Viser opslag med etiketten skønhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skønhed. Vis alle opslag
mandag den 25. marts 2024
lørdag den 20. januar 2024
tirsdag den 14. februar 2023
torsdag den 28. december 2017
SPEJLANSIGT
Nogle morgener synes jeg, de ansigter jeg møder er så strenge. Lukkede. Som om deres former er størknet vrede.
Så tænker jeg, de blikke de har kastet på sig selv i spejlet har ødelagt noget. Genkendelsen. Påmindelserne.
At se sig selv, være sig selv. Ensom. Sig selv seende.
Spejlingens rum er sjælsresistente. Man fortaber sig i øjnenes desperation.
Alle kroppens og ansigtets fejl er spejlets fejl. Man tilgiver ikke en urenhed, et næsehår, en sovekrølle, en gnidret læbestift.
Man tilgiver ikke et vansiret menneske. Skelene øjne. En dansende asymmetri. Krøllet mimik.
Man betragter sin egen mislykkede sminke i de andres ansigter og kalder dem falske, fordi spejlet stadig sidder i øjet.
Hvordan ville det være at stå op til en dag vidende, at hverken du eller nogen du mødte, havde set sig selv i et spejl den dag?
Ville du se ansigterne på en anden måde?
Se en mildhed, en ømhed i dem. Ansigter formet indefra. En tankes profil. Blikke som søgte blikke.
Mennesker båret af møder med mennesker.
Etiketter:
ansigt,
at fortælle menneskene de lever,
drømme,
fantasi,
hele og halve mennesker,
hverdagsleden,
identitet,
løgn,
morgenstemning,
skønhed,
spejl,
transport,
vrede
søndag den 24. januar 2016
mandag den 24. august 2015
lørdag den 19. juli 2014
SEKS NYE BILLEDER FRA MAROKKO
Man sælger gerne ting i Marokko. Faktisk i et omfang og med en ihærdighed der kan virke lidt trættende, men altså, det gør man. Visse steder specialiserer man sig; som her i forstadiet til de rigtige Atlas-bjerge, hvor man sælger fossiler, hvad man kan ane, hvis man kigger på de falmede aftegninger på blikskuret.
Der er altid noget der kører og larmer og lugter. Hvor lille en by man end kommer til, så bevæger nogen sig med noget, der bruger benzin. Og ofte er det også sådan, at er der noget det bevæger sig, så er der nogen der vil med. Klassisk med de såkaldte 'grand taxis', hvor der kan være op til seks personer på vej til seks forskellige steder. Her et mere banalt flyttelæs.
Hvad er vi som rejsende? Døde skind der i en astronomisk selvovervurdering gennemstrømmes af vand og støv?
Farverne (på kvinderne) er altid en oplevelse. Ikke altid behagelig, da smag og mode på de kanter kan være direkte infantil, men også - som her - en accent i et ellers tørt og næsten monokromt landskab.
Som i ethvert kongerige med en elsket regent møder man ofte kongens (Mohammed VI) portræt. Jeg synes billedet er fascinerende, fordi det har et så 'tilfældigt' udseende. Billedet er en beskåret version af en mere officielt portræt - hvad der kan forklare noget, men ikke hans sådan lidt betuttede eller forbeholdne udtryk, den lidt ukomfortable position og den voldsomme disharmoni (asymmetri) i baggrunden. I et land som Marokko er hans påklædning ikke overraskende, men den kommer i kontrast til den meget kulørte baggrund og gør kongen stivere. Måske gives der ikke nogen lette løsninger på et regentportræt - og når man poserer som magtens overhoved virker det ligefrem arrogant at smile eller se 'naturlig' ud. Men Mohammed VI gør måske et forsøg i den retning, og understreger dermed subtilt sin styrke? Det kan også være billedet netop skal være lidt 'skævt' fordi det så bedre kan indbyde til undersåtternes tolkning. Jeg hælder selv til den post-kolonialistiske tolkning, at billedet skal mime en slags socialt medie-tag og dermed signalere en vis up-to-date-hed.
Et af den slags billeder der skal tages. Og nu bringes.
Det pudsige ligger nok i, at billedet sagtens kunne være taget i Frankrig eller Danmark (sproget fraset), men her faktisk dokumenterer, at kvinden på gaden er dem der så langt er flest af, mens kvinderne i vinduet kun er almindelige som sådan - reklamer.
Endnu et motorkøretøj. Her i Rabat på Av. Mohammed VI (ja, ham igen) med udsigt over chellaen og oued'en (floden).
lørdag den 2. februar 2013
torsdag den 20. oktober 2011
KRONOSTALGI - KAMERAMAND
Kodak instamagic
Mit ærligste og mest uoverlagte svar er, at jeg tager dem for en sikkerheds skyld.
Jeg vil bringe nu'et i sikkerhed, for den tid der truer i øjeblikket efter. Jeg vil sørge for, at der findes lakuner, hvor tiden ikke går. Hver gang. Hele tiden. Hvert fotografi er en provokerende standsning af bevægelsen mod døden. Sådan. Ha!
Hvis motivet har trængt sig nok på - så vil jeg også sikre en slags besked eller et budskab. Ikke at jeg ved, hvad det er. Det er som når spøgelsesjægerne sætter sig til rette i mørket og stilheden med kameraer og mikrofoner, og så regner med der er noget på mediet næste morgen. Jeg er sikker på, der følger noget med, som er for vigtigt til at gå tabt. Hver gang. Hele tiden. Hvert fotografi er en insisterende opsparing af mening med tilværelsen. Sådan. Ha!
Når øjnene arbejder før hjernen - eller i værste fald med nogle helt banale regler om linier og proportioner - så taler jeg med en verden, hvor tid og mening ikke er fjender. De samtaler er det afgørende at gemme. Med mit kamera.
Som sådan tror jeg egentlig ikke jeg er fotograf. Men ikke mindre afhængig af at tage billeder.
Etiketter:
at fortælle,
billeder,
blik,
død,
Fanø,
fotografi,
himmel,
kreativitet,
kunstnerisk skaben,
lys,
skønhed,
Tid,
æstetik,
øje
Abonner på:
Opslag (Atom)




















