I DAG ER ALT KLICHEER

 

I dag er alt klicheer. I er og jeg er og du er. Det er og det er. Dette er og dette her er. Vi er og de er. Er og er og er. Gensynets gru. Og det.

KIEFERHOMEN XXIII (pin up girl)

PLEASE EXSPLEEN

KUNSTEN ER SOM ET MAGISK SPEJL

Fem udsagn om tidens fylde til straf og eftertanke

- Når nogen altid begynder med at konstatere, hvor længe siden det er man sås sidst, ved man alt om, hvad der så skal ske.

- Man kan godt organisere sin tid efter det, man skal have gjort, men man skal nok få den brugt alligevel.

- Det hænder man kommer til tiden og alligevel føler sig forkert tilpas, hvis alle andre kommer for sent. 

- Hvis man har mere end almindelig alt for travlt, kan man mærkeligt nok alligevel mærke sin sjæl - lidt som om man kan gennembryde det kalkulerede, kyniske og overfladiske med en overdreven grad af netop det. Desværre mærker man kun sin sjæl, fordi man umiddelbart efter risikerer at dø.

- Fortiden kan være påtrængende som intet andet kan være påtrængende. Måske fordi den har en skræmmende god idé om, hvad det er der går galt i din altid igangværende nutid.

ALORS, HVEM KYSSER HVEM HVORDAN

CHERCHEZ LES FEMMES

KRIMIKONSTIPATION - pitch 4

Gyde eller gælde

Albertsens skosål klæbede til asfalten, da han ville lave sit sædvanlige gardervip. Tyggegummi. Hans tanker gik til den fjortenårige datter, som ikke ville tale med ham mere. Jeg fatter dig bare ikke, havde hun sagt. Skarpt og kort. Sin mor. Støvregnen stod skråt ind under gadelampens i forvejen skråtstillede sygt lysende lampe. Dørene fra de ankommende biler smækkede en symfoni af søvnløse betjente. Albertsen forstod ikke hvor alt det sprog kom fra. Alle de mystiske beskrivelser af den ret almindelige virkelighed han stod i. Han snakkede da udmærket med sin datter og havde aldrig været i garden. Det regnede ikke engang. Han mente heller ikke at være betjent.

Albertsen tænkte på sin datter. Hvad hun havde at gøre i en verden som denne, hvor mennesker som dette skulle ende sådan. Liget af den unge mand var næsten revet over. Slaskedukke, voodoodukke, nikkedukke. Albertsen var forvirret. Var han blevet hjemsøgt af faderens uhyggelige alzheimers? Hvor kom de billeder fra og de ord? Nogen lagde bogen fra ham. Han sukkede befriet.

Krimikonstipation - pitch 1

Kriminalinspektør Janzen - eller Jazz, som hans få venner kaldte ham - kradsede sig i de daggamle skægstubbe. Det lød som velcrolukningen på hans cykelhandsker. Han stod overfor den mest usædvanlige sag han endnu i sin lange og ligegyldige karriere havde set. En seriemordermorder. Et plot i en krimiroman så langt ude, at det jo måtte komme før eller siden. Ikke mindst fordi seriemordermorderen kunne aflive sine ofre på endnu mere bestialsk vis end de helt almindelige bestialske mordere. Han havde jo en hel hævn at hænge dem op med, før han ... trak ... skubbede ... eller hvad han nu gjorde med dem. Men ikke bare dette pikante spil sad han med på sit skæve bord, hvor den nederste skuffe bandt af gode grunde, for udover at seriemordermorderen slog seriemordere ihjel - i en serie selvfølgelig - så var han så sexet indrettet og udstyret, at han rent faktisk gjorde det før de blev seriemordere. Han vidste med andre ord - og endda nogen gange også med andre metoder - hvem der blev og var seriemordere, inden de var eller blev det. Af en eller anden grund faldt Thomas Kluges maleri af Duchamps pissekumme Janzen ind. Han var kunstsamler - det eneste han egentlig anså sig selv for at være med et vist held og en endnu større professionalisme, og han lagde et stort arbejde og ditto ære i, at opsnuse de kommende stjerner, før de blev stjerner. Måske derfor han kunne se en analogi - men nok mere fordi Kluges, som altid hårfine præcision i gengivelsen af et allerede eksisterende kunstværk, var en både magisk og meningsløs gestus, som samtidig bar på et dimensionsløst raseri. Nå ja, og så var Kluge en af de få kunstnere han ikke spottede i tide og fik lusket et værk ud af, før han var uden for rækkevidde af Janzens slanter.