De fleste vil vide, hvad jeg taler om, når jeg taler om Janteloven ligesom de fleste kender Den grimme ælling. Men det er nok færre, som har læst den bog Aksel Sandemose skrev rundt om Janteloven, ligesom det nok også er de færreste, der faktisk kan huske, hvad og hvor meget ællingen skal igennem, før den finder ud af, at den er en svane. I de ukendte og ulæste dele af to af nationens mest berømmede og berygtede tekster ligger imidlertid både en skræmmende lighed og en afgørende forskel, vi af samme infamøse grunde er nødt til at se nærmere på i dagens Danmark. For selvom vi aldrig kunne finde på at se os selv som mobbere, så er Sandemoses roman gennemvædet at vrede og had til samfundets indgroede hakkeordre og Andersens eventyr mærkeligt naivt indforstået med den. Begge tekster handler excessivt om at plage og udskamme én, så man næsten ikke kan holde på livet længere, og siden vi stadig med og uden vidende holder disse to tekster frem som en slags konsensuskort i et Danmarksspil, der er blevet både 179 og 89 år ældre siden dengang, så må der jo være noget ved Esben Arnakke og ællingen som vi fornemmer en sandhed eller to i.
Egentlig ville jeg gerne have indledt dette essay med det faktum, at Aksel Sandemose skrev En flygtning krydser sit spor inspireret af H.C. Andersen og især hans eventyr om Den grimme ælling, fordi Andersens poetiske realisme og lykkelige slutninger må have stukket ham så smerteligt i både øre, næse og hals sammenholdt med de erfaringer han selv gjorde sig med Danmark og danskerne, men jeg har ikke kunnet få det bekræftet nogen steder, og jeg tror egentlig også hans inspiration var af alt andet end litterær karakter. Så vi må altså nøjes med at betragte de åbenlyse ligheder mellem teksterne og selv håndtere det korrigerede portræt Sandemoses bog får tegnet af den antropomorfe og fjerklædte danske helt.
For at Andersens eventyr kan lykkes som moralsk litteratur, er man ikke bare nødt til at acceptere antropomorficeringen, men også den præmis, at når man er født i en andegård, så kan man ikke være andet end en and - og i ællingens tilfælde altså en mislykket sådan. Faktisk optræder der en anden and i eventyret, som åbner mulighed for at ællingen inden i det meget større æg er en kalkun! Men hun er blot en eventyrlig-retorisk gendrivelse, der skal fremhæve svanen som den ælling, der skal bevise hvor meget byrd og barsel dominerer i et hierarkisk samfund. Andersen får naturligvis hjælp af sproget, for han omtaler ikke svanen som andet end en ælling, hvad der gør alle læsninger efter den første lidt løgnagtige, men til gengæld løfter slutningen, hvor svanen helt besynderligt – men meget andersensk – kan tage afsked med læseren, når den siger: "Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling." Her får man fornemmelsen af at ællingen nærmest ved et tilfælde har fået rollen som svane (måske er det omvendt) ved en casting den tilfældigt endte i, dårligt nok har sanset at indspilningen var begyndt og knap ænset de var ved at skyde slutscenen. Og hvis man undervejs havde undret sig over, hvordan den da havde kunnet udholde alle de nap og al den hån den blev tildelt, så får man med replikken fornemmelsen af, at det er fordi den er dum. Andersen siger ganske vist det er fordi den har ”et godt hjerte,” men vi ved det er det samme. Og det gør han også, for der er jo ikke så dejligt ude på landet, som han ellers indleder eventyret med at sige. Han ved udmærket, hvad der skal ske og at det bliver ikke rart.
Eventyret er skrevet som en omvendt gøgeunge-fortælling, hvor Den grimme ælling instinktivt praktiserer det modsatte af gøgeungens overlevelsesstrategi, nemlig selvudslettelse. Således får vi klækket en ælling, som på forhånd rummer alt det byen Jante ved ihærdig mobning internaliserer og dermed ødelægger Esben Arnakke med. Du skal ikke tro du er en svane. Du skal ikke tro du er andet og mere end vi er. Du skal faktisk tro du er mindre end det vi er, for vi ved bedre.
Måske er det en løsning at spille dum overfor så voldsomme anklager? For den kraft Den grimme ælling stadig suger næring fra hos alle os, der ikke kan glemme den, handler måske om, at vi drømmer om ikke at mærke mobningen, når den står på – fx ved at lade som om vi ikke forstår den. Det er samfundets skyld, sagde vi engang. Først som en erkendelse, siden en sandhed og sluttelig ironisk som eksemplarisk udskamning af det uformående menneske, der ikke kunne (for)klare sin egen ulykke. Det er tid at støve det slogan af igen. Og det er tid til igen at forstå, hvor dybt Andersen begreb den danske folkesjæl. Det er lige meget hvem du er og ender som, for kanøflet bliver du og kanøflet ender du. Du kan spille dum eller du kan se det i øjnene. Klart at Andersen - som vi oplever det gennem hans mange variationer med tudser, porcelænsfigurer og konfirmander - kan lade rollen og tilliden hvile i den genetiske fatalisme, som vi læsere vel også deler, når tanken falder på, hvad vi kan blive til, hvis vi blot kan finde den kongelige kilde, der rinder i os. Men måske kan vi også se udspringet til den hån og nedrakning vi og beboerne i Jante praktiserer som det eneste mulige alternativ til den nation af prinser og prinsesser Danmark jo ikke er og aldrig (spoiler alert) bliver? Kan man sige at Andersen kalder den og Sandemose siden bekræfter den?
.jpg)
I En flygtning krydser sit spor spiller dumheden også en afgørende rolle, men her bliver den uafladeligt tildelt én af andre, der ikke vi have man skal være klogere end dem, og det i en smertende grad man er nødt til at læse bogen for at forstå. Men hvis man vil overleve, tænker Esben – modsat ællingen, må man insistere på at have et intellekt, og insisterer man, kæmper man ikke kun mod de andres påstande om, hvor dum man er, men også med ens egen frygt for at de har ret. For hvis man ér dum, ér man det de andre siger og altså ikke sig selv – og derfor slet ikke nogen. Et nul. Ligesom det er slående hvor genkendeligt vores hverdagslige håb om, at vi nok skal blive en succes, bare vi skamfuldt dukker hovedet for de andres hån, kan spejles i eventyret, så er det uhyggeligt, hvor genkendeligt følelsen af at tappe sig selv for al mod og selvtillid stillet overfor forestillingen om de andres blik, man genfinder i fortællingen om Jante.
Imposter-syndromet, som vi ikke har fundet et dansk ord for, men forsøgsvis kunne kalde snydepels-badebillet-røvrender-falskspiller-distanceblænder-egoman-underpræstations-dengse-spytslikker-hykler-maskepi-faking-overlegensheds-komplekset, blev navngivet helt tilbage i 70’erne, hvor man i denne sammenhæng så småt begyndte at skulle kunne klare sig selv, hvis man ville være nogen, men er især i de senere år dukket op mere eller mindre proportionalt med de problemstillinger vi især møder hos ungdommen og de unge mennesker i samfundets jernbur.
En flygtning krydser sit spor beskrives nogle gange som en slags kriminalroman, fordi Esben slår en mand ihjel i Misery Harbour og Aksel by proxy prøver at opklare hvorfor – eller rettere hvem der havde skylden. Det havde Jante. Hele byen. Ikke ulig nogle af de fortællinger vi mødte i krimier fra 1970’erne – dengang de var noget ved og svenske. Der er en sproglig pointe i at drabet er udslag af den lovmæssighed, der ligger i at udåd fører til udåd og at Janteloven således skaber sine egne forbrydere. Først pisser du på mig, og så siger du jeg lugter. Før jeg læste bogen og i øvrigt siden blev bedre bekendt med Aksel Sandemoses liv så jeg loven som noget han havde opdaget ved danskerne, jeg forstod ikke hvor smerteligt han havde erfaret det og slet ikke hvor frygteligt det er selv at blive offer for det.
Da bogen udkom første gang i 1933, blev den måske meget naturligt af nogle læst med afsæt i Sigmund Freuds ideer om den traumatiserede barndom, selvom Sandemose ikke var bekendt med dem sådan som man kunne se det hos fx H.C. Branner. Men selvom barndommen unægtelig udgør hovedstenen i Sandemoses fortælling om en menneskeskæbne, synes jeg en tænker som Hannah Arendt langt bedre vil kunne løfte opgaven med at se, hvad der slog John Wakefield ihjel, hvis vi skal gøre bogen til en beskrivelse af et aktuelt sociologisk fænomen. Og det synes jeg vi skal. Med Arendt får vi blandet det bevidste i det ubevidste og dermed en mulighed for både selv at forstå, men også for andre at forstå, hvilken modgift der er brug for – fx i skolesystemet.
Jeg synes egentlig også vi skal læse Den grimme ælling sociologisk; tage til efterretning, at langt de fleste kender eventyret, men har glemt alt om, hvordan det ender lykkeligt og dermed alle de dele der mest minder om deres liv. Det er en ironi, der langt overstiger den, Andersen koketterer med i den sprogtone vi nogle gange tager for det mest avancerede ved ham.
_(3446741581).jpg)
Mens jeg har gået og tænkt over dette essay er jeg flere gange vendt tilbage til billedet af Janteloven som en ulykke, man simpelthen ikke kan undgå at blive tiltrukket af. Man må se hvor voldsomt det er, om der er blod, hvor mange der er involveret og så skal man lige have bekræftet, at man ikke selv er involveret, så man kan mærke at det heller ikke var i dag det skete. Hvad er det dog for en kraft?
Jeg har altid instinktivt ledt efter den ubesatte position i alle de sammenhænge jeg har skullet deltage i. Kald det et oprør mod Janteloven eller et naivt forsøg på at overleve den; det er under alle omstændigheder endt med at forme mig. Med janteloven synes jeg det er svært at finde et ståsted, der rummer et minimum af provokation, for det er som om alle positioner er besatte. Det skulle det lige være det at påstå, at der ingen ubesatte positioner er, fordi alle danskere enten tager bestemt afstand fra fænomenet, men alligevel underkaster sig det ved at frygte det, eller også mener man trods alt der er noget brugbart i den, men hader sig selv for at tænke det. Vi er med andre ord grimme og ællinger og på flugt lige meget hvad. Kede af vore kroppe og liv, hævngerrige og blåøjet bevidstløse og ude af stand til at modnes af frygt for at være blevet færdige helt forkert. Måske er det paradoks det mest danske i denne sammenligning; at vi alle sammen ønsker vi var nogle andre end vi er, og kan vi ikke blive det, kan vi i det mindste forbande det vi er rundet af: Mobningen, nedrakningen, afvisningen, hånen, skammen og … de andre. Undtagen mig, naturligvis. Som sammen med Aksel Sandemose og H.C. Andersen undsiger denne umenneskelige dømmen - selv over dem som dømmer. Gør vi ikke det, vil vi aldrig undslippe hånens dynamik. Det er enten dét eller den individualiserede uendelige eskapisme.
