Giver det mening? er den nye måde at spørge den anden om at acceptere ens udsagn på. Men hvorfor mon det?
Andre lignende forespørgsler lyder og har lydt: Er du med? Kan du følge mig? Forstår du? Er du med på, hvad jeg siger? Ikke sandt? (Alternativt ikk’å) Okay?
Men nu skal det give mening - eller, ikke alene skal det give mening, for man har nærmest afsagt ansvaret for at kunne formulere sig forståeligt, og kaster nu udsagnet over til modtageren, der så skal stykke det sammen til noget meningsfyldt.
Det kan måske opfattes som et udtryk for en overdreven høflighed, hvor man (i tidens værdipolitisk anstrengte miljø for meningsudveksling) giver plads til den lyttendes fortolkning. Det kan også ses som udtryk for en underdrevet selvfremstilling, hvor man påtager sig rollen som novice eller uerfaren taler, for ikke at fremstå som alt for kategorisk eller ude på at dominere andres mindset med andet end noget måske meningsfuldt. Det er sandsynligvis en (tidstypisk helt bevidst uafklaret) dobbeltgardering, hvor udsagnet er styret af en postmoderne entropi, hvor sproget er blevet undermineret af uigennemskuelige referencer, potentielle krænkelser og globalt flydende betegnelser.
Hvis vi kort vender tilbage et af de tidligere udsagn, hvor man metaforisk skulle ‘gå med’ den tænkende/talende, så er der i dag altså ikke engang et fællesskab i dialogen. Meningen skal ikke opstå som andet end en intellektuel accept i den andens hode. Vi koder kognitivt kogende løs på vores digitalt inficerede cv’er ved enhver given lejlighed og håber på det giver mening hos de andre.
Måske underbevidst med planen om at inficere de andres platforme med vores verdenssyn, for hvor følgeskabet (metaforisk og intellektuelt) levnede plads (og tid) til at indtage konversationens frodige landskaber samdrægtigt, så er den ellers ydmyge forespørgsel jo at ligne med øjeblikkeligt at vride sin egen forståelse om til den andens mening.
Og det giver efter min mening ikke mening. Giver dét mening?
