HODET OP!

PANDELAMPEN

Mere lys

Det er sæson for pandelamper. Man møder dem på alle mørke og dårligt oplyste steder, hvor folk motionerer og bevæger sig. Det at man tager en pandelampe med sig, hvis man vil ud om eftermiddagen og aftenen peger på en uventet sammenhæng.
I sig selv er pandelampen jo et fascinerende redskab som man snildt kan se beslægtet med bjørneskindshuen, sovsekanden og den høje sorte hat (kakkelovnsrøret kaldet); alle disse hovedbeklædninger som man bærer for at imponere og skræmme primitive væsner med sit stærke hoved, høje korpus og klart lysende tanke. I populærlitteraturen finder vi de ultimative bærere af pandelampen hos Superman og Kyklopen (fra X-men), hvis synsnerver og lys er smeltet sammen i en drøm af muligheder fra svejsning til røntgensyn.
Men pandelampen kommer jo oprindeligt fra en helt tredie og langtfra velbjærget og glorificeret verden - underverdenen, eller rettere sagt minerne. Pandelampen og minehjælmen er en proletarbeklædning på linie med denimstoffet (et andet element, der har gjort karriere) og arbejdshandskerne. Pandelampen er et redskab som skulle og skal øge arbejdsdueligheden for dem som befinder sig dernede på arbejdsmarkedets bund, hvor man (antager jeg) ikke tør tænke på evt. arbejdsskader. Der er noget næsten ironisk i, hvor smart pandelampen er, når man ser, hvad den bliver brugt til.
Lidt af den ironi skinner igennem, når jeg ser løberne flashe sig gennem villakvarterernes labyrinter og skovenes stier. For er det ikke som om de er en ny tids slaver og minearbejdere? Er det ikke som om det udstyr vi før tænkte som knyttet til et højrisikofyldt lavstatusarbejde nu pludselig er i handlen hos helsebevidste og i den forstand overklasserettede lavblodtryksjagende butikker? Er det ikke som om man pludselig ser et nyt proletariat af helbredsslaver hoppende rundt derinde i mørket, fordi de ikke har andre muligheder end netop det? Ingen andre valg på hylderne, hvis de vil hive - ikke en ussel løn, men - et længere liv hjem?

HAIKU

Murakami

Løber i skoven

Fart og trin henter livet

Solsmykket glimter  

HVORDAN GÅR DET?

Walk don't run

Af grunde som er denne blog uvedkommende har jeg i de sidste mange måneder måttet erstatte løb med gang. Af føromtalte grunde er jeg selvsagt ikke tilfreds med min tilstand - men jeg er til gengæld meget tilfreds med motionsformen, som har vist sig at have langt flere fordele, end man kunne forvente.
Det burde måske ikke komme som en overraskelse at det at gå er godt - når man som enhvert andet dannet menneske kender til Søren Kierkegaards gå-vaner, caminoens velsignelser og den romantiske vandrers fænomenologi. Ikke desto mindre vil jeg dele følgende afgørende fordele med Dem:

Når man går, glemmer man hurtigt, at det er for helsens skyld, hvorved man langt bedre kan gøre sig fri af de tanketæmmende emner (samvittighed og stress), som løbet har det med at dominere ens hode med.
Når man går, bliver rytmen og kroppen forenet som musik.
Når man går, har man altid tid til at gå. Man kan ikke lige nå at gå, hvorfor selve turen altid allerede er beroligende.
Når man går, er man på een gang et vanemenneske og åbent for nye tanker og veje.
Når man går, føles klodens rotation under fødderne. (det passer)
Når man går, går man ud og hjem på samme tid - cirklen er tydeligere end distancen.
Når man går, møder man indforstået andre gængere - som munke nikker man til hinandens meditative metode.
Når man går, går man sammen med hele menneskehedens historie, fordi der altid har været folk, der har flyttet sig på denne måde - flygtningestrømme, folkevandringer, plyndringstog, fællesskaber.
Når man går, kan man vælge landskaber og omgivelser. Alt kan bruges. Parcelhuskvarterer, klippekamme, bøgeskove.
Når man går, kan man købe dyre sko.
Når man går, kan man godt invitere nogen med. Og snakke.

Hvis du går længe nok, møder du Marie Key, Peter Sommer, Peter Laugesen og Peter Bastian. Hver for sig.

HVAD JEG TALER OM, NÅR JEG TALER OM AT

'Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe' ... hedder bogen egentlig (kan endnu ikke anbefales, da jeg ikke har læst den). Den er fra Murakamis hånd (fod). Men titlen er for god til ikke at undersøge nærmere.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at græde over spildt mælk, er at jeg egentlig ér frygtelig ked af det der skete, fordi jeg sagtens kan se, hvor flov du er. Jeg bryder mig egentlig slet ikke om at sige det, men jeg har ikke andre udtryk, der både er dækkende og upersonlige nok.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være ved at drukne i arbejde, er at jeg rent faktisk har svært ved at trække vejret indimellem. Underligt nok oftest når jeg ikke er på arbejde.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det må vi lige se på, er at det, vi ikke har fået gjort, nu gemmes væk i kassen for kronologisk fatalisme: Kommer jeg i tanke om det, får jeg det gjort. Egentlig gør jeg det usynligt.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være glad for at se dig, er at det for længe siden sidst, og det er jeg forfærdelig ked af.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at kunne huske, hvad det var jeg ville sige, er at jeg er bange for at dø.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det er sådan det er, er at der er kræfter i universet man ønsker at stå på samme side som.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at finde den rigtige vinkel på noget, er at begreber åbenbart har bløde punkter.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at noget kommer under huden på mig, er at huden er et elastisk hylster, som omgiver legement, og hvis noget påvirker mig stærkt nok, så bliver det en del af mig.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at have mod i livet, er at der nøjagtig lige så meget at være være bange for, som der er kræfter at bekæmpe det med.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at lede efter ord, er at jeg faktisk går på den her store bare bakkede mark og kigger ned mellem duggede stubbe og furer, og håber at finde et ord af guld, der kan samle mine tankers klædning med den brosche det rette ord.

ER DU SKADET?

 

Sundhedstjekket syg

"Skadet" er det nye sesamord (se mere om det begreb i anonyme eponymer). For er man skadet er man sikret en optimal position i dette senmoderne, sundhedskonforme og selvmodsigende samfund.
Som "skadet" får man jo både bekendtgjort høj helseaktivitet og stort omsorgsbehov. Det er en omnipotent udmelding. Prøv også heltevarianten med både at være skadet og ALLIGEVEL deltage. Større badebillet findes ikke. Det er det samme som at være erfaren og få lov til at deltage på en nybegynders vilkår.
Men hvorfor overhovedet interessere sig for skadens sociale slagsider? Fordi skaden - og brugen af den - indikerer en usund opfattelse af sundhed (se mere om atiteser i ti triste antiteser) i mentaliteten omkring det at dyrke motion. Enhver kan sige selv, at når skaden giver så store privilegier, som den gør, så er den i disse tider, hvor netop forskelsbehandling, opmærksomhed og status er i høj kurs, jo ikke længere en straf eller en konsekvens - men en præmie. Ja, kan man fremtrylle en slynge, et magnetbånd, elastikbind eller evt. bare et lillebitte træk på det ene ben, så er det at sammenligne med en orden.
Skaden kan også fungere som fantastisk fender for de tidligere så famlende og ubehagelige afslag. Nu behøver du ikke længere bekendtgøre svagelige (og ofte komplet diskvalificerende) udsagn og træk som "jeg har dårlig ryg", "jeg har ikke lyst", "jeg er udmattet", "jeg er i dårlig form", "jeg bryder mig ikke om at motionere", "jeg er bange for ikke at være lige så dygtig/hurtig/god, som resten af verden/mine venner tror jeg er", men kan feje det hele væk med en skade.
Skulle der nu sidde nogen med dårlige hofter og et par krykker til at holde dem oppe og føle sig fornærmet, undskylder jeg uforbeholdent for ovenstående analyse. Dens udgangspunkt er jo ikke den reelle og konkrete skade. Gud forbyde vi her på bloggen skulle beflitte os med andet end hjernespind. Det handler om den måde skaden har sneget sig ind i vores bevidsthed og sociale kontrakter på. Det handler derfor lige så meget om, hvornår og hvordan vi bruger vores måske-skader overfor os selv og hinanden. For hvor praksis i den sociale virkelighed længe har været skepsis overfor alle former for skader, der skulle skaffe folk særstatus, så har den i dag mistet grebet overfor dem. Jo vigtigere den almene helsestandard er blevet, jo sværere er det blevet at afvise dem, der eksponerer den - fx som skade.
Og hvordan undgår vi så at skaden tager overhånd og bliver vigtigere end sundheden for os selv og samfundet? Måske ved at mærke efter. Måske ved at turde tale om smerte?

Hvis De ellers sværger på ikke at ville falde i hypokonderfælden, så kan denne adresse muligvis hjælpe. Ikke at jeg dyrker nogen form for motion for tiden.