SØVNGÆNGERNOTER III

Idet jeg træder ind på værtshuset ser han afklaret op på mig. Jeg ved i samme øjeblik, at jeg må have ledt efter nøjagtigt dette sted, for det er med en selvfølgelig følelse jeg står med mit blik i hans.
Selvom jeg kun ser ham, fornemmer jeg en mængde lysende ansigter, der svæver i det dunkle rum. De ved ikke hvem jeg er, men jeg ved de ved, hvad de overværer.
Han står med hænderne på ryggen og skuldrene let fremskudt. Hans blik er lettet og sorgfuldt på samme tid. Han siger helt unødvendigt, at siden jeg nu står her, må tiden være inde for ham. Så rækker han mig nøglerne med den ene hånd og forklædet med den anden, nikker mod kasseapparatet og går sin vej. 

HAIKU

Murakami

Løber i skoven

Fart og trin henter livet

Solsmykket glimter  

HAIKU MURAKAMI

Engang en kat

Et rum forsvinder i folder

Det kan ske igen

MURAKAMI MON AMOUR

Alt fortalt

Ved læsningen af de sidste sider i 1Q84 (bind 1) denne tanke:
Når man læser arbejder man altid også med tiden. Narrativiteten. Fortællingen som i litteraturen fordobles gennem læsningen. Teksterne er kapsler af tid man kan lukke op og i og leve med og gennem. Måske blive klogere. Men som minimum bevæge sig gennem som gennem livet. I et tidsrum. Nogle gange er der en kongenialitet mellem den tid der fortælles om, og så den fornemmelse man har af at læse i (lang) tid; fx slægtsromanerne. Andre gange er læseoplevelsen ujævn og forstyrret, fordi tekstens tandhjul (undskyld billedet, men det lå lige for) ikke griber ind i hverken fortælling eller læsning, hvad der ikke gør oplevelsen af (læst) tid mindre.
Dette fantastiske kronotope univers er alt nok til vi tidsjunkier, men tanken - da jeg i formiddags lå på venstre side i min seng og over kanten af bogen kunne se karmen med blomster foran birketræet og den lyseblå kolde himmel bagved udenfor og vendte sidste side mens mine øjne sprang fra "Ja." "Har du lyst til at skrive fortiden om?" til "Har du ikke det?" og jeg både kunne se og mærke og vidste bogen ville slutte om et minut - var at, når vi har læst bøger, så bliver vi ikke blot i stand til at tale om dem og næres ved dem i denne samtale. Vi har på en vis også befundet os i deres tid. Hvis man kan bære analogien kan de sidste scener fra Truffauts filmatisering af Fahrenheit 451 godt bruges, hvis ikke, skal man forestille sig, at læsning ikke alene er en intellektuel praksis bundet op på sprog, viden og bevidsthed, men også en 'parapraksis' - en sidebeskæftigelse - hvor vi læsere læser os ind i et (tids)rum, der ligger udenfor tiden, fordi vi kan mødes i det - ligegyldigt, hvornår vi har læst bogen.

Denne tanke er god. 
Den er ny for mig, men næppe for Paul Ricoeur og Aristoteles. 
Den betyder jeg kan åbne bøger på en måde mere.
Og selvom jeg læser, så går tiden ikke.

BOGENS FORTID ER DENS FREMTID

I slutningen var ordet

Det var en fornøjelse på kanten af en indsigt da jeg forleden var på bogudsalg i Helligåndskirken i København. Måske fordi der virkelig er noget at komme efter, hvis man vil betale til tiden. Men helt sikkert fordi blandingen af rum, lys, bøger og mennesker giver en helt særlig stemning. Der røres i en gryde, der drejes på et hjul, der tændes og slukkes.
Udsalget kører altid over en række dage, hvor bøgernes pris sænkes dag for dag efter et såkaldt hollandsk princip. Selvfølgelig er det et (hollandsk) købmandskneb, men det er også med til at understrege det tilfældige møde mellem skrift og tanke. Det er ikke sikkert jeg ser dette værk igen.
Der er en samling af bibliofile, fremmedsprogede, unge og gamle, alle mumlende, sukkende, bladrende, søgende. Det er et lunt veloplyst skatkammer, der dufter skarpt og gyldent af papirets egen parfume. 
Jeg kan godt lide bøger. Gamle bøger er på sin vis lidt mere bøger end nye. Således læser jeg pt. Murakami fra min lokale boghandler i Hadsten, og føler mig lidt ensom når jeg vender siderne. På natbordet ligger også en række noveller af Musil, som jeg bestemt ikke er den første til at læse. Således føjes endnu en dimension til bogens kvaliteter. Når man genlæser sine bøger er mødet et andet mere kendt. Selvom man også kan møde sig selv som fremmed, hvis bogen man genlæser blev fortæret for mange år siden; noget professor Anne-Marie Mai har talt for i forbindelse med 'Læsningens magi'.
På udsalg ligger bøgerne med ryggen opad. Det er i sig selv en atmosfærisk forstyrrelse af de bedre, at man nærmest læser på sit eget grundlag. Ryggene byder sig til, og skriften kringler sig vej. Det er  litterær topografi - et boglandskab, hvor folioformaterne strækker sig som bjergkæder og digtsamlingerne skaber dale. Gå ind i det landskab. Mød de tekster. Tag om de bøger. Bliv taget. Het is een aanbod u kunt niet bestand tegen.