SEKS NYE BILLEDER FRA MAROKKO

Man sælger gerne ting i Marokko. Faktisk i et omfang og med en ihærdighed der kan virke lidt trættende, men altså, det gør man. Visse steder specialiserer man sig; som her i forstadiet til de rigtige Atlas-bjerge, hvor man sælger fossiler, hvad man kan ane, hvis man kigger på de falmede aftegninger på blikskuret.

Der er altid noget der kører og larmer og lugter. Hvor lille en by man end kommer til, så bevæger nogen sig med noget, der bruger benzin. Og ofte er det også sådan, at er der noget det bevæger sig, så er der nogen der vil med. Klassisk med de såkaldte 'grand taxis', hvor der kan være op til seks personer på vej til seks forskellige steder. Her et mere banalt flyttelæs.

Hvad er vi som rejsende? Døde skind der i en astronomisk selvovervurdering gennemstrømmes af vand og støv?

Farverne (på kvinderne) er altid en oplevelse. Ikke altid behagelig, da smag og mode på de kanter kan være direkte infantil, men også - som her - en accent i et ellers tørt og næsten monokromt landskab. 

Som i ethvert kongerige med en elsket regent møder man ofte kongens (Mohammed VI) portræt. Jeg synes billedet er fascinerende, fordi det har et så 'tilfældigt' udseende. Billedet er en beskåret version af en mere officielt portræt - hvad der kan forklare noget, men ikke hans sådan lidt betuttede eller forbeholdne udtryk, den lidt ukomfortable position og den voldsomme disharmoni (asymmetri) i baggrunden. I et land som Marokko er hans påklædning ikke overraskende, men den kommer i kontrast til den meget kulørte baggrund og gør kongen stivere. Måske gives der ikke nogen lette løsninger på et regentportræt - og når man poserer som magtens overhoved virker det ligefrem arrogant at smile eller se 'naturlig' ud. Men Mohammed VI gør måske et forsøg i den retning, og understreger dermed subtilt sin styrke? Det kan også være billedet netop skal være lidt 'skævt' fordi det så bedre kan indbyde til undersåtternes tolkning. Jeg hælder selv til den post-kolonialistiske tolkning, at billedet skal mime en slags socialt medie-tag og dermed signalere en vis up-to-date-hed.

Et af den slags billeder der skal tages. Og nu bringes.
Det pudsige ligger nok i, at billedet sagtens kunne være taget i Frankrig eller Danmark (sproget fraset), men her faktisk dokumenterer, at kvinden på gaden er dem der så langt er flest af, mens kvinderne i vinduet kun er almindelige som sådan - reklamer.

Endnu et motorkøretøj. Her i Rabat på Av. Mohammed VI (ja, ham igen) med udsigt over chellaen og oued'en (floden). 

SYV BILLEDER FRA MAROKKO

På vej til Marokko, og mens jeg var i Marokko læste jeg Paul Bowles ’Under himlens dække’ og især Elias Canettis ’Stemmerne fra Marrakech’ med stort udbytte. De var på ingen måde guides, men på andre måder mere som personlige rejseførere, der tilbød blik og stemninger – endda viden – jeg ikke ville have været foruden. Også selvom skønlitteraturen, når den er bedst pirker i alt andet end overflade. De mest mobile dele af Bowles roman udvirker sin kraft på det eksistentielle plan – men er det ikke netop dér vi rammes, når vi rammes af det eksotiske? De to elendige mennesker der omkommer i hans Marokko kan man godt spejle sig i, selvom man er næsten 70 civiliserede og selvrealiserede år ældre. Et lands sjæl og et menneskes natur forandrer sig ikke med den hast. Canettis blik er så sansende og reflekteret på samme tid, at man føler sig fordoblet flere steder og i flere situationer. Han gider tænke tingene til bunds. Spørge sig selv og sin læser, hvad dette dog er der møder ham. Det er rejselitteratur som aldrig kan seriefremstilles.

Arabesken er alle steder. Jeg trættes aldrig af dens grafiske evighedsmaskine, og trættes aldrig af dens leg med sprog og virkelighed. Hvor gribende er det ikke for et sprogmenneske, at møde en kultur, der endelig respekterer skriften så meget, at skønheden bor i det der fortæller om den? Hvor gribende er det ikke for et øjemenneske at se, hvordan naturen vandrer som sig selv ind i æstetikken – ikke som symbol?
At menneskene så også dyrker en sløring og tildækning af lige dele klimatiske og esoteriske grunde må man så leve med. Sproget er også en dragt. Bomuld en plante.

Selvfølgelig er der turister i Marokko. Især i Marrakech. Men der er også så mange andre marrokkanere, at turisterne ofte forsvinder. Selv på Jaama el-Fna, som må være en af verdens største turistfælder, bliver de overskyllet af lokale. Muligvis lokale, som gerne vil betjene turisterne, men ikke desto mindre. Det bidrager alt efter temperament til oplevelsen af at være på rejse i et fremmed land, som bebos af rigtig mange fremmede mennesker. Når man kæmper sig rundt i souk’ens uendelige gademønstre og sælgerne refleksmæssigt og uophørligt faldbyder deres varer kan man ikke andet end tænke det også må være til andre end turisterne. Og hvis ikke det er, så er butikkerne at ligne med kødædende blomster, der kan leve af en enkelt flue i flere uger.
Der sker dog turisterne skiller sig markant ud. 

At man bruger hyrden som billede på en gud, i al fald i min religion, der som bekendt har sit geografiske ophav tæt på det arabiske, bliver meget forståeligt, når man gennem nogle uger har færdedes i en kultur, hvor fårene er overalt. Man ser aldrig et får uden også at kunne finde en hyrde. Og man ser får mange forskellige steder: Ved motorvejene, i byerne, langs jernbanen, på lossepladserne eller ved Volubilis – som på billedet. Alle steder går de langhalede dyr og gnaver. Altid dukker en mand eller en kvinde eller et barn op med en stav og en holdning. Hyrdehandlingen og derned hyrdebilledet, må være en af de mest grundfæstede metaforer på de kanter. Som kristen har jeg altid netop oplevet det som et billede. Logisk og dermed anvendeligt. Når det kom til ofret (angus dei) stadig velegnet, med dog også malerisk. I Marokko og lignende samfund må hyrden og hans funktion være så implementeret i kulturen, at billedet forsvinder som billede. The Lord is my shepherd.

Der er mange farver i Marokko. Det er der altid, når man rejser et andet sted hen. Marokko har dog helt særlige forudsætninger for frodighed. Der står appelsintræer overalt i byerne. Man ser endog folk samle frugterne ind. Det er som om nogen har asfalteret Edens Have. Eller det er som om det frugtbare ligger i evig kamp med det fattige og støvede. Træerne gror og skubber sine frugter frem, mens byen og bilerne vokser og kvæler alt hvad de kan. 

I lufthavnens butikker fandt jeg al den keramik jeg også så i souk’en. Samme mønstre, samme former, samme funktioner – men i lufthavnen var tingene ens og uniforme. Der var ikke den mindste forskel mellem de små skåle og deres spiralmønstre. Ingen slinger i cylinderne, ingen forskel i glasuren. Kopperne stod skarpe og ensartede på rækker. Priserne lignede ikke engang de helt urimeligt fordyrede varer man blev tilbudt som turist. De lå langt over. Er den industrielle fremstilling en luksus i Marokko, hvor alle stadig kan og skal fremstille ting med deres hænder?