Herfra, hvor jeg sidder og skider, er der ikke så meget at se, men så er det godt man har et røvhul, som på sin egen måde kan udvide perspektivet på alt det, man har indtaget. Det er lige meget om det er angst eller migræne eller bøf og margarine, man sender ned i tragten. Selv tragt for verden. Kæmpe døvt hørerør, kødhakker, omhælder, kulturblender, tarmTarzan, salatslynge, bogelsker. Som når man tygger, bliver blikket også fjernt og introvert, når man skider. Meditativt stirrer man på bademåtter, håndvaske, toiletpapir, sine egne hænder, uden at se andet end deres eksistens. Og alligevel er skidningen filosofisk potent. Man ér, når man skider. Send det brugte papir til Descartes. Man befinder sig, og man gør. Send sveden til Heidegger. Verbet ’gøre’ i forbindelse med skidningen er knyttet til barnet, der kan gøre i bukserne eller bleen. På samme måde med laver, som børn også gerne må. Gøre og lave. Ikke dårligt som markører i en voksende identitet. Voksne går ikke ud og gør eller laver noget. Det sker de ’gør det,’ men så knepper de, eller handler (evt. grænseoverskridende), hvad der på mange måder er skidningens modsætning. Det ændrer ikke på positionen, på punktet, på det faktum, at defækationen er tilstedeværelse per se. Man sidder der alene med, for og som sig selv. For jeg skider ikke sammen med andre. Længere. Historisk set er det individuationens Hamburger Hill man sidder på toppen af. Blufærdig, blodfattig, pressende sig selv til affald. Subjekt i kraft af sit abjekt.
Eller også kigger man på sin telefon. Ikke eksisterende. Med lorten som det mest levende i rummet.
