Viser opslag med etiketten kødpølsedemokrati. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kødpølsedemokrati. Vis alle opslag

søndag den 25. september 2016

DU SKAL IKKE GENFORTÆLLE MIG















Jeg kan af en eller anden grund ikke længere udholde genfortællingen. Jeg ved det ikke lyder sympatisk, og selvom jeg har forsøgt, er det ikke lykkedes mig at aflægge mig min afsky. I samme øjeblik jeg fornemmer optræk til en genfortælling, vrider noget sig i mig og får mig til at søge væk. Faktisk flygte. Hvis man kan genkende denne modstand og uvilje, skal man læse videre her:

Jeg tror frustrationen i første omgang kommer af, at man ikke har tid til at få set eller hørt alt det, man bliver anbefalet - hvad genfortællingen jo er et pinligt bevis på. I anden omgang tror jeg så det handler om, at man ikke vil godkende den andens 'bedrift,' fordi man misunder forbruget.
Men den tredie og vigtigste fortolkning tror jeg handler om fælleskabet. Eller mere præcist det fællesskab, som på mange måder er gået tabt og faret vild i alt for mange individuelle dagsordner og forbrugsmønstre. For genfortællingen betyder jo, at man bliver taget som gidsel i et ikke eksisterende fællesskab. Genfortællingen handler om at "man skulle have været der!" For selvom genfortællingen på mange måder mimer et fællesskab, så bliver den det jo aldrig. Den henviser til en erfaring, man har haft som var så god, man ville ønske den anden kunne have delt den med een. Men heri ligger jo genfortællingens paradoks - alfald i denne aktuelle variant, hvor den tjener som en slags dokumentation for et spændende kulturforbrugende liv, man ønsker lytteren skal validere og i en vis forstand skabe et fælleskab omkring. 
Men jeg vil ikke inddrages i et fejlslagent fælleskab. Jeg vil ikke anerkende, at jeg skulle have haft lyst til at være sammen med den genfortællende modpart på forventet efterbevilling. Sådan fungerer fælleskaber nemlig ikke. Du kunne have inviteret mig med i biografen kunne du - eller mere sandsynligt ringet og spurgt, om vi skulle se noget kabel-serie-tv sammen!
Fænomenet knytter sig ret entydigt til skærmbrug, men kan også opleves i forbindelse med radio, teater og måske sportsbegivenheder - selvom jeg er usikker på psykologien og agendaen i genfortællingen af en superligakamp?
Det findes også i mindre enheder, hvor man genfortæller klip fra internettets mange lindrende oaser af billeder - mystisk nok, da men jo som regel kan finde klippet og se det sammen, hvis man vil. Det gør ikke harmen over at skulle velsigne et (med garanti ligegyldigt stykke film) mindre, fordi det netop handler om at gøre dét til det, vi er fælles om. Det virker som om fælleskabet er blevet et kvalitetsstempel. Ikke underligt kan man ligesom ikke mærke det, selvom man er en af flere hundrede tusinder eller millioner, der kigger på ‘Breaking Bad’ eller en kat i knibe. Og så må naboen hjælpe til.
Og det er nok hér min vrede stammer fra. Man KAN ikke både få verden for sig selv, bestemme egenrådigt hvad man vil se, og så være sammen med andre. Hvis man vil have andre med på galejen, har man af først og fremmest SELV at træde ind i fællesskabet og ofre sin fjernbetjening (se bare på, hvor dårligt det ord ser ud i en fællesskabssammenhæng) og visuelle suverænitet. 
Jeg ved det er et frygteligt ekstra eksempel, og jeg hermed endegyldigt stempler mig selv som den gamle sure mand, men når man går rundt afspiller musik med sin telefon i det offentlige rum, står tingene klart frem. Det er jo en kamp om at besætte rummet med sin individuelle dagsorden - fordi man tror det er det, der meningen, fordi man har forstået, at fælleskabet er værdifuldt. Alle savner fælleskaber, men ingen ved hvordan man går ind i dem, derfor prøver alle at starte et med sig selv. Noget i mennesket har forstået, at er der ikke andre til at se eller høre eller opleve verden sammen med det, så er det ubehjælpeligt forladt og ensomt, og “i rummet kan ingen høre dig skrige,” kan man sig med catchphrasen fra Ridley Scotts ‘Alien’ - det er forresten en virkelig fed sci fi-film. Der er det her monster som ….




Der er selvfølgelig en ufortalt mængde undtagelser og modeksempler - jeg ved det. Men jeg er ikke i tvivl om rigtigheden af, at fællesskabet har det hårdt for tiden, fordi der ikke er nogen (nok) der giver sig tid til det. Så selvfølgelig kan man genfortælle, hvis man har en fortælling der er vigtig. Og selvfølgelig må du genfortælle mig noget - men det skal helst være mere fortælling end genfortælling: En vittighed, en hemmelighed, en oplevelse, der har gjort noget ved dig. Så er vi nemlig sammen om det. Det er godt for fortællingen og det er godt for fælleskabet.

onsdag den 27. juli 2016

HAMBORG MALPENSA

















Terrortialsang

Sad i Hamborg lufthavn og tænkte på bomber, men uden held. Det hele var for almindeligt - ikke ligefrem trygt - men bare almindeligt, og man er alt for optaget af noget andet. Frygten, som man mærker foran tv’et eller avisen er abstrakt. Bomben er konkret. Planlægningen af anslaget abstrakt. Bomben er konkret. Risikosamfundet er en konstruktion. Bomben er konkret.

Jeg prøver ikke at lave en lækker filosofisk problemstilling ud af terror - jeg prøver at forstå, hvad det er, hvordan det virker.
Når jeg tænker på, hvor umuligt det var at forestille sig ulykker på rejsen, når man rejste med sine små børn. Gud måtte da holde hånden over dem, mine små børn, og dermed også mig. Er det dét skjold man (terroristerne) hamrer løs på: At man ikke kan forestille sig det sker for ens børn - at man ikke kan se det ske midt i alt det almindelige? Var det meningen med Nice?

Jeg vil medgive, at jeg på denne sommers rejse var mere tilbøjelig til at sidestille alle de mange timers transit, tjek og tidlig transport med bekæmpelsen af terror - minimeringen af risiko, men det bragte mig ikke nærmere frygten. Jeg vadede gennem så mange andre møller og scannere end angstens. Viste pas og boardingpas af så mange andre grunde. Men et sted lige i nærheden af utålmodigheden og de endeløse gange og lede plastikbakker med plastikmad ligger en udmattelse og kæler med angsten. På alle hylderne med parfume og sprut stikker en tanke til meningsløsheden. Et besvær flirter med frygten for nederlag. 

Jeg tænkte den tanke at droppe alle sikkerhedsforanstaltningerne - som i en drøm, hvor alle maskiner sukkende går i stå og uniformerne sænker arme og instrukser. Klikkene, blikkene, summende, kiggende stop. Vi rejser på tillid og ære. Vi rejser på vores glatte ansigt og med rene hjerter. Alt hvad man skal bruge fungerer naturligvis - men man tjekker ikke andet og mere end billetten og baggagen for at sikre ingen står nøgne eller ender forkerte steder.
Hvad så?

Ville det regne med fly over alle verdens lufthavne? Ville metal og kød overtage terminalerne som en fundamentalistisk, rustrød, snerrende slyngplante og lægge alle rejsedrømme øde? Ville man trække sig tilbage som spolede man en dokumentarfilm om charterrejsernes succes baglæns? Ud gennem de automatiske glasdøre trukket af rullende kufferter, ind i bilerne i fuld fart baglæns på motor- og landeveje, ind i villakvartererne og lejlighederne, hvor den sidste kop kaffe venter på den rødternede dug?
Og kedsomheden.

Eller ville man være klar til at tage opgaven på sig at være menneske? Ikke dø som soldat, betjent, politiker eller demonstrant - bare som almindelig dansk dansker på vej til stranden? Stridsmænd for fadøl og fodbad. Kom lad os boarde flåden som det almindeligste i verden, rejse ud på opdagelse med åbent sind - mødige af et helt års arbejde i minerne, men også trætte af af se de værdier vi holder for hellige blive pakket mere og mere ind i ting og begreber, som ikke ligner dem: Demokratiet er gemt bag militæret, medmenneskeligheden bag paskontrollen, kærligheden bag rejsedokumenterne, stoltheden bag irisanalysen og personligheden bag nationaliteten.

Da jeg stod i kø i Milanos lufthavn, stod jeg bag en familiefar til tre, som havde benyttet opholdet til at få tatoveret sætningen “Molto nemici - Molto onore” på sin læg. Oversat betyder det “mange fjender - stor ære,” og signalerer således uden tvivl en kampgejst, der hører til i militæret - i krigen. Og så vidt jeg kan finde ud af, er det da blandt andet også brugt af italiens fascistiske leder Benito Mussolini i 1931. Faderen stod der imidlertid i civil og var på den måde måske udtryk for min drøm om, at vi som borgerlige partisaner tager kampen op mod alle de fjender vi har. Vi rejser ud som soldater - holder på og demonstrerer vor ret til tilbagelænet livsstil og nordisk frisind.

Eller også var han udtryk for det modsatte. Måske var han udtryk for at forestillingen om det fjendtlige, nu dominerer alle vore tanker og hele vores krop - at de menneskelige værdier endegyldigt er blevet koloniseret af systemet og dem, der med folkets gunst skiller snot fra skæg og får fra bukke og forventer tak. At vi nu kun har tilbage at hade og vente på man får slåsset færdig, mens friheden forbløder og vi fristet over evne vifter med fascistoide slogans i den tro vi endelig har forstået folkets agt og vilje.
Hvordan kæmper man for tanti amici - tanta gioia i stedet?

søndag den 31. maj 2015

PARTIBOGSTAVERNE AFSLØRER ALT

eller - bedre end at spå i Gallupgrums













A - Socialdemokraterne
Det er tydeligvis en elevatorknap. Enhver ved på hvilken etage alfabetets første bogstav ligger.
Man kunne også vælge at se A’et som et lidt sammensunket H, hvor tværstregen i begge tilfælde skal hindre vi kommer til at stå med et meget hurtigt overstået spil Mikado.













B - Radikale Venstre
Det er tydeligt man gerne vil præsentere sig sobert og stilrent. Desværre er kærligheden til den hidsige magenta ensbetydende med et bogstav, der ligner en medicinsk faremærkning. Vi tipper på det er kategori, hvor man ikke skal tage denne medicin og så regne med man kan føre nogetsomhelst fartøj forsvarligt.













C - Konservative
Det er så en pastil. Man kan vælge at se det som en halspastil eller et Hold kæft-bolsche alt efter observans. Den har under begge omstændigheder en meget sur smag og kan være svær at sluge.













F - Socialistisk Folkeparti
Partiet har - fuld af tillid til den danske vælger - sat hele to bogstaver på plakaten. De er så blevet indføjet i en ubestemmelig form, der befinder sig et sted mellem et guitarplektor og en slatten ballon. Det kan henvise til de sange der skal synges ved lejrbålet efter turen op og ned i A-tmosfæren.















I - Liberal Alliance
I’et er ikke kun valgt pga. af lyden. Det er også for at understrege vi skam har med et ideologisk parti at gøre. Det lille i understreger dette ved at at have kappet forbindelsen mellem krop og hoved. 











K - Kristendemokraterne
Logoet har samme charme som et revisionsfirmas, og kan i denne sammenhæng derfor ikke aflokkes yderligere pointer end den matematiske, at demokratiet (som man letsindigt har sat ind selvom partiets navn ikke er todelt) nok igen vil vise sig større end kristendommens lys.













O - Dansk Folkeparti
Form og farve på de to Dannebrogsflag bringer mindelser om den gode danske spegepølse. I så fald viser logoet med al tydelighed et parti/en pølsefabrik, der er evigt selvforsynende med kultur.













V - Venstre
En åben bog? I så fald er det en hardback om minimalstaten - hvis forfatter de nok stadig savner lidt i partiet. Mere oplagt er de at se V’et som et udsnit af en vækstkurve, der er defineret af et lavpunkt og et brat afbrudt opsving.













Ø - Enhedslisten
I anledningen af valget har man udformet en ny, lidt skråtstillet variant af Ø’et, der desværre mere ligner et IC4-ikon … toget kører ikke længere. Bogstavet er så kækt indføjet i en taleboble, selvom det eneste ord man kommer i tanke om er ‘øh’, når man ser det.













Å - Alternativet
Shrekpartiet går frisk til værks med den grønne farve og et Å, der vel skal vise, hvor alternativ og hipsteragtig man kan være - fordi det er et håbløst dåmt bogstav. At partiet også er store naturelskere - for ikke at sige dendrofile - viser sig ved nærmere eftersyn. Så ved De dét.






mandag den 19. januar 2015

VÆKST TEST






 










Lykkeligere, rigere, større

Når nu alle (der er nogen) taler så kompromisløst forblændet om, hvor vigtig den er den vækst, så lad os da teste dens ægthed ved at køre den gennem en af sprogets ældste maskiner - de folkelige talemåder - med værdierne som tema.

Tale er sølv, men tavshed er vækst.
Den der betaler væksten bestemmer også hvad der skal spilles.
Nød lærer nøgen kvinde at vækste.
Være sin vægt værd i vækst.
De lover vækst og grønne skove.
Vækst som forskyldt.

Giver det mening? Finder vi (nu) trøst i vækst? Fremtidsmusik? Sproget er som bekendt det eneste man kan fortælle sandheder og afsløre løgne med.


torsdag den 19. juni 2014

OMVENDSLEV FOR V(R)ISNE VÆKSTKRITIKERE



















Blamegame

Tænk hvis man en dag - eller bare en tv-udsendelses tid - vendte om på ansvaret i dette senmoderne samfund. Således skulle alle firmaer stå til ansvar for alt det elendige og forstemmende svineri man finder i by og på vej: McDonalds-poser og krus, øl- og sodavandsdåser fra Carlsberg og Coca-Cola, cigaretskodder fra Prince og Pall Mall. Man kunne ikke som energidrik-producent tørre den af på forældrene, når de unge mennesker hårdt pumpet af Cult og RedBull faldt om med forhøjet blodtryk. Tuborg måtte stå frem og sige, ja vi ved det - det er blandt andet vores skyld der er så mange alkoholikere i landet - for uden Fine Festival og Guldøl havde den del af drukDanmark nok været mindre. MotoGuzzi og Honda måtte medgive, at deres motorcykler kører alt for hurtigt og kan slå både førere og andre ihjel. 
Jeg tænker altså ikke engang på de virkelig slemme producenter, som sniger ptalater og anden forbuden kemi ind i legetøj og cremer, heller ikke de kriminelle narkotikaforhandlere - men på helt almindelige og uskyldige firmaer, som fremstiller varer, der i større mængde eller anvendt forkert er ødelæggende for kultur og natur.
Jeg tænker heller ikke på at oprette en totalstat, hvor det er slut med individets fri valg.
Jeg kunne bare godt tænke mig for een gangs skyld at høre dem sige: Vi ved det godt. Det er noget lort vi laver. Og lavede vi det ikke, ville verden på visse måder være et bedre sted at være.
Jeg er træt af at høre, at lavede de det ikke ville nogle andre bare gøre det. Jeg er træt af at høre, at hvis man ikke vil have lungekræft, huller i tænderne, forhøjet blodtryk, skrumpelever og udslæt, så kan man bare lade være med at købe de varer som giver een det. Vel at mærke varer, hvis eneste og tydeligste eksistensberettigelse er netop det, at de skal købes. 

Jeg er træt af at min frihed bliver taget som gidsel i et dødssygt kommercielt spil, jeg ikke synes jeg har meldt mig til.


onsdag den 30. oktober 2013

NYE DUMME ORD - OG KLOGE




















Kan De veksle en dummer?

Gammeldum - når gamle mænd overvurderer sig selv, eller ikke er i stand til at indse deres reelle alder. Pandæmonisk udbredt i grupper af mænd i alderen 35 - 65.

Bagdum - hvad man er, når man nægter at indse noget er gået galt, eller følger uheldigt op på en i forvejen skæv strategi. Pandæmonisk udbredt i grupper af mænd i alderen 5 - 65.

Klogdristig - hvad man kan siges at være, når man tager en chance, som ikke er en chance. Enhver ved bedst selv, hvornår det er han gør det - og om han kan tillade sig at prale med det.

Dumme Åge - ham som nægter nogensinde at prøve at sige noget bare en lille smule intelligent, fordi han tror hans job er at være dum på alles vegne. Som sin fætter 'Kloge Åge' er hans mest irriterende træk, at han har ret: Alt kan fordummes. Men de fleste ting kan også brændes eller glemmes på en kold perron.

Klogebøder - systemet tilskrev at de skulle med. Jeg ved ikke i hvilken sammenhæng man kunne møde en klogebøde … udover i et fællesskab, fx på en ø i Limfjorden eller en café på Kødtorvet, hvor man ikke tolererer analytisk sans.

Dumbphone - ja hallo! Det kan man da lige så godt kalde apparatet. Taget i betragtning hvor meget af ens selvstændige hjerneaktivitet den æder og op med sin lokkende hukommelse og de meningsløse tidsfordriv. Jeg er ærligt talt blevet i tvivl om, hvem der er den smarteste af vi to, bare fordi den har et brandet forspring, og jeg rutinemæssigt, dagligt glemmer mit eget navn, og svarer "Hej," i stedet for "Homo Sapiens," når den ringer.


mandag den 20. maj 2013

PÅ MUSEUM


















Billeder om en forestilling

Jeg fyldes altid af glæde på museum fordi jeg ved vi her er i et fællesskab om noget, der er så skrøbeligt ellers. 
Her skal man ikke gå og vedligeholde et værn mod hadsk og hånsk tale, fordi man godt kan finde ud af at synes een rød farve er mere udtryksfuld end en anden. På museet må man godt glo sådan virkelig glo igennem, uden at skulle bekymre sig for hvordan eller som hvad man virker. 
Æstetikken er så skør ude i gaderne. Selv skulpturerne står og gemmer sig i det offentlige, fordi de og vi ikke aner om hovedparten af de tilstedeværende ville slå en rå latter op, hvis man dvælede ved en vandkunst eller et gavlmaleris poesi. 
På museet kan vi og de og alle te os lige så seriøst og pjattet med abstrakte udtryk og fortænkte former som vi vil. 
Jeg kan godt se det lyder finkulturelt og distancerende. Men hvis vi nu tænker det som et fællesskab i disse reelle fællesskabsfattige tider. Som at være på stadion eller måske i cirkus? På biblioteket. Dét er også steder, hvor man er del af et fællesskab, som har mere eller mindre veldefinerede kontrakter. Det er i kontrakterne skønheden ligger: Hvor dybt stikker forståelsen, dedikationen og kærligheden til det fællesskabet er samlet om?
For tiden synes jeg fælleskabet er blevet en overfladisk størrelse som man kan joine eller abonnere på - noget man tilkendegiver eller screenes ind i - et statement eller en foranstaltning. Fællesskabet som det forpligtende, indforståede (som i betingelsesløst accepterende) og selvudleverende kan man lede længe efter.
Tager vi fx to af de nævnte eksempler, som burde være ægte og dybe fællesskaber, så kan man på stadion vel føle sig tryg ved at holde af så skøre ting som boldens flugt og 1-2-3-pasninger, men på den anden side ikke vide sig sikker, hvis fankulturens fællesskabsfølelse kommer i spil. Så er begejstringen for en lang bold ikke nødvendigvis comme il faut på de lægter hvor dú står. På biblioteket kan du også føle dig tryg ved at være i et skrøbeligt lånende og læsende fællesskab, men så snart det skal defineres nærmere, kan den medborgerlige forståelse måske godt gå på grund, når man står i køen med sine latterlige tegneserier eller okkulte helseopskrifter. 
På museet derimod, er det svært kun at abonnere på een maler eller een periode. Man kan selvsagt have præferencer, men på museet er den grundlæggende kontrakt; 'kunst er et plausibelt udtryk der fortæller om mennesket og dets virkelighed', så radikal og religiøs, at man altid kan føle sig i gode hænder og forsyn.  

lørdag den 18. maj 2013

TALEMÅDER OM KØB OG SALG
















Så får du ikke mere for den femogtyveøre

Penge i det hele taget - men bestemt også det vi gør med dem - er en dominerende metafor i vore talemåder. Jeg kom til at tænke over det på grund af udtrykket '(at være) solgt til stanglakrids', som ingen rigtig formår at lande den oprindelige betydning af.
Der er mange ret centrale og ret flittige måder at bruge mønt med munden på. Fx:

Det gi'r jeg ikke noget for!
Han er ikke meget værd.
Den køber jeg sgu! (ikke!)
Det sælger ikke.
Der er udsolgt.
Det har vi ikke råd til.
Oven i købet.
Han gav igen med samme mønt.
Hun slog mønt af opmærksomheden.
Dyrt og dyrebart.
Værdiløst

Og de er mere eller indre interessante og pikante. Bedst gemt i den daglige tale er nok 'oven i købet' - der ikke høres som andet end mere og ekstra, men jo tydeligt nok er vandret fra en handelsmæssig sammenhæng ind i sproget. Noget af det underholdende ved lige pengemetaforerne, er jo at det er nemmere at forestille sig, hvordan de kunne siges i en faktisk handelssituation. Den slags er ikke givet med talemåder, hvor man sætter kikkerten for det blinde øje eller skuer hunden på håret.
'Ikke at give noget for' og 'ikke at være noget værd' ligger også godt skjult i daglig tale - hvad man kan måle på, hvor bizart det pludselig bliver, hvis man skulle betale (et mindre beløb) for et argument eller overveje hvad man kan få for at slå et søm skævt i. Vi er i daglig tale meget ofte også tæt på hele ideen med at købe og sælge sine handlinger og holdninger og dermed også i talemådens kerne: At det er en tingsmetafor, som skal forklare os, hvad der sker konkret, når man står der og sælger sin sjæl så dyrt som muligt!
Mest pikant synes jeg udtrykket 'udsolgt' er. Når man typisk er virkelig træt og ude af stand til at bidrage med mere, så er der udsolgt. Derfra går der en lige vej fra metaforen ind i den historisk-psykologiske virkelighed, hvor vi engang i højere grad solgte os selv og vores arbejdskraft som varer. Ja, det gør vi jo stadig, men det er helt sikkert mindre comme il faut at tænke på som den slavemanér, der antydes, når man ikke har mere at faldbyde eller sælge til dem der måtte skulle aftage.
Pengene befinder sig som bekendt tæt på kroppen, hvad enten vi bærer dem i tegnebog (sedlerne har jo altid fine tegninger på), portemonnæ (af fransk 'porte monnaie' bære penge) eller bare i lommen (et ord man ikke ved hvor kommer fra … der er hul i lommen) - men deres værdi og brug ligger os måske lige så tæt på huden som på sinde.

onsdag den 6. marts 2013

TI MÅDER DE KAN SPARE TID PÅ


Som bekendt på den hårde måde er tid den ressource vi går mest op i for … tiden. At spilde sin tid rangerer nu på linie med de syv dødssynder i det personlige synderegister. Derfor bringer vi dem her ti gode forslag til spare livsvigtig og skæbnesvanger tid på.

Med venlig hilsen
Faust & Klaus A/S

1. Lad være med at lytte til det folk fortæller Dem.
2. Lad være med at færdiggøre arbejde, der ikke skal eller kan kontrolleres af andre end Dem selv.
3. Onanér i stedet for at dyrke sex med mennesker.
4. Sænk Deres krav til den personlige hygiejne.
5. Forlad selskaber når De har spist og drukket tilstrækkeligt.
6. Lad da være med at læse. 
7. Tal før De har tænkt.
8. Undgå motion som ikke er svedproducerende.
9. Spænd ben.
10. Undgå alle offentlige instanser, herunder demokratiet.

torsdag den 27. december 2012

SUPERSKURKENES HJÆLPERE


























Zizek'O'Rama

Er det bare mig, eller virker superskurkenes hjælpere altid som en understregning af den dårlige fortælling?
Selvfølgelig snakker vi i forvejen om konstruktioner, hvor skurkens mål typisk er magtovertagelsen eller ragnarok, hvorfor han har brug for en del hjælpere, og som sådan befinder vi os altid allerede ude på overdrevet. Men jeg har aldrig forstået hvor de kom fra. Hvem er de, hjælperne? Er de hvervet fra befolkningen på den lille ø i hvis hemmelige huler Headquarters er skjult - og hvordan kan der så overhovedet være nogen til at befolke øens overflade og idylliske landsbyer tilbage? Har man slået annoncer op på 'Lejesoldaten's grå sider? Og hvordan er det overhovedet muligt at holde sin gigantiske operation hemmelig med så mange potentielle lækager rendende rundt i kiksede uniformer og/eller underkastet ydmygende disciplin?
Måske er de bare filmkunstens ultimative statister. En flok folk udstillet som kulisser for graden af superskurkethed hos den pågældende fjende. 
I krigsfilm, hvor statisternes rolle er mindst lige så bærende, tænker man aldrig over det, men der får de måske også lov at være mennesker eller bare skæbner. Superskurkenes hjælpere ejer intet af den art. Så skal vi helt op til den højre hånd, før vi får et tegn på liv. Stormtropperne fra Star Wars er på mange måder indbegrebet af den ubehjælpsomme hjælper: Udstyret med klodsede uniformer, upersonlige stemmer, tendens til tumpethed og udraderet som fiskefoder i fodringstid. 
Måske er det blot afslørende, at hjælperne er faldet for en skurk, som vi i forvejen ved er forkert på den, hvorfor de må være utroligt enfoldige, for at være endt på kontrakt hos netop ham den vulgære, perverse, megalomane etc. Hvilket bringer mig tilbage til det indledende spørgsmål: Hvor kommer de fra, hvis ikke fra plottet og fiktionen?
Måske kommer de fra det lag af fiktionen ved superskurkene der handler om at være en trussel mod demokratiet. Hvis vi et øjeblik betænker de skurke vi kender som INGEN hjælpere har, så bliver de jo øjeblikkeligt til psykologiske skabninger - figurer som inkarnerer sjælelig smerte, utæmmelighed eller bare angst. Deres film er typisk katharsiske foretagender, som hvis overhovedet kun har en politisk tone som etisk afpuds fra en mere human skinke. Fra Psycho til Cape Fear, fra Se7en til Motorsavsmassakren og fra dyngen af stinkende kriminalintriger lugter det af freudianske fordringer eller i det mindste sokratiske krav om at lære sig selv bedre at kende. Er skurken derimod udstyret med en talstærk - omend umælende og enfoldig - opbakning fra sine mange hjælpere, så er individualiteten afviklet, og en anden kamp og fortælling i spil. Fx den demokratiske eller måske mere i overensstemmelse med mediet; den om oplysning til folket.
Dette gør egentlig de lidt kejtede superskurke og deres udstyrsstatister nemmere at acceptere. Hvis man tror på lys.

lørdag den 3. november 2012

Licenced to trade

 
We've got the mind, he's got the muscle

Spørgsmålet er ganske kort sagt, hvis er Daniel Craigs muskler i den nye Bond-film? Hans øl er fra DemIkender, hans ur er fra OhmyGod og hans køretøjer er fra England. Ganske vist er produkt placeringerne kun decideret skringre i starten af eposet, men de slipper aldrig taget i mit dovent marxistiske blik. Således er hans nydelige chaufførfrakke i Shanghai sikkert fra Bloss, hendes mascara sikkert fra L'ordeal og whiskyen helt sikkert fra Skotland (og en udvandet hilsen til Sean, som aldrig bar og indtog andet end sin stil med stil og uden regning). Det er lige før jeg tænker at det stolte firma Carl Walther GmbH Sportwaffen også har spyttet i bakken med nogle gode tyske Euros?
Jeg har noteret mig hvordan man har lavet spin på det helt indiskutabelt luderagtige ved filmen for at gøre det mere spiseligt for masserne: Bond-filmen er således lanceret som et komplet sponsoreret produkt i medierne.
- Wow! Det må jeg nok sige!
- Jamen, filmen er jo så frygteligt dyr at producere, at man for at give publikum det største sus, må hente meget ind på sponsoraterne - og så er det jo også sjovt at vi på een gang kan få publikum med på at spotte, oute og hygge-hate HeinIdemikender - og alligevel score kassen. Filmen er og bliver en lidt mere tjekket føtex tilbudsavis. Det kan ikke være anderledes. Man skal jo ikke glemme at man også betaler for de floder af farvede sider der tilflyder vor intimsfære, når man henter kyllinger og kødpølser i butikken. Der findes ikke gratis frokost.
Filmen sætter også en lang række andre tanker i gang, som alle produkter der rammer så bredt og alligevel dyrkes kult- og kitsch-agtigt. Fx at det dybest set er en western, at skurken har et Ødipuskompleks OG er bøsse, at trofæet er prostitueret, at handlekraft og hævntørst overskriver alle protokoller, at favne den fædrende gård kombineret selvtægt er løsningen på alle problemer altså ... at filmen vellykket segner under så bredt et udbud af klichemaskulinitet, at manden må spørge sig selv, om han egentlig ikke har brug for IKKE at drikke en særlig øl og kigge på et særligt ur, mens han træner muskler der sådan set ikke er hans egne, når han sidder himmelfalden tilbage efter forevisningen.


søndag den 18. september 2011

Logan's lip #3













Du er hvad du bestemmer dig for at købe
eller
Ligheder mellem stemme- og indkøbssedler

Jeg kan umuligt være den eneste som har fået valgkvalme ved synet af hhv. føtex's og Kvicklys slogans de seneste uger? Det er som der skulle en national valgkamp med tilhørende slogans til at trække tøjet af supermarkedernes billige kneb. Før må jeg indrømme at jeg kun "læste" deres slogans, fordi det var bogstaver. Jeg har ikke tidligere orket forstå, hvad der stod, fordi tilbudskatalogernes tale på forhånd er så skinger og pekuniært fritskrabet, at refleksion er udelukket. Det ville svare til at nyde billederne for deres komposition og grafiske efterbehandling. Men valgkampens politiske virkelighed vakte en lydhørhed og opmærksomhed på alle 'oneliners', der lovede noget - fordi demokratiet er for vigtigt til at overhøre eller skimme bevidstløst. Det er trods alt med en anden frekvens vi stemmer end køber ind.
Så derfor sprang de slemme slogans pludselig op og fri af det kulørte kødmarked og blev til tale. Kommerciel tale. Og den slags tale slog mig, som så ofte før, med undren. Hvordan i al verden skulle jeg finde føtex mere inviterende med et slogan som "Vi gør mere for dig"?! Hvad mere! for det første? Hvad mere kan de gøre end have varerne på hylden og rydde plads mellem dem? Det er da ikke at gøre mere for mig at lokke mig til at købe mere end det jeg kom efter, ved at rigge det ekstra appetitligt eller iøjnefaldende an? Hvorfor ikke have betjente hylder med folk, der høfligt spørger, om man er sikker på man har brug for netop dén vare - eventuelt henlede opmærksomheden på en billigere variant. Hvad mere er det føtex gør for mig, når jeg skal bruge ekstra tid på selv at scanne varerne ind og forklare en maskine, jeg bruger en pose, der vejer uhensigtmæssigt mange gram, fordi jeg ikke vil købe en af deres? Hvad mere kan de gøre end sige tak, fordi du handler hos os? Hvad de iøvrigt ALDRIG gør? Er dét mere de gør for mig, det samme som at have veludvalgte varer, bredt sortiment, god kundekontakt og en slags identitet, der ikke er decideret usympatisk - så er det kun "mere for mig", hvis alternativet er en discountbutik, hvor jeg ikke handler alligevel. Selvom den i dette lys nok er mere ærlig.
Kvicklys "frihed til at vælge" lyder ikke mindre hul og håbløs. Frihed til at vælge HVAD? Og ikke mindst i stedet for hvad andet? Alternativt frihed til at vælge frem for ikke at have muligheden for at vælge. Igen slår det mig, at hovedfjenden i direktionen eller anden godkendende instans må være discountbutikkerne, hvor man i dette slogan ikke har nogle valgmuligheder - hvilket for det første er løgn, for i de butikker (hvor jeg som bekendt ikke handler) er der altid mindst eet endnu ringere produkt og ofte også deres helt eget, og for det andet er der ALTID en frihed til at vælge IKKE at købe noget. Og det gælder i alle butikker, altid, for alle. Det er arrogant at sidestille et af menneskets fornemste muligheder med at rage varer ned fra en hylde. Faktisk er det så meget mere og værre end arrogant, men det tør jeg ikke skrive her. Dertil kommer det paradoksale i, at sloganet stammer fra en korporation, som sætter en ære i selv at producere deres varer.
Folktingsvalget, resultaterne ufortalt, har vi meget at takke for. Demokratiet er ikke til salg, det er til handling og valg.

mandag den 22. august 2011

Den lille verden




Den lille verden er i sagens natur en verden som trænger sig ind på dig og strammer til. Den lille verden er befolket med mennesker som du kender eller har en mening om på forhånd. Den lille verdens værdisæt er velsmurt og redebon. Det rummer udelukkende rimelige og rettelige værdier og holdninger - og næres af en uudslukkelig ild af foragt.
Den lille verden er som en diamant, fremkommet af noget snavset man har presset meget hårdt sammen over meget lang tid. I den lille verden er alle enøjede, blinde og konger på samme tid - og så skeler man i øvrigt konstant. I den lille verden kan man ikke lide modetøj og mad, der smager af for meget. Den lille verdens energi hentes fra tændte tv'er, hvis varme og flimren føres ind i kraftværkernes turbiner, der således kører på en blanding af bedrag og naive drømme.
Den lille verden vil altid gerne have nye borgere at være enige i at være sure på. I den lille verden tilbeder man paradokserne fordi. I den lille verden er man enig med de andre om at man er en idiot, men altid en mindre end de andre idioter. Kærlighed findes i den lille verden. Men kun når tilfældet lader et øje stå åbent mens et andet kommer til at udtrykke sig selv.
Den lille verden har intet med himmel og helvede at gøre - for selvom der er lige så mange kirker som hospitalssenge tror man ikke på Gud og efterliv - evt. syndefaldet - den lille verden er i sig selv en slags brugt og sammenfoldet snotklud af paradis og purgatorie på samme tid. Håbet er lysegrønt.
Hvis man bor i den lille verden, hvad mange gør, og rigtig mange uden at vide det, tænker man altid sin hoveddør udefra, fordi man egentlig helst vil hjem og sidde lidt. Hvis man lever i den lille verden er andre mennesker dybest set det samme som problemer - alle andre mennesker. Hvis man lever i den lille verden klynger man sig til minder fra engang, hvor man glemte sig selv og fx kørte ind i en hæk, eller kyssede en vildtfremmed pige bare fordi man var glad. Minder man pudser op som lænker.
Åh den lille verden! Den lille, lille verden, som på de dårlige dage krymper sig så meget i den bitre vind af selvmedlidenhed og storhedsvanvid, at den faktisk kan krybe ind i sin egen formindskelse. Man skal lige dukke hovedet en gang, men så er man der. Virkeligt betryggende, selv demokrati og hungersnød bliver overskuelige og ekspederet med et fnys og et kast med det bøjede hode.

mandag den 15. august 2011

TIDERNE SKIFTER ALDRIG



















tiderne skifter aldrig
blind mand må stadig ikke skrive synlige ord
og kun de seende kaste retfærdigt med knive
de stumme knæler stadig rømmende sig ved stemmens dør
og kun de rådnende lugter
de fleste er og forbliver rejsende i kor og kontrakter
assurerede til langt ned i halsen
man lader til hinandens tilfredsstillelse
som om alle de andre er ensomme


ingen stoler på folk uden ben
de tandløses smil
og klovne med skovle
der fylder huller med huller
og selv falder i


tiderne skifter aldrig
dueller er kun på hurtighed
deviser synges på sprog ingen nogensinde kan nå op til
sår bli’r lukket med lak og med kæder
står aldrig fremme og størkner i solen
handsker er til hænder der gemmes
ikke til kuldens kærlige greb


ingen stoler på poeter der larmer
børn af fraværende forældre
og tåreløse fanger i nystrøgne skjorter
ingen elsker een der griber om sig
og påstår han lever i mørke


man samles om sandhederne
trøster hinanden ved fastlåste fyrtårne og brændende biblioteker
slikker på stive tegn som kun skal læres og aldrig åbnes
ingen ønsker da eksplosioner i sit ansigt


kom giv mig din snor
og lad os gennemgå de tusind verdner før vi går ud
 og smiler til kukkeren kukke usynligt i skoven
se denne sti vi betræder og beskider
helt ude i kanten så ukrudtet kun lige kan nippe til vores lort
brug måtten
bliv taget i skole
vent ved døren adamant
vent ved døden ignorant
varmt og trygt hvor livet siver lunkent ud
og gudernes vinde går henover hodets rynkede hangar
bliv ved din lemlæstelse og løgn
og puds vingerne op med oliedrømme
om sikker vinding


tiderne skifter aldrig
sentimentale testamenter fortæller stadig bedst om nuet
rader af sygdomme flås og sys om som beviser på hudløs ærlighed
Gud har forladt os døende for ikke livet skulle stige os til hodet
ligesom blodet
hans søn spildte
ikke kan finde vej i naturlovenes paradis
hulspejle holdes op så Vorherre endelig kan komme i Tivoli
og ingeniøren gemme sig syg af latter i skyggen fra solkongen


ingen stoler på ham der peger på mellemrummet
hvor han snubler rituelt
på taleren der tøver
og spilleren der ikke udfylder rollen


ingen vil kendes ved gamle hoteller og steder
hvor man var da man var fattigere på sig selv og sin sæd


kom lad os gå
gi’ mig din tro og din jomfrudom
begge dele kan tappes for strøm og blinke i min slaglygte
se denne vej vi rejser hegnet ind og stiller til ansvar
hvis vi utænkeligt engang skulle få brug for den slags ting
lad os nu bare komme af sted


ingen stoler på dem der tragisk nok med glæde vist ikke stoler på sig selv
og vælter forvirrede og kødelige rundt på scener fulde af alvor og ironi
og råber tak for i aften, tak for i aften
vi spiller igen i morgen
når vi er tapet sammen igen


tiderne skifter aldrig