IS POST

JEG HAR ONDT I HODET, ALTSÅ HAR JEG ET HODE

PLEASE EXSPLEEN

MAN PRØVER AT HUSKE, HVORDAN NOGET FØLTES

Følelsen er i hukommelsen, men kun som en vag fornemmelse. Et falmet fotografi.
Jeg tænker fx på en ølbrik. Dens ru pappede overflade. Bulerne fra kondens og skum. Dens syrlige og øllede duft. Hofhunden og dens blik (evt.). Kvadratet med de rundede hjørner - ganske let flossede. Formatet. Farvetrykket. Tykkelsen. Jeg har det hele i hukommelsen, men jeg kan ikke holde den.
Min pegefinger og min tommeltot lukker ikke sammen om andet end min barn- og ungdoms minde. Som om den gestus man oftest anvender for at beskrive, hvor tyndt eller småt noget er; det være sig pikke, argumenter eller tid tilbage, håner intellektets formåen.

HVIDERE

MODE.rering

RØDE STREGER

© n i c k l a s . r e d . 2 0 1 6 

ABSTRAKT + HEST II

En Jackson-Pollock-gemmeleg.

TRIPLE TERROR - LILAC

USYNLIG SKOV

MODEL OG BANE

Trainsport

Når man bygger modeller er man af indlysende årsager optaget af virkeligheden. Måske mere end man er, hvis man kalder sig filosof eller ideolog. Modelbyggeren er et grundigt menneske med blik for detaljer og funktioner, med interesse i historie og mekanismer, udvikling og opfindelser. Modelbyggeren har måske ry af at være et indesluttet og måske endog soclalt dårligt fungerende menneske. I den seneste legofilm er modelbyggeren blevet psykopatisk.
Jeg misunder modelbyggeren. Hans ro, hans målrettethed, hans tålmod. Og altså hans vinkel på virkeligheden. Den er så ren og forholdsmæssig. Gengivelsen af virkeligheden er så besværlig, når man skriver om den, synger om den, maler eller tegner den. Modelbyggeren har en kontrakt, der ligner en pagt.
Jeg misunder modelbyggeren. Glæden ved at få noget til at stå og ligne. Begejstringen ved at finde et hus eller en bil eller en vogn, som fuldender et scenarie. Det er så svært ellers at begejstres over virkeligheden - og altid hyklerisk at begejstres over mimesis i film eller kunst. Hos modelbyggeren mødes mimesis og magi på en lødig måde, fordi der skal pudses og limes og måles og males på samme måde som … i virkeligheden.
Jeg misunder modelbyggeren. Den tredimensionale fotograf. Hans mulighed for bogstaveligt talt at gribe ind i scenen og tiden og stedet; dreje en bygning 4° og lakere et hus i Technicolor™. jeg misunder ham hans tur til butikken med virkelighed; grantræer, elme, rhododendron, granitsten og grus. Små matte plastposer fyldt med stof og materie, som kan vokse videre lige ind i hovedet og drømmene på ham.
Og så stod jeg dér i Hadsten Centret og tænkte på alt det jeg lige har skrevet. Og så så jeg, at jeg så. For jeg så, at jeg ikke kunne se een eneste graffiti. Ikke eet tag eller et piece eller bare resterne af en plakat for en koncert eller et dyrskue. Spor efter liv. Jeg har aldrig savnet synet af mennesker eller liv på modelbanerne - der har magien, fantasien og de utrættelige tog sørget for. Men virkeligheden er, som alle modelbaner understreger med deres 70’er-æstetik og MR-tog, også historie, og historie er tid, og tid er spor efter mennesker. Ikke tog.

Jeg misunder stadig modelbyggeren, men nu forstår jeg, han blot er menneske som mig, som en digter eller en demokrat. Han gør alt hvad han kan for at gengive virkeligheden. Og så ændrer han den.

TRE I EEN OVERFLADE

SEKS NYE BILLEDER FRA MAROKKO

Man sælger gerne ting i Marokko. Faktisk i et omfang og med en ihærdighed der kan virke lidt trættende, men altså, det gør man. Visse steder specialiserer man sig; som her i forstadiet til de rigtige Atlas-bjerge, hvor man sælger fossiler, hvad man kan ane, hvis man kigger på de falmede aftegninger på blikskuret.

Der er altid noget der kører og larmer og lugter. Hvor lille en by man end kommer til, så bevæger nogen sig med noget, der bruger benzin. Og ofte er det også sådan, at er der noget det bevæger sig, så er der nogen der vil med. Klassisk med de såkaldte 'grand taxis', hvor der kan være op til seks personer på vej til seks forskellige steder. Her et mere banalt flyttelæs.

Hvad er vi som rejsende? Døde skind der i en astronomisk selvovervurdering gennemstrømmes af vand og støv?

Farverne (på kvinderne) er altid en oplevelse. Ikke altid behagelig, da smag og mode på de kanter kan være direkte infantil, men også - som her - en accent i et ellers tørt og næsten monokromt landskab. 

Som i ethvert kongerige med en elsket regent møder man ofte kongens (Mohammed VI) portræt. Jeg synes billedet er fascinerende, fordi det har et så 'tilfældigt' udseende. Billedet er en beskåret version af en mere officielt portræt - hvad der kan forklare noget, men ikke hans sådan lidt betuttede eller forbeholdne udtryk, den lidt ukomfortable position og den voldsomme disharmoni (asymmetri) i baggrunden. I et land som Marokko er hans påklædning ikke overraskende, men den kommer i kontrast til den meget kulørte baggrund og gør kongen stivere. Måske gives der ikke nogen lette løsninger på et regentportræt - og når man poserer som magtens overhoved virker det ligefrem arrogant at smile eller se 'naturlig' ud. Men Mohammed VI gør måske et forsøg i den retning, og understreger dermed subtilt sin styrke? Det kan også være billedet netop skal være lidt 'skævt' fordi det så bedre kan indbyde til undersåtternes tolkning. Jeg hælder selv til den post-kolonialistiske tolkning, at billedet skal mime en slags socialt medie-tag og dermed signalere en vis up-to-date-hed.

Et af den slags billeder der skal tages. Og nu bringes.
Det pudsige ligger nok i, at billedet sagtens kunne være taget i Frankrig eller Danmark (sproget fraset), men her faktisk dokumenterer, at kvinden på gaden er dem der så langt er flest af, mens kvinderne i vinduet kun er almindelige som sådan - reklamer.

Endnu et motorkøretøj. Her i Rabat på Av. Mohammed VI (ja, ham igen) med udsigt over chellaen og oued'en (floden).