Mange mennesker befinder sig i vore dage ikke i en naturlig tilstand, når de læser en bog, men føler sig underkastet en operation de ikke har tillid til.
Indskydelsen og eftertanken kommer fra Robert Musil, der i en af sine mange undersøgelser skriver:
"Men når ånd står alene, som nøgent navneord, bart som et spøgelse, man ville låne et lagen - hvordan forholder det sig da? Man kan læse digterne, studere filosofferne, købe billeder og føre nattevise samtaler: men er det ånd man får ved det? Sæt at det er ånd: men ejer man den så? Denne ånd er uløseligt bundet til den tilfældige skikkelse, den optræder i! Den går gennem det menneske, der gerne vil optage den i sig, og efterlader kun en ler rystelse. Hvad stiller vi op med al den ånd?" ('Manden uden egenskaber' i Karsten Sand Iversens oversættelse fra 1995).
Musil siger således at spøgelset er nøgent, hvorfor det har behov for et lagen - i overført betydning mener han selvsagt, at ånden er bar og derfor uden genkendelige eller karakteristiske træk og har brug for noget, der kan formidle den. Og den diskussion er i selv spændende - men for mig kom det til at handle om, hvorfor spøgelser er iklædt lagener? Hvis man vi have billeder andre steder fra end den levende fantasi er Christian Lemmerz 'Todesfigur' ganske velegnet:
Den umiddelbare sammenhæng til Musils metafor, er naturligvis, at spøgelser ikke er synlige, hvorfor de iklæder sig et lagen - for, må man gå ud fra, at blive netop synlige for dem de op-, og eller hjemsøger. Det er imidlertid en lidt underlig tanke, at et spøgelse således ville gå igennem linnedskabet for at finde en passende robe, for slet ikke tale om, hvordan dette væsen - der jo er æterisk - kan gribe og klæde sig i noget som helst. Spøgelset iklædt lagen, som går gennem vægge må således have haft lagenet med 'hjemmefra'. Og faktisk handler flere forklaringer på, hvorfor spøgelset er iklædt et lagen da også om, at man ofte svøbte den afdøde i et klæde i kisten. Så når den afdøde af den ene eller anden grund ikke var færdig med det dennesidige, så foregik gengangen iklædt et lagen. Hvad skulle de ellers tage på? Blandt andet Evald Tang Kristensen har gengivet, at man brugte lagenet som forklædning, hvis man ville skræmme nogen, og her er vi vel tilbage i 1800-tallet. En anden kilde her på det på mange måder spøgelsesagtige net nævner imidlertid teatret som afgørende for at vi kan se spøgelser, når vi ser lagener. Således stod man ligeledes i 1800-tallet og havde brug for en anden måde at gengive spøgelser på, som var mindre klodset og dermed mindre latterlig, end den indtil da brugte rustning man blandt andet kan finde hos Shakespeare. Altså egentlig samme princip som Musils nøgne ånd, lagenspøgelsets garderobe og vel også begravelses'tøjet', hvis gengangeren var af en vis byrd. Her skal indskydes, at traditionen med at spøgelser kan gå rundt i rustninger ikke er mig helt ubekendt:
Nogen får på teatret så den tanke, at en række af spøgelsets (andre) træk vil kunne gengives med et lagen: Det svævende, amorfe, anonyme, det i princippet (igen) usynlige og ukendte. Og sådan opstår billedet af spøgelset som iklædt et lagen. Vi kan jo ikke udelukke at den kreative rekvisitør har brugt nøjagtig samme associationsrække som vi har, nemlig ligklædet. Men en af konsekvenserne af denne forhistorie er så, at den bonde Evald Tang omtaler altså lige så godt kunne have fået ideen fra teateret som fra overtroen … eller virkeligheden. Jeg er pinligt bevidst om at jeg egentlig ikke 'løser' nogen gåde med dette indlæg. Men jeg er lidt mere afklaret med det paradoksale i spøgelsets på een gang afklædte, påklædte og iklædte gyselige lagenkostume. Godnat. Husk at lægge rent på.
Det var en fornøjelse på kanten af en indsigt da jeg forleden var på bogudsalg i Helligåndskirken i København. Måske fordi der virkelig er noget at komme efter, hvis man vil betale til tiden. Men helt sikkert fordi blandingen af rum, lys, bøger og mennesker giver en helt særlig stemning. Der røres i en gryde, der drejes på et hjul, der tændes og slukkes. Udsalget kører altid over en række dage, hvor bøgernes pris sænkes dag for dag efter et såkaldt hollandsk princip. Selvfølgelig er det et (hollandsk) købmandskneb, men det er også med til at understrege det tilfældige møde mellem skrift og tanke. Det er ikke sikkert jeg ser dette værk igen. Der er en samling af bibliofile, fremmedsprogede, unge og gamle, alle mumlende, sukkende, bladrende, søgende. Det er et lunt veloplyst skatkammer, der dufter skarpt og gyldent af papirets egen parfume. Jeg kan godt lide bøger. Gamle bøger er på sin vis lidt mere bøger end nye. Således læser jeg pt. Murakami fra min lokale boghandler i Hadsten, og føler mig lidt ensom når jeg vender siderne. På natbordet ligger også en række noveller af Musil, som jeg bestemt ikke er den første til at læse. Således føjes endnu en dimension til bogens kvaliteter. Når man genlæser sine bøger er mødet et andet mere kendt. Selvom man også kan møde sig selv som fremmed, hvis bogen man genlæser blev fortæret for mange år siden; noget professor Anne-Marie Mai har talt for i forbindelse med 'Læsningens magi'. På udsalg ligger bøgerne med ryggen opad. Det er i sig selv en atmosfærisk forstyrrelse af de bedre, at man nærmest læser på sit eget grundlag. Ryggene byder sig til, og skriften kringler sig vej. Det er litterær topografi - et boglandskab, hvor folioformaterne strækker sig som bjergkæder og digtsamlingerne skaber dale. Gå ind i det landskab. Mød de tekster. Tag om de bøger. Bliv taget. Het is een aanbod u kunt niet bestand tegen.
Endnu en kommentar til den yderst principelle og alligevel meget konkrete sag om kunst og massakre. Denne Polemisk.
Da jeg antager det er en del af debatten, så lad mig blot igen gøre klart, at jeg intet problem ser i at man sætter Anders Behring Breiviks (ABB) manifest op som teaterstykke. Jeg vil uden problemer gå så vidt som til at sige, det manglede da bare. Lad mig forklare med følgende retoriske kommentar. Læser man første bind af Robert Musils roman "Manden uden egenskaber" (, hvad man bør gøre til enhver i dennes nærhed liggende tid), møder man forbryderen Moosbrugger. Og ud over at være hvad han er i romanen - og det er en del - så er han i en uhyggelig grad sammenlignelig med det billede, jeg efterhånden har dannet mig af den norske terrorist ABB. Moosbrygger er ganske vist seksualforbryder, men altså også massemorder, akavet intelligent, forfængelig og på underlig vis både selvstændig og fuldstændig i stand til at afskrive sig ethvert ansvar for den forbrydelse, han på den anden side ikke har problemer med at vedgå, han har begået. Musil bruger Moosbrygger til at spejle sin hovedperson i, men i hans konstruktion af romanen får Moosbrugger også lov til at brede sig i aviser og andre personers tanker, mens Ulrich (HP) formentlig sover eller elsker. Meget af debatten og mange af tankerne der følger ham handler om, hvorvidt manden skal erklæres utilregnelig eller ej - og i forlængelse af det, om han skal dømmes til døden eller ej. Moosbrygger er gyselig i alle ordets betydninger, fordi man i ham fornemmer et naivt og uafklaret menneske, der også tænker, men med intellektuelle redskaber som ikke er dets egne og til fare for andre, fordi intellektet også har både kræfter og instinkt til at agere ud i en verden, der ikke er andet end et gøglespejl. Lighederne er slående ikke sandt? Men hvem kan på nogen måde fratage mig et kunstnerisk indblik i komplekset ABB blot fordi der ikke er gået tilstrækkelig lang tid fra tragedien? Denne roman er skrevet fra 1920 - 42. Moosbrygger begik sine forbrydelser før under og efter Utøya. Ville det også være uacceptabelt at sætte Musils roman op som teaterstykke NETOP fordi man kan se anledning til det gennem Moosbrygger som symbol? Eller måske helt uden tanke for lighederne med ABB ... som så dukker op til overfladen, fordi tiden går og historien skrives i dette øjeblik og det næste og det næste igen? Kunsten er og skal være usentimental. Men at kalde den følelsesløs er et fejlgreb på linie med andre overgreb på den fri tanke og vilje. At man påkalder sig et flertal og et hensyn til dette gør det på ingen måde mindre usmageligt.