Sundhedstjekket syg
"Skadet" er det nye sesamord (se mere om det begreb i anonyme eponymer). For er man skadet er man sikret en optimal position i dette senmoderne, sundhedskonforme og selvmodsigende samfund.
Som "skadet" får man jo både bekendtgjort høj helseaktivitet og stort omsorgsbehov. Det er en omnipotent udmelding. Prøv også heltevarianten med både at være skadet og ALLIGEVEL deltage. Større badebillet findes ikke. Det er det samme som at være erfaren og få lov til at deltage på en nybegynders vilkår.
Men hvorfor overhovedet interessere sig for skadens sociale slagsider? Fordi skaden - og brugen af den - indikerer en usund opfattelse af sundhed (se mere om atiteser i ti triste antiteser) i mentaliteten omkring det at dyrke motion. Enhver kan sige selv, at når skaden giver så store privilegier, som den gør, så er den i disse tider, hvor netop forskelsbehandling, opmærksomhed og status er i høj kurs, jo ikke længere en straf eller en konsekvens - men en præmie. Ja, kan man fremtrylle en slynge, et magnetbånd, elastikbind eller evt. bare et lillebitte træk på det ene ben, så er det at sammenligne med en orden.
Skaden kan også fungere som fantastisk fender for de tidligere så famlende og ubehagelige afslag. Nu behøver du ikke længere bekendtgøre svagelige (og ofte komplet diskvalificerende) udsagn og træk som "jeg har dårlig ryg", "jeg har ikke lyst", "jeg er udmattet", "jeg er i dårlig form", "jeg bryder mig ikke om at motionere", "jeg er bange for ikke at være lige så dygtig/hurtig/god, som resten af verden/mine venner tror jeg er", men kan feje det hele væk med en skade.
Skulle der nu sidde nogen med dårlige hofter og et par krykker til at holde dem oppe og føle sig fornærmet, undskylder jeg uforbeholdent for ovenstående analyse. Dens udgangspunkt er jo ikke den reelle og konkrete skade. Gud forbyde vi her på bloggen skulle beflitte os med andet end hjernespind. Det handler om den måde skaden har sneget sig ind i vores bevidsthed og sociale kontrakter på. Det handler derfor lige så meget om, hvornår og hvordan vi bruger vores måske-skader overfor os selv og hinanden. For hvor praksis i den sociale virkelighed længe har været skepsis overfor alle former for skader, der skulle skaffe folk særstatus, så har den i dag mistet grebet overfor dem. Jo vigtigere den almene helsestandard er blevet, jo sværere er det blevet at afvise dem, der eksponerer den - fx som skade.
Og hvordan undgår vi så at skaden tager overhånd og bliver vigtigere end sundheden for os selv og samfundet? Måske ved at mærke efter. Måske ved at turde tale om smerte?
Som "skadet" får man jo både bekendtgjort høj helseaktivitet og stort omsorgsbehov. Det er en omnipotent udmelding. Prøv også heltevarianten med både at være skadet og ALLIGEVEL deltage. Større badebillet findes ikke. Det er det samme som at være erfaren og få lov til at deltage på en nybegynders vilkår.
Men hvorfor overhovedet interessere sig for skadens sociale slagsider? Fordi skaden - og brugen af den - indikerer en usund opfattelse af sundhed (se mere om atiteser i ti triste antiteser) i mentaliteten omkring det at dyrke motion. Enhver kan sige selv, at når skaden giver så store privilegier, som den gør, så er den i disse tider, hvor netop forskelsbehandling, opmærksomhed og status er i høj kurs, jo ikke længere en straf eller en konsekvens - men en præmie. Ja, kan man fremtrylle en slynge, et magnetbånd, elastikbind eller evt. bare et lillebitte træk på det ene ben, så er det at sammenligne med en orden.
Skaden kan også fungere som fantastisk fender for de tidligere så famlende og ubehagelige afslag. Nu behøver du ikke længere bekendtgøre svagelige (og ofte komplet diskvalificerende) udsagn og træk som "jeg har dårlig ryg", "jeg har ikke lyst", "jeg er udmattet", "jeg er i dårlig form", "jeg bryder mig ikke om at motionere", "jeg er bange for ikke at være lige så dygtig/hurtig/god, som resten af verden/mine venner tror jeg er", men kan feje det hele væk med en skade.
Skulle der nu sidde nogen med dårlige hofter og et par krykker til at holde dem oppe og føle sig fornærmet, undskylder jeg uforbeholdent for ovenstående analyse. Dens udgangspunkt er jo ikke den reelle og konkrete skade. Gud forbyde vi her på bloggen skulle beflitte os med andet end hjernespind. Det handler om den måde skaden har sneget sig ind i vores bevidsthed og sociale kontrakter på. Det handler derfor lige så meget om, hvornår og hvordan vi bruger vores måske-skader overfor os selv og hinanden. For hvor praksis i den sociale virkelighed længe har været skepsis overfor alle former for skader, der skulle skaffe folk særstatus, så har den i dag mistet grebet overfor dem. Jo vigtigere den almene helsestandard er blevet, jo sværere er det blevet at afvise dem, der eksponerer den - fx som skade.
Og hvordan undgår vi så at skaden tager overhånd og bliver vigtigere end sundheden for os selv og samfundet? Måske ved at mærke efter. Måske ved at turde tale om smerte?
Hvis De ellers sværger på ikke at ville falde i hypokonderfælden, så kan denne adresse muligvis hjælpe. Ikke at jeg dyrker nogen form for motion for tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar