HELLERE HØJ OG TYND OG LANG OG SMAL

 

hvor smal er smal litteratur?

skal den være skrevet med akademisk fraktur?

knække sine elfenben i det gyldne burs tårnagtige favntag

bagstræberisk lade loddet falde i utur som et defekt kukur?

er det kun bøger for de få der dur - til at være det?

til at hærge de særlige stuer

hvor man sutter på brillestængerne og

godt ved man aldrig ender sammen med ørehængerne

i boghandlernes rammer?

bestsedlernes stammer?

 

kan man være uheldig at tabe den smalle litteratur ned i en kloakrist

til hvor den først og sidst i nogles ører måske også hører til

plaskende lander den der hvor lorten er

og sidernes kildne materiale får pludseligt et andet potentiale

og så bliver bogens naturlige element til et ufikst moment

hvor man står i ord til halsen og et suffiks uden ende?

 

kan den synke ned ned mellem to forstoppede puder

i smagsdommerens sofistiske møbel af en flyder

gemme sig med småmønter og lommefilosofisk fnuller

mens han daler om og taler om og guldrander sine

selvrosende tilankelnedsablende flovser om værkets

utilstrækkelige huld

og drikker sig fuld i billige magtspil og stikpiller

om minimalistiske noveller der sælger stort

 

kan den klemme sig ind mellem ordene over og set

og så stå der som et stumt alfabet

tumpet nok til at blive udlet

af alle dem der ved bredere?

 

eller

 

kan den komme ind på hoteller og parceller

til et menneske i en kælder

kan den komme ind de steder hvor sprækken er lukket til

af angst for reklamer i lange bonformede baner

ind hvor bekymringerne har trukket læberne stramme som bånd

og hænderne knuget hårde om håbet

og dér være

et velment blik på det elendige liv

det besværlige hiv og halen mellem benene

skabe et håb med sprogets helende deling

autofiktivt præcist som en præstindes vitriol

kan finde og rette alt på plads i sindets reol

klemt inde mellem genesis og gogol?

 

er der en højere mening med at smal er et anagram for slam

og at jeg derfor slammer over

at jeg ikke skammer mig over

at min bog stammer fra de lammeste rim

på smerte og hjerte

krop og nok

bortrømte drømme

ordenes rod?

 

husk på

de rimende får altid skåret ulden ud af munden

og mærket varmen i frostmorgenstunden

helt til benet kan det gå

hvis fødderne sidder ordentligt på

og vorherre ellers har stillet termostaten

der hvor satan ikke kan se den

 

jeg tager mig til hodet

der hvor det' smallest

der hvor alle siger

der' kortest fra tanke til handling

fra ælling til forvandling

tapper mine to tindinger

for hjernevindinger

med hænder som tvillinger

ligner Munch på broen

bare billigere

bare villigere til at

smide troen på kontoen

 

kunst koster hjernekassen

ikke det masser af nuller mener passer

hjernen er smallest lige mellem øjnene

der hvor man først lugter løgnene

det er nemt at forestille sig

at smal litteratur må være smal

fordi der kun er kaldt

på det aller aller bedste

som forfatteren kan fatte og formulere

klatte ned på papirer

der er ikke noget onkelvakkert favntag her

det ikke en lounget sarkofag der

ikke nogen brede varme arme der griber kage og karma

i den smalle bog er skriften kommet ud af en kanyle

sylespidsformuleret og topreguleret fra det skarpeste æg tænkelig

sproget er siet fra himmel til hav og

fra tønde til stav og

fra sø til pyt

fra sky til til omvendt paraply

tilbage står man med

et fossende vandvid på et tyndt beskrevet blad

det' en gedde i et guldfiskebad

en hammerhaj i et hyttefad

men

det er nemmere at svømme mod strømmen når

man står på højkant

og kan komme ud

og komme ind

selv det smalleste sted

for at så blomster i selv det smalleste bed

hvor der er jord er der ord

 

SANDHEDEN [·] OUTSIDEREN

SPEJLANSIGT

Nogle morgener synes jeg, de ansigter jeg møder er så strenge. Lukkede. Som om deres former er størknet vrede.

Så tænker jeg, de blikke de har kastet på sig selv i spejlet har ødelagt noget. Genkendelsen. Påmindelserne.

At se sig selv, være sig selv. Ensom. Sig selv seende.

Spejlingens rum er sjælsresistente. Man fortaber sig i øjnenes desperation.

Alle kroppens og ansigtets fejl er spejlets fejl. Man tilgiver ikke en urenhed, et næsehår, en sovekrølle, en gnidret læbestift.

Man tilgiver ikke et vansiret menneske. Skelene øjne. En dansende asymmetri. Krøllet mimik.

Man betragter sin egen mislykkede sminke i de andres ansigter og kalder dem falske, fordi spejlet stadig sidder i øjet.

Hvordan ville det være at stå op til en dag vidende, at hverken du eller nogen du mødte, havde set sig selv i et spejl den dag?

Ville du se ansigterne på en anden måde?

Se en mildhed, en ømhed i dem. Ansigter formet indefra. En tankes profil. Blikke som søgte blikke.

Mennesker båret af møder med mennesker.

HVAD DE TÆNKER OM DIG

Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem -

er røg fra forfængelighedens bål (flertal)

er skyer fra pudderdåsernes kvaster

er korte glimt i bølgerne mellem øerne

er aflyste forestillinger 

Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem - 

er interesseløse konflikter

er mellemlagslag

er skeløjede blikke i ruder

er irrede batteriers poler

er er er tomme glory holes og øde peep shows

Hvad jeg tænker om dem og hvad de tænker om mig - 

er efterladte servietter

er lyde lydt

er er er kroppen der undviger kroppen på gaden

er dem og mig og mig og dem uden dem og mig

TIDERNE SKIFTER ALDRIG

tiderne skifter aldrig
blind mand må stadig ikke skrive synlige ord
og kun de seende kaste retfærdigt med knive
de stumme knæler stadig rømmende sig ved stemmens dør
og kun de rådnende lugter
de fleste er og forbliver rejsende i kor og kontrakter
assurerede til langt ned i halsen
man lader til hinandens tilfredsstillelse
som om alle de andre er ensomme

ingen stoler på folk uden ben
de tandløses smil
og klovne med skovle
der fylder huller med huller
og selv falder i

tiderne skifter aldrig
dueller er kun på hurtighed
deviser synges på sprog ingen nogensinde kan nå op til
sår bli’r lukket med lak og med kæder
står aldrig fremme og størkner i solen
handsker er til hænder der gemmes
ikke til kuldens kærlige greb

ingen stoler på poeter der larmer
børn af fraværende forældre
og tåreløse fanger i nystrøgne skjorter
ingen elsker een der griber om sig
og påstår han lever i mørke

man samles om sandhederne
trøster hinanden ved fastlåste fyrtårne og brændende biblioteker
slikker på stive tegn som kun skal læres og aldrig åbnes
ingen ønsker da eksplosioner i sit ansigt

kom giv mig din snor
og lad os gennemgå de tusind verdner før vi går ud
 og smiler til kukkeren kukke usynligt i skoven
se denne sti vi betræder og beskider
helt ude i kanten så ukrudtet kun lige kan nippe til vores lort
brug måtten
bliv taget i skole
vent ved døren adamant
vent ved døden ignorant
varmt og trygt hvor livet siver lunkent ud
og gudernes vinde går henover hodets rynkede hangar
bliv ved din lemlæstelse og løgn
og puds vingerne op med oliedrømme
om sikker vinding

tiderne skifter aldrig
sentimentale testamenter fortæller stadig bedst om nuet
rader af sygdomme flås og sys om som beviser på hudløs ærlighed
Gud har forladt os døende for ikke livet skulle stige os til hodet
ligesom blodet
hans søn spildte
ikke kan finde vej i naturlovenes paradis
hulspejle holdes op så Vorherre endelig kan komme i Tivoli
og ingeniøren gemme sig syg af latter i skyggen fra solkongen

ingen stoler på ham der peger på mellemrummet
hvor han snubler rituelt
på taleren der tøver
og spilleren der ikke udfylder rollen

ingen vil kendes ved gamle hoteller og steder
hvor man var da man var fattigere på sig selv og sin sæd

kom lad os gå
gi’ mig din tro og din jomfrudom
begge dele kan tappes for strøm og blinke i min slaglygte
se denne vej vi rejser hegnet ind og stiller til ansvar
hvis vi utænkeligt engang skulle få brug for den slags ting
lad os nu bare komme af sted

ingen stoler på dem der tragisk nok med glæde vist ikke stoler på sig selv
og vælter forvirrede og kødelige rundt på scener fulde af alvor og ironi
og råber tak for i aften, tak for i aften
vi spiller igen i morgen
når vi er tapet sammen igen

tiderne skifter aldrig