferne, købe billeder og føre nattevise samtaler: men er det ånd man får ved det? Sæt at det er ånd: men ejer man den så? Denne ånd er uløseligt bundet til den tilfældige skikkelse, den optræder i! Den går gennem det menneske, der gerne vil optage den i sig, og efterlader kun en ler rystelse. Hvad stiller vi op med al den ånd?" ('Manden uden egenskaber' i Karsten Sand Iversens oversættelse fra 1995).

Musil siger således at spøgelset er nøgent, hvorfor det har behov for et lagen - i overført betydning mener han selvsagt, at ånden er bar og derfor uden genkendelige eller karakteristiske træk og har brug for noget, der kan formidle den. Og den diskussion er i selv spændende - men for mig kom det til at handle om, hvorfor spøgelser er iklædt lagener? 
Hvis man vi have billeder andre steder fra end den levende fantasi er Christian Lemmerz 'Todesfigur' ganske velegnet:

Den umiddelbare sammenhæng til Musils metafor, er naturligvis, at spøgelser ikke er synlige, hvorfor de iklæder sig et lagen - for, må man gå ud fra, at blive netop synlige for dem de op-, og eller hjemsøger. Det er imidlertid en lidt underlig tanke, at et spøgelse således ville gå igennem linnedskabet for at finde en passende robe, for slet ikke tale om, hvordan dette væsen - der jo er æterisk - kan gribe og klæde sig i noget som helst. Spøgelset iklædt lagen, som går gennem vægge må således have haft lagenet med 'hjemmefra'.
Og faktisk handler flere forklaringer på, hvorfor spøgelset er iklædt et lagen da også om, at man ofte svøbte den afdøde i et klæde i kisten. Så når den afdøde af den ene eller anden grund ikke var færdig med det dennesidige, så foregik gengangen iklædt et lagen. Hvad skulle de ellers tage på? Blandt andet Evald Tang Kristensen har gengivet, at man brugte lagenet som forklædning, hvis man ville skræmme nogen, og her er vi vel tilbage i 1800-tallet.
En anden kilde her på det på mange måder spøgelsesagtige net nævner imidlertid teatret som afgørende for at vi kan se spøgelser, når vi ser lagener. Således stod man ligeledes i 1800-tallet og havde brug for en anden måde at gengive spøgelser på, som var mindre klodset og dermed mindre latterlig, end den indtil da brugte rustning man blandt andet kan finde hos Shakespeare. Altså egentlig samme princip som Musils nøgne ånd, lagenspøgelsets garderobe og vel også begravelses'tøjet', hvis gengangeren var af en vis byrd. Her skal indskydes, at traditionen med at spøgelser kan gå rundt i rustninger ikke er mig helt ubekendt:

Nogen får på teatret så den tanke, at en række af spøgelsets (andre) træk vil kunne gengives med et lagen: Det svævende, amorfe, anonyme, det i princippet (igen) usynlige og ukendte. Og sådan opstår billedet af spøgelset som iklædt et lagen. Vi kan jo ikke udelukke at den kreative rekvisitør har brugt nøjagtig samme associationsrække som vi har, nemlig ligklædet. Men en af konsekvenserne af denne forhistorie er så, at den bonde Evald Tang omtaler altså lige så godt kunne have fået ideen fra teateret som fra overtroen … eller virkeligheden.
Jeg er pinligt bevidst om at jeg egentlig ikke 'løser' nogen gåde med dette indlæg. Men jeg er lidt mere afklaret med det paradoksale i spøgelsets på een gang afklædte, påklædte og iklædte gyselige lagenkostume. 
Godnat. Husk at lægge rent på.

teater
Evald Tang
Shakespeare
Barks

EN SCENE

REBL!K

Endnu en kommentar til den yderst principelle og alligevel meget konkrete sag om kunst og massakre. Denne Polemisk.

Da jeg antager det er en del af debatten, så lad mig blot igen gøre klart, at jeg intet problem ser i at man sætter Anders Behring Breiviks (ABB) manifest op som teaterstykke. Jeg vil uden problemer gå så vidt som til at sige, det manglede da bare. Lad mig forklare med følgende retoriske kommentar.
Læser man første bind af Robert Musils roman "Manden uden egenskaber" (, hvad man bør gøre til enhver i dennes nærhed liggende tid), møder man forbryderen Moosbrugger. Og ud over at være hvad han er i romanen - og det er en del - så er han i en uhyggelig grad sammenlignelig med det billede, jeg efterhånden har dannet mig af den norske terrorist ABB. Moosbrygger er ganske vist seksualforbryder, men altså også massemorder, akavet intelligent, forfængelig og på underlig vis både selvstændig og fuldstændig i stand til at afskrive sig ethvert ansvar for den forbrydelse, han på den anden side ikke har problemer med at vedgå, han har begået. Musil bruger Moosbrygger til at spejle sin hovedperson i, men i hans konstruktion af romanen får Moosbrugger også lov til at brede sig i aviser og andre personers tanker, mens Ulrich (HP) formentlig sover eller elsker. Meget af debatten og mange af tankerne der følger ham handler om, hvorvidt manden skal erklæres utilregnelig eller ej - og i forlængelse af det, om han skal dømmes til døden eller ej. Moosbrygger er gyselig i alle ordets betydninger, fordi man i ham fornemmer et naivt og uafklaret menneske, der også tænker, men med intellektuelle redskaber som ikke er dets egne og til fare for andre, fordi intellektet også har både kræfter og instinkt til at agere ud i en verden, der ikke er andet end et gøglespejl.
Lighederne er slående ikke sandt?
Men hvem kan på nogen måde fratage mig et kunstnerisk indblik i komplekset ABB blot fordi der ikke er gået tilstrækkelig lang tid fra tragedien? Denne roman er skrevet fra 1920 - 42. Moosbrygger begik sine forbrydelser før under og efter Utøya. Ville det også være uacceptabelt at sætte Musils roman op som teaterstykke NETOP fordi man kan se anledning til det gennem Moosbrygger som symbol? Eller måske helt uden tanke for lighederne med ABB ... som så dukker op til overfladen, fordi tiden går og historien skrives i dette øjeblik og det næste og det næste igen?
Kunsten er og skal være usentimental. Men at kalde den følelsesløs er et fejlgreb på linie med andre overgreb på den fri tanke og vilje. At man påkalder sig et flertal og et hensyn til dette gør det på ingen måde mindre usmageligt.

REBLIK - GENSYNETS FRYGT

# Caféteatrets opsætning af 'Manifestet'. 

At sige det er for tidligt, er en offentlig fortrængning. Kunstens natur er som vinens; den tid der skal gå efter den skabende proces skal gå efter den er skabt. I de store værkers tilfælde er tiden efter altid afgørende. Der er ikke en tid til kunst - det er altid tid til kunst (hvorfor Prædikerens Bog kap. 3 vel også undlader netop dette fænomen).

At sige det er respektløst overfor ofrene, er at sige kunsten ikke står på menneskets side. Hvor kom kunsten da fra om ikke fra mennesket?

Når det uventede sker må erfaringen dømme - for mig kan vi gerne kalde det Historien - og kunsten er levende erfaring. Kunsten er historien lige nu.

- At antyde det er for at lave penge på en tragedie ... ja, det ved jeg ikke hvad er.