BESVÆRLIGE PORTRÆTTER

NOGLE MORGENER

Nogle morgener har man kun overnaturen at holde sig til. Håbe på en krumme eller en måge er et tegn. Regne med alle hjertets overslag skal bruges senere samme dag. Se en skygge falde fra sted, hvor ingen mennesker står. Tælle trin på trapper uden at vide hvilket hvad de skal. Møde sit eget forsyn i en note eller et blik. Tro på at ånde ind i en verden, der er mere levende end blæk og metal, mere sanselig end sten og javel, mere kærlig end sig selv.

KRIMIKONSTIPATION - pitch 4

Gyde eller gælde

Albertsens skosål klæbede til asfalten, da han ville lave sit sædvanlige gardervip. Tyggegummi. Hans tanker gik til den fjortenårige datter, som ikke ville tale med ham mere. Jeg fatter dig bare ikke, havde hun sagt. Skarpt og kort. Sin mor. Støvregnen stod skråt ind under gadelampens i forvejen skråtstillede sygt lysende lampe. Dørene fra de ankommende biler smækkede en symfoni af søvnløse betjente. Albertsen forstod ikke hvor alt det sprog kom fra. Alle de mystiske beskrivelser af den ret almindelige virkelighed han stod i. Han snakkede da udmærket med sin datter og havde aldrig været i garden. Det regnede ikke engang. Han mente heller ikke at være betjent.

Albertsen tænkte på sin datter. Hvad hun havde at gøre i en verden som denne, hvor mennesker som dette skulle ende sådan. Liget af den unge mand var næsten revet over. Slaskedukke, voodoodukke, nikkedukke. Albertsen var forvirret. Var han blevet hjemsøgt af faderens uhyggelige alzheimers? Hvor kom de billeder fra og de ord? Nogen lagde bogen fra ham. Han sukkede befriet.

KRIMIKONSTIPATION - pitch 2

Som var han blevet fanget af et fiktivt dobbeltspil gik det langsomt op for Nielsen, at det måtte være ham selv, der havde dræbt forfatteren. Kula Strekksoms ganske lille bekendtskabskreds og minimale berøringsflade med verden var gennemtrevlet og nu opløst i et håbløst mønster, som indforstået grinede fra de trætte og bløde masonitplader, der tjente som opslagstavler i hans midlertidige kontor. Lydene fra de nye naboer i hans fraskilte tilværelse var stadig fremmede, men pludselig langt mere virkelige, som han sad der med livet og døden og tiden på hænderne. Langomt pillede han billeder og tekst ned fra tavlen, lagde dem på gulvet og fandt matchene i hans eget elendige liv.
På teksten 'mordvåben' placerede han sin gamle jagtkniv, som han ikke havde kunnet finde siden før hele sagen startede. På 'motiv' fandt han snart en knoglesmertende træthed over den uendelige række tv-serier og romaner med skildringer af forbrydelser, der på ingen måde mindede om hans egen triste hverdag. Morderens adgang til lejligheden i lyset af Kula Strekksoms uigennemtrængelige isolation lå lige for. Hun havde jo selv kontaktet ham i sin research for flere år siden, da hun startede på det der skulle blive hendes ufuldstændige 17. roman om 'livet på A-gangen'. En, mente Nielsen, rædsomt langtrukken serie om en vicekriminalkommisær, der har taget springet fra en universitetsuddannelse som psykolog til arbejdet som politi, i et håbløst forsøg på at kontrollere sine dæmoner.
På det dårlige billede fra overvågningskameraet lagde han sit eget id. Ja, sit eget id - Freuds selvlysende skelet stod igen for ham og pegede med sine kræftramte, krumme fingre på hans ubevidste voldelige, hans tjenstlige sublimering og hans uundgåelige misgerning.
Han sukkede, løftede sølvskeen og rørte et par gange rundt i den kolde og tykke kaffe på det vaklende skrivebord. Lyset gik ud igen.